Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Vidnesbyrd for menigheden bind 1

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Nægter at irettesætte

    Ved dette tidspunkt blev jeg udsat for en hård prøve. Hvis Guds Ånd hvilede på enhver ved møderne og man forherligede Gud ved at prise ham, opløftede nogle et hypnotisk råb; og hvis det behagede Herren at give mig et syn ved møderne, ville nogle sige at det var virkningen af sindsbevægelse og hypnose. Bedrøvet og fortvivlet, gik jeg ofte alene til nogle tilbagetrukkene steder for at udgyde min sjæl for ham som indbyder de trætte og byrdebetyngede til at komme og finde hvile. Idet min tro gjorde fordring på de løfter, ville Jesus synes at være meget nær. Himlens dejlige lys ville skinne omkring mig og jeg synes til at være omkranset af min Frelseres arme og ville være taget væk i henrykkelse. Men når jeg ville fortælle hvad Gud havde åbenbaret for mig alene, hvor ingen jordisk indflydelse kunne påvirke mig, blev jeg bedrøvet og forbavset at høre at nogle antyde at dem der levede nærmest Gud, var mest udsat til at blive bedraget af Satan.VM1 71.1

    Ifølge denne lære, ville vor eneste sikkerhed mod bedrag, være at forblive i nogen afstand fra Gud, i en frafalden tilstand. Oh, tænkte jeg, går det så vidt, at dem som oprigtigt går til Gud for at bede om hans løfter og for at kræve hans frelse, skal beskyldes for at være under fordærvet hypnotisk påvirkning? Beder vi vor Fader i himlen efter brød, bare for at modtage en sten eller en skorpion? Disse ting sårede mig og vred min sjæl med stærk pine og jeg var lige ved at fortvivle. Mange ville have mig til at tro at der ikke var nogen Helligånd og at alle de udfoldelser som Guds hellige mænd oplevede, kun var en virkning af hypnose eller Satans bedrag.VM1 71.2

    Nogle har taget yderliggående synspunkter til visse skriftsteder, afholder sig fra arbejde og afviser alle dem som ikke vil tage imod deres tanker om dette og på andre punkter angående religiøse pligter. Gud åbenbarede disse fejltagelser for mig i et syn og sendte mig til at belære hans børn; men mange af dem forkastede helt dette budskab og beskyldte mig for at tilpasse mig verden. På den anden side beskyldte, de efter navn såkaldte adventister, at være fanatiske og jeg blev urigtigt fremstillet som anføreren af den fanatisme, som jeg hele tiden arbejdede på at standse.VM1 72.1

    Forskellige tidspunkter blev sat for Herrens komme og kom fra brødrene. Men Herren viste mig at de ville gå forbi, for trængselstiden må finde sted før Kristi komme og at ethvert tidspunkt var fastlagt og når de var gået, ville troen svækkes, hos Guds folk. Jeg blev beskyldt for at være den onde tjener der sagde: “Min herre lader vente på sig.”VM1 72.2

    Disse meddelelser som angår fastsættelsen af tidspunkt, blev trykt for henved tredive år siden og bøgerne, som det står i, har været i omløb overalt; alligevel påstår visse prædikanter at være godt bekendt med mig og meddelt at jeg har sat tidspunkt på Herrens komme og disse tidspunkter er gået, derfor er mine syner falske. Disse falske oplysninger er uden tvivl blevet antaget af mange som sandhed; men ingen som kender mig eller mit arbejde, kan i oprigtighed give en sådan melding. Dette er vidnesbyrdet som jeg altid har frembåret siden tiden var gået i 1844: “Tidspunkt efter tidspunkt vil blive sat af forskellige personer og vil passere; og påvirkningen fra denne tidsfastsættelse vil føre til tros?ødelæggelse hos Guds folk.” Hvis jeg i et syn havde set bestemte tidspunkter og havde givet dette i mit vidnesbyrd, kunne jeg ikke have skrevet og udgivet, i lyset af dette vidnesbyrd, at alle tidspunkter, der skulle have været sat ville gå, for trængselstiden må komme før Kristi komme. I de sidste tredive år, som er bestemt, siden udgivelsen af denne oplysning, vil jeg ikke være tilbøjelig til at sætte tidspunkt på Kristi komme og således sætte mig selv under den samme fordømmelse, sammen med dem som jeg satte i rette. Og jeg havde ikke noget syn før 1845, som var efter det tidspunkt for den store forventning i 1844. Dér fik jeg vist hvad jeg her har begyndt.VM1 72.3

    Og er dette vidnesbyrd ikke blevet fuldført i enhver henseende? Førstedags adventisterne har sat tidspunkt efter tidspunkt og til trods for de gentagende nederlag, har de fået mod til at sætte nye tider. Gud har ikke ledt dem i dette. Mange af dem har forkastet den sande profetiske tid og ignoreret profetiens fuldbyrdelse, fordi tiden gik i 1844 og ikke bragte den forventede begivenhed. De forkastede sandheden og fjenden har haft energi til at bringe stærke bedrag over dem, så de ikke skal tro en løgn. Den store prøve på tidspunkter var i 1843 og 1844; og alle, som har sat tidspunkter siden da, har bedraget sig selv og andre.VM1 73.1

    Op til tidspunktet for mit første syn, kunne jeg ikke skrive; min skælvende hånd var ude af stand til at holde min pen rolig. Under et syn, blev jeg befalet af en engel til at skrive mit syn ned. Jeg adlød og skrev ganske let. Mine nerver blev styrket og min hånd blev rolig.VM1 73.2

    Det var et stort kors for mig at fortælle de fejlende mennesker, hvad der var blevet mig vist angående dem. Det var stor sorg for mig at se andre besværet eller bedrøvet. Og når jeg gav mig til at forkynde budskabet, ville jeg ofte blødgøre dem og gøre det så klart og imødekommende for hver enkelt af dem som jeg kunne og da ville jeg gå ved mig selv og græde i fortvivelse. Jeg så på dem som kun havde deres egen sjæl at passe på og tænkte at hvis jeg var i deres sted ville jeg ikke knurre. Jeg var stærk til at fortælle de tydelige gennemskærende vidnesbyrd, der blev givet til mig fra Gud. Jeg afventede bekymret resultatet og hvis personerne irettesættende rejste sig mod irettesættelsen og derefter modsatte sig sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig i mit sind: Afleverede jeg budskabet rigtigt? Kunne der ikke have været nogen måde at redde dem på? Og således pressede der sig en pine på min sjæl, at jeg ofte følte at døden ville være en velkommen budbringer og graven et dejligt hvilested.VM1 73.3

    Jeg indså ikke faren og synden i en sådan fremgangsmåde, før jeg i et syn blev taget til Jesu nærhed. Han så på mig med rynket pande og vendte sit ansigt fra mig. Det var ikke muligt at beskrive den rædsel og pine jeg da følte. Jeg faldt på mit ansigt for ham, men havde ingen kraft til at udtrykke et ord. Oh, hvor jeg længdes efter at blive dækket og skjult fra dette frygtelige ansigtsudtryk! Da kunne jeg se, i nogen grad, hvad følelserne for de fortabte vil være når, de råber “til bjergene og klipperne: “Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen og for Lammets vrede!”VM1 74.1

    Omgående bad en engel mig at rejse mig og synet der mødte mine øjne kan knapt beskrives. Foran mig, var der en skare hvis, hår og klæder var sønderrevet og hvis udtryk var meget præget af fortvivlelse og rædsel. De kom hen til mig og berørte deres klæder med mine. Idet jeg så ned på mine klæder, så jeg at de var plettet med blod. Igen faldt jeg, som en død, ved fødderne af min ledsagende engel. Jeg kunne ikke bede om en undskyldning og længdes efter at være væk fra dette hellige sted. Englen rejste mig op på mine fødder og sagde: “Dette er nu ikke din sag, men dette syn er til dig, for at du skal vide hvad din situation kan blive, hvis du forsømmer at bekendtgøre andre, hvad Herren har åbenbaret dig. Men hvis du er trofast til enden, skal du spise af livets træ og skal drikke af floden med livets vand. Du må lide meget, men Guds nåde er nok.” Jeg følte mig da villig til at gøre alt det Herren måtte kræve mig at gøre, så jeg måtte have hans bifald og ikke mærke hans frygtelige mine.VM1 74.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents