Hellige løfter

HELLIGE LØFTER
VM4 462.2

[Den korte, men frygtelige beretning om Ananias og Safira er nedtegnet af den inspirerede pen til gavn for alle, der bekender sig til at følge Kristus. Denne vigtige lærdom har ikke gjort tilstrækkeligt indtryk på vort folks sind. Det vil være gavnligt for alle med eftertanke at betragte arten af denne svære forsyndelse, som medførte, at disse skyldige mennesker blev sat til et forbillede. Dette, ene udprægede vidnesbyrd om Guds gengældelses dom er frygteligt og bør lede alle til at frygte og bæve for at begå synder, der medførte en sådan straf. Egenkærlighed var den store synd, der havde forvansket karakteren hos dette skyldige par.VM4 462.3

Sammen med andre havde Ananias og hans hustru Safira haft den forret at høre evangeliet forkyndt af apostlene. Guds kraft ledsagede ordet, der blev talt og dyb overbevisning greb alle de tilstedeværende. Guds nådes milde indbydelse bevægede hjerterne til at slippe deres egoistiske fastholden af jordiske besiddelser. Medens de var under Guds nådes umiddelbare påvirkning, aflagde de et løfte om at skænke Herren en vis landejendom; men da de ikke længere stod under den himmelske indflydelse, var indtrykket mindre mægtigt og de begyndte at tvivle og at undslå sig for at opfylde det løfte de havde gjort. De mente, at de havde forhastet sig og ønskede at overveje sagen på ny. Således blev der åbnet en dør, hvor Satan øjeblikkelig trådte ind og fik herredømme over deres sind.VM4 463 .1

Denne tildragelse bør tjene som en advarsel til alle om at være på vagt mod den første tilnærmelse, Satan gør. Først nærede de begærlighed; skamfulde over at lade deres brødre vide, at deres egenkærlige sjæle angrede, hvad de højtideligt havde helliget og lovet Gud, benyttede de sig dernæst af svig. De talte sammen om sagen og tog med overlæg den beslutning, at de ville tilbageholde en del af den pris, de havde fået for jordstykket. Da deres usandfærdighed var blevet påvist, blev straffen øjeblikkelig død. De vidste, at Herren, som de havde besveget, havde opdaget dem; for Peter sagde: “Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.”VM4 463 .2

Et særligt eksempel var nødvendigt for at bevare den unge menighed fra at blive demoraliseret; for dens antal voksede hurtigt. Til alle, der bekendte Kristus på det tidspunkt og til alle, der senere skule komme til at bekende hans navn, blev der således givet en advarsel om, at Gud kræver troskab i opfyldelsen af løfter. Men trods denne åbenbare straf for bedrageri og løgn er de samme synder ofte blevet gentaget i den kristne menighed og er vidt udbredt i vor tid. Jeg har set, at Gud gav dette eksempel til advarsel for alle, der ville blive fristet til at handle på lignende måde. Egenkærlighed og bedrag øves daglig i menigheden ved tilbageholdelse af, hvad Gud kræver, hvorved man bedrager ham og modarbejder hans forordninger til udbredelse af sandhedens lys og kundskab overalt i landet.VM4 463 .3

Ifølge sin vise plan har Gud gjort sin sags fremgang afhængig af sit folks personlige bestræbelser og af deres frivillige ofre. Ved at tage imod mennesker som medarbejdere i den store genløsningsplan har han tilstået dem en stor ære. Prædikanter kan ikke prædike, medmindre de bliver udsendt. Arbejdet med at udbrede lyset påhviler ikke prædikanterne alene. Ved at blive medlem af menigheden påtager enhver sig forpligtelsen til at være en Kristi repræsentant ved at efterleve den sandhed, han bekender. Kristi efterfølgere bør fremme den gerning, han overlod til dem, da han opfor til himmelen.VM4 464.1

Institutioner, som er Guds redskaber til at fremme hans værk på jorden, må underholdes, kirker må bygges, skoler oprettes og trykkerier forsynes med udstyr til at gøre et stort arbejde med udgivelse af skrifter, hvorved sandheden kan sendes ud til alle dele af verden. Disse institutioner er forordnede af Gud og bør støttes med tiende og rundhåndede offergaver. Efter som virksomheden udvides, vil der behøves midler til at føre den videre i alle dens grene. De, som har omvendt sig til sandheden og er blevet delagtige i hans nåde, kan blive Kristi medarbejdere ved at yde frivillige gaver til ham. Og når medlemmerne i menigheden nærer det ønske i deres hjerter, at der ikke mere må komme opfordringer om midler, siger de i virkeligheden, at de er tilfredse med, at Guds sag ikke gør fremgang.VM4 464.2

Derpå gjorde Jakob følgende løfte: “Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min faders hus, så skal Herren være min Gud og denne sten, som jeg har rejst som en støtte, skal være Guds hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!” De omstændigheder, der tilskyndende Jakob til at give Herren et løfte, er af lignende art som dem, der tilskynder mænd og kvinder til at give Herren løfter i vor tid. Han havde ved en syndig handling opnået den velsignelse, som han vidste var ham lovet ved Guds sikre ord. Ved at gøre dette viste han stor mangel på tro på Guds magt til at gennemføre sine forsætter, hvor nedslående de øjeblikkelige udsigter end måtte være. I stedet for at komme i den stilling, han eftertragtede, måtte han flygte for Esaus vrede for at redde sit liv. Kun med en stav i sin hånd måtte han vandre hundreder af kilometer gennem et øde land. Hans frimodighed var forsvundet og han var fyldt med samvittighedsnag og forknythed og søgte at undgå mennesker for ikke at blive opsporet af sin vrede broder. Han havde ikke Guds fred at trøste sig med; for han plagedes af den tanke, at han havde forspildt den guddommelige beskyttelse.VM4 464.3

Den anden dag på hans vandring nærmer sig sin afslutning. Han er træt, sulten og hjemløs og føler sig forladt af Gud. Han ved. at han har påført sig dette ved sin egen urigtige handlemåde. Mørke skyer af tvivl omslutter ham og han føler, at han er en udstødt. Hans hjerte fyldes, med en ubeskrivelig rædsel og han vover næppe at bede. Men så fuldstændig ensom er han, at han føler trang til beskyttelse hos Gud, som han aldrig har følt den tidligere. Han græder og bekender sin synd for Gud og bønfalder om et eller andet synligt bevis på, at han ikke helt har forladt ham. Men hans betyngede hjerte finder ingen lindring. Han har mistet al tillid til sig selv og han frygter for, at hans fædres Gud har forstødt ham. Men i sin nåde ynkes Gud over den forladte, sørgende mand, der samler sten til hovedpude og kun har himmelens hvælv til dække.VM4 465.1

I et syn om natten ser han en hemmelighedsfuld stige, hvis nederste ende hviler på jorden og hvis top når op over stjernernes hærskare, op til de højeste himle. Englebud stiger op og ned ad denne stige af strålende lys og viser ham stien, der forbinder jorden og himmelen. Han hører en røst, der fornyer løftet om miskundhed og beskyttelse og om fremtidige velsignelser. Da Jakob vågnede af sin drøm, sagde han: “Sandelig, Herren er på dette sted og jeg vidste det ikke!” Han så sig omkring, som om han ventede at se de himmelske sendebud; men hans alvorlige og undrende blik møder kun de uklare omrids af jordiske genstande og himmelhvælvingen deroppe, strålende af lysende perler. Stigen og de skinnende budbærere var borte og den herlige majestæt oven over den kunne han blot se i fantasien.VM4 465.2

Nattens dybe stilhed og det levende indtryk af, at han befandt sig i Guds umiddelbare nærhed, fyldte Jakob med ærefrygt. Hans hjerte var fuldt af taknemmelighed over, at han ikke var omkommet. Der blev ikke mere søvn for ham den nat; dyb og inderlig tak blandet med hellig glæde fyldte hans sjæl. “Tidligt næste morgen tog Jakob den sten, han havde brugt som hovedgærde, rejste den som en stenstøtte og gød olie over den.” Og her aflagde han sit højtidelige løfte til Gud.VM4 466.1

Jakob aflagde sit løfte, medens han var vederkvæget af nådens dug og styrket ved Guds nærværelse. Efter at den guddommelige herlighed var veget bort, havde han fristelser ligesom menneskene i vor tid; men han var sit løfte tro og ville ikke huse tanker om muligheden af at blive løst fra det løfte, han havde givet. Han kunne jo have ræsonneret omtrent på samme måde, som mennesker gør nu: at denne åbenbarelse var en drøm, at han var i overdreven grad bevæget, da han aflagde løftet og at han derfor ikke behøvede at holde det; men sådan tænkte han ikke.VM4 466.2

Lange år forløb, inden Jakob vovede at vende tilbage til sit eget land; men da han vendte tilbage, afviklede han med troskab sin gæld til sin mester. Han var blevet en rig mand og en meget stor del af hans gods overgik fra hans hånd til Herrens skatkammer.VM4 466.3

Mange i vor tid svigter, hvor Jakob vandt en sejr. De, hvem Gud har skænket mest, har den stærkeste tilbøjelighed til at beholde, hvad de har, fordi de må yde et beløb, der står i forhold til deres gods. Jakob gav tiendedelen af alt, hvad han havde og beregnede derefter, hvad han havde brugt af tienden og betalte Herren, hvad han havde benyttet i egen interesse i den tid, han opholdt sig i et hedensk land og ikke kunne indfri sit løfte. Dette blev et stort beløb, men han nølede ikke; hvad han havde lovet Gud, betragtede han ikke som sit eget, men som hørende Herren til.VM4 466.4

Det beløb, der kræves, vