Jeg så, at Herrens ånd havde været ved at uddø i menigheden. Herrens tjenere har stolet for meget på de stærke argumenter og har ikke haft den faste tillid til Gud, som de skulle have. Jeg så, at sandhedens argumenter alene ikke vil bevæge sjæle til at slutte sig til levningen af Guds folk, for sandheden er upopulær. Guds tjenere må have sandheden i sjælen. Engelen sagde: “De må modtage den varm fra herligheden, bære den i deres hjerte og med sjælens varme og alvor udøse den til den, der hører.” Nogle få, som er samvittighedsfulde, er beredte til at lade sig overbevise af bevisernes vægt; men mange er det umuligt at overbevise blot med sandhedens teori. Sandheden må være ledsaget af en kraft, et levende vidnesbyrd, som griber dem.VM1 113.2

Jeg så, at fjenden er travlt beskæftiget med at ødelægge sjæle. Ophøjelse er kommet ind i rækkerne; der må være mere ydmyghed. Der er for meget af en selvstændighedens ånd rådende iblandt sendebudene. Denne må aflægges og Guds tjenere må slutte sig sammen. Der har været for meget af den ånd, der spørger: “Skal jeg vogte min broder?” Engelen sagde: “Ja, du er din broders vogter. Du bør have en vågen omhu for din broder, interessere dig for hans velfærd og nære en god og kærlig ånd over for ham. Slut jer sammen, slut jer sammen!” Guds hensigt var, at menneskene skulle være åbenhjertige og ærlige, naturlige, sagtmodige, ydmyge og ukunstlede. Dette er himmelens princip; Gud ordnede det således. Men det stakkels, skrøbelige menneske fandt på noget andet at følge sin egen vej og ned omhu tage sig af sine egne egoistiske interesser.VM1 113.3

Jeg spurgte engelen, hvorfor denne ukunstlethed var forsvundet i menigheden, medens stolthed og ophøjelse var kommet ind. Jeg så, at dette er grunden til, at vi næsten er blevet overladt i fjendens hånd, Engelen sagde: “Se til og du vil finde, at denne følelse råder: “Skal jeg vogte min broder?” Han sagde videre: “Du er din broders vogter. Din bekendelse og din tro kræver, at du fornægter dig selv og bringer ofre for Gud, ellers vil du være uværdig til et evigt liv; for det blev købt til dig for en høj pris, nemlig for Guds elskede søns sjælekval, hans lidelse og hans blod.”VM1 114.1

Jeg så, at mange på forskellige steder både i øst? og i veststaterne føjede landejendom til landejendom, jord til jord og bygning til bygning og de påberåber sig Guds sag til undskyldning, idet de siger, at de gør dette for at kunne hjælpe sagen. De binder sig så fast, at de kun kan gøre sagen ringe nytte. Nogle køber et stykke jord og arbejder med al deres kraft for at kunne betale det. Deres tid er så optaget, at de kun har få stunder til at bede, til at tjene Gud og opnå kraft fra ham til at overvinde deres skødesynder. De er i gæld og når sagen trænger til deres støtte, kan de ingen hjælp yde, fordi de først må afvikle gælden. Men så snart de er gældfri, ligger det dem fjernere at hjælpe sagen, end det gjorde før, idet de på ny indvikler sig i forpligtelser ved at forøge deres ejendom. De smigrer sig med, at denne fremgangsmåde er rigtig, at de vil anvende udbyttet til at fremme Guds sag, medens de faktisk samler sig skatte hernede. De elsker sandheden med deres mund, men ikke med deres gerning. De elsker sandheden netop så meget, som deres gerninger viser. De elsker verden mere og Guds sag mindre; tiltrækningen til jorden bliver stærkere og tiltrækningen til himmelen svagere. Hvor deres skatte er, der er også deres hjerter. Ved deres eksempel siger de til deres omgivelser, at de har i sinde at forblive der og at denne verden er deres hjem. Engelen sagde: “Du er din broders, vogter.”VM1 114.2

Mange har påtaget sig unødige udgifter udelukkende for at opfylde deres ønsker og tilfredsstille smagen og øjet, når sagen netop trængte til de således anvendte midler og når nogle af Guds tjenere var dårligt klædt og var hæmmet i deres, arbejde af mangel på midler. Engelen sagde: “Deres tid til at virke vil snart være forbi. Deres gerninger viser, at jeget er deres afgud og den ofrer de til.” Jeget må først tilfredsstilles; deres tanke er: “Skal jeg vogte min broder?” Mange har fået den ene advarsel efter den anden, men de agtede ikke på den. Jeget er hovedsagen og det må alting føje sig efter.VM1 115.1

Jeg så, at selvfornægtelsens og opofrelsens ånd er næsten forsvundet i menigheden; man giver selvet og egeninteressen den første plads og derefter gør man for sagen, hvad man synes, at man lige så godt kan gøre som undlade at gøre. Jeg så, at et sådant offer er lydefuldt og uantageligt for Gud. Alle burde være interesserede i sagen og gøre deres yderste for at fremskynde den. Jeg så, at de, som ikke besidder ejendom, men som har legemlige kræfter, er ansvarlige for disse over for Gud. De bør være ivrige i arbejdet og brændende i ånden; de bør ikke overlade al opofrelse til dem, der har ejendom. Jeg så, at de kan bringe ofre og at de bør gøre det lige så vel som de, der har ejendom. Men det er ofte sådan, at de, der er uden midler, ikke forstår, at de kan fornægte sig selv på mange måder, at de kan anvende færre penge på deres egne legemer og til tilfredsstillelse af smag og lyst og at de kan spare meget til sagen og således samle sig en skat i himmelen. Jeg så, at der er skønhed og ynde i sandheden; men tag Guds kraft bort fra den, så er den kraftesløs. Vejl f menigh bd 1 side 27-29]VM1 115.2

Min mands død

Tidspunktet til at begynde sabbaten på