Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Vidnesbyrd for menigheden bind 1

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Personlig erfaring

    Den 20.september 1860 blev mit fjerde barn John Herbert født. Da han var tre uger gammel, følte min mand det som sin pligt at rejse. Det blev afgjort ved konferensen at bror Loughborough skulle tage til veststaterne og han til øststaterne. Nogle få dage før de skulle til at rejse, var min mand meget nedtrykt. En gang tænkte han at han måtte opgive rejsen, alligevel frygtede han at gøre det sådan. Han følte at han havde noget at udrette, man blev omgivet af skyer og mørke. Han kunne ikke hvile eller sove. Hans tanker var i stadig uro. Han fortalte om sit sinds tilstand til brødrene Loughborough og Cornell og bøjede sig for Herren med dem for at søge råd fra ham. Da delte skyerne sig og klart lys skinnede. Min mand følte at Herrens Ånd styrere ham mod veststaterne og bror Loughborough mod øststaterne. Efter dette følte de sig klare over for deres pligt og handlede derefter.VM1 244.1

    Ved min mands afrejse bad vi om Herren ville støtte og styrke ham og fik den forvisning at han ville gå med ham. Omkring en uge før han skulle besøge Mauston, Wisconsin, fik vi breve, til udgivelse, fra søster G der gav sig ud for at have fået det fra Herren. Idet vi læste disse breve, følte vi os bedrøvede; for vi vidste at de ikke var fra den rigtige kilde. Og da min mand intet vidste af hvad han ville møde i Mauston, frygtede vi at han ville møde fanatisme uforberedt og at det ville have en nedslående indflydelse på hans sind. Vi har gået igennem mange af sådanne situationer i vore tidlige erfaring og har tålt så meget fra uregerlige og utæmmelige ånder, at vi frygtede for at blive bragt i kontakt med dem. Jeg sendte i en forespørgsel til menigheden i Battle Creek om de ville bede for min mand og ved vort familiealter søgte vi alvorlig Herren for hans skyld. Med åndens sønderbrydelse og mange tårer, prøvede vi at fæstne vor skælvene tro på Guds løfter og vi havde beviset for at han havde hørt os bede og at han ville stå hos min mand og tildele ham råd og visdom.VM1 244.2

    Da jeg så i bibelen efter et vers til Willie, til at lære og gengive i sabbatsskolen, fangede dette skriftsted min opmærksomhed: “Herren er god, et værn på trængselens dag; han kender den, som lider på ham.” Jeg kunne kun græde over disse ord, de faldt så passende. Hele byrden på mit sind var for min mand og menigheden i Wisconsin. Min mand erkendte Guds velsignelse medens han var i Wisconsin. Herren var en fæstning for ham i trængselstiden og støttede ham med sin frie ånd da han frembar et bestemt vidnesbyrd mod den vilde fanatisme der var.VM1 245.1

    Fra Mackford, Wisconsin, skrev min mand et brev hvor han sagde: “Jeg frygter at alt ikke er vel der hjemme. Jeg har fået nogle indtryk om barnet.” Medens han bad for familien der hjemme, havde han fået en forud?anelse om at barnet var meget syg. Det var som barnet lå for ham med ansigt og hoved frygtelig opsvulmet. Da jeg fik brevet, var barnet ikke ret sygt; men den næste morgen var han blevet meget syg. Det var et stærkt tilfælde af erysipelas (rosen) i ansigt og hoved. Da min mand nåede bror Wick’s nær Round Grove, Illinois, modtog han et telegram der informerede om barnets sygdom. Efter at have læst det, meddelte han dem, som var tilstede at han ikke var overrasket over den nyhed, for Herren havde forberedt ham på det og at de ville få at vide at barnets hoved og ansigt var stærkt angrebet.VM1 245.2

    Mit kære barn var en stor lidelse. Fire og tyve dage og nætter vågede vi ængsteligt over ham og brugte alle de midler vi kunne for at helbrede ham og fremlagde alvorligt, hans sag for Herren. Til tider kunne jeg ikke styre mine følelser når jeg vidnede om hans lidelser. Megen af min tid blev opløst i gråd og ydmyg bøn til Gud. Men vor himmelske Fader så det passende at fjerne denne elskede.VM1 245.3

    Den 14. december blev han værre og jeg blev tilkaldt. Da jeg lyttede til hans anstrengte åndedræt og mærkede hans pulsløse håndled, vidste at ham måtte dø. Dødens iskolde hånd var allerede over ham. Det var for mig en smertens stund. Vi vågede over hans svage og gispende åndedrag indtil det ophørte og kunne kun føle taknemmelighed over at hans lidelser var til ende. Da mit barn var dødt kunne jeg ikke græde. Mit hjerte arbejdede som om det ville bryde sammen, men jeg kunne ikke fælde en tåre. Ved begravelsen besvimede jeg. Vi var skuffede over ikke at have bror Loughborough til at forrette begravelsen og min mand talte ved den lejlighed til et overfyldt hus. Vi fulgte da vort barn til Oak Hill Cemetery, for hvile der indtil Livgiveren skal komme, bryde gravens lænker og kalde ham udødelig frem.VM1 246.1

    Efter at vi kom tilbage fra begravelsen, synes mit hjem at være ensom. Jeg følte mig forsonet med Guds vilje og alligevel kom fortvivlelse og mørke over mig. Vi kunne ikke komme os over modløsheden den sidste sommer. Vi vidste ikke hvilken dygtighed der skulle udøves over Guds folk. Satan har opnået kontrol i visse personers sind, som var nært forbudet med os i arbejdet, selv hos nogle, som har været bekendt med vor mission og set frugten af vort arbejde og som ikke kun har bevidnet den hyppige manifestation af Guds kraft, men har mærket dets påvirkning på deres egne kroppe. Hvad kunne vi håbe for i fremtiden? Da mit barn levede, troede jeg at jeg forstod min pligt. Jeg pressede mit kære barn til mit hjerte og glædede mig i det mindste over at jeg for en vinter skulle blive befriet fra noget større ansvar, for det kunne ikke være min pligt at rejse om vinteren med mit barn. Men når han nu blev taget fra mig, var jeg igen kastet ud i stor forvirring.VM1 246.2

    Guds sags og folks tilstand knuste os næsten. Vor lykke afhang altid af tilstanden i Guds sag. Når hans folk er i en gunstig tilstand, følte vi os frie; men når de falder tilbage og der er splid iblandt dem, kan intet gøre os glade. Hele vor interesse og liv har indvævet med fremgangen og udbredelsen af den tredje engels budskab. Vi er optaget i det og når det ikke har fremgang, kommer vi ud for store lidelser i sindet.VM1 246.3

    Omkring det tidspunkt, begyndte min mand, idet han så tilbage i fortiden, at miste tillid til næsten alle. Mange af dem, som han havde prøvet at hjælpe spillede fjender og nogle af dem, som han havde hjulpet mest ved sin indflydelse og af hans egene sparsomme midler, prøvede hele tiden at skade ham og kaste byrde på ham. En sabbatsmorgen, da han gik til vort bedested, kom en så overmægtig følelse af uretfærdighed over ham, at han gik til siden og græd højt, medens forsamlingen ventede på ham.VM1 247.1

    Fra vort arbejdets begyndelse har vi været kaldt til at frembære et klart og tydeligt vidnesbyrd, at irettesætte fejl og ikke vise skånsel. Og hele vejen har der været dem, som modvirkede vort vidnesbyrd og har fulgt efter for at sige smigrernde ting, smurt sammen med ikke tilpasset mørtel og ødelægger vore medarbejderes indflydelse. Herren ville styre os, så vi kan bære irettesættelse og så kan personer gå ind imellem os og folket, uden at vort vidnesbyrd bliver påvirket. Mange visioner er blevet givet, så vi ikke må vægrer os fra at tage parti for Herrens råd, men at vi må have en holdning der oprører Guds folk, for de sover i deres synder. Men få har sympatiseret med os, medens mange har sympatiseret med de forkerte og med dem, som har været irettesat. Dette knuser os og vi følte at vi ingen vidnesbyrd havde til føre frem i menigheden. Vi vidste ikke hvem vi skulle betro os til. Medens alt dette pressede sig over os, døde håbet inden i os. Vi tog tilbage for at hvile ved midnat, men kunne ikke sove. En stærk smerte var i mit hjerte; jeg kunne ingen lindring finde og besvimede en del gange.VM1 247.2

    Min mand sendte bud efter brødrene Amadon, Kellogg og C. Smith. Deres inderlige bønner blev hørt, lindring kom og jeg blev taget væk i et syn. Da fik jeg vist, at jeg havde et arbejde at gøre, at vi stadig måtte føre vort vidnesbyrd frem, ligefrem og tydeligt. Personer, som havde undgået det tydelige vidnesbyrd blev fremstillet for mig. Jeg så den påvirkning deres lære havde på Guds folk.VM1 247.3

    Tilstanden for folket i ___ blev også fremstillet for mig. De har sandhedens teori, men er ikke helliggjort ved den. Jeg så at når budbringerne går hen til et nyt sted, er deres arbejde mere end spildt, hvis ikke de bærer et klart og tydeligt budskab. De bør holde Kristi menighed og tidligere, nu afdøde, trosbekendene adskilte. I denne henseende var der et svigt i ___. Ældre N var let at krænke, bange for at vor tros særheder skulle vise sig; standarden var for ringe til at møde folk. Det burde være lagt dem på sinde at vi besidder sandheder af vital betydning og at deres evige interesse afhænger af den beslutning de tager; for at blive helliggjort gennem sandheden, deres afguder er nød til at opgives, deres synder bliver tilstået og de frembringer frugter der imødekommer anger.VM1 248.1

    Dem, som tager del i det alvorlige arbejde med at føre den tredje engels budskab frem, må handle beslutsomt og i Guds Ånd og kraft og uforfærdet forkynde sandheden og lad den skære igennem. De bør ophøje sandhedens standard og tilskynde folket til at komme den i møde. Det har ret ofte været nedsættende at møde folk i deres syndige og mørke tilstand. Det er det klare vidnesbyrd, der vil få dem til at beslutte sig. Et fredeligt vidnesbyrd vil ikke gøre det. Folk har ret til at høre den form for lære fra populære prædikestole; men de tjenere, som Gud har betroet det højtidelige og frygtelige budskab, som skal bringes ud og gøre folk rede for Kristi komme, bør bære et klart og tydeligt vidnesbyrd. Vor sandhed er meget alvorligere end de almindeligt troendes, som himlen er større end jorden.VM1 248.2

    Folk sover i deres synder og behøver at blive vækket, før de kan ryste denne døsighed af sig. Deres prædikanter har forkyndt for behagelige ting; men Guds tjenere som fremfører indviede og livsvigtige sandheder, bør råbe højt og ikke spare sig, da sandheden river de sikre klæder af og finder sin vej til hjertet. Det ligefremme vidnesbyrd, som skulle have været givet til folk i ___ blev undgået af prædikanterne; sandhedens frø blev sået blandt torne og er er kvalt af dem. Hos nogle har onde angreb spredt sig og den himmelske nåde er dødet bort.VM1 249.1

    Guds tjenere må fremføre et tydeligt vidnesbyrd, som vil skære i det naturlige hjerte og udvikle karakteren. Brødrene N og O behandlede dem med fuldstændig tvang i ___. Sådan en forkyndelse, som blev givet på det sted vil aldrig gøre det arbejde, som Gud har planlagt. Prædikanter fra de almindelige menigheder, kryber rigeligt sammen, pakker de tydelige sandheder ind som dadler synd.VM1 249.2

    Medmindre mennesker tager sandheden rigtigt til sig og deres hjerter er redde til at modtage den, skulle de hellere lade den helt være. Jeg fik vist at menigheden i ___ må gøre en erfaring, men det vil være meget sværere for dem at få den nu, end hvis det tydelige vidnesbyrd blev givet til dem fra begyndelsen, da de første gang opdagede at de var i vildfarelse. Så ville tornene have været lettere at rive ud. Jeg så dog at der var mennesker af moralsk værdi i ___, nogle som alligevel vil blive prøvet af den nærværende sandhed. Hvis menigheden vil vækkes og lod sig omvende, vil Herren vende tilbage og give sin Ånd til dem. Da vil deres indflydelse tælle for sandheden.VM1 249.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents