Overensstemmelsens nødvendighed

OVERENSSTEMMELSENS NØDVENDIGHED
VM4 221.2

Guds Ånd vil ikke blive der, hvor der er splittelse og strid blandt de troende i sandheden. Også hvis der ikke gives udtryk for dette. De tager hjertet i besiddelse og driver den fred og kærlighed ud, der burde kendetegne den kristne menighed. De er følgen af selviskhed i sin største betydning. Dette onde kan tage form af overdrevet selviskhed eller form af en overdrevet længsel efter andres bifald også hvis dette bifald fås ufortjent. Selvophøjelsen må opgives af dem, som bekender at elske Gud og holde hans bud, ellers skal de ikke forvente at blive velsignet af hans guddommelige gunst.VM4 221.3

Moralsk og religiøs indflydelse på Helseinstituttet må være af høj karat for at imødekomme himmelens bifald. Får selviskheden lov at herske, vil den bedrøve Guds Ånd. Læger, overlæger og sygehjælpere bør arbejde i overensstemmelse med Kristi ånd, — den ene værdsætter andre bedre end, sig selv.VM4 221.4

Apostlen Judas siger: “Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod.” Forskelsbehandlingen skal ikke være unfair. Ingen støtte skal gives til nogen der mener: “Hvis du støtter mig, vil jeg støtte dig.” Dette er en uhellig, verdslig politik, som mishager Gud. Det er betalene støtte og beundring for vindings skyld. Det viser visse personers partiskhed. De forventer at få fordele ved dem. Dette er at søge deres gode vilje på grund af svaghed, så vi kan beundres frem for andre, der er ligesom os selv. Det er svært at se ens egen fejl, men enhver bør se hvor grusom misundelse, konkurrence, mistro, uvenlig kritik og splid er.VM4 221.5

Vi beder til Gud vor Fader; vi hævder at være børn af én familie og når vi er tilbøjelige til at respektere andre mindre og mindsker deres indflydelse, når de opbygger os, så behager vi fjenden og sårer ham, vi bekender os til at følge. Den ømhed og barmhjertighed Jesus har åbenbaret i sit eget dyrebare liv burde være til eksempel for os, på den måde vi behandler vore medmennesker på og især dem der er vore brødre i Kristus.VM4 222.1

Gud gør hele tiden godt imod os, men vi er for ligeglade med hans gunst. Vi er blevet elsket med en uendelig ømhed og dog har mange af os så lidt kærlighed for hinanden. Vi er for strenge mod dem vi tror er vildfarne og er meget følsomme for den mindste kritik eller tvivl om vor egen opførsel.VM4 222.2

Antydninger kastes ud i skarp kritik mod hinanden, men samtidig er de samme personer blinde for deres egne fejl. Andre kan se deres vildfarelse, men de kan ikke se deres egen fejl. Vi modtager dagligt af himmelens gavmildhed og kærlig taknemmelighed bør springe op i vore hjerter til Gud, hvilket burde få os til at føle med vor næste og gøre deres sag til vor egen. Tanker og meditation over Guds godhed mod os vil lukke sjælens adgangsveje for Satans antydninger.VM4 222.3

Guds kærlighed til os prøves hver dag; alligevel tænker vi ikke over hans gunst og er ligeglade med hans bønner. Han forsøger at indprente os med sin Ånd af ømhed, hans kærlighed og overbærenhed; men vi ser sjældent mærkerne af hans venlighed og har en lille fornemmelse af den kærlighedslektie, han ønsker vi skal lære. Nogle, ligesom Haman glemmer al Guds gunst, fordi Mordokaj ligger foran og er ikke bragt i unåde; fordi deres hjerter er mere fyldt af fjendskab og had end kærlighed — ånden fra vor kære Forløser, som gav sit dyrebare liv for sine fjender. Vi bekender at have den samme fader, begrænses til det samme evige hjem, nyde den samme højtidelige tro og tro det samme prøvende budskab; og dog er mange i strid med hinanden ligesom uregerlige børn. Nogle som arbejder i denne samme gren af arbejdet er i strid med hinanden og dermed i strid med Kristi Ånd.VM4 222.4

