Min mands død

Til trods arbejdet, bekymringer og ansvar som min mand har været fyldt med, fandt hans tres år ham aktiv og energisk i sind og legeme. Tre gange faldt han under et slag af lammelse; og alligevel havde han, ved Guds velsignelse og en naturligt stærkt kropsbygning, været i stand til at komme til kræfter. Igen rejste han sig, forkyndte og skrev af sin sædvanlige iver og energi. Side om side har vi arbejdet i Kristi sag i seks og tredive år; og vi håbede at vi måtte stå sammen for at være vidne til den sejrende slutning. Men sådan var Guds vilje ikke. Den udvalgte beskytter af min ungdom, mit livs ledsager, parthaveren af mit hårde arbejde og lidelse, blev taget væk fra min side og jeg er overladt til at afslutte mit arbejde og stride striden alene.VM1 105.3

Foråret og forsommeren i 1881 tilbragte vi sammen i vort hjem i Battle Creek. Min mand håbede at kunne ordne sin forretning så at vi kunne tage til stillehavskysten og hellige os selv til skrivning. Han mente at han gjorde en fejltagelse ved at lade sagens tilsyneladende mangler og vore brødres anmodninger, tilskynde os til at arbejde aktivt i forkyndelse, hvor vi egentlig skulle have skrevet. Min mand besluttede sig for at frembringe det herlige forløsningsemne mere fyldestgørende. Jeg selv havde længe påtænkt forberedelsen af betydningsfulde bøger. Vi følte begge at så længe vore mentale kræfter var uskadte burde vi fuldende disse værker. Det var en opgave som vi skyldte os selv og Guds sag at hvile fra kampens hede. Vi skulle give vore folk det dyrebare sandheds lys som Gud havde åbnet for vore sind.VM1 106.1

Nogle uger før min mands død, lagde jeg betydningen af at opsøge en arbejdsmark ham alvorligt på sinde. Et sted hvor vi ville være fri fra byrderne der nødvendigvis kom over os i Battle Creek. I et svar talte han om forskellige sager som krævede opmærksomhed før vi kunne gå ? pligter som nogen måtte gøre. Da spurgte han med dyb følelse: “Hvor er menneskene til at gøre dette arbejde? Hvor er de, som har en uselvisk interesse for vore institutioner og som vil stå for det rigtige, upåvirket af nogen som helst indflydelse som de kan komme i kontakt med?”VM1 106.2

Med tårer udtrykte han sin bekymring for vore institutioner i Battle Creek. Han sagde: “Mit liv er givet til at opbygge disse institutioner. Det er som døden at forlade dem. De er som mine børn og jeg kan ikke få tankerne væk fra dem. Disse institutioner er Herrens redskaber til at gøre et særligt arbejde. Satan søger at hindre og tilintetgøre ethvert middel, som Herren bruger på arbejdet for menneskets frelse. Hvis den store modstander kan forme disse institutioner efter verdens standard, er hans mål nået. Det er min største bekymring at have de rigtige mennesker på det rigtige sted. Hvis dem som er i ansvarlige stillinger er svage i moralsk kraft og vaklene i principper, tilbøjelig til at lede hen mod verden, er der masser som ville lede. Ond indflydelse må ikke herske. Jeg ville hellere dø, end at leve og se disse institutioner styret dårligt, eller vendt bort fra den hensigt de er startet op på.VM1 106.3

“I mit forhold til denne sag har jeg været længst og tættest knyttet til forlagsarbejdet. Tre gange er jeg faldet og slået med lammelse, trods min helligelse til denne gren af arbejdet. Nu da Gud har givet mig fysisk og mental styrke, føler jeg, at jeg kan tjene hans sag, som jeg aldrig før har kunnet tjene. Jeg er nød til at se udgivelsesarbejdet få fremgang. Det er indflettet i megen af min eksistens. Hvis jeg glemmer den del af dette værk, så lad min højre hånd glemme hendes dygtighed.”VM1 107.1

Vi havde en aftale om at følge et teltmøde i Charlotte, sabbaten og søndag, den 23. og 24. juli. Da jeg var i svagt helbred, besluttede vi at rejse med privat befordring. Undervejs, lod min mand til at være glad og virkede alligevel alvorlig. Han priste gentagende gange Herren for den nåde og de velsignelser han fik og udtrykte hans egene følelser med hensyn til fortiden og fremtiden: “Herren er god og skal i høj grad prises. Han er en nærværende hjælp i nødens tid. Fremtiden synes overskyet og uklar, men Herren vil ikke have os nødstedt over disse ting. Når trængsler kommer vil han give os nåde til at udholde dem. Hvad Herren har været for os og hvad han har gjort for os, burde gøre os så taknemmelige, at vi aldrig ville knurre eller beklage os. Vort arbejde, vore byrder og ofre vil aldrig blive fuldt ud påskønnet af alle. Jeg ser at jeg har mistet min sindsro og Guds velsignelse, ved at lade mig selv blive besværet af disse ting.VM1 107.2

Det har virket hårdt for mig at mine motiver skulle undervurderes og at mine bedste anstrengelser for at hjælpe, opmuntre og styrke mine brødre igen og igen skulle vendes imod mig. Men jeg huskede på Jesus og hans skuffelser. Hans sjæl blev bedrøvet over at han ikke blev værdsat af dem han kom for at velsigne. Jeg bude have dvælet ved Guds nåde og miskundhed, prist ham mere og beklaget mig mindre over mine brødres utaknemlighed. Havde jeg for stedse overladt alle mine forviklinger til Herren, tænkt mindre på hvad andre siger og gjort i mod mig, ville jeg have mere fred og glæde. Jeg vil nu først søge at beherske mig selv så, jeg ikke krænker i ord og handling og så hjælpe mine brødre til at gøre lige stier for deres fødder. Jeg vil ikke stoppe og knurre over noget forkert over for mig. Jeg har forventet mere af mennesker end jeg burde. Jeg elsker Gud og hans arbejde og jeg elsker også mine brødre.”VM1 108.1

Jeg tænkte en smule, medens vi rejste, om det var den sidste rejse nogen sinde vi ville have sammen. Vejret skiftede pludseligt fra trykkende hede til kold kulde. Min mand blev kold, men troede at hans helbred var så godt, at han ikke ville få nogen varig skade. Han arbejdede ved mødet i Charlotte og overbragte sandheden med stor klarhed og kraft. Han talte af den lyst han havde, ved henvendelse til et folk, som viste en dyb interesse i de for ham mest dyrebare emner. “Herren har i virkeligheden fornyet min sjæl,” sagde han, “selvom jeg har brudt livets brød for andre. Over alt i Michigan råber folk ivrigt efter hjælp. Hvor længe må man trøste og opmuntre og styrke dem med de dyrebare sandheder der er anvendelige for denne tid!”VM1 108.2

På vor vej hjem, klagede min mand over et let utilpashed, selvom han gjorde sit arbejde som sædvanlig. Hver morgen var vi i lunden nær vores hjem og forenede os i bøn. Vi var bekymrede for at kende vor opgave. Vi fik hele tiden breve fra forskellige steder og opfordrede os til at deltage i lejrmøder. Til trods for vor beslutning for at hellige os selv til skrivning, var det svært at afvise at mødes med vore brødre ved disse betydningsfulde samlinger. Vi bad alvorligt for visdom til at kende den rigtige vej.VM1 108.3

Sabbats morgen gik vi, som sædvanligt, sammen til lunden og min mand bad meget inderligt tre gange. Han synes uvillig til at holde op med at bede sammen med Gud, for særlig vejledning og velsignelse. Hans bønner blev hørt og fred og lys kom over vore hjerter. Han priste Herren og sagde: “Nu giver jeg det hele op til Jesus. Jeg mærker en liflig, himmelsk fred, en forsikring om at Herren vil vise os vor pligt; for vi ønsker at gøre hans vilje.” Han fulgte mig til teltet og åbnede mødet med sang og bøn. Det var den sidste gang han kom til at stå ved min side ved talerstolen.VM1 109.1

Den efterfølgende mandag havde han en stærk forkølelse og den næste dag var jeg også angrebet. Sammen tog vi til sanatoriet for kur. Om fredagen blev mine sygdomstegn mindre. Doktoren fortalte mig da at min mand havde lyst til at sove og at faren var overhængende. Jeg tog straks til hans værelse og så snart jeg så hans ansigtsudtryk vidste jeg at han var ved at dø. Jeg prøvede at vække ham. Han forstod alt hvad jeg sagde til ham, reagerede på alle spørgsmål der kunne svares ja eller nej til, men synes ude af stand til at sige mere. Da jeg fortalte ham at jeg troede han døde, viste han ingen overraskelse. Jeg spurgte om Jesus var dyrebar for ham. Han sagde: “Ja, oh, ja.” “Har du intet ønske om at leve?” spurgte jeg. Han svarede: “Nej.”VM1 109.2

Vi knælede da ved hans sengekant og vi bad for ham. Et fredfyldt udtryk hvilede over hans ansigt. Jeg sagde til ham: “Jesus elsker dig. De evige arme er under dig.” Han svarede: “Ja, Ja.”VM1 109.3

Bror Smith og andre brødre bad da omkring hans sengekant og trak sig tilbage for at det meste af natten i bøn. Min mand sagde at han at han ikke mærkede nogen smerte; men han faldt øjensynligt hurtigt ned. Dr Kellogg og hans hjælpere gjorde alt i deres magt for at holde ham tilbage fra døden. Han vågnede langsomt, men var fortsat meget svag.VM1 109.4

Næste morgen synes han let at vågne, men hen ad aften havde han en forkølelse, som efterlod ham bevidstløs. Ved 3 tiden sabbats eftermiddag, den 6. august 1881, åndede han sit liv stille væk, uden en anstrengelse eller en stønnen.VM1 110.1

Rystelsen af min mands død ? så pludselig, så uventet ? faldt på mig med overvældende vægt. I min svage tilstand havde jeg samlet styrke til at blive ved hans sengekant til sidst, men da jeg så hans øjne lukket i døden, fik den afkræftede natur frit løb og jeg var fuldstændig udmattet. Nogle gange synes jeg at balancere mellem liv og død. Livsflammen brændte så lavt at et åndepust kunne slukke den. Om natten ville min puls blive mere mat og min ånde svagere og svagere til den synes at høre op. Kun ved Guds velsignelse og den uophørlige pleje og årvågenhed af læge og medhjælpere holdt mit liv ud.VM1 110.2

Selv om jeg ikke havde rejst mig fra min sygeseng efter min mands død, blev jeg båret til teltet den efterfølgende sabbat for at deltage i hans begravelse. Ved slutningen ved prædiken følte jeg en ærbødighed i at bevidne om værdien af den kristnes håb i sorgens og savnets time. Da jeg rejste mig, fik jeg styrke og jeg talte i henved ti minutter, ophøjede Guds barmhjertighed og kærlighed under hele forsamlingens påhør. Ved slutningen af denne gudstjeneste fulgte jeg min mand til Oak Hill Cemetery, hvor han blev lagt til hvile indtil opstandelsesmorgnen.VM1 110.3

Min fysiske styrke har været udmattet af slaget, dog holdt kraften af guddommelig nåde mig oppe i mit store savn. Da jeg så min mand ånde ud, følte jeg at Jesus var mere dyrebar for mig end at han nogen sinde før havde været på noget tidligere tidspunkt i mit liv. Da jeg stod ved min førstefødte og han lukkede sine øjne i døden, kunne jeg sige: “Herren gav og Herren tog, Herren være lovet!” Og jeg følte da at jeg havde en trøster i Jesus. Og da min sidstfødte blev revet væk fra mine arme og jeg ikke længere kunne se dets lille hoved på puden ved min side, da kunne jeg sige: “Herren gav og Herren tog, Herren være lovet!” Og når han, hvis store hengivenhed jeg har lært, med hvem jeg har arbejdet i seks og tredive år, var taget væk, kunne jeg lægge mine hænder på hans øjne og sige: Jeg betror mine rigdomme til Dig, indtil opstandelsesmorgnen.VM1 110.4

Da jeg så ham gå bort og så de mange venner føle med mig, tænkte jeg: Hvilken en modsætning til Jesu død, da han hang på korset! Hvilken modsætning! Ved hans smertestund, hånede og spottede spotterne ham. Men han døde og han gik gennem graven for at gøre den lysere og oplyse den, så vi må have glæde og håb selv i døden; så vi kan sige, når vi lægger vore venner til hvile i Jesus: vi skal møde igen.VM1 111.1

Til tider følte jeg, at jeg ikke kunne kapere min mands død. Men disse ord lader til at være indprentet i mit sind. “Hold inde og kend, at jeg er Gud.” Jeg mærkede mit tab stærkt, men turde ikke opgive mig selv til unødig sorg. Det skulle ikke bringe døden tilbage. Og jeg er ikke så selvisk at ønske, hvis jeg kunne, at bringe ham fra hans fredfyldte søvn, til at han igen skulle i livskamp. Som en prøvet kriger, havde han lagt sig ned for at sove. Jeg vil se med velvilje på hans hvilested. Den bedste måde, som jeg og mine børn kan ære mindet af ham, som er faldet, er at tage arbejdet hvor han forlod det og i Jesu styrke føre det frem til fuldendelse. Vi vil være taknemmelige for de nyttige år, som vi har haft med ham; og for hans skyld og for Kristi skyld, vil vi lære en lektie af hans død som vi aldrig skal glemme. Vi vil lade dette smertelige tab gøre os mere venlige og milde, mere tålmodige, udholdende og betænksomme mod det levende.VM1 111.2

Jeg tager mit livsværk op alene, i fuld fortrøstning for at min Forløser vil være med mig. Vi har kun en lille stund til at føre krigen; så vil Kristus komme, så dette krigsskue vil slutte. Så vil vore sidste anstrengelser kunne gøres i arbejdet med Kristus og fremme hans rige. Nogle, som har stået i fronten af slaget og nidkært modstod det onde, der kom og faldt ved pligtposten; det levende blik ser sørgmodigt på de faldne helte, men der er ingen tid til at holde op med at arbejde. De må holde rækkerne lukkede; gribe banneret fra den hånd, der er lammet af døden og med fornyet energi hævde sandheden og Kristi ære. Som aldrig før må der gøres modstand mod synd ? mod mørkets kræfter. Tiden påkræver energisk og beslutsom handling fra deres side, som tror den nærværende sandhed. Hvis ventetiden synes lang før vores Forløser kommer; hvis vi, bøjet af lidelse og udmattet af strengt arbejde, føler os utålmodig for at modtage en ærefuld udfrielse fra krigsførelsen, så lad os huske ? og lad dette komme til erindring hver gang man knurrer ? at vi er efterladt på jorden for at støde på storme og kampe, for at fuldkomme kristen karakter og blive bedre bekendt med Gud vor Fader og Kristus vor ældre bror og for at udføre arbejde for Mesteren, i at vinde mange sjæle for Kristus. “De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.”VM1 111.3