Forlader metodist menigheden
Min fars familie var af og til stadig med i metodistmenigheden og også til klassemøderne der blev holdt i de private hjem. En aften tog min broder Robert og jeg selv til et klassemøde. Førsteældsten var til stede. Da det blev min brors tur, talte han med stor ydmyghed, dog med en klarhed, om nødvendigheden for en fuldstændig sikkerhed for at møde vor Frelser, når han ville komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed. Medens min bror talte, glødede et himmelsk lys på hans sædvanlige enestående ansigtsudtryk. Han lod til at være båret af en ånd ud over de givne omgivelser og talte som om det var i Jesu nærhed. Da jeg blev opfordret til at tale, rejste jeg, fri i ånden, med et hjerte fyldt af kærlighed og fred. Jeg fortalte om min store lidelse under syndens domfældelse, hvordan jeg længe havde modtaget den længe eftersøgte velsignelse, en udelt overensstemmelse med Guds vilje og udtrykte min glæde i de beretninger om min Forløsers snare komme for at tage sine børn hjem.VM1 35.1
I min enfoldighed forventede jeg at mine metodistbrødre og ?søstre ville forstå mine følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; adskillige søstre udtrykte mishag og flyttede deres stole støjende og vendte deres ryg til mig. Jeg kunne ikke forestille mig hvad der blev sagt som kunne støde dem og talte meget kortfattet og mærkede den kølige påvirkning fra deres misbilligelse. Da jeg var ophørt med at tale, spurgte ældre B mig om det ikke ville være mere behageligt at leve et langt liv i nytte og gøre andre det godt, end at Jesus kom hurtigt og ødelagde stakkels syndere. Jeg svarede at jeg længdes efter Jesu komme. Da vil synd få en ende og vi vil glæde os over helliggørelse for evigt, uden nogen djævel til at friste og lede os på vildspor.VM1 35.2
Han spurgte da om jeg ikke hellere ville dø med fred i min seng, end at gennemgå smerten at blive forandret, medens jeg levede, fra dødelighed til udødelighed. Mit svar var at jeg ønskede at Jesus ville komme for at tage sine børn; at jeg var villig til at leve eller dø om Gud ville og kunne let udholde al smerte, der kunne bæres samtidigt på et øjeblik; så jeg ønskede tidens hjul ville rulle hurtigt rundt og bringe velskomstdagen, så disse elendige legemer kunne forandres og udformes som Kristi mest herlige legeme. Jeg begyndte også dette da jeg levede nærmest til Herren, da måtte jeg alvorlig længes efter hans tilsynekomst. Nogle af de tilstedeværende her synes at være stærkt mishaget.VM1 36.1
Da første?ældsten henvendte sig til de andre i klassen, udtrykte han stor glæde med forventning til det verdslige tusindårsrige, hvor jorden skulle blive fyldt med Herrens kundskab, som vandene dækker havet. Han længes efter at se denne herlige periode indledes. Efter at mødet var slut, blev jeg bevidst behandlet med markeret kulde af dem som før havde været rare og venlige mod mig. Min bror og jeg tog hjem igen og følte os bedrøvet over at være misforstået af vore brødre og at spørgsmålet om Jesu snare komme skulle vække en sådan bitter modstand i deres trods. Dog var vi taknemmelige at vi kunne erkende det dyrebare lys og glæde os i at vente på Herrens komme.VM1 36.2
Ikke længe efter var vi til et klassemøde igen. Vi ønskede en anledning til at tale af Guds dyrebare kærlighed som oplivede vore sjæle. Jeg ønskede specielt at fortælle om Herrens godhed og barmhjertighed mod mig. Så stor en forandring er sket i mig, at det var som min pligt at udnytte enhver lejlighed, til at vidne om min Frelsers kærlighed.VM1 36.3
Da min tur kom til at tale, startede jeg med de vidnesbyrd jeg nød fra Jesu Kærlighed og at jeg med glædelig forventning, så frem til start at møde min Forløser. Troen at Kristi komme snart var nær, havde oprørt min sjæl til at søge mere alvorligt for helliggørelsen af Guds Ånd. Her afbrød klasselederen mig og sagde: “Du modtog helliggørelse gennem metodismen, gennem metodismen, søster, ikke gennem en fejlagtig teori.” Jeg følte mig tvunget til at bekende sandheden, at det ikke vor gennem metodismen at mit hjerte havde modtaget dets nye velsignelse, men ved gribende sandheder om Jesu personlige tilsynekomst. Igennem dem havde jeg fundet fred, glæde og fuldkommen kærlighed. Således sluttede mit vidnesbyrd, det sidste som jeg frembar i klassen med mine metodistbrødre.VM1 37.1
Robert talte da, på hans sagtmodige måde og dog i en så klar betagende måde, at nogle græd og var meget rørte; men andre rømmede sig uenigt og lod til at være helt utilpas. Efter at have forladt klasserummet, talte vi igen over vor tro og forundres over at vore kristne brødre og søstre så dårligt kunne tåle at få et ord talt med henblik på vor Frelseres komme. Vi tænkte at hvis de elskede Jesus, som de burde, ville det ikke være så stor en plage at høre om hans andet komme, men, modsat ville de hilse nyhederne med glæde.VM1 37.2
Vi blev overbevist om at vi ikke længere burde følge klassemøderne. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle og ville komme til udtryk når vi rejste os for at tale. Det så ud til at vække de tilstedeværendes vrede mod to ydmyge børn, som trods modstand dristede sig til at tale af den tro, som havde fyldt deres hjerter med fred og lykke. Det var tydeligt at vi ikke havde nogen frihed ved det klassemøde; for vore vidnesbyrd fremkaldte spottene smil og hån, der nåede vore øre ved slutningen af mødet, fra brødre og søstre som vi har respekteret og elsket.VM1 37.3
Adventisterne havde møder må samme tid i Beethovenhallen. Min far fulgte dem helt regelmæssigt, sammen med sin familie. Tiden for det andet komme var planglagt at være i år 1843. Tiden synes at være så kort, for at sjæle kunne blive frelst, at jeg besluttede mig til at gøre alt hvad der var i min magt for at lede syndere ind i sandhedens lys. Men det så ud til at være umuligt for en så ung og svag i helbredet, at gøre meget i det store arbejde.VM1 38.1
Jeg havde to søstre hjemme, Sara, som var adskillige år ældre og min tvilling søster, Elizabet. Vi talte sagen igennem for os selv og besluttede at tjene de penge vi kunne og bruge dem til at købe bøger og traktater til gratis uddeling. Dette var det bedste vi kunne gøre og vi gjorde denne smule med glæde. Jeg kunne kun tjene femogtyve cents på en dag; men mine klæder var enkle, intet var brugt til unødige smykker, for forfængelig udseende var syndigt i mine øjne; så jeg havde altid en smule kapital i beholdning hvorved der kunne købes passende bøger. Disse blev lagt i hænderne på erfarne personer, som kunne sende dem omløb.VM1 38.2
Ethvert blad i denne tryktsag synes dyrebar i mine øjne, for det var som en lysets budbringer til verden, at jeg bød dem berede sig for de store begivenheder der var nær for hånden. Dag efter dag sad jeg i sengen stivet af med puder og udførte min tildelte opgave med skælvende fingre. Hvor omhyggelig jeg ikke til bortlægge de dyrebare sølvstykker og bruge pengene til læsestof, til oplysning og opvækkelse af dem i mørke. Jeg blev ikke fristet til at bruge mine øreringe til min egen personlige fornøjelse; sjælenes frelse var byrden i mit sind og mit hjerte smertedes for dem, som indbildte sig selv, så de levede i sikkerhed, medens advarselsbudskabet blev givet til verden.VM1 38.3
En dag lyttede jeg til en samtale mellem min mor og en søster, med hensyn til en prædiken som de havde hørt fornylig, om sjælen ikke har naturlig udødelighed. Nogle af prædikantens sikre skriftsteder blev gengivet. Blandt dem som gjorde indtryk på mig var disse: “den sjæl, der synder, den skal dø.” “De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.” “Som den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre, skal lade os se, når tid er inde, han, den eneste, der har udødelighed.” “Til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed.” “Hvorfor,” sagde min moder, efter et have citeret det foregående sted, “skulle de søge efter det de allerede har?”VM1 39.1
Jeg lyttede til disse nye tanker med en intens og stor interesse. Da jeg blev alene med min moder, forhørte jeg om hun virkelig troede at sjælen ikke var udødelig. Hendes svar var at hun frygtede at vi virkelig har været i vildfarelse i dette spørgsmål lige så vel som i nogle andre.VM1 39.2
“Men, mor,” sagde jeg, “tror du virkelig at sjælen sover i graven indtil opstandelsen? Tror du at den kristne, når han dør, ikke går udødelig til himlen, ej heller synderen til helvedet?”
Hun svarede: “Bibelen giver os intet bevis for at der er et evigt brændende helvede. Hvis der er et sådant sted, burde det være omtalt i den hellige Bog.”
“Hvorfor, mor! skreg jeg, i overraskelse, “det er fremmed tale fra dig! Hvis du tror denne fremmede teori, så lad ingen vide af det; for jeg frygter at syndere vil samle sikkerhed fra denne tro og aldrig ønske at søge Herren.
“Hvis det er forsvarlig bibeltro,” svarede hun, “i stedet for at forhindre syndernes frelse, vil det være midlet til at vinde dem for Kristus. Hvis Guds kærlighed ikke vil fremkalde oprør til overgivelse, vil et evigt helvedes rædsel ikke drive ham til omvendelse. Desuden, synes det ikke at være en rigtig måde at vinde sjæle til Jesus, ved at tiltrække en af sindets laveste egenskaber, foragtelig frygt. Jesu kærlighed tiltrækker, den vil underkue det hårdeste hjerte.”VM1 39.3
Det gik nogle måneder efter den samtale, før jeg hørte noget mere om dette lærepunkt; men i løbet af den tid havde mit sind været optaget af dette spørgsmål. Når jeg hørte det forkyndt, tog jeg det for at være sandheden. Fra den gang hvor lyset om dødens søvn drog på mit sind, forsvandt mysteriet om opstandelsen og de store begivenheder i sig selv tog en ny og ophøjet betydning. Mit sind havde ofte været forstyrret af dets anstrengelser for at forene den umiddelbare belønning eller dødens straf, med den ubetvivlende kendsgerning af en fremtidig opstandelse og dom. Hvis sjælen ved døden gik til evig lykke eller ulykke, hvor var så behovet for opstandelse af det skrøbelige og hensmulderede legeme?VM1 40.1
Men denne nye og vidunderlige tro lærte mig, hvorfor inspirerede skrivere havde dvælet så meget over legemets opstandelse; det var fordi hele væsnet sov i graven. Jeg kunne nu klart se vildfarelsen i vort tidligere standpunkt. Forvirringen og det unødvendige ved en endelig dom, efter at de afgående sjæle allerede engang havde været dømt og bestemt til deres skæbne, var meget tydelig for mig nu. Jeg så at håbet for de berøvede kunne se frem til en herlig dag hvor Livgiveren skal bryde gravens lænker og den retfærdig døde skal rejse sig og forlade deres fangehus for at iklædes herligt udødeligt liv.VM1 40.2
Alle i vor familie var interesseret i læren i Herrens snare komme. Min far havde længe taget hensyn til en af støtterne i metodistmenigheden hvor han var og hele familien havde været aktive medlemmer; men vi lagde ikke skjul på vor nye tro, selv om vi ikke fremhævede den for andre, ved upassende anledninger, eller viste nogen uvenlighed mod vor menighed. Dog, aflagde metodistprædikanten os et særligt besøg og greb anledningen til at underrette os om at vor tro og metodismen ikke kunne stemme overens. Han forhørte sig ikke om vore grunde til at tro som vi gjorde, ejheller at gøre nogen henvisning til bibelen for at overbevise os om vor vildfarelse; men han fastslog at vi havde tilegnet os en ny og fremmed tro, som metodistmenigheden ikke kunne acceptere.VM1 40.3
Min fader svarede han måtte misforstå ved at kalde dette en ny og fremmed lære, da Kristus selv, i sin lære til sine disciple, havde forkyndt sit andet komme. Han har sagt: “I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jer, dér skal også I være.” Da han tog op til himlen for deres øjne og en sky bar ham fra deres synskreds og idet hans trofaste efterfølgere stod og stirrede efter deres forsvundne Herre, “se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder og de sagde: “I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen.”VM1 41.1
“Og,” sagde min far, ophedet i sit emne, “den inspirerede Paulus skrev et brev til opmuntring af sine brødre i Tessalonika og sagde: “Og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige og giver dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes evig undergang bort fra Herrens ansigt og hans vældes herlighed på hin dag, når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.” “Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!”VM1 41.2
“Dette er stor vigtighed for vor tro. Jesus og hans apostle dvælte ved begivenhederne for det andet komme med glæde og triumf; og de hellige engle erklærede at Kristus, som steg op til himlen, skal komme igen. Dette er vor forargelse, tro Jesus og hans disciples ord. Dette er en meget gammel lære og bærer ingen plet af kætteri.”VM1 42.1
Prædikanten prøvede ikke at henvise til et eneste skriftsted, som ville påvise os i vildfarelse, men undskyldte sig selv med en bøn om tid. Han anviste os at stille og roligt at trække os tilbage fra menigheden og undgå en offentlig undersøgelse. Vi blev klar over at andre af vore brødre blev mødt med lignende behandling i en sådan sag og vi ønskede ikke at vi skal skamme os over at vedkende os vor tro, eller være ude af stand til at understøtte den med skriften, så mine forældre insisterede at de ville være klar over grunden til denne anmodning.VM1 42.2
Det eneste svar til dette var et flygtigt erklæring at vi havde gået imod menighedens regler og den bedste fremgangsmåde ville være at frivilligt at trække det tilbage for at spare en undersøgelse. Vi svarede at vi foretrak den regulære undersøgelse og forlangte at vide hvilken synd var langt på os, idet vi var bevidst om, at der intet forkert var ved at vente på og holde af Frelserens tilsynekomst.VM1 42.3
Ikke længe efter, blev vi anmeldt til at være tilstede, til et bestyrelsesmøde i menigheden. Der var kun få tilstede. Indflydelsen fra min far og hans familie var således at vor modstandere ikke havde ønske om at overbringe vor sag for et stort antal af forsamlingen. Den eneste beskyldning der blev fremført, var at vi havde gået imod deres regler. På vort spørgsmål om hvilke regler vi havde overtrådt, begyndte det, efter en lille vaklen, at vi havde fulgt andre møder og havde forsømt at møde regelmæssigt i vor klasse. Vi kom i gang med den del af familien, der havde været i landet, for nogen tid siden. Ingen som forblev i byen havde været borte fra klassemøderne i mere end få uger. De var praktisk talt tvunget til at blive væk fordi de vidnesbyrd de bar blev mødt med markant misbilligelse. Vi mindede dem også om at visse personer som ikke havde fulgt klassemøderne i et år, stadig ikke fulgte klassemøderne, men dog havde god anseelse.VM1 42.4
Der blev spurgt om vi ville bekende, at vi havde afviget fra i deres regler og om vi også ville indvillige, at tilpasse os dem i fremtiden. Vi svarede at vi turde ikke opgive vor tro eller fornægte Guds indviede sandheder; da vi ikke kunne undvære håbet om vor Forløsers snare komme; da efter den optræden som de kaldte kætteri, måtte vi fortsætte med at tjene Herren. Min far modtog i sit forsvar Guds velsignelse og vi forlod alle bestyrelsen med godt humør, lykkelig i bevidstheden om ret og Jesu bifaldende smil.VM1 43.1
Den næste søndag, ved begyndelsen af lovprisningen, læste førsteældsten vore navne op, syv stykker, som løst fra menigheden. Han begyndte med at vi ikke var udstødt på grund af forkert eller umoralsk handling, at vi var af pletfri karakter og misundelsesværdig anseelse, men vi havde været skyldig i at gå i modsætning til metodistmenighedens regler. Han erklærede at en dør nu var åben og at alle som nu var skyldig i lignende brud af reglerne ville blive behandlet på samme måde.VM1 43.2
Der var mange i menigheden som ventede på Frelserens tilsynekomst og denne trussel blev givet for at skræmme dem til underkastelse. I nogle tilfælde har den politik bevirket det ønskede resultat og Guds gunst blev solgt til et sted i menigheden. Mange troede, men vovede ikke at bekende deres tro, for ikke at de skulle blive vist ud af synagogen. Men nogle gik senere og tilsluttede sig deres selskab som ventede på Frelseren.VM1 43.3
På det tidspunkt var profetens ord i høj grad dyrebare: “Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: “Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!” Men de skal blive til skamme!”VM1 43.4