Ægteskab og følgende arbejde

Den 30.august 1846, blev jeg forenet med ældre James White i ægteskabet. Ældre White havde nydt en stor erfaring i adventbevægelsen og hans arbejde i at forkynde sandheden, havde været velsignet af Gud. Vore hjerter blev forenet i det store arbejde og sammen rejste vi og arbejdede for sjælenes frelse.VM1 75.1

Vi startede vort arbejde uden penge, med få venner og dårligt helbred. Min mand havde arvet en kraftig legemsbeskaffenhed, men hans sundhed var blevet alvorlig svækket af megen studie i skolen og til forelæsninger. Jeg havde lidt et dårligt helbred fra barn, som jeg har fortalt. I denne tilstand, uden midler, med få som sympatiserede med os i vore synspunkter, uden et papir og uden bøger, gik vi igang med vort arbejde. Vi havde ingen bedehuse ved det tidspunkt. Og tanken med at bruge et telt, havde ikke faldt os ind. De fleste af vore møder blev holdt i private hjem. Vore menigheder var små. Det var sjældent at nogen kom til vore møder uden det var adventister, med mindre de blev tiltrukket af den kuriositet at høre en kvinde tale.VM1 75.2

Først bevægede jeg mig genert ud i offentlig talergerning. Hvis jeg havde tillid, var den givet mig af Helligånden. Hvis jeg talte med frihed og kraft, var den mig givet af Gud. Vore møder blev sædvanligvis ledt på en sådan måde, at vi begge tog del. Min mand gav en doktrinær prædiken og jeg fulgte efter med en formaning af betydelig længde og smelte mit budskab ind i forsamlingens følelser. Således såede min mand og jeg vandede sandhedens sæd og Gud gav væksten.VM1 75.3

I efteråret 1846 begyndte vi at lægge mærke til den bibelske sabbat og at lære og forsvare den. Min opmærksomhed blev først rettet mod sabbaten da jeg var på besøg i New Bedford, Massachusetts, tidligt i dette samme år. Der blev jeg bekendt med ældre Joseph Bates, som tidligt havde antaget adventtroen og var en aktiv arbejder for sagen. Ældre B helligholdte sabbaten og gav udtryk for dets betydning. Jeg følte ikke dens betydning og mente derved at ældre B begik fejl, i at dvæle mere ved det fjerde bud end ved de andre ni. Men Herren gav mig et syn om den himmelske helligdom. Guds tempel var åbent i himlen og jeg fik vist Guds ark tildækket med nådestolen. To engle stod, en ved hver ende af arken, med deres vinger spredt over nådestolen og deres ansigter vendte mod den. Min ledsagende engel fortalte mig at disse repræsenterede hele den himmelske hær, der med ærbødig ærefrygt ser mod den hellige lov som har skrevet af Guds finger. Jesus løftede arkens dække og jeg så stentavlerne hvor på de ti bud var skrevet. Jeg blev forbavset da jeg så det fjerde bud i netop midten af de ti regler, med en dæmpet stråleglans af lys omkranse om det. Englen sagde: “Dette er det eneste af de ti, som forklarer den levende Gud, som skabte himlene og jorden og alt levende som er derpå. Da jordens grundvold blev lagt, blev grundlaget for sabbaten også lagt.”VM1 75.4

Jeg fik vist at hvis den sande sabbat altid blev holdt, ville der aldrig have været en eneste vantro eller ateist. Sabbatens helligholdelse ville have beskyttet verden fra afgudsdyrkelse. Det fjerde bud har der været trådt på; derfor er vi kaldet til at udbedre bruddet i loven og forsvare den nedtrådte sabbat. Syndens menneske, som har ophøjet sig selv for Gud og troet at kunne ændre tider og love, forårsagede forandringen af sabbaten fra den syvende-dag til den første dag i ugen. Ved at gøre dette, gjorde han et brud på Guds lov. Lige før Guds store dag, er et budskab sendt ud for at advare folket til at komme tilbage til deres troskab til Guds lov, som antikrist har nedbrudt. Ved regler og eksempel, må der gøres opmærksomt på bruddet i loven. Jeg blev vist at den tredje engel forkyndte Guds bud og troen på Jesus, fremstille folket som tager imod dette budskab og rejser advarselsrøsten til verden, til at holde Guds bud, som øjets æble, dette som svar på den advarsel hvor mange vil antage Herrens sabbat.VM1 76.1

Da vi fik lyset over det fjerde bud, var der henved femogtyve adventister i Maine som overholdte sabbaten; men disse havde så forskellige overbevisninger på andre lærepunkter og boede så spredt at deres påvirkning var meget lille. Der var henved det samme antal, under lignende omstændigheder, i andre dele af New England. Det lod til at være vor pligt, at ofte besøge disse i deres hjem og styrke dem i Herren og i hans sandhed. Da de var så spredt, var det nødvendigt for os at være på landevejen det meste af tiden. I manglen på midler tog vi den billigste private befordring, anden?klasse vogne og under?dæk overfart på dampere. I min svage tilstand fandt jeg rejse med privat befordring mest komfortabel. På en andenklasse vogn, var vi sædvanligvis indhyllet i tobaksrøg, hvilket vi ofte blev svage af. Når vi var på nedre dæk på dampere, led vi på samme måde fra tobaksrøg, ved siden af bandende og vulgær tale fra skibsmatroser og den lave del af de rejsende. Ved nattetid lå vi ned og sov på det hårde gulv, tørre gode kasser, eller kornsække, med vadsække som hovedpude og overfrakker og sjal som betræk. Hvis vi led vinterkulde, måtte vi gå på dækket for at holde os varme. Når vi følte os trykket af sommerens hede, gik vi op på øvre dæk for at få den kølige natteluft. Dette var anstrengende for mig, særlig når jeg rejste med et barn i mine arme. Denne livsmåde uden midler var en af vore valg. Gud kaldte på os i vor armod og ledte os gennem lidelsens smelteovn, for at give os en erfaring som ville være af stor værdi for os og et eksempel for andre som senere skulle hjælpe os i arbejdet.VM1 77.1

Vor Mester var en sorgens mand; han kendte til skade; og dem som lider med ham vil herske med ham. Da Herren viste sig for Saulus ved hans omvendelse, havde han ikke til hensigt at vise han hvor meget godt han skulle nyde, men hvor store ting han skulle lide for hans navn. Lidelse har været Guds folks del fra martyrernes Abels dage. Patriarkerne led for at være sand over for Gud og lydig mod hans bud. Kirkens store overhoved led for vor sag; hans første apostle og den oprindelige menighed led; millioner af martyrer led og reformatorerne led. Og hvorfor skulle vi, som har velsignet håb for udødelighed, for at blive fuldbyrdet ved Kristi snare tilsynekomst, unddrage os fra et lidende liv? Er det muligt at nå livets træ i midten af Guds paradis uden lidelse, vi ville ikke nyde en så rig belønning for hvad vi ikke har lidt for. Vi ville trække os tilbage fra den herlighed; skam ville gribe os i deres nærhed som har stridt den gode strid, har løbet væddeløbet med tålmodighed og har grebet evigt liv. Men ingen vil være der, som ikke har, ligesom Moses, valgt at lide trængsler sammen med Guds folk. Profeten Johannes så en skare med de forløste og spurgte hvem de var. Svaret kom hurtigt: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”VM1 78.1

Da vi begyndte at bringe lys over sabbatsspørgsmålet, havde vi ingen klar defineret forestilling af den tredje engels budskab i Åbenbaringen 14,9-12. Da vi kom til folk, var vort vidnesbyrds byrde, at den store genkomstbevægelse var fra Gud, at det første og andet budskab var bragt ud og at det tredje skulle gives. Vi så at det tredje budskab sluttede med ordene: “Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Og vi så, klart vi kunne, at disse profetiske ord antydede en sabbatsreform; men hvad tilbedelsen af dyret, omtalt i budskabet, egentlig er, eller hvilket billede eller mærke dyret har, havde vi ingen præcis stilling til.VM1 78.2

Gud lader ved sin Helligånd lys skinne frem over sine tjenere og spørgsmålet åbnede sig gradvist for deres tanker. Det krævede megen studium og omhyggelig omhu for at finde ud af det, punkt for punkt. Ved omhu, ivrigt og uafladelig arbejde havde gerningen ført til de store sandheder i vort budskab, et klart sammenbundet perfekt hele, blev givet til verden.VM1 79.1

Jeg havde allerede talt om mit bekendtskab med ældre Bates. Jeg fandt at han var en sand kristen dannet mand, der var høflig og venlig. Han behandlede mig så ømt, som om jeg var hans eget barn. Den første gang han hørte mig tale, viste han dyb interesse. Da jeg var færdig med at tale, rejste han sig og sagde: “Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner. Men hvis jeg kunne tro at det vidnesbyrd denne søster i aften har fortalt, i virkeligheden var Guds stemme til os, ville jeg være den lykkeligste mand i live. Mit hjerte er dybt rørt. Jeg tror at taleren er oprigtig, man kan ikke forklare det, hun har fået vist af underfulde ting, som hun har berettet om.”VM1 79.2

Nogle få måneder efter mit bryllup deltog jeg, sammen med min mand, i en konferense i Topsham, Maine, hvor ældre Bates var tilstede. Den gang troede troede han ikke fuldt ud at mine syner var fra Gud. Der var megen interesse under dette møde. Guds Ånd hvilede på mig; jeg var indhyllet i et syn af Guds herlighed og for første gang havde jeg et syn fra andre planeter. Efter at jeg kom ud af synet, fortalte jeg hvad jeg havde set. Ældre B spurgte om jeg havde studeret astronomi. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nogen erindring om nogen sinde at have undersøgt astronomi. Han sagde: “Dette er fra Herren.” Jeg har aldrig før set ham så fri og lykkelig. Hans ansigtsudtryk skinnede med himlens lys og han tilskyndede menigheden med kraft.VM1 79.3

Fra konferensen vendte jeg tilbage med min mand til Gorham, hvor mine forældre da boede. Her blev jeg meget syg og led stærkt. Mine forældre, mand og søstre forenedes i bøn for mig, men jeg led i tre uger. Jeg blev ofte så svag som en død, men som svar på bøn oplives igen. Min dødskamp var så stor, at jeg bad dem omkring mig, ikke at bede for mig; for jeg tænkte at deres bønner forhalede mine lidelser. Vore naboer opgav mig til døden. I en tid behagede det Herren at prøve vor tro. Omsider, da mine venner igen forenede sig i bøn for mig, synes en bror, som var tilstede meget bebyrdet og med Guds kraft over ham, rejste sig fra sine knæ, gik tværs igennem lokalet og lagde sine hænder på mit hoved og sagde: “Søster Ellen, Jesus Kristus udgører tre hele” og faldt tilbage, udmattet af Guds kraft. Jeg troede at gerningen var fra Gud og smerten forlod mig. Min sjæl blev fyldt med taknemmelighed og fred. Mit hjertes sprog var: “Der er ingen hjælp til os, uden ved Gud. Vi kan kun være i fred, dersom vi hviler i ham og venter på hans frelse.”VM1 80.1

Den næste dag var der en stærk storm og ingen af vore naboer kom ud af vort hus. Jeg var i stand til at være i stuen; og da nogle så at vinduerne, til mit værelse, var åbne, troede de at jeg var død. De vidste ikke at den Store Læge havde nådigt trådt ind i boligen, irettesat sygdommen og sat mig fri. Den næste dag kørte vi enogtres kilometer til Topsham. Spørgsmålet blev stillet til min fader ved hvornår begravelsen ville være. Far sagde: “Hvilken begravelse?” “Din datters begravelse,” var svaret. Far svarede: “Hun er blevet helbredt ved troens bøn og er på sin vej til Topsham.”VM1 80.2

Nogle få uger efter dette, på vores vej til Boston tog vi damperen i Portland. En voldsom storm rejste sig og vi var i stor fare. Båden rullede farefuldt og bølgerne kastede sig ind i kabinen. Mange bekendte deres synder og råbte til Gud for nåde. Nogle kaldte på jomfru Maria om at tage dem, medens andre aflagde alvorlige løfter til Gud, at de nåede land, ville hellige deres liv til hans tjeneste. Det var et sted med skræk og forvirring. Idet båden rokkede, vendte en dame til mig og sagde: “Er du ikke forfærdet? Jeg formoder det er en kendsgerning at vi aldrig når land.” Jeg fortalte hende at jeg havde gjort Kristus til mit tilflugtssted og hvis mit arbejde blev gjort, kunne jeg lige så godt ligge på bunden af oceanet som andre steder; men hvis mit arbejde ikke var udført, kunne alle oceanets vande ikke drukne mig. Min tillid var hos Gud; han ville bringe os sikker til land hvis det var til hans ære.VM1 80.3

