De to kroner
[I det syn, jeg fik i Battle Creek, Michigan, den 25. oktober 1861, så jeg denne jord nørk og dunkel, Engelen sagde; “Se nøje efter!” Menneskene på jorden blev derpå fremstillet for mig. Nogle var omgivet af Guds engle, andre var i fuldstændigt mørke, omgivet af onde engle. Jeg så en arm nedstrakt fra himmelen med et gyldent scepter. Øverst på scepteret var der en krone, som var besat med diamanter. Hver diamant udsendte lys, skinnede, klart og skønt. På kronen var disse ord indskrevet: “Alle, som vinder mig, er lykkelige og skal have et evigt liv.”VM1 347.1
Neden under denne krone var der et andet scepter og på dette var der også anbragt en krone; i midten af denne var der juveler, guld og sølv, hvorfra der skinnede lidt lys. Indskriften på kronen var: “Jordisk skat. Rigdom er magt. Alle, som vinder mig, får ære og berømmelse.” Jeg så en uhyre stor skare styrte frem for at få denne krone. Det var en støjende hob. I deres iver syntes nogle af dem at have mistet forstanden. De stødte til hverandre, skubbede dem, der var svagere, til side og trådte på dem, der i deres hastværk faldt omkuld. Mange greb med begærlighed fat i de skatte, som var inden i kronen og holdt fast ved dem. Nogles hoveder var hvide som sølv og deres ansigter var furede af bekymring og ængstelse. Deres egne slægtninge deres eget kød og blod agtede de ikke på, men når bønlige blikke vendtes mod dem, holdt de endnu fastere ved deres skatte, som om de var bange for, at de i et ubevogtet øjeblik skulle miste lidt eller lade sig overtale til at dele med dem. Deres begærlige blik fæstede sig ofte ved den jordiske krone og talte dens skatte gang på gang. I denne skare sås nogle, som var billeder på savn og elendighed og stirrede længselsfuldt på disse skatte, men så håbløse vendte sig bort, når de stærkere overmandede de svagere og drev dem tilbage. De kunne imidlertid ikke således give tabt, men sammen med en flok krøblinge, sygelige og aldrende forsøgte de at trænge frem til den jordiske krone. Nogle døde under forsøget på at nå den. Andre faldt, netop idet de var ved at gribe den. Mange havde netop grebet den, da de faldt om. Døde legemer lå strøet rundt omkring på marken; alligevel styrtede skaren frem, trampende på deres faldne og døde kammeraters legemer. Enhver, som nåede hen til kronen, fik del i den og blev højlydt tiljublet af en interesseret flok, der stod omkring den.VM1 347.2
En stor skare onde engle var meget travlt optaget. Satan var midt iblandt dem og alle så med den mest hoverende tilfredshed på den flok, der kæmpede om kronen. Han syntes at kaste en ejendommelig fortryllelse over dem, der begærligt søgte efter den. Mange, der søgte efter denne jordiske krone, bekendte sig til at være kristne. Nogle af dem syntes at have en smule lys. De kunne se længselsfuldt på den himmelske krone og syntes ofte at være grebet af dens skønhed, men havde dog ingen forståelse af dens værdi og herlighed. Trægt rakte de den ene hånd ud efter den himmelske, medens de ivigt udrakte den anden hånd efter den jordiske, fast bestemte på at komme i besiddelse af denne; og i deres ivrige stræben efter den jordiske tabte de den himmelske af syne. De blev efterladt i mørke, men famlede dog ivrigt omkring for at sikre sig den jordiske krone. Nogle følte sig frastødt af den skare, der søgte den så ivrigt; de syntes at have en anelse om deres fare og vendte sig bort fra den og søgte alvorligt efter den himmelske krone. Disses ansigter forvandledes snart fra mørke til lys, fra tristhed til frimodighed og hellig glæde.VM1 348.1
