Vidnesbyrd 4 (1857)

Unge sabbatsholdere

[Den 22. august 1857 blev det i bedehuset i Momterey, Michigan, vist mig, at mange endnu ikke har hørt Jesu stemme og det frelsende budskab har ikke grebet sjælen og bevirket en livsforvandling. Mange af de unge har ikke Jesu ånd. Guds kærlighed er ikke i deres hjerter og det er derfor alle de naturlige skødesynder der råder, i stedet for Guds Ånd og frelsen.VM1 154.1

De, der virkelig besidder Jesu religion, vil hverken skamme sig ved eller ræddes for at bære korset over for dem, der har mere erfaring, end de selv har. Dersom det er deres alvorlige ønske at gøre, hvad ret er, vil de ønske al den hjælp, de kan få hos ældre kristne. Med glæde vil de modtage hjælp fra disse; hjerter, som er opvarmede af kærlighed til Gud, vil ikke lade småting hindre dem i deres kristelige færd. De vil tale ud om det, som Ånden indvirker. De vil give det udtryk i sang, i bøn. Det er mangel på kristendom, mangel på et helligt liv, der gør, at de unge står tilbage. Deres liv fordømmer dem. De ved, at de ikke lever, som kristne burde leve og derfor har de ikke frimodighed for Gud eller for menigheden.VM1 154.2

Grunden til, at de unge føler sig mere frie i de ældres fraværelse, er, at de er sammen med deres ligestillede. Den ene anser sig for at være lige så god som den anden. Alle kommer til kort over for idealet, men de måler og sammenligner sig med hinanden indbyrdes og lader det eneste og sande ideal være uænset. Jesus er det sande mønster. Hans selvopofrende liv er vort eksempel.VM1 154.3

Jeg så, hvor lidt det guddommelige mønster blev studeret, hvor lidt det blev ophøjet for dem. Hvor lidt de unge dog lider eller fornægter sig selv for deres kristendom! Opofrelse tænkes der næsten ikke på, iblandt dem. De undlader fuldstændig at efterligne mønstret i denne henseende. Jeg så, at de ved deres liv siger: Jeget må tilfredsstilles, stoltheden må føjes. De glemmer sorgens mand, som var kendt med smerte. Jesu lidelser i Getsemane, hans sved som store blodsdråber inde i haven og den flettede tornekrone; der gennemborede hans hellige pande, røer dem ikke. De er stivnede. Deres følelser er afstumpede og de har mistet al sans for dem store opofrelse, der blev gjort for dem. De kan sidde og lytte til beretningen om korset, høre om, hvorledes de grumme nagler blev drevet igennem Guds søns hænder og fødder og det griber dem ikke i dybet af deres sjæl.VM1 155.1

Engelen sagde: “Om sådanne blev indført i Guds stad og der blev sagt til dem, at al dens rige skønhed og herlighed tilhørte dem og at de ville kunne nyde den til evig tid, ville de ikke have nogen sans for, hvor dyrt denne arvelod blev købt til dem. De ville aldrig kunne fatte de uforlignelige dybder i Frelserens kærlighed. De har ikke drukket af kalken, ejheller er de blevet døbt med dåben. Himmelen ville blive skræmt, om sådanne skulle opholde sig der. Kun de, der har haft del i Guds søns lidelser og er kommet igennem den store trængsel og har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i lammets blod, vil kunne nyde himmelens ubeskrivelige herlighed og uovertrufne skønhed.VM1 155.2

Mangelen på denne nødvendige forberedelse vil udelukke den største del af bekendende unge kristne, for de vil ikke arbejde med tilstrækkelig alvor og nidkærhed for at opnå den hvile, som er i vente for Guds folk. De vil ikke ærligt bekende deres synder, for at disse kan forlades og udslettes. Disse synder vil om kort tid blive åbenbaret nøjagtig så hæslige som de er. Guds øje slumrer ikke. Han kender hver synd, som er skjult for dødelige menneskers blik. De skyldige ved netop, hvilke synder de skal bekende, for at deres sjæle kan være rene for Gud. Jesus giver dem nu anledning til at bekende, til at omvende sig i dyb ydmyghed og rense deres liv ved at lyde og efterleve sandheden. Nu er tiden til at rette på det, som er uret og til at bekende synder; i modsat fald vil disse fremstille sig for synderen på Guds vredes dag.VM1 155.3

Forældre nærer i almindelighed for megen tillid til deres børn; for medens forældrene stoler på dem, giver de sig ofte af med synd i det skjulte. Forældre, overvåg jeres børn med nidkær omhu! Forman, irettesæt og giv dem råd, når I står op, når I sidder ned, når I går ud og når I kommer ind, “linie på linie, bud på bud, lidt her og lidt der.” Hold jeres børn i ave, medens de er unge. For mange forældres vedkommende bliver dette i sørgelig grad forsømt. De indtager ikke så fast og bestemt et standpunkt, som de skulle med hensyn til deres børn. De tillader dem at ligne verden, at være optagne af tanker om klædedragt og at færdes blandt dem, som bader sandheden og hvis indflydelse er fordærvelig. Derved fremelsker de en verdslig tendens hos deres børn.VM1 156.1

Jeg så, at enighed om børnenes opdragelse altid bør være et fast princip hos kristne forældre. I denne henseende er der en fejl hos nogle forældre, en mangel på enighed. Fejlen ligger undertiden hos faderen, men oftere hos moderen. Den kærlige moder forkæler sine børn og føjer dem. Faderens arbejde kalder ham ofte bort fra hjemmet og fra omgangen med sine børn. Moderens indflydelse vejer. Hendes eksempel bidrager meget til at danne børnenes karakter.VM1 156.2

Nogle kærlige mødre finder sig i, at deres børn gør sig skyldige i forseelser, som aldrig et øjeblik burde tillades. Børnenes forseelser skjules undertiden for faderen. Moderen lader dem få beklædningsgenstande med den forståelse, at faderen intet skal få at vide derom, da han ville irettesætte dem for sådanne ting.VM1 156.3

Derved lærer man børnene en virkningsfuld lektie i bedrag. Hvis faderen så opdager disse fejl, kommer man med undskyldninger og kun den halve sandhed bliver fortalt. Moderen er ikke åbenhjertig. Hun betænker ikke, som hun burde, at faderen interesserer sig lige så meget for børnene som hun og at han ikke skulle holdes i uvidenhed om forseelser eller skødesynder, som der burde rettes på hos dem, medens de er små. Man har holdt ting skjult. Børnene er vidende om mangelen på enighed hos forældrene og dette har sin virkning. I en ung alder begynder børnene at bedrage, at tilhylle, at fremstille ting anderledes, end de er, for moderen såvel som for faderen, Overdrivelser bliver en vane og ligefremme usandheder udtales næsten uden samvittighedsnag over det syndige deri.VM1 157.1

Disse onder begyndte med, at moderen skjulte et og andet for faderen, der har lige så stor interesse som hun har for den karakter, deres børn danner. Faderen burde villigt være taget med på råd. Alt burde have været forelagt ham, som det var. Men den modsatte fremgangsmåde, der blev valgt for at skjule børnenes forseelser, opelsker hos dem en tilbøjelighed til at bedrage, en mangel på sandfærdighed og ærlighed.VM1 157.2

Det eneste håb for disse børn, enten de bekender sig til kristendommen eller ikke, er en grundig omvendelse. Hele deres karakter må forvandles. Tankeløse moder, ved du, når du oplærer dine børn, at hele deres religiøse erfaring påvirkes af, hvad de lærer, medens de er unge? Hold dem i ave, medens, de er små; lær dem at lystre dig; da vil de så meget lettere lære at vise lydighed mod Guds krav. Opelsk et tillidsfuldt, ærligt sindelag hos dem. Giv dem aldrig anledning til at betvivle din oprigtighed og din absolute sandfærdighed.VM1 157.3

Jeg så, at de unge bekender sig til at tro på Guds frelsende kraft, men dog ikke ejer den. De mangler kristendom, mangler frelse. Og oh, hør de tomme, unyttige ord, som de taler! Der føres et nøje, frygteligt regnskab med dem og dødelige mennesker vil blive dømt efter de gerninger, der er gjort ved legemet. Unge venner: jeres handlinger og jeres tomme ord står skrevet i bogen. Jeres samtaler har ikke drejet sig om evige ting, men om dette eller hint eller noget andet simpel, verdslig samtale, som kristne ikke skulle beskæftige sig med. Det står alt sammen skrevet i bogen hisset.VM1 157.4

