Kald til at rejse

Jeg berettede dette syn til de troende i Portland, som havde fuld tiltro til at det var fra Gud. Herrens ånd tog del i vidnesbyrdet og det eviges alvor hvilede over os. En usigelig ærefrygt fyldte mig, så jeg, så ung og svag, skulle vælges som det redskab hvorved Gud ville give sit folk lys. Medens jeg var under Herrens kraft blev jeg fyldt med glæde og synes at være omgivet af hellige engle i himlens herlige sale, hvor alt er fred og glæde og det var en kedelig og bitter forandring at vågne op til det dødelige livs realiteter.VM1 62.1

I et andet syn, som snart efter fulgte det første, fik jeg vist de prøvelser som jeg måtte igennem og at det var min pligt at gå og fortælle andre hvad Gud havde åbenbaret mig. Det blev vist mig at mit arbejde ville møde stor modstand og at mit hjerte vil blive sønderrevet med pine, men at Guds nåde vil være nok til at støtte mig gennem det hele. Læren fra dette syn besværede mig i høj grad, for det påpegede min pligt til at gå ud blandt folk og overbringe sandheden.VM1 62.2

Mit helbred var så elendigt at jeg var i konstant fysisk lidelse og alt så ud til, at jeg kun havde kort tid at leve i. Jeg var kun sytten år gammel, lille og svag, ubrugelig til selskab og af naturen så frygtsom og tilbageholdende at det var så pinefuldt at møde fremmede. Jeg bad alvorligt i adskillige dage og langt ud på natten, at denne byrde måtte blive fjernet fra mig og lagt på nogle, der var bedre egnede til at bære den. Men pligtens lys ændredes ikke og englenes ord lød hele tiden i mine ører: “Gør andre det bekendt som jeg har fortalt dig.”VM1 62.3

Jeg var uforsonet i at gå ud i verden og frygtede for at møde dets spot og modstand. Jeg havde lille selvtillid. Tilskyndede Guds Ånd mig til pligterne, havde hidtil overvundet mig selv og glemt al frygt og generthed i tanken om Jesu kærlighed og det vidunderlige arbejde, han havde gjort for mig. Den stadige forsikring, at jeg fuldførte min pligt og adlød Herres vilje, gav mig tillid, der overraskede mig. Nogle gange følte jeg mig villig til at gøre eller lide hvadsomhelst for at hjælpe andre ind i lyset og Jesu fred.VM1 63.1

Men det forekom mig umuligt at udføre dette arbejde, som var overdraget mig; at forsøge det synes bestemt at svigte. Forsøgene på at være med i det, var mere end jeg kunne udholde. Hvordan kunne jeg, et lille barn i år, gå frem fra sted til sted og udfolde Guds hellige sandheder for folk? Mit hjerte svandt ind i rædsel om den tanke. Min bror Robert, bare to år ældre end mig selv, kunne ikke hjælpe mig, for han havde et svagt helbred og hans generthed større end min; intet kunne have tilskyndet ham til at tage et sådant skridt. Min far havde en familie at forsørge og kunne ikke forlade sin opgave; men han forsikrede mig, at hvis Gud havde kaldt mig til at arbejde på andre steder, ville han ikke undlade at åbne vejen for mig. Men disse opmuntrende ord bragte mig kun lille trøst til mit fortvivlede hjerte; min sti foran mig synes omgærdet med vanskeligheder, som jeg var ude af stand til at overvinde.VM1 63.2

Jeg eftertragtede døden som en befrielse fra de ansvar som var presset på mig. Til sidst forlod den dejlige fred mig, jeg så længe havde nydt og fortvivlelse kom igen over min sjæl. Trøstende, irettesættende og opmuntrene ord var det samme for mig; for det lod til at ingen kunne forstå uden Gud og han havde forladt mig. De troendes selskab i Portland var ligegyldige med hensyn til mine tanker, som havde bragt mig i fortvivelse; men de forstod at der var nogle grunde til at mit sind var blevet nedtrykt og de følte at det var syndigt for min del og tog hensyn til den nådige måde, som Herren havde vist sig selv for mig på.VM1 63.3

Jeg frygtede at Gud havde taget sin gunst væk fra mig, for evigt. Idet jeg tænkte på lyset der tidligere havde velsignet min sjæl, synes det dobbelt så dyrebart, i modsætning til det mørke som nu omgav mig. Møder blev holdt i min faders hjem, men mit sinds pine var så stor, at jeg ikke fulgte dem i nogen tid. Min byrde voksede sig tungere, indtil min åndspine synes større end jeg kunne bære.VM1 64.1

Til sidst var jeg nød til at være tilstede ved en af møderne i mit eget hjem. Menigheden gjorde min sag til et særligt bedeemne. Fader Pearson, som i min tidligere erfaring havde modsat sig tilkendegivelserne af Guds kraft over mig, bad nu alvorligt for mig og rådede mig til at overgive min vilje til Herrens vilje. Som en nænsom far prøvede han at opmuntre og trøste mig og bød mig at tro, at jeg ikke var forladt af syndernes Ven.VM1 64.2

Jeg følte mig meget svag og fortvivlet til at gøre nogent særligt for mig selv, men mit hjerte blev forenet med mine venners bønner. Jeg brød mig kun lidt om verdens modstand og følte mig villig til at gøre enhver offer, hvis bare Guds gunst ville blive genoprettet i mig. Medens bønner blev sendt op for mig, blev det tykke mørke, der havde omgivet mig, rullet væk og et pludseligt lys kom over mig. Min styrke var væk. Jeg synes at være i englenes nærhed. En af disse hellige væsner gentog disse ord igen: “Bekendtgør andre det, som jeg har fortalt dig.”VM1 64.3

En stor frygt som, knugede mig, var om jeg adlød pligtens kald og gå ud. Gå for og sige at jeg selv var begunstiget fra den Højeste og have syner og åbenbaringer til folk. Jeg måtte vige for syndig ophøjelse og være hævet over det stade, jeg egentlig kunne besidde, bringe Guds mishag over mig selv og miste min egen sjæl. Jeg havde adskillige tilfælde for mig, som jeg her har beskrevet og mit hjerte unddrog sig fra den forpligtende prøvelse.VM1 64.4

Jeg bad om jeg måtte gå og berette hvad Herren havde vist mig, om jeg kunne skånes fra overdreven ophøjelse. Englen sagde: “Dine bønner er hørt og skal blive besvaret. Hvis det onde du ræddes over truer dig, vil Guds hånd blive strakt ud for at rede dig; ved plage vil han drage dig til sig selv og bevare din ydmyghed. Overbring budskabet nøjagtigt. Hold ud til enden og du skal spise frugten af livets træ og drikke af livets vand.”VM1 65.1

Efter at have fået bevidstheden tilbage over de jordiske ting, overgav jeg mig selv til Herren og var rede til at gøre hans befalinger, hvad det end måtte være. Ved forsynets styrelse, åbnede vejen sig for mig til at tage med min svoger til mine søstre i Poland, halvtreds kilometer fra mit hjem. Dér fik jeg en lejlighed til at frembære mit vidnesbyrd.VM1 65.2

I tre måneder havde mit svælg og mine lunger været så syge at jeg kun kunne tale en smule og det kun i en lav og hæs stemme. Ved den lejlighed stod jeg op under mødet og begyndte at tale med en hvisken, jeg fortsatte således i henved fem minutter, medens smerten og tilstoppelsen i mine lunger forlod mit svælg og lunger og min stemme blev klar og stærk og jeg talte med fuldstændig lethed og frihed i henved to timer. Da mit budskab var til ende, var min stemme væk igen indtil jeg igen stod foran folk og en lignende helbredelse blev gentaget. Jeg mærkede en konstant forsikring om at jeg gjorde Guds vilje og så at mærkbare resultater fulgte mine anstrengelser.VM1 65.3