Ros har fordærvet mange hjerter. Dem som har været i forbindelse med helseinstitutionen, har til tider kritiseret de lagte planer og Satan har gjort at de har fået indflydelse på andres sind, som har accepteret disse personer som fejlfri, medens de uskyldige har været anklaget som fejlende. Det er det onde hovmod der fryder sig over det nyttesløse i éns arbejde. Den praler sig af ens gode egenskaber og forsøger at få andre til at virke ringere så en selv ophøjes, tilrane sig selv mere ære end det kolde hjerte kan give Gud. Kristi disciple vil give agt på Mesterens belæring. Han har påbudt os at elske hinanden, endog som han har elsket os. Religion er funderet på kærlighed til Gud, som også fører os til næstekærlighed. Den er fuld af teknemmelighed, ydmyg og langmodighed. Den er selvopofrende, langmodig, nådig og tilgivende. Den helliger hele livet og påvirker andre.VM4 223.1

Dem, som elsker Gud kan ikke rumme had eller fjendskab. Når den himmelske basis for evig kærlighed fylder hjertet, vil den flyde ud til andre, ikke kun fordi de modtager yndest, men fordi kærlighed er handlingsgrundlaget og omdanner og mildner karakter, behersker impulser, styrer lidenskaberne, undertvinger fjendskab og ophøjer og forædler hengiven kærlighed. Denne kærlighed er ikke indskrænket til blot at være “mig og mine”, men er så bred som verden og så høj som himmelen og er i harmoni med den engle?medarbejderne har. Kærlighed, der bevares i sjælen, formildner hele livet og spreder en lutrene indflydelse på alle omkring. med denne, er vi ikke kun lykkelige, lad skæbnen smile eller lade være. Hvis vi elsker Gud af hele hjertet, må vi også elske hans børn. Denne kærlighed er Guds ånd. Det er den himmelske besmykkelse der giver sand ædelhed og værdighed for sjælen og opsluger vort liv i Mesterens liv. Uanset hvor mange gode egenskaber vi kan have, hvor ærefulde og fine vi kan betragte os selv, hvis sjælen ikke er døbt med den himmelske nåde af kærlighed til Gud og hinanden, er vi mangelfulde i sand godhed og ikke egnet for himlen, hvor alt er kærlighed og harmoni.VM4 223.2

Nogle som tidligere elskede Gud og dagligt nød hans gunst er nu ustandselig hvileløse. De vandrer om i mørke og fortvivlet mørke fordi de plejer selvet. De søger så hårdt på at begunstige sig selv så alt andet opsluges i dette. Gud har i sit forsyn villet at ingen kan få lykke ved at leve for sig selv alene. Vor Herres glæde bestod i at udholde møje og skam for andre, så de kunne få gavn deraf. Vi er i stand til at blive lykkelige, ved at følge hans eksempel og leve for at velsigne vore medmennesker.VM4 224.1

Vi er indbudt af vor Herre til at tage hans åg på og bære hans byrde. Derved kan vi blive lykkelige. Ved at bære vore egne selv?påtvungede åg og bære vore egne byrder, finder vi ikke hvile; men ved at bære Kristi åg er der hvile for sjælen. Dem som ønsker at gøre et stort arbejde for Mesteren, kan finde det lige der hvor de er, ved at gøre godt, glemme sig selv, være selvopofrende, huske på andre og sprede solskin hvor de end går.VM4 224.2

Der er meget brug for at Kristi medynkende ømhed udvises til alle tider og på alle steder — ikke med blind forståelse som dækker over synd og bringer Guds sag til skamme ved onde gerninger, men med kærlighed som styrende bestanddel i livet, som flyder naturligt ud til andre i gode gerninger, i erindring om hvad Kristus har sagt: “Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.”VM4 224.3

Dem på Helseinstituttet er forpligtet i et stort værk. Under Kristi liv var syge og plagede genstand for hans særlige omsorg. Da han sendte sine disciple ud hvervede han dem til at helbrede den syge såvel som at forkynde evangeliet. Da han sendte de halvfjerdsindstyve ud påbød han dem at helbrede syge og derefter forkynde at Guds rige var kommet nær til dem. Deres fysiske sundhed skulle der først sørges for, for at vejen kunne beredes for dem og de sandheder nåede dem, som apostlene forkyndte.VM4 225.1

Verdens frelser brugte mere tid og arbejde på at helbrede den forpinte for deres sygdomme, end på at forkynde. Hans sidste formaning til sine apostle, sine repræsentanter på jorden, var at lægge hænderne på syge, så de helbredes. Når Mesteren kommer, vil han rose dem, som har besøgt syge og hjulpet den forpintes trang.VM4 225.2