Ved det tidspunkt satte jeg pris på det kristne håb. Scenen for mig bragte livagtigt dagen for Herrens voldsomme vrede, for mit sind, når hans vredes storm vil komme over den stakkels synder. Da vil der være bitre råb og tårer, bekendelse af synd og bøn om nåde, når det vil være for sent. “Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer.”VM1 81.1

Ved Guds nåde kom vi alle sikkert til land. Men nogle af passagerne, som viste megen frygt i stormen tog ingen hensyn til det og tog kun hensyn til deres frygt. En som alvorligt havde lovet, at hvis hun var sikret at se land, ville hun være en kristen, skreg spottende da hun forlod båden: “Ære til Gud, jeg er glad for at gå på land igen. Jeg bad hende om at gå nogle få timer tilbage og huske hendes løfte til Gud. Hun vendte sig fra mig med et spotsk smil.VM1 81.2

Jeg blev kraftigt mindet om omvendelse ved dødslejet. Nogle tjener sig selv og Satan hele deres liv og da ligesom sygdom undertrykke dem og en farefuld usikkerhed er for dem, viser de nogen sorg for synd og måske siger de at de er villig til at dø og for deres venner for dem selv til at tro at de har være sandt omvendte og egnede for himlen. Men hvis disse skulle vindes igen, ville de på alle mulige måder, være oprørske. Jeg erindres ordsprogene 1,27,28: “Når det, I frygter, kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. De svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde.”VM1 81.3

I Gorham, Maine 26.august 1847, blev vores ældste søn Henry Nichols White født. I oktober gav bror og søster Howland fra Topsham os venligt en del af deres bolig, som vi med glæde tog imod og begyndte hjemmet med lånte møbler. Vi var fattige og oplevede vanskelige tider. Vi havde besluttet os til ikke at være afhængige, men at underholde os selv og have noget som vi kunne hjælpe andre med. Men vi havde ikke heldet med os. Min mand arbejdede meget hårdt med at slæbe sten ved jernbanen, men kunne ikke få hvad der svarede til hans arbejde. Bror og søster H delte frit med os hvad som helst de kunne; men de var i knappe omstændigheder. De troede fuldt ud den første engels budskab og havde gavmildt givet deres formue til fremme af arbejdet, indtil de var afhængige af deres daglige arbejde.VM1 82.1

Min mand forlod jernbanen og med sin økse gik i skoven for at hugge brænde. Med en stadig smerte i hans side, arbejdede han fra tidlig morgen til mørke for at tjene omkring halvtreds cents om dagen. Han kunne ikke sove om natten af bar smerter. Vi sørgede for at holde modet oppe og stole på Herren. Jeg knurrede ikke. Om morgnen følte jeg taknemmelighed til Gud for at han havde bevaret os i endnu en nat og om aften var jeg taknemmelig for at han havde sørget for os igennem endnu en dag. En dag da vore forsyninger slap op, gik min mand til sin arbejdsgiver for at få penge eller forsyninger. Det var en stormene dag og han gik fem kilometer og tilbage i regnen. Han bragte en pose forsyninger hjem på sin ryg der var bundet i forskellige rum og på den måde passeret igennem Brunswick byen, hvor han ofte havde foredrag. Idet han gik ind i huset, sank mit hjerte meget træt inden i mig. Min første følelse var at Gud havde forladt os. Jeg sagde til min mand: “Er vi kommet hertil? Har Herren forladt os?” Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage og grad højt i timer, indtil jeg sultede. Bønner blev sendt op for mig. Da jeg trak vejret igen, følte jeg Guds Ånds opmuntrende indflydelse og fortrød at jeg sank om i modløshed. Vi besluttede at følge Jesus og at være som ham; men nogle gange blev vi svage under prøvelser og blev i en afstand fra ham. Lidelser og prøvelser bragte os nærmere til Jesus. Smelteovnen fortærede affaldet og gjorde guldet lysere.VM1 82.2

