Fornemmelse af fortvivlelse

I juni, 1842, gav Mr Miller sine andre kursuslektioner i Portland. Jeg følte det som et stort privilegium at følge disse lektioner, for jeg var blevet svagere af modløshed og følte jeg ikke kunne møde min frelser. Dette andet kursus skabte meget mere røre i byen end det første. Med få undtagelser lukkede de forskellige trosretninger dørene for Mr Miller. Mange prædikener fra de forskellige talerstole søgte at fremvise de påståede fanatiske fejl fra foredragsholderen; men masser af ivrige lyttere sluttede op om hans møder, medens mange var ude af stand til at komme ind i huset.VM1 21.1

Forsamlingen var usædvanlig stille og opmærksom. Hans måde at forkynde på var ikke blomsterene eller talerkunstigt, men han handlede med tydelige og opvækkende kendsgerninger, der vækkede hans lyttere fra deres sorgløse ligegyldighed. Han understøttede sine udsagn og teorier med skriftstedsbeviser, idet han gik frem. En overbevisende kraft fulgte hans ord der synes at præge dem, som sandhedens sprog.VM1 21.2

Han var høflig og sympatisk. Når alle stolene i huset var fyldte og platformen og stedet omkring talerstolen synes sammentrængt, har jeg set ham forlade platformen og gå ned ad midtergangen og tage nogle ældre svage mænd eller kvinder ved hånden og finde en stol til dem og da gå tilbage og genoptage hans prædiken. Han kaldtes i virkeligheden Fader Miller, for han havde en årvågen omsorg over dem, som kom under hans tjeneste, han var hengiven i hans måde, fra en elskværdig natur og ømt hjerte.VM1 21.3

Han var en interessant taler og hans formaninger, både til bekendende kristne og de ubodfærdige, var henvendene og kraftfulde. Nogle gange var en højtidelighed så markant så det var pineligt og prægede hans møder. Mange overgav sig til Guds Ånds overbevisning. Gråhårede mænd og aldrende kvinder med rystende skridt søgte de eftertragtede sæder. Dem i modenhedens styrke, unge og børn, var dybt oprørte. Stønnende og grædende stemmer og pris til Gud var iblandet ved bønnens alter.VM1 21.4

Jeg troede de højtidelige ord der var talt af Guds tjener og mit hjerte var smertet da de modsatte sig eller gjorde spøg med emnet. Jeg mødte ofte op til møderne og troede at Jesus snart ville komme i himlens skyer; men min store bekymring var at være rede til at møde ham. Mit sind dvælede hele tiden på spørgsmålet om hjertets hellighed. Jeg længdes over alt andet efter at opnå denne store velsignelse og følte at jeg måtte accepteres af Gud fuldt ud.VM1 22.1

Blandt metodisterne havde jeg hørt meget med hensyn til helliggørelse. Jeg havde set personer miste deres fysiske styrke under påvirkningen af streng mental sindsbevægelse og havde hørt dette erklærede helliggørelsens vidnesbyrd. Men jeg kunne ikke fatte hvad der var nødvendigt for at være fuldt indviet til Gud. Mine kristne venner sagde til mig: “Tro på Jesus nu! Tro at han tager i mod dig nu!” Dette prøvede jeg at gøre, men fandt det umuligt at tro at jeg havde modtaget en velsignelse som, det synes for mig, skulle opildne hele min krop. Jeg undredes over at mit eget hjertes hårdhed var være ude af stand til at erfare den ånds ophøjelse, som andre udviste. Det synes for mig at jeg var forskellig fra dem og altid lukkes ude fra hjertets hellige fuldstændige glæde.VM1 22.2

Mine forestillinger om retfærdiggørelse og helliggørelse forvirredes. Disse to tilstande var helt adskilt fra hinanden i mine tanker; alligevel kunne jeg ikke begribe forskellen eller forstå meningen af begreberne og alle forkyndernes forklaringer forøgede mine vanskeligheder. Jeg var ude af stand til at kræve velsignelsen for mig selv og spekulerede på om det kun kunne findes blandt metodister og om jeg, ved at følge adventmøderne, ikke udelukkede mig selv fra det, som jeg ønskede af alt andet: Guds helliggørende Ånd.VM1 23.1

Dog bemærkede jeg at nogle af dem, som påberåbte at være helliggjorte, tilkendegav en bitter ånd når spørgsmålet om Kristi snarlige komme blev lagt frem; det forekom ikke mig at være en tilkendegivelse af den hellighed som de bekendte sig til. Jeg kunne ikke forstå hvorfor prædikanterne fra talerstolen skulle modsætte sig sådan læren om at Kristi komme var nær. Fornyelse havde fulgt forkyndelsen af denne tro og mange af de mest indviede prædikanter og lægfolk havde modtaget den som sandhed. Det synes for mig at dem,som virkeligt elskede Jesus ville være klar til at tage imod efterretningerne om hans komme og glæde sig over at det var nær.VM1 23.2

Jeg følte at jeg kun kunne kræve det, som de kaldte retfærdiggørelse. I Guds ord læste jeg at uden helliggørelse skulle intet menneske se Gud. Da var der et højere stade jeg måtte nå, førend jeg kunne være sikker på evigt liv. Jeg studerede fortsat på emnet; for jeg troede at Kristus var snart til at komme og frygtede at han ville finde mig uberedt til at møde ham. Domfældende ord ringede i mine ører dag og nat og mit stadige råb til Gud var, Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?VM1 23.3

I mit sind fordunklede Guds retfærdighed sin barmhjertighed og kærlighed. Jeg havde lært at tro på et evigt brændende helvede og den forfærdende tanke var altid for mig at mine syndere var for store til at blive tilgivet og at jeg for evigt skulle fortabes. De skrækkelige beskrivelser som jeg havde hørt om sjæle i evig fortabelse sank dybere i mit sind. Prædikanter bag prædikestolen tegnede livagtige billeder om de fortabtes tilstand. De lærte at Gud ikke havde i sinde at frelse nogen uden helliggørelse. Guds øje var altid over os; enhver synd blev skrevet ned og vil kun møde sin straf. Gud selv tog bøgerne med den ubegrænsede visdoms nøjagtighed og enhver synd vi tillod blev nøjagtigt skrevet mod os.VM1 23.4

Satan blev fremstillet som ivrig efter at bemægtige sit bytte og bære os til de laveste dybder i pinen, der triumferede over vore lidelser i afskyeligheden af et evigt brændende helvede, hvor, efter tusinde på tusinde års pine, vil de brændende bølger rulle til overfladen med de vridende ofre, som vil skrige: “Hvor længe, Oh Herre, hvor længe?” Da vil svaret tordne ned i afgrunden: “I al evighed!” Igen vil smeltebølgen opsluge de fortabte, bære dem ned til dybderne af et evigt hvileløst ildhav.VM1 24.1

Medens jeg lyttede til disse forfærdelige beskrivelser, ville min forestilingsevne være så oprørt at jeg svedte og det var svært at tilbageholde et råb i smerte, for jeg synes allerede at mærke fortabelsens smerte. Så ville prædikanten være lidt ved livets usikkerhed. Et øjeblik kunne vi være her og det næste øjeblik i helvede, et øjeblik på jorden og det næste i himlen. Ville vi vælge ildsøen og dæmonernes selskab, eller himlens lyksalighed med engle til vort selskab? Ville vi høre de jamrendes stemme og forbandelsen af de fortabte sjæle igennem al evighed, eller synge Jesu sange foran tronen?VM1 24.2

Vor himmelske Fader var fremstillet for mine tanker som en tyran, der frydede i de fordømtes kval; ikke den ømme, medlidende synders ven, som elsker sine skabninger med en kærlighed over al forståelse og ønsker dem at blive frelst i hans rige.VM1 24.3

Mine følelser var meget sarte. Jeg frygtede udtrykt smerte for ethvert levende væsen. Når jeg så dyr blive behandlet dårligt, led mit hjerte for dem. Måske var min medfølelse lettere at opildne ved lidelse fordi jeg selv havde været offer for tankeløs grusomhed, der resulterede i den skade, der havde formørket min barndom. Men når tanken tog fat i mit sind, at Gud frydede sig over sine skabningers pine, som var dannet i hans billede, synes en mur af mørke at adskille mig fra ham. Når jeg tænkte på at universets Skaber ville frastøde de onde til helvede, for der at brænde i evighed, at uophørligt op, sank mit hjerte med frygt og jeg tvivlede at et så grusomt og tyrannisk et væsen altid ville nedlade sig til at rede mig fra syndens undergang.VM1 25.1

Jeg tænkte at den fordømte synders skæbne ville være min, at udholde helvedes flammer for evigt, endda så længe som Gud selv eksister. Dette indtryk afhængende af mine tanker indtil jeg frygtede at jeg ville miste min fornuft. Jeg ville se på de umælende dyr med misundelse, fordi de havde ingen sjæl der skulle straffes efter døden. Mange gange vækkedes ønsket at jeg aldrig havde været født.VM1 25.2

Totalt mørke lagde sig over mig og der synes ingen vej ud af skyggen. Kunne sandheden have være mig givet som jeg nu forstod den, kunne jeg være sparet for megen forvirring og sorg. Hvis Guds kærlighed havde dvælt over mere og hans strenge retfærdighed mindre, ville hans karakters skønhed og herlighed have indgydt mig med en dyb og alvorlig kærlighed for min Skaber.VM1 25.3

Jeg har siden tænkt at mange patienter på sindsygeanstalter blev bragt derhen ved oplevelser der lignede mine egne. Deres samvittighed blev ramt med en følelse af synd og deres skælvende tro udfordrede ikke kravet om Guds lovede tilgivelse. De lyttede til beskrivelserne af det almindelig kendte helvede, indtil det rene blod synes at løbe sammen i deres årer og brændte et indtryk i deres hukommelsestavler. Vågen eller sovende, var det skrækkelige billede altid for dem, indtil virkelighed gik tabt i fantasi og de så kun de omkransende flammer fra et fabelagtigt helvede og hørte kun skrigende fra de fordømte. Fornuften blev afsat fra tronen og hjernen blev fyldt med den vilde fantasi fra en forfærdelig drøm. Dem, som lærer doktrinet om et evigt helvede, vil gøre godt i at se nærmere i deres vidnesbyrd efter et så grusomt trospunkt.VM1 25.4

Jeg havde aldrig bedt offentligt og havde kun sagt nogle forskræmte ord ved bedemøde. Det blev nu indprentet i mig at jeg skulle søge Gud i bøn ved vore små samlinger. Det turde jeg ikke af frygt for at blive forvirret og svigtet i at udtrykke mine tanker. Men pligten blev så magtpåliggende indprentet i mit sind at da jeg forsøgte at bede i det skjulte synes jeg at gøre nar af Gud fordi jeg ikke havde adlydt hans vilje. Fortvivlelse overstrømmede mig og i tre lange uger gennemtrængte ingen lysstråler det mørke, der omgav mig.VM1 26.1

Mit sinds lidelser blev intense. Nogle gange turde jeg ikke lukke mine øjne for en hel nat, men ville vente indtil min tvillingsøster var faldet i søvn, da forlod jeg hurtig min seng og knælede ned på gulvet, bad stille med en umælende sjælekamp, der ikke kan beskrives. Rædslen for et evigt brændende helvede var altid for mig. Jeg vidste at det var umuligt for mig at leve alene med den meddelelse og jeg turde ikke dø og møde syndernes frygtelige skæbne. Med hvilken misundelse betragtede jeg dem, som indså deres godkendelse hos Gud! Hvor dyrebar synes det kristne håb for min forpinte sjæl!VM1 26.2

Jeg forblev ofte bøjet i bøn henved hele natten, sukkende og skælvende i uudsigelig pine og en håbløshed der overgår al beskrivelse. Herre, hav barmhjertighed! var min bøn og, som en stakkels tolder, turde jeg ikke løfte mine øjne til himlen, men bøjede mit ansigt mod gulvet. Jeg blev meget forarmet i kød og styrke og dog holdt mine lidelser og fortvivlelse for mig selv.VM1 26.3

Medens jeg var i den fortvivelsestilstand havde jeg en drøm som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg drømte jeg så et tempel hvortil mange personer samledes. Kun dem som søgte tilflugt i dette tempel ville blive frelst, når tiden ville afslutte. Alle, som forblev udenfor, ville fortabes for evigt. Skarerne udenfor som gik omkring på deres forskellige måder, hånede og spottede dem som gik ind i templet og fortalte dem at denne sikkerhedsplan var et listigt bedrag, at der i virkeligheden ikke var nogen fare ligemeget hvad de gjorde. De tog endda fat på nogle for at beskytte dem fra at haste inden for murerne.VM1 27.1