Jeg så, at medmindre der sker en fuldstændig forandring hos de unge, en grundig omvendelse, har de intet håb om en plads i himmelen, Ifølge hvad der er blevet vist mig, er ikke mere end halvdelen af de unge, der bekender sig til kristendommen og sandheden, virkelig er omvendt. Havde de været omvendte, ville de bære frugt til Guds ære. Mange støtter sig til et formodet håb uden noget sandt grundlag. Kilden er ikke renset og derfor er de strømme, der udgår fra denne kilde, ikke rene. Rens kilden, så vil strømmene blive rene. Dersom hjertet er godt, vil alt, jeres tale, jeres klædedragt og jeres handlinger, være godt. Sand gudsfrygt mangler. Jeg ville ikke vanære min Mester ved endog blot at indrømme, at en ligegyldig, fjasende, ikke?bedende person er en kristen. Nej, en kristen sejrer over sine skødesynder, over sine lidenskaber. Der er et lægemiddel for den syndbetyngede sjæl. Lægemidlet er i Jesus. Dyrebare frelser! Hans nåde er nok for den svageste; og den stærkeste må også have hans kraft, ellers må han forgå.VM1 158.1

Jeg så hvorledes denne nåde kunne opnås. Gå ind i det lønkammer, hvor du er alene og bed inderligt til Gud: “Skab mig oh Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.” Vær alvorlig, vær oprigtig! inderlig bøn formår meget. Strid, som Jakob gjorde, da han bad! Kæmp i bøn! Jesus svedte store blodsdråber i haven. Du må gøre en anstrengelse. Forlad ikke dit lønkammer, førend du føler dig stærk i Gud! Derefter må du våge og netop så længe, som du våger og beder, kan du underkue dine skødesynder og Guds nåde kan og vil vise sig i dig.VM1 158.2

Gud forbyde, at jeg skulle ophøre at advare jer! Unge venner, søg Herren af hele jeres hjerte. Kom med nidkærhed og når I oprigtigt føler, at uden Guds hjælp går I fortabt, når I skriger efter ham, ligesom hjorten skriger efter rindende vand, vil Herren hastigt styrke jer. Da vil jeres fred overgå al forstand. Dersom I venter at blive frelste, må I bede. Tag tid dertil! Forhast jer ikke og vær ikke skødesløse i jeres bønner. Bed Gud om at virke en grundig forandring i jer, at åndens frugter må bo i jer og I må kunne skinne som lys i verden. Vær ikke en hindring eller en forbandelse for Guds sag; I kan være en hjælp, en velsignelse. Fortæller Satan jer, at I ikke kan eje fuld og fri frelse? Tro ham ikke!VM1 158.3

Jeg så, at det er enhver kristens forret at kunne erfare Guds Ånds dybe påvirkning. En liflig, himmelsk fred vil gennemtrænge sindet og det vil være jer kært at hengive jer til betragtninger om Gud og bibelen. De herlige løfter i hans ord vil være jer som et åndeligt festmåltid. Men forvis jer først om, at I er begyndt på den kristnes løbebane. Forvis jer om, at I har taget de første skridt på vejen til evigt liv. Lad jer ikke bedrage! Jeg frygter for, ja, jeg ved, at mange af jer ikke kender til, hvad kristendom er. I har følt lidt sindsbevægelse, mærket nogle sindsindtryk, men I har aldrig set synden i deres hæslighed. I har aldrig følt jeres hjælpeløse tilstand og fra verden. I elsker fremdeles dens fornøjelser; I vil gerne deltage i samtale om verdslige anliggender. Men når Guds sandhed bringes på bane, har I intet at sige. Hvorfor er I så tavse? Hvorfor så snaksomme, når det gælder verdslige ting og så tavse angående det emne, der burde optage jer mest ? et emne, som burde lægge beslag på hele jeres sjæl? Guds sandhed bor ikke i jer.VM1 159.1

Jeg så, at mange tager sig godt i deres bekendelse, medens der indvortes er fordærvelse. Bedrag ikke jer selv, I falske bekendere! Gud ser på hjertet. “Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” Jeg så, at verden er i sådannes hjerter, men Jesu religion er der ikke. Dersom bekendende kristne elsker Jesus mere end verden, vil det være dem kært at tale om ham, deres bedste ven, midtpunktet for deres højeste hengivenhed. Han kom dem til hjælp, da de indså deres fortabte og håbløse tilstand. Da de var trætte og syndsbetyngede, vendte de sig til ham. Han fjernede deres byrde af synd og brøde, borttog deres sorg og bedrøvelse og vendte hele deres higen i en anden retning. Hvad de engang elskede, hader de nu og hvad de hadede, elsker de nu.VM1 159.2

Har denne store forandring fundet sted hos jer? Lad jer ikke bedrage! Enten ville jeg aldrig nævne Kristi navn, eller også ville jeg give ham hele mit hjerte, min udelte hengivenhed. Vi burde nære den dybeste taknemmelighed, fordi Jesus vil tage imod dette offer. Han kræver alt. Når vi kommer dertil, at vi bøjer os for hans krav og giver slip på alt, da, først da, vil han omslutte os med sine nådes arme. Men hvad giver vi, når vi gier slip på alt? En syndbesmittet sjæl, som Jesus må rense, lutre ved sin nåde og frelse fra døden ved sin uforlignelige kærlighed. Og alligevel så jeg, at nogle syntes, det var svært at give slip på alt. Jeg skammer mig ved at høre det blive sagt, skammer mig ved at skrive det.VM1 160.1

Taler I om selvfornægtelse? Hvad gav Kristus for os? Når I synes, det er svært, at Kristus kræver alt, gå så til Golgata og græd over sønderrevne af de grusomme nagler, for at I kunne blive renset fra synd ved eget blod!VM1 160.2

De, der føler Guds tvingende kærlighed, spørger ikke, hvor lidt de kan gøre for at opnå den himmelske løn; de spørger ikke efter det laveste ideal, men tilstræber en fuldkommen efterlevelse af deres Genløsers vilje. Med brændende lyst giver de slip på alt og åbenbarer en nidkærhed, der svarer til værdien af det mål, de stræber mod. Hvad er målet? Udødelighed, evigt liv.VM1 160.3

Unge venner, mange af jer er i sørgelig grad bedragne. I har ladet jer nøje med noget, der var mindre end en ren ubesmittet gudsdyrkelse. Jeg ønsker at vække jer op. Guds engle søger at vække jer. Oh, måtte de betydningsfulde sandheder i Guds ord vække jer til forståelse af jeres fare og lede jer til en grundigere ransagelse af jer selv! Jeres hjerter er endnu kødelige. De bøjer sig ikke under Guds lov og kan heller ikke gøre det. Disse kødelige hjerter må forvandles og hellighed må blive så skøn for jer, at I vil skrige efter den, ligesom hjorten skriger efter rindende vandbække. Da vil I elske Gud og elske hans lov. Da vil Kristi åg blive gavnligt og hans byrde let. Skønt I vil få prøvelser, vil disse prøvelser, båret på den rette måde, gøre vejen mere dyrebar. Dem evige arvelod tilhører en selvfornægtende kristen.VM1 160.4

Jeg så, at en kristen ikke skulle tillægge en glad følelsesstemning for megen værdi eller stole for meget på den. Disse følelser er ikke altid trygge vejledere. Det bør være enhver kristens vigtigste opgave at tjene Gud på grundlag af principper og ikke lade sig beherske af følelser. Derved vil hans tro sættes i virksomhed og vokse. Jeg så, at dersom en kristen lever et ydmygt, selvopofrende liv, vil fred og glæde i Herren blive resultatet. Men den største lykke, man oplever, vil opnås ved at gøre godt mod andre, gøre andre lykkelige. En sådan lykke er varig.VM1 161.1

Hos mange af de unge er det ikke et fast princip, at de vil tjene Gud. De øver ikke tro. De giver op for enhver modstand. De har ingen kraft til at holde ud. De vokser ikke i nåden. Tilsyneladende holder de Guds befalinger. Nu og da beder de en formel bøn og de kaldes kristne. Deres forældre har en sådan bekymring for dem, at de godkender hvad som helst, der ser fordelagtigt ud og de undlader at arbejde for dem og lære dem, at det kødelige sind må dø. De opmuntrer den til at komme med og udføre noget, men de undlader at lede dem til at ransage deres egne hjerter med flid, at granske sig selv og at beregne omkostningen ved at være en kristen. Følgen bliver, at de unge bekender sig til at være kristne uden i tilstrækkelig grad at prøve deres bevæggrunde.VM1 161.2

Det sanddru vidne siger: “Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.” Satan er villig til, at I skulle være kristne af navn, for så tjener I bedst hans formål. Dersom I har gudfrygtighedens skin og ikke dens virkelighed, kan han bruge jer til at lokke andre ind i det samme selvbedrag. Nogle stakkels sjæle vil se på jer i stedet for at se på det bibelske ideal og vil ikke nå højere op. De er lige så gode som I og dermed er de tilfredse.VM1 162.1

De unge må ofte presses til at udføre pligter, til at tale eller bede ved møder, de presses til at afstå fra stolthed. Ved hvert skridt bliver de presset. En sådan kristendom er intet værd. Lad det kødelige hjerte blive forvandlet, I kolde kristendomsbekendere, så vil det ikke blive så byrdefuldt at tjene Gud! Al denne kærlighed til klædedragt og stolthed over udseendet vil da være forsvundet. Den tid, I tilbringer foran spejlet for at frisere håret, så det kan behage øjet, burde bruges til bøn og hjerteransagelse. I det helliggjorte hjerte vil der ikke være nogen plads til udvortes prydelse; men der vil være en alvorlig, ængstelig søgen efter den indvortes prydelse, de kristelige dyder Guds Ånds frugter.VM1 162.2

Apostelen siger: “Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: Hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjerter, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.”VM1 162.3

Undertving det kødelige sind og lev et bedre liv, så vil det stakkels dødelige legeme ikke blive forgudet. Dersom hjertet bliver omvendt, vil dette vise sig i udseendet. Dersom Kristus, herlighedens håb, er i os, vil vi opdage en så uforlignelig ynde hos ham, at sjælen betages af kærlighed. Den vil hænge ved ham og elske ham og i beundringen af ham vil jeget blive glemt. Jesus vil blive ophøjet og hyldet, selvet fornedret og ydmyget. Men en bekendelse uden denne dybe kærlighed er blot snak, tørt formvæsen og tungt trælleri. Mange af jer kan måske bevare en forestilling om religion i hovedet, en udvortes kristendom, medens hjertet ikke er renset. Gud ser på hjertet; “alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.” Vil han lade sig nøje med noget mindre end sandhed i hjertets inderste? Hver eneste virkelig omvendt sjæl vil bære de umiskendelige kendetegn på, at det kødelige sind er underkuet.VM1 162.4

Jeg taler tydeligt. Jeg tror ikke, at dette vil gøre en sand kristen modløs; og jeg ønsker ikke, at nogen af jer skal gå trængselstiden i møde, uden at eje et håb, der er vel begrundet i jeres Genløser. Sæt jer for at komme til klarhed over jeres egen stilling, som den er i værste fald. Kom på det rene med, hvorvidt I har en arvelod i det høje. Vær ærlige mod jeres egne sjæle. Husk på, at det er en menighed uden plet eller rynke eller noget deslige, Jesus vil fremstille for sin fader.VM1 163.1

Hvordan skal I kunne vide, at Gud har antaget jer? Gransk hans ord i bøn. Læg det ikke til side for nogen anden bog. Denne bog overbeviser om synd. Den åbenbarer frelsens vej klart. Den stiller en lys og herlig belønning til skue. Den viser jer en fuldkommen frelse og lærer jer, at ved hans uendelige nåde alene kan I vente at opnå salighed.VM1 163.2

Forsøm ikke bøn i lønkammeret, for den er sjælen i jeres gudsdyrkelse. Bed alvorlig og inderlig om renhed i sjælen. Bed lige så alvorligt og ivrigt, som du ville bede for dit jordiske liv, om det stod på spil. Bliv for Guds åsyn, indtil der i dit indre opstår usigelige længsler efter frelse og den liflig forvisning om syndsforladelse.VM1 163.3

Håbet om et evigt liv må ikke bygges på en svag grundvold. Det er et spørgsmål, som må afgøres mellem Gud og din egen sjæl ? afgøres for evigheden. Et formodet håb og intet mere vil betyde fortabelse. Eftersom du vil komme til at stå eller falde ved Guds ord, er det i dette ord, du må søge efter vidnesbyrd om din stilling. Der vil du kunne se, hvad der kræves af dig, for at du kan blive en kristen. Læg ikke din rustning af eller forlad slagmarken, førend du har vundet kampen og sejren ved din Genløser. Vejl f menigh bd 1 side 42-49]VM1 163.4