Vi er langsomme til at lære bagatellernes store indflydelse og deres indflydelse på sjæles frelse. På Helseinstituttet har dem, som ønsker at være missionærere, en stor mark at arbejde på. Gud ønsker ikke at nogen af os skal være enkelte privilegerede, som der skal ses på, med stor agtelse, medens andre ikke agtes. Jesus var himmelsens Majestæt, alligevel bøjede han sig ned for at hjælpe dem ydmyge, uagtet person eller stand.VM4 225.3

Dem som har hele hjertet med i arbejdet vil finde nok at gøre for Mesteren med Helseinstituttet, ved at hjælpe de lidende mennesker de har ansvar for. Vor Herre anbefalede at følge sit eksempel, efter at have gjort det mest ydmygende hverv for sine disciple. Det var at de hele tiden skulle have i tanke at de ikke måtte føle sig bedre end den laveste hellige.VM4 225.4

Dem, som bekender vor ophøjede tro, som holder Guds bud og venter vor Herres snarlige komme, bør skille sig ud og være adskilt fra verden omkring dem, et særskilt folk, ivrig på gode gerninger. Blandt de særheder, som skal udskille Guds folk fra verden i disse sidste dage, er deres ydmyghed og sagtmodighed. “Lær af mig,” siger Kristus, “for jeg er ydmyg og sagtmodig af hjertet og I skal finde hvile for jeres sjæle.” Her den hvile, som så mange efterlyser og forgæves bruger tid og penge på at få. I stedet for at stræbe efter lige megen ære position hos hverandre, eller måske endda mere, burde vi prøve at blive Kristi ydmyge og trofaste tjenere. Selvophøjelsens ånd skaber strid bland apostlene, endda medens Kristus var hos dem. De stredes om hvem, der skulle være den største blandt dem. Jesus satte sig og talte til de tolv og sagde til dem: “Hvis nogen ønsker at blive de første, skal de blive de allersidste og alles tjener.”VM4 225.5

Da de to sønners mor spurgte om hendes sønner skulle have særlig gunst, den ene ved den højre hånd og den anden ved den venstre i hans rige, indprentede Jesus dem at ære og herligheden i hans rige var modsætningen til denne verdens ære og herlighed. Hvem der vil være stor må være en ydmyg tjener for andre og hvem der vil være herre må være tjener, ligesom Guds Søn var tjener for menneskebørnene.VM4 226.1

Vor Frelser lærte sine disciple atter ikke at være ivrige efter position og navn. “Men I skal ikke lade jer kalde “rabbi”; .... Ej heller skal I lade jer kalde “førere”; .... Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som ophøjer sig selv skal ydmyges og den, som ydmyger sig skal ophøjes.” Jesus nævnte advokaten for den hellige lovsamling fra Sinaj. “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind og din næste som dig selv.” Han sagde at hvis han ikke gjorde det ville han ikke komme ind til det evige liv.VM4 226.2

“Din næste som dig selv.” Så kommer spørgsmålet: “Hvem er så min næste?” Svaret på dette er lignelsen om den barmhjertige samaritan, som lærer os at det menneske, der behøver vor medfølenhed og vore gode pligter er hos vor næste. De lidende og nødstedte i alle klasser er vor næste og når vi kender til deres mangler, er det vor pligt at lindre dem så vidt muligt. En grundsætning trækkes frem i denne lignelse, som det ville være godt for Kristi efterfølgere at indføre. [Udfyld først de nødlidendes tarv og trang og afhjælp deres fysiske behov og lindre deres lidelser, så vil I få uhindret adgang til hjertet, hvor I kan så den gode sæd, som bærer frugt i et retskaffent, gudfrygtigt liv. I Mesterens Tjeneste side 160 ]VM4 226.3

For at være lykkelig, må vi tilstræbe os den karakter som Kristus udviste. En markant særhed hos Kristus var hans selvfornægtelse og godgørenhed. Han kom ikke for at søge sit eget. Han gik omkring og gjorde godt, — dette var hans mad og drikke. Vi kan, ved at følge Frelserens eksempel, komme i hellig forbindelse med ham og ved at dagligt søge at efterligne hans karakter og følge hans eksempel, kan vi være til velsignelse for verden, gøre os selv tilfredse her og sikre os evig løn derefter.VM4 227.1