Frygten bliver latterliggjort, jeg tænkte at det var bedst at vente indtil skaren spredte sig, eller indtil jeg kunne gå, ubemærket for dem. Men antallet blev større i stedet for mindre og i frygt for at det blev for sent, forlod jeg hastigt mit hjem og pressede mig igennem mængden. I min iver for at nå templet bemærkede jeg ikke eller tog jeg mig ikke af trængslen der omgav mig. Da jeg skulle gå ind i bygningen, så jeg, at de meste af templet var understøttet af en enorm stor pille og til denne var bundet et lam helt sønderrevet og forblødt. Vi som var tilstede synes at vide at dette lam havde været sønderrevet og kvæstet på vores regning. Alle, som gik ind i templet måtte komme for det og bekende sine syndere.VM1 27.2

Lige foran lammet var der ophøjet nogle siddepladser, hvorpå der sad nogle, som så meget lykkelige ud. Himlens lys synes at skinne over deres ansigter og de priste Gud og sang sange af glad taksigelse der var som engles musik. Disse var dem, som kom for lammet, bekendte deres syndere, modtog tilgivelse og ventede nu i glad forventning på nogle glædelige begivenheder.VM1 27.3

Lige efter jeg var gået ind i bygningen, kom en frygt over mig og en fornemmelse af skam at jeg måtte ydmyge mig selv for dette folk. Men jeg synes at være tvunget til at bevæge mig frem og gjorde langsomt min færd rundt om søjlen for at vende mig mod lammet, medens en basun lød, templet rystedes, sejrsråb fra de forsamlede hellige rejste sig, en vældig stråleglans oplyste bygningen, derefter blev alt fuldstændig mørkt. De lykkelige folk var alle forsvundet med stråleglansen og jeg var ladt alene i nattens stille afskyelighed. Jeg vågnede med sindets heftige kamp og kunne svært overbevise mig selv, at jeg havde drømt. For mig var det som om at min skæbne var fastsat, at Herrens Ånd havde forladt mig og aldrig vende tilbage.VM1 27.4

Snart efter dette havde jeg en anden drøm. Jeg synes at side i ussel fortvivlelse med ansigtet i mine hænder og tænke på dette: Hvis Jesus var på jorden, ville jeg gå til ham, kaste mig selv ved hans fødder og fortælle ham alle mine lidelser. Han ville ikke forlade mig, han ville have barmhjertighed med mig og jeg ville altid elske og tjene ham. Netop da åbnede døren sig og en person af vidunderlig skikkelse og ansigtsudtryk kom ind. Han så medlidende på mig og sagde: “Ønsker du at se Jesus? Han er her og du kan se ham hvis du ønsker det. Tag alt hvad du har og følg mig.”VM1 28.1

Jeg hørte dette med usigelig glæde og samlede med glæde op alt hvad jeg havde, enhver skattet ting og fulgte min fører. Han ledte mig til en stejl skrænt og en tilsyneladende svag trappe. Idet jeg begyndte at gå op ad trinene, rådede han mig til, at holde mine øjne fast opad, for ikke at jeg skulle blive svimmel og falde. Mange andre som klatrede på skrænten siden, faldt før de nåede toppen.VM1 28.2

Til sidst nåede vi det sidste trin og stod foran en dør. Her bad han mig om at forlade alle de ting som jeg havde bragt med mig. Jeg lagde dem glædeligt ned; han åbnede da døren og bød mig gå ind. Med ét stod jeg foran Jesus. Der var intet at tage fejl af, for det skønne ansigtsudtryk. Dette udtryk af velvilje og majestæt kunne ikke tilhøre andre. Idet hans blik hvilede over mig, vidste jeg med det samme at han var bekendt med enhver omstændighed i mit liv og alle mine inderste tanker og følelser.VM1 28.3

Jeg prøvede at dække mig selv for hans blik, følte mig ude af stand til at tåle hans granskende øjne, men han nærmere mig, med et smil, og, lagde sin hånd på mit hoved og sagde: “Frygt ikke”. Lyden fra hans liflige stemme skælvede i mit hjerte med en lykke, jeg aldrig før havde oplevet. Jeg ville gerne sige noget, men, overvældet af bevægelse, sank jeg udmattet for hans fødder. Medens jeg lå hjælpeløs der, passerede scener af skønhed og herlighed forbi mig og jeg synes at have nået himlens sikkerhed og fred. Til sidst kom min styrke tilbage og jeg vågnede op. Jesu elskende øjne var stadig over mig og hans smil fyldte min sjæl med glæde. Hans nærhed fyldte mig med hellig ærefrygt og en ubeskrivelig kærlighed.VM1 28.4

Min fører åbnede nu døren og vi begge gik ud. Han bød mig igen at tage alle tingene med mig, som jeg havde forladt udenfor. Da dette var gjort, rakte han mig en grøn snor vundet tæt sammen. Denne bød han mig at tage nærmest til mit hjerte og når jeg ønskede at se Jesus, så tag den fra mit bryst og stræk den helt ud. Han tilrådede mig ikke at lade den forblive sammenrullet i længere tid, for at den ikke skulle blive knudret og svær at strække. Jeg satte snoren nær ved mit hjerte og med glæde gik ned ad den snævre trappe og priste Herren og fortalte alle hvem jeg havde mødt, hvor de kunne møde Jesus. Denne drøm gav mig håb. Den grønne snor repræsenterede tro i mit sind og den skønhed og den enkelhed der var i at stole på Gud, begynde at drage på min sjæl.VM1 29.1

Jeg betroede nu alle mine bekymringer og forvirringer til min mor. Hun følte ømt med mig og opmuntrede mig, sagde at jeg skulle gå til ældre Stockman efter råd, som forkyndte adventlæren i Portland. Jeg havde stor tillid til ham, for han var en hengiven tjener i Kristus. Efter at have hørt min historie, lagde han sin hånd hengivent på mit hoved og sagde med tårer i sine øjne: “Ellen, du er kun et barn. Dine erfaringer er en meget enestående for én i din følsomme alder. Jesus må berede dig for et særligt arbejde.”VM1 29.2

Han fortalte mig da at hvis jeg endda var en person af mange år og sådan plaget med tvivl og fortvivlelse, burde han fortælle mig, at han vidste at der var håb for mig, gennem Jesu kærlighed. Den meget smertene sjælekamp, jeg havde lidt, var et positivt vidnesbyrd, for at Herrens Ånd stræbte efter mig. Han sagde at når synderen bliver forhærdet i skyld, indser han ikke sin overtrædelses størrelse, men bilder sig selv ind at han er ved det rigtige og er i ingen særlig fare. Herrens Ånd forlader ham og han bliver ligegyldig og ligeglad eller dumdristig trodsig. Denne gode mand fortalte mig om Guds kærlighed for sine fejlende børn og i stedet for at fryde sig over deres undergang, længes han efter at drage dem til sig i enkel tro og tillid. Han holdt sig fast ved Kristi store kærlighed og forløsningsplanen.VM1 29.3

Jeg talte om min tidlige ulykke og sagde at den var i virkeligheden en svær lidelse, men han bød mig at tro at den elskenes Faders hånd ikke havde været draget bort fra mig; så det i det fremtidige liv, når tågen der da havde formørket mit sind var forsvundet, ville jeg erkende den forudseenhed der havde synes så grusom og gådefuld. Jesus sagde til sine disciple: “Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.” I den store fremtid skal vi ikke længere se som igennem glasagtig mørke, men komme ansigt til ansigt med den guddommelige kærligheds hemmeligheder.VM1 30.1

“Gå kun, Ellen,” sagde han; “Vend tilbage til din indre tillid til Jesus, for han vil ikke tilbageholde sin kærlighed fra den oprigtigt søgende.” Da bad han alvorligt for mig og det var som om at Gud ville visselig betragte denne bøn, som fra sine hellige også hvis mine ydmyge bønner var uhørte. Jeg forlod ham i trøstet og opmuntret tilstand.VM1 30.2

På de få minutter hvor jeg fik belæring fra ældre Stockman, havde jeg fået mere kundskab i spørgsmålet om Guds kærlighed og medlidende ømhed end fra alle prædikenerne og formaningerne som jeg altid havde lyttet til. Jeg tog hjem igen og gik frem for Herren og lovede at gøre og lide for hvad som helst han måtte kræve af mig, hvis bare Jesu smil opmuntrede mit hjerte. Den samme opgave var mig overdraget, som tidligere havde fortrængt mit sind: at tage mit kors iblandt Guds samlede folk. Der bød sig hurtig en lejlighed; der var et bedemøde den aften, som jeg var med til.VM1 30.3

Jeg bøjede mig skælvende under bønnerne der blev opsendt. Efter at få havde bedt, løftede jeg min stemme i bøn, før jeg vidste af det. Guds løfter viste sig for mig, som havde mange værdifulde perler, der kun skulle modtages ved forespørgsel. Idet jeg bad, blev sjælens byrde og kval som jeg længe havde udholdt, forladt mig og Herrens velsignelse kom over mig, som nænsom dug. Jeg priste Gud fra mit hjertes dybeste. Alt synes lukket ude fra mig, undtagen Jesus og hans herlighed og jeg mistede bevidstheden for hvad der var omkring mig.VM1 31.1