Derpå så jeg en skare, som trængte sig frem gennem mængden med blikket fast rettet mod den himmelske krone. Idet de alvorligt banede sig vej gennem den forvirrede Flok, var de ledsagede af engle, som gjorde plads for dem til at komme frem. Da de nærmede sig den himmelske krone, skinnede det lys, som udstrålede derfra, på dem og omkring dem, fordrev deres mørke og blev klarere og stærkere, indtil de syntes at være forvandlede og lignede englene. De kastede ikke et eneste dvælende blik på den jordiske krone. De, der var på jagt efter denne, spottede dem og kastede sorte bolde efter dem. Disse gjorde dem ingen skade, så længe de havde blikket fæstet ved den himmelske krone; men de, der vendte deres opmærksomhed mod de sorte bolde, blev mærket af disse. Følgende skriftsted blev fremstillet for mig:VM1 349.1
Matt 6,19-24: “Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys; men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket! Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”VM1 349.2
Hvad jeg havde set, blev derpå forklaret for mig som følger: Den skare, der stræbte så alvorligt efter den jordiske krone, var sådanne, som elsker deres jordiske skat og lader sig forføre og smigre af dens kortvarige tiltrækning. Jeg så, at nogle, der bekender sig til at følge Jesus, er så begærlige efter opnåelsen af jordiske skatte, at de taber deres kærlighed til himmelen, handler som verden og af Gud bliver regnet som hørende verden til. De bekender sig til at søge en uforgængelig krone, en skat i himmelen; men deres interesse og hovedsagelige studium drejer sig om at samle jordiske skatte. De, der har deres skatte i denne verden og elsker deres rigdom, kan ikke elske Jesus. De mener måske, at de er på vej og skønt de med en gniers greb klynger sig til deres gods, kan de ikke ledes til at indse det eller til at føle, at de har større kærlighed til penge end til sandhedens sag eller den himmelske skat.VM1 350.1
“Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!” Der var et tidspunkt i sådannes erfaring, da det lys, der blev dem givet, ikke blev fastholdt og det blev til mørke. Engelen sagde: “I kan ikke elske og dyrke jordens skatte og dog have den sande rigdom.” Da den unge mand kom til Jesus og sagde til ham: “Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan få et evigt liv?” gav Jesus ham valget mellem at skille sig af med sit gods og opnå det evige liv eller beholde det og miste livet. Hans rigdom havde større værdi for ham end den himmelske skat. Den betingelse, at han skulle skille sig af med sine skatte og give dem til de fattige for at kunne blive en Kristi efterfølger og få det evige liv, kølnede hans ønske og han gik bedrøvet bort.VM1 350.2
De, der blev fremstillet for mig som stræbende efter den jordiske krone, var sådanne, som vil ty til et hvilket som helst middel for at samle gods. De bliver abnorme på dette punkt. Alle deres tanker og kræfter samles om erhvervelsen af jordisk rigdom. De træder andres rettigheder under fødder, undertrykker den fattige og forholder daglejeren hans løn. Hvis, de kan udnytte dem, der er fattigere og mindre snu, end de selv er og det derved kan lykkes dem at forøge deres rigdom, vil de ikke et øjeblik betænke sig på at undertrykke dem og endog se dem bragt til betlerstaven.VM1 350.3
De mænd, hvis hoveder var hvidhårede af ælde og hvis ansigter var blevet furede af bekymring, men som dog greb begærligt efter skattene i kronen, var de gamle, der kun havde få år igen at leve i. Alligevel var de ivrige efter at sikre sig deres jordiske skatte. Jo mere de nærmede sig graven, med desto større ængstelighed klyngede de sig til dem. Intet kom deres egne slægtninge til gode. Medlemmerne i deres egne familie fik lov til at arbejde over evne for at der kunne spares lidt penge. De gjorde ikke brug af dem til andres bedste, ej heller til deres eget. For dem var det nok at vide, at de havde dem. Når deres pligt til at lindre de fattiges trang og til at støtte Guds sag bliver fremholdt for dem, bliver de bedrøvede. De ville med glæde modtage det evige liv som en gave, men vil ikke, at det skal koste dem noget. Betingelserne er for svære. Men Abraham ville ikke holde sin egen søn tilbage. I lydighed mod Gud kunne han lettere ofre dette forjættelsens barn, end mange ville ofre lidt af deres jordiske besiddelser.VM1 351.1