Vejen åbnede sig ved forsynets styrelse til at tage til den østlige del af Maine. Bror William Jordan skulle på ærinde til Orrington, sammen med hans søster og jeg var nød til at tage med dem. Idet jeg havde lovet Herren at vandre på den sti han har åbnet for mig, vovede jeg ikke at nægte det. I Orrington mødte jeg ældre James White. Han kendte mine venner og selv engageret i frelsesarbejdet.VM1 65.4

Guds Ånd ledsagede det budskab jeg bar; hjerter blev gjordt glade i sandheden og de fortvivlede blev opmuntret og oplivet til at forny deres tro. I Garland var et stort antal samlet fra forskellige bydele for at høre mit budskab. Men mit hjerte var meget betynget; jeg havde netop modtaget et brev fra min mor, der bad mig om at tage hjem, for falske rygter løb rundt om mig. Det var et uventet slag. Mit navn havde altid været fri for skammelige skygger og mit omdømme var meget dyrebart for mig. Jeg følte mig også bedrøvet over at min mor skulle lide på for min skyld; hendes hjerte var optaget i hendes børn og hun var meget følsom med hensyn til dem. Hvis der havde været en anledning, ville jeg straks have redegjort for hjemmet; men dette var umuligt.VM1 65.5

Min sorg var så stor at jeg følte mig meget nedtrykt til at tale den aften. Mine venner opmuntrede mig til at stole på Herren; og til sidst gik brødrene i forbøn for mig. Herrens velsignelse hvilede hurtigt på mig og jeg bar mit vidnesbyrd den aften med stor frihed. Der synes at være en engel der stod ved min side for at styrke mig. Herligheds og sejrsråb kom ud fra det hus og Jesu nærhed føltes blandt os.VM1 66.1

I mit arbejde blev jeg opfordret til at modstå deres fremgangsmåde, som ved deres fanatisme bringer skam over Guds sag. Disse fanatiske mennesker lod til at tro at religion bestod i stor sindsbevægelse og larm. De vil tale på en måde, som ville pirre ikke-troende og få dem til at hade dem og de doktriner de lærer; da vil de glæde sig ved at de led forfølgelse. ikke-troende kan ikke se nogen overensstemmelse i deres fremgangsmåde. Brødrene var nogle steder forhindret i at samles til møder. De uskyldige led sammen med de skyldige. Jeg bar på et bedrøvet og besværet hjerte det meste af tiden. Det synes frygteligt at Kristi sag ville blive skadet ved disse uforstandige menneskers metode. De fordærvede ikke bare deres egne sjæle, men satte en skamplet på sagen, der ikke var let at fjerne. Og Satan elskede at få det sådan. Det passede han fint at se sandheden behandles af uhelliggjorte mennesker; at have den blive blandet med vildfarelse og da få det hele stampet i støvet. Han så triumferende på den forvirrede, spredte tilstand af Guds folk.VM1 66.2

En af disse fanatiske personer fik lidt held til at vende mine venner og endda mine slægtninge mod mig. Fordi jeg nøjagtigt havde fortalt det, som var vist mig angående hans ukristne fremgangsmåde, sendte han falskheder i omløb for at ødelægge min påvirkning og for at retfærdiggøre sig selv. Min lod synes svær. Modløshed gik svært hen over mig; og tilstanden for Guds folk fyldte mig med smerte at jeg i to uger var udmattet af sygdom. Mine venner troede at jeg ikke ville overleve; men brødre og søstre, som følte med mig i denne lidelse mødtes for at bede for mig. Jeg forstod snart at alvorlig og virkningsfuld bøn blev givet til mit bedste. Bønnen fik overhånd. Den stærke fjendes kraft var brudt og jeg var befriet og øjeblikkeligt væk i et syn. I dette syn så jeg, at hvis jeg mærkede en menneskelig indflydelse virke i mit vidnesbyrd, skulle jeg, uanset hvor jeg end måtte være, kun råbe til Gud og en engel ville blive sendt til undsætning. Jeg havde allerede en beskyttende engel der hele tiden ledte mig, men når det var nødvendigt ville Herren sende en anden, for at rejse mig over kraften fra enhver jordisk påvirkning.VM1 67.1