Guds Ånd hvilede på mig, med en sådan en kraft at jeg var ude af stand til at gå hjem den aften. Da jeg tog tilbage, den efterfølgende dag, havde en stor forandring fundet sted i mit sind. Det synes for mig at jeg svært kunne være den samme person, som forlod min Faders hus den dyrebare aften. Dette skriftsted lød hele tiden i mine tanker: “Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.” Mit hjerte var fuld af lykke, idet jeg dæmpet gentog disse ord.VM1 31.2

Mit syn på Faderen var forandret. Jeg så nu på ham som en venlig og nænsom fader, snarere end en streng tyran der tvinger mennesker til blind lydighed. Mit hjerte gik ud mod ham i dyb og inderlig kærlighed. Lydighed mod hans vilje så ud til at være som en glæde; det var en fornøjelse at være i hans tjeneste. Ingen skygge formørkede det lys der åbenbarede for mig Guds fuldkomne vilje. Jeg nærede forsikringen fra en iboende Frelser og indså den sandhed om hvilken Kristus havde sagt: “den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”VM1 31.3

Min fred og lykke var i en sådan modsætning med mit tidligere mørke og kval at det var for mig som jeg var udfriet fra helvedet og overført til himlen. Jeg kunne endda prise Gud for den ulykke som har været mit livs prøvelse, for det havde været middel til at fæstne tankerne på evigheden. Var jeg naturlig, stolt og ambitiøs havde jeg ikke tilbøjelig til at give mit hjerte til Jesus, var det ikke været for den smertelige lidelse, der, på en måde, havde afskåret mig fra verdens sejr og tomhed.VM1 31.4

I seks måneder kom ikke en skygge over mit sind, ejheller forsømte jeg en eneste pligt. Hele min bestræbelse var at gøre Guds vilje og have hele tiden Jesus og himlen i tanke. Jeg var overrasket og henrykt over de klare synspunkter der nu blev fremstillet for mig om forsoningen og Kristi gerning. Jeg vil ikke forsøge at forklare mine tankers udfoldelser yderligere; lad det være nok at sige at gamle ting er gået væk, alt er blevet nyt. Der var ikke en eneste sky til at spolere min fuldkomne lyksalighed. Jeg længdes efter at fortælle beretningen om Jesus kærlighed, men jeg følte ingen tilbøjelighed til at gå ind i tarvelig samtale med nogen. Mit hjerte var så fyldt med Guds kærlighed og den fred, der gav forståelse, så at jeg elskede at meditere og at bede.VM1 32.1

Aftnen efter at have fået så stor en velsignelse, var jeg til et adventmøde. Da tiden kom til Kristi efterfølgere og tale om hans velvilje, kunne jeg ikke tie stille, men rejste mig og berettede om min oplevelse. Ikke en tanke var kommet ind i mit sind for hvad jeg skulle sige; men den enkle historie, om Jesu kærlighed til mig, faldt fra mine læber fuldstændigt frit og mit hjerte var så lykkeligt for at blive frigjort fra den mørke fortvivlelse, at jeg mistede min fornemmelse for folkene omkring mig og jeg synes at være alene med Gud. Jeg fandt intet besvær for at udtrykke min fred og lykke, undtagen glædestårerne der kvalte min udtalelser i det jeg fortalte om den vidunderlige kærlighed at Jesus havde vist mig.VM1 32.2

Ældre Stockman var til stede. Han havde for nylig set mig i dyb fortvivlelse og den markante forandring i min optræden og følelser rørte hans hjerte; han græd højt, glædede sig med mig og priste Gud for den styrke af hans nænsomme barmhjertighed og kærlige godhed.VM1 32.3

Ikke længe efter at have modtaget denne store velsignelse, var jeg til et konferensmøde i den kristne menighed, hvor ældre Brown var præst. Jeg blev inviteret til at berette om min erfaring og jeg følte ikke kun stor frihed til at udtrykke mig, men lykke, i at fortælle min simple beretning og Jesu kærlighed og glæden ved at være modtaget af Gud. Idet jeg talte, med betvinget hjerte og tårefyldte øjne, synes min sjæl draget mod himlen i taksigelse. Herrens smeltende kraft kom over de forsamlede folk. Mange græd og andre priste Gud.VM1 33.1