Det var smerteligt at se dem, der burde modnes til herligheden og daglig berede sig til udødelighed, bruge al deres kraft til at beholde deres jordiske skatte. Jeg så, at sådanne ikke kunne værdsætte den himmelske skat. Deres stærke higen efter det jordiske leder dem til ved deres gerninger at vise, at de ikke vurderer den himmelske arv tilstrækkeligt til at ville bringe noget offer for dem. Den unge mand viste villighed til at holde budene; men vor herre sagde til ham, at én ting fattedes ham. Han ønskede det evige liv, men han elskede sit gods mere. Mange bedrager sig selv. De har ikke søgt efter sandheden som efter skjulte skatte. Deres evner benyttes ikke på den bedste måde. Deres sind, der kunne være oplyst af himmelens lys, er forvirret og besværet. “Men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.” “Sådanne,” sagde engelen “er uden undskyldning.” Jeg så lyset dø bort for dem. De nærede intet ønske om at forstå de højtidelige, vigtige sandheder for denne tid og mente, at de var godt stillede uden at forstå dem. Deres lys gik ud og de famlede i mørket.VM1 351.2
Den skare krøblinge og syge, der stræbte efter dem jordiske krone, er sådanne, hvis interesser og skatte er i denne verden. Skønt de møder skuffelse fra alle sider, vil de ikke sætte deres hu til himmelen og sikre sig en skat og et hjem der. De går glip af den jordiske, medens de endnu er på jagt efter den og mister den himmelske. Til trods for skuffelsen og det ulykkelige liv og den ulykkelige død, som falder i deres lod, der var helt optagne af at samle jordisk rigdom, følger andre den samme bane. De stormer frem som gale uden at agte på deres sørgelige endeligt, hvis eksempel de følger.VM1 352.1
De, der nåede kronen, fik del i besiddelsen af den og blev tiljublet, er sådanne, som opnår, hvad der er formålet med hele deres liv, nemlig rigdom. De får den ære, som verden yder dem, der er rige. De har indflydelse i verden. Den onde og hans engle er tilfredse. De ved, at sådanne visselig tilhører dem og at medens de lever i oprør mod Gud, er de Satans mægtige redskaber.VM1 352.2
De, der fattede afsky for den skare, som løb efter den jordiske krone, er sådanne, som har mærket sig sådannes liv og endeligt, der stræber efter jordisk rigdom. De ser, at sådanne aldrig er tilfredse, men ulykkelige og de bliver urolige og skiller sig fra denne ulykkelige klasse mennesker og søger efter den sande og varige rigdom.VM1 352.3
Jeg så, at de, der trængte sig frem gennem mængden for at nå den himmelske krone, ledsagede af hellige engle, var Guds trofaste folk. Engle leder dem fremad og de besjæles af nidkærhed til at ile frem for at opnå den himmelske skat.VM1 353.1
De sorte bolde, som blev kastet efter de hellige, var de smædende usandheder, der blev sat i omløb angående Guds folk af sådanne, som elsker og øver løgn. Vi bør gøre os den største flid for at leve et ulasteligt liv og holde os fra det onde under alle skikkelser og da er det vor pligt at gå frimodigt fremad og ikke tage noget hensyn til de gudløses smædende usandheder. Når de retfærdiges øjne er fæstede på den uvurderlige himmelske skat, vil de blive Kristus mere og mere lig og således vil de omdannes og blive skikkede til forvandling. Vejl f menigh bd 1 side 107-111]VM1 353.2