Vidnesbyrd 26 (1876)
Bibel biografier
BIBELSKE BIOGRAFIER
VM4 9.1
[De livsskildringer, bibelen indeholder, er pålidelige beretninger om mennesker, som engang levede. Fra Adam og ned igennem efterfølgende slægtled til apostlenes tid har vi en klar, usminket beretning om, hvad der faktisk hændte og om virkelige menneskers sande karakter. Det er årsag til manges forundring, at den inspirerede historie under omtalen af gode mænds liv skulle nævne kendsgerninger, der sætter plet på deres moralske karakter. Vantro mennesker griber disse synder med stor tilfredshed og latterliggør udøverne deraf. De inspirerede forfattere vidnede ikke usandhed for at afværge, at den hellige histories blade besudledes af beretningen om menneskelige skrøbeligheder og mangler. Guds skribenter skrev, som Helligånden indgav dem og havde selv intet herredømme over arbejdet. De nedskrev den bogstavelige sandhed og barske, frastødende kendsgerninger åbenbares af grunde, som vor begrænsede ånd ikke til fulde kan fatte.VM4 9.2
Et af de bedste beviser på skriftens ægthed er, at sandheden ikke er besmykket eller dens hovedpersoners synder fortiet. Mange vil hævde, at det er en let sag at berette, hvad der er indtruffet i et sædvanligt menneskeliv. Men det er en bevist kendsgerning, at det er umuligt for et menneske at give en upartisk beretning om en samtidig; og det er næsten lige så vanskeligt at gengive beretningen om et menneske eller om et folk, hvis karriere vi er blevet bekendt med, uden at afvige fra den nøjagtige sandhed. Menneskesindet er så udsat for fordom, at det falder næsten umuligt at behandle emnet upartisk. Enten vil den pågældendes fejl fremtræde i skarpt relief, eller hans dyder vil stråle med ufordunklet glans netop i samme forhold, som forfatterens indstilling er ham gunstig eller ugunstig. Hvor upartisk historikeren end måtte have til hensigt at være, er alle kritikere enige om, at det er en meget vanskelig sag virkelig at være uhildet.VM4 9.3
Men guddommelig salvelse, hævet over menneskelig svaghed, fortæller den enkle, nøgne sandhed. Hvor mange biografier er ikke fremkommet om fejlfri kristne, som i deres daglige liv i hjemmet og i deres menighedsforhold skinnede som eksempler på ubesmittet fromhed! Ingen mangler skæmmede det skønne ved deres hellighed, ingen fejl omtales, der minder os om, at de var almindelige lerkar, udsatte for menneskenes sædvanlige fristelser. Men hvor ganske anderledes ville de ikke have set ud, hvis inspirationens pen havde skrevet beretningen om deres liv! Menneskelige skrøbeligheder ville være blevet åbenbaret, kamp mod egenkærlighed, forblindelse og stolthed, måske også skjulte synder og den stadige kamp mellem ånden og kødet.VM4 10.1
Selv bladene i private dagbøger åbenbarer ikke forfatternes syndige handlinger. Undertiden omtales kampen mod det onde, men i almindelighed kun, når retten har sejret. Men de kan indeholde en tro skildring af rosværdige handlinger og ædle bestræbelser. Og dette endog når forfatterens oprigtige hensigt er at føre en pålidelig dagbog over sit liv. Det er nærmest en umulighed for os mennesker at lægge vore fejl frem i lyset til vore venners eventuelle beskuelse.VM4 10.2
Dersom vor gode bibel var blevet skrevet af uinspirerede mænd, ville den have fremstillet et ganske andet billede og den ville have været nedslående læsning for fejlende mennesker, der kæmper med naturlige skrøbeligheder og en træsk fjendes fristelser. Men sådan som den er, har vi en rigtig beretning om fremtrædende personligheders religiøse erfaringer i bibelhistorien, Mænd, der stod i yndest hos Gud og hvem han betroede et stort ansvar, blev undertiden overvundet af fristelse og begik synder, ligesom vi i vor tid kæmper, vakler og tit begår fejltrin. Men for vore mistrøstige hjerter er det opmuntrende at vide, at ved Guds nåde kunne de vinde ny styrke til atter at hæve sig op over deres onde natur; og med dette i tanke er vi rede til selv at genoptage kampen.VM4 10.3
Det gamle Israels knurren og deres oprørske misfornøjelse såvel som de mægtige undergerninger, der blev udført for deres skyld, samt straffen for deres afguderi og utaknemmelighed er skrevet tik gavn for os. Det gamle Israels eksempel er sat som en advarsel for Guds folk, for at de må sky vantro og undgå hans vrede. Dersom hebræernes misgerninger ikke var blevet omtalt i den hellige beretning og der kun var blevet fortalt om deres dyder, ville deres historie ikke have kunnet bringe os den lærdom, som den gør.VM4 11.1
Vantro mennesker og de, der elsker synd, undskylder deres forbrydelser ved at henvise til synder hos mænd, som i gammel tid fik myndighed af Gud. De gør gældende, at når disse hellige mænd gav efter for fristelsen og bedrev synder, kan man ikke undres over, at også de kan gøre sig skyldige i urigtige handlinger og antyder derved, at de trods alt ikke er så onde, når de jo har sådanne fremragende eksempler på ugudelighed at se hen til.VM4 11.2
Hensynet til retfærdighedens principper krævede en tro skildring af fakta til gavn for alle, der nogen sinde kom til at læse den hellige beretning. Her ser vi de synlige beviser på guddommelig visdom. Det kræves af os, at vi lyder Guds lov og vi oplyses ikke blot om straffen for ulydighed, men til hjælp og advarsel for os har vi skildringen af Adam og Eva i Paradis og af de sørgelige følger af deres ulydighed mod Guds befalinger. Beretningen er fuldstændig og tydelig.VM4 11.3
Loven, der blev givet menneskene i Eden, er nedtegnet tilligemed den straf, de ville få i tilfælde af ulydighed. Derpå følger beretningen om fristelsen og faldet og den straf, der blev tildelt vore fejlende forfædre. Deres eksempel er givet os, som en advarsel mod ulydighed, for at vi kan være forvissede om, at syndens sold er døden, at Guds gengældende retfærdighed aldrig udebliver og at han af sine skabninger Kræver streng agtelse for sine befalinger. Hvor bestemte var ikke de straffebestennelser, der blev knyttet til loven, da den blev givet på Sinai, hvor sikker var ikke den straf, der ville følge overtrædelse af denne lov og hvor tydelige er ikke de tilfælde, der omtales som beviser på denne kendsgerning!VM4 11.4
Sin opgave tro fortæller inspirationen os om de synder, som besejrede Noa, Lot, Moses, Abraham, David og Salomo og om, at selv Elias’s stærke ånd sank under fristelsen i hans frygtelige prøve. Jonas’s ulydighed og Israels afguderi omtales, åbent. Peters fornægtelse af Kristus den skarpe strid mellem Paulus og Barnabas, profeternes og apostlenes fejltrin og svagheder blotlægges alt sammen af Helligånden, som fjerner sløret fra det menneskelige hjerte. Liggende der foran os har vi de troendes liv med alle deres fejl og dårskaber, der skulle tjene til lærdom for alle efterfølgende slægter. Hvis de havde været uden svage sider, ville de have været mere end menneskelige og med vor syndige natur ville vi tvivle på om vi nogen sinde kunne nå frem til en sådan grad af fuldkommenhed. Men når vi ser, hvor de kæmpede og faldt, hvor de igen fattede mod og sejrede ved Guds nåde, opmuntres vi og ledes til at trænge fremad over de hindringer, vor vanartede natur lægger i vejen for os.VM4 12.1
Gud har altid været nøje med at straffe forbrydelse. Han sendte sine profeter for at advare de skyldige, fordømme deres synder og udtale dom over dem. De, der spørger, hvorfor Gud på en så tydelig måde påviser sit folks synder til hån for spottere og til de retfærdiges beklagelse, bør betænke, at det alt sammen er skrevet til lærdom for dem, for at de må undgå de onder, som omtales og kun efterligne deres retfærdighed, der tjente Herren.VM4 12.2
Vi trænger netop til sådanne lærdomme, som bibelen giver os; for sammen med påvisningen af synd omtales, den straf, der følger. De skyldiges sorg og bodfærdighed og den syndbetyngede sjæls jammer kommer til os fra fortiden og fortæller os, at menneskene den gang som nu behøvede Guds tilgivende nåde. Det lærer os, at medens han straffer forbrydelsen, forbarmer han sig og tilgiver den angrende synder.VM4 12.3
I sit forsyn har Herren fundet det rigtigt at undervise og advare sit folk på forskellige måder. Ved direkte påbud, ved de hellige skrifter og ved profetiens ånd har han kundgjort sin vilje for dem, Min gerning har været at tale; tydeligt om Guds folks fejl og vildfarelser. At visse menneskers synder er blevet bragt for lyset beviser ikke, at de er værre i Herrens øjne end mange, hvis fejltrin ikke er blevet omtalt. Men jeg har set, at det ikke tilkommer mig at vælge min gerning, men ydmygt at lyde Guds vilje. Vildfarelser og urigtige handlinger i bekendende kristnes liv omtales til lærdom for dem, som er udsatte for at falde i de samme fristelser. Den enes erfaring tjener som en lysbøje til at advare andre imod de farlige klipper.VM4 12.4
Således åbenbares Satans snarer og anslag, betydningen af at fuldkomme en Kristelig karakter samt de midler, hvormed dette kan opnås. Således antyder Gud, hvad der kræves, for at man kan opnå hans velsignelse. Hos mange er der en tilbøjelighed til at lade oprørske følelser opstå, hvis deres særskilte synder bliver påtalt. Ånden i den nuværende slægt siger: “Tal smiger til os!” Men profetiens ånd taler kun sandhed. Ugudelighed findes i overflod og kærligheden hos mange, der bekender sig til at følge Kristus,, bliver kold. De er blinde for deres egne hjerters ondskab og føler ikke deres svage, hjælpeløse tilstand. I sin miskundhed fjerner Gud dækket og viser dem, at der bag scenen er et øje, der ser deres skjulte skyld og bevæggrundene for deres handlinger.VM4 13.1
De almindelige kirkesamfunds synder er bestrøgne med kalk. Mange af medlemmerne øver de groveste laster og er gennemsyrede af uretfærdighed. Babylon er falden og er blevet tilholdssted for alskens urene og afskyede fugle. Tidens mest oprørende synder finder ly under kristendommens kappe, Mange forkynder, at Guds lov er afskaffet og deres liv er visselig i overensstemmelse med deres tro. Hvis der ikke er en lov, er der heller ingen overtrædelse og derfor ingen synd; for synd er lovens overtrædelse.VM4 13.2
Det kødelige sind er i fjendskab mod Gud og det modsætter sig hans vilje. Lad det blot engang afkaste lydighedens åg og det glider ubevidst ind i lovløshed og forbrydelse. Ugudelighed findes i overflod blandt sådanne, som taler smukt om ren og fuldkommen religiøs frihed. Deres færd er afskyelig for Herren og de samarbejder med sjælenes modstander. Den åbenbarede sandheds lys når ikke deres øjne og hellighedens prydelse er kun som skygger for den.VM4 13.3
Det er forbavsende at se, på hvilken løs grundvold mange bygger deres forhåbninger om himmelen! De håner den Eviges lov, som om de ville trodse ham og gøre hans ord til intet. Ikke engang Satan selv ville med sit kendskab til den guddommelige lov vove at holde de taler, som nogle lovforagtende prædikanter afleverer fra prædikestolen; men han hoverer over deres bespottelse.VM4 14.1
Det er blevet vist mig, hvad mennesket er uden kendskab til Guds vilje. Forbrydelse og ugudelighed fylder hans liv. Men hvilken forandring foregår der ikke i hans hjerte, når Guds ånd åbenbarer den fulde betydning af Guds lov for ham! Ligesom Belsazzar læser han den almægtiges håndskrift klart og tydeligt og overbevisning griber hans sjæl. Guds ords torden vækker ham op af hans dvale og han beder om barmhjertighed i Jesu navn. Gud lytter altid til denne ydmyge bøn. Han sender aldrig den bodfærdige utrøstet bort.VM4 14.2
Herren har fundet det formålstjenligt at give mig et indblik i sit folks trang og fejltrin. Skønt det har voldt mig smerte, har jeg med troskab vist overtræderne deres fejl og midlerne til at afhjælpe disse, overensstemmende med Guds ånds anvisning. Dette har i mange tilfælde opægget bagvaskelsens tunge og skabt bitterhed mod mig hos dem, jeg har arbejdet og lidt for. Men jeg er ikke af den grund veget fra min vej. Gud har givet mig min gerning og støttet af hans Kraft har jeg udført de pinlige pligter, han har pålagt mig. Således har Guds ånd udtalt advarsler og straffedomme, men dog ikke tilbageholdt den liflige forjættelse om barmhjertighed.VM4 14.3
Dersom Guds folk ville anerkende hans handlemåde med dem og tage imod hans lærdomme, ville de finde en lige vej for deres fødder og et lys til at lede dem gennem mørke og modløshed. David lærte visdom af Guds handlemåde med ham og bøjede sig i ydmyghed under den Højestes tugtelse. Profeten Natans trofaste skildring af den sande tilstand viste David hans egne synder og hjalp ham til at aflægge dem. Han modtog råd i sagtmodighed og ydmygede sig for Gud. Han udbryder: “Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen.”VM4 14.4
Bodfærdige syndere har ingen grund til at fortvivle, fordi de er blevet påmindet om deres overtrædelser og advaret om deres fare. Netop disse bestræbelser for deres skyld viser, hvor meget Gud elsker dem og ønsker at frelse dem. For at arve det evige liv behøver de kun at følge hans råd og gøre hans, vilje. Gud viser sit fejlende folk deres synder, for at de i lyset af guddommelig sandhed må kunne se dem i al deres vederstyggelighed. Da er det deres pligt at frasige sig dem for altid.VM4 15.1
Gud er lige så mægtig til at frelse fra synd i dag, som han var i patriarkernes, Davids, profeternes og apostlenes tid. Den mangfoldighed af tilfælde, som der berettes om i den bibelske historie, hvor Gud har befriet sit folk fra deres personlige synder, bør gøre indtryk på dem der i denne tid søger efter at modtage guddommelig undervisning og nidkær efter at fuldkomme en karakter, som vil kunne bestå den nøje undersøgelse i dommen.VM4 15.2
Bibelens historie styrker det vansmægtende hjerte med håbet om Guds barmhjertighed, Vi behøver ikke at fortvivle, når vi ser, at andre har kæmpet sig igennem lignende nedstemmende forhold som vore egne og er faldet i fristelse, ligesom vi er, men dog har genoprettet det tabte og er blevet velsignet af Gud. De inspirerede ord trøster og opmuntrer den fejlende sjæl. Skønt patriarkerne og apostlene lå under for menneskelige skrøbeligheder, fik de dog ved troen et godt vidnesbyrd, kæmpede deres kampe i Herrens styrke og vandt herlig sejr. Således kan vi forlade os på kraften i det sonende offer og sejre i Jesu navn. Det menneskelige er menneskeligt overalt i verden, fra Adams tid og ned til den nulevende slægt; og Guds kærlighed er uforandret gennem alle tider. Vejl f menigh bd. 1 side 360-365]VM4 15.3