Syndere blev indbudt til at rejse sig for bøn og mange besvarede kaldet. Mit hjerte var så taknemmelig til Gud for den velsignelse han havde givet mig at jeg længdes efter at få andre med i denne indviede glæde. Mit sind blev dybt interesseret i dem som led under en følelse af Herrens mishag og byrde for synd. Medens jeg berettede om min oplevelse, følte jeg at ingen kunne modsætte sig vidnesbyrdet fra Guds tilgivende kærlighed, som havde gjort en så vidunderlig forandring i mig. Den sande omvendelses virkelighed synes så tydelig for mig at jeg følte at jeg næsten hjalp unge venner indtil lyset og ved enhver lejlighed udøvede min indflydelse mod denne hensigt.VM1 33.2

Jeg arrangerede møder med mine unge venner, nogle af dem var betydelig ældre end jeg selv og nogle få var gifte personer. En del af dem var tomme og tankeløse; min erfaring lød til dem som en intetsigende historie og de gav ikke agt på det jeg bad om. Men jeg besluttede mig for, at mine anstrengelser aldrig skulle ophøre ved disse kære sjæle, som jeg havde en så stor en interesse for og var overgivet til Gud. Adskillige hele aftner blev brugt af mig i alvorlig bøn for dem, som jeg havde udsøgt og bragt sammen for at arbejde og bede med dem.VM1 33.3

Nogle af dem havde været sammen med os, bare for at høre hvad jeg havde at sige; andre tænkte jeg var ved siden af mig selv og var hårdnakket i mine bestræbelser, særlig når de ikke viste deltagelse fra deres egen side. Men ved alle vore småmøder fortsatte jeg at tilskynde til bøn for enhver enkelt, indtil de havde overgivet sig til Jesus, vedkendt sig hans tilgivende kærligheds fortjeneste. Enhver var omvendt til Gud.VM1 33.4

Nat efter nat lod jeg til i mine drømme at arbejde med sjælenes frelse. Ved disse stunder var særlige tilfælde overbragt til mine tanker; disse søgte jeg derefter ud og bad om dem. I alle tilfælde på nær et overgav disse personer sig selv til Herren. Nogle af vore tidligere brødre frygtede at jeg var for ivrig for sjælenes omvendelse, men tiden synes for mig så kort, at det påhvilede alle, som havde et håb for en velsignet udødelighed og ventede på Kristi snare komme, at arbejde uden ophør for dem, som stadig var i deres synder og stod på ruinens frygtelige rand.VM1 34.1

Skønt jeg var meget ung, var frelsesplanen meget klar for mig og min personlige erfaring havde været så markant, at, ved at betragte dette, vidste jeg at det var min pligt at fortsætte mine anstrengelser for dyrebare sjæle og at bede og bekende Kristus ved enhver lejlighed. Hele min tilværelse blev ofret til min Mesters tjeneste. Lad komme hvad der ville, jeg besluttede mig for at behage Gud og leve som én, der forventede at Frelseren ville komme og belønne de trofaste. Jeg følte, som et lille barn, der kommer til Gud, som til min far og spurgte ham efter hvad han ville have mig til at gøre. Da min pligt altså var gjort tydelig for mig, var det min største lykke at udføre den. De ældre i erfaring, end mig selv forsøgte at holde mig tilbage og afkøle min tros iver; men med Jesu smil strålende i mit liv og Guds kærlighed i mit hjerte, gik jeg på min vej med glædefyldt ånd.VM1 34.2

Så ofte jeg mindes erfaringen i mit tidlige liv, kom min bror, mit håbs og frygts tillid, den alvorlige medfølende i min kristenerfaring, ind i mine tanker med en strøm af nænsomme erindringer. Han var én af dem, for hvem synd kun bringer kun få fristelser. Naturlig og opbyggende, søgte han aldrig selskab med de unge og udsvævende, men valgte snare selskab med de kristne hvis omvendelse ville belære ham livets vej. Hans optræden blev alvorlig hen ad årene; han var venlig og fredelig og hans sind var næsten hele tiden fyldt med religiøse tanker. Hans liv var bestemt til, af dem som kendte ham, at være et mønster for de unge, et levende eksempel af sand kristenheds ynde og skønhed.VM1 34.3