På det tidspunkt blev jeg vist at Herren prøvede for vores skyld og at berede os til at arbejde for andre; så han har oprørt vores bosted, så vi ikke skulle sætte os til rette og føle os hjemme. Vor gerning var at arbejde for sjæle; hvis vi trives, ville hjemmet være så behageligt at vi ikke ville forlade det; prøvelser har han ladet komme over os for at berede os for de stadig større kampe, som vi ville møde på vore rejser. Vi modtog snart breve fra brødre fra forskellige stater der indbød os til at besøge dem; men vi havde ingen midler til at tage væk fra staten. Vort svar var at vejen ikke var åbnet for os. Jeg tænkte at det ville være umuligt for mig at rejse med mit barn. Vi ønskede ikke at være afhængige og var forsigtige med at leve inden for vore midler. Vi var besluttet på at tåle mere end vi tog i gæld. Jeg tillod mig selv og mit barn ½ liter mælk hver dag. En morgen før min mand gik til sit arbejde, efterlod ham mig ni cents til at købe mælk for tre morgener. Det var en bestræbelse for mig at enten at købe mælken til mig selv og min baby eller få et forklæde til ham. Jeg opgav mælken og jeg fik stoffet til et forklæde, til at dække mit barns bare arme.VM1 83.1

Lille Henry blev snart meget syg og det blev hurtigt værre så at vi var meget foruroligede. Han var i en sløv tilstand; hans åndedrag var hurtig og heftig. Vi gav ham lægemidler uden held. Vi tilkaldte da en person med erfaring i sygdomme og han sagde at hans helbredelse var tvivlsom. Vi havde bedt for ham, men der blev ingen forandring. Vi havde gjort barnet til en undskyldning for ikke at rejse eller arbejde for andre og vi frygtede at Herren var ved at fjerne ham. En gang gik vi frem for Herren og bad om han ville have medlidenhed med os og sparede barnets liv og lovede højtideligt os selv at gå ud, ved at stole på Gud, hvor han end måtte sende os.VM1 84.1

Vore bønner var brændende og pinefulde. Ved tro hævdede vi Guds løfter og vi troede at han lyttede til vort råb. Lys fra himlen brød gennem skyerne og skinnede på os. Vore bønner blev nådigt blevet besvaret. Fra den time begyndte barnet at blive rask.VM1 84.2

Medens vi var i Topsham modtog vi et brev fra bror Chamberlain i Connecticut, der bad os om at deltage i konferensen i den stat i april 1848. Vi besluttede at tage afsted hvis vi kunne få midler dertil. Min mand gjorde op med sin arbejdsgiver og fandt at der var ti dollars til ham. For fem af dem købte jeg klædningsstykker, hvilket vi behøvede meget. Og så lappede min mands overfrakke, endda lappede på lapperne og det blev svært at se den egentlige klædning i ærmerne. Vi havde fem dollars til at komme til Dorchester, Massachusetts. Vor kuffert indeholdt næsten alt hvad vi havde på jorden; men vi nød fred i sindet og en klar samvittighed og dette værdsatte vi over alle jordiske behageligheder. I Dorchester besøgte vi bror Nichols hjem og idet vi gik, overrakte søster N min mand fem dollars, som betalte vores rejse til Middletown, Connecticut. Vi var fremmede i den by og havde aldrig set nogen af brødrene i den stat. Vi havde kun halvtreds cents tilbage. Min mand turde ikke at bruge dem til at leje en vogn, så han kastede kufferten op på en dynge brædder, og vi gik for at finde nogen af samme tro. Vi fandt snart bror C, som tog os til sit hjem.VM1 84.3

Konferensen blev afholdt i Rocky Hill, i det store ufærdige værelse i bror Beldens hjem. Brødrene kom ind, indtil vi talte henved halvtreds; men alle var ikke helt i sandheden. Vores møde var interessant. Bror Bates fremstillede budene i et klart lys og deres betydning blev understreget af kraftfulde vidnesbyrd. Ordene havde påvirkning til at grundfæste dem, der allerede var i sandheden og til at vække dem som ikke var helt besluttede.VM1 85.1

Vi var inviteret til at mødes med brødrene i New York?staten den efterfølgende sommer. De troende var fattige og kunne ikke love at gøre så meget for at afholde vore udgifter. Vi havde ingen midler til at rejse for. Min mands helbred var dårligt, men vejen var åbnet for han, til at arbejde med at høste hø og han besluttede at gøre en indsats. Det lod da til at vi måtte leve ved tro. Da vi stod op om morgnen, bøjede vi os ved sengekanten og bad Gud om at give os styrke til at arbejde igennem dagen. Vi ville ikke være tilfredse medmindre vi havde forsikringen at Herren hørte os bede. Min mand gik da ud for at svinge leen, ikke i sin egen styrke, men i Herrens styrke. Om aften da han kom hjem, bad han igen til Gud efter styrke til at tjene midler til at sprede hans sandhed. Vi blev ofte velsignet meget. I et brev til bror Howland, juli 1848, skrev min mand: “Gud giver mig styrke til at arbejde hårdt alle dage. Pris hans navn! Jeg håber at få nogle få dollars til brug i hans sag. Vi har lidt af hårdt arbejde, fattigdom, smerte, sult, kulde og varme, medens vi bestræber os på at gøre vore brødre og søstre godt og vi er selv rede til at lide mere, hvis Gud kræver det. Jeg glæder mig i dag over, at magelighed, velvære og velbefindende i dette liv er et offer på min tros og mit håbs alter. Hvis vor lykke består i at gøre andre lykkelige, er vi i virkeligheden lykkelige. Den sande discipel vil ikke leve for at tilfredsstille selvet, men leve for Kristus og til bedste for hans små. Han skal ofre sin magelighed, sin velvære, sit velbefindende, sin bekvemmelighed, sin vilje og sin egene selviske ønsker for Kristi sag, ellers vil han aldrig regere med ham på hans trone.”VM1 85.2

Midlerne der tjenes på hø?høstning var tilstrækkelige til at afhjælpe vore tilstedeværende mangler og også betale vore udgifter til at rejse til vest?New York og tilbage.VM1 86.1

Vor første konferense i New York blev afholdt i Volney i en brors lade. Omkring femogtredive var til stede ? alle som kunne samles i den del af staten. Men ud af det antal, havde to svært ved at blive enige. Nogle holdt fast ved alvorlige fejl og enhver fremhævede ihærdigt sin egne synspunkter og erklærede at de var i overensstemmelse med skriften.VM1 86.2

De besynderlige modstandsforskelle lå tungt, da det synes for mig at Gud blev vanæret; og jeg besvimede under den byrde. Nogle frygtede at jeg var ved at dø; men Herren hørte sine tjeneres bønner og jeg blev genoplivet. Himlens lys hvilede over mig og jeg blev hurtigt tabt af det jordiske. Men ledsagende engel viste mig de tilstedeværendes fejl og også sandheden sat i modsætning til deres fejl. Disse uoverensstemmende synspunkter, som de påstod var i er i overensstemmelse med bibelen var kun i overensstemmelse med deres opfattelse af bibelen og de må opgive deres fejl og forenes på den tredje engels budskab. Vores møde sluttede med en sejr. Sandheden vandt sejren. Brødrene gav afkald på deres fejl og forenedes på den tredje engels budskab og Gud velsignede dem stort og lagde til deres tal.VM1 86.3

Fra Volney tog vi til Port Gibson for at deltage i et møde i bror Edsons lade. Der var de tilstede, som elskede sandheden, men lyttede til og værnede om vildfarelse. Herren virkede i os med kraft før slutningen af mødet. Jeg fik igen vist i et syn, om det vigtige i, at brødrene i vest?New York lagde deres forskelle til side og forenede sig over bibelsandhed.VM1 86.4

Vi tog tilbage til Middeltown, hvor vi havde forladt vores barn under vores rejse i veststaterne. Og nu viste en pinlig pligt sig selv. For sjælenes skyld, følte vi at vi måtte ofre samværet med vor lille Henry, så vi kunne give os selv uforbeholdent til arbejdet. Mit helbred var sølle og han ville nødvendigvis tage en stor del af min tid. Det var en hård prøvelse, alligevel vovede jeg ikke at lade barnet stå i vejen for min pligt. Jeg troede at Herren havde sparet ham til os, da han var meget syg og at hvis jeg skulle lade ham hindre mig i at gøre min pligt, ville Gud fjerne ham fra mig. Med de mest smertelige følelser og mange tårer, gjorde jeg alene ofret for Herren og opgav mit eneste barn, dengang et år gammelt, for at en anden udøver en moders følelser mod ham og gøre en moders del. Vi efterlod ham i bror Howlands familie, i hvem vi havde den yderste tillid. De var villige til at bære byrden for at lade os være så fri så muligt til at arbejde i Guds sag. Vi vidste at de kunne tage bedre omsorg for Henry end vi kunne under rejsen og at det var for hans gode at have et fast hjem og god opdragelse. Det var hårdt at skilles med mit barn. Hans bedrøvede lille ansigt, da jeg forlod ham, var foran mig dag og nat; alligevel tog jeg ham ud af mine tanker ved Herrens styrke og søgte at gøre andre godt. Henry var i Bror Howlands families varetægt i hele fem år.VM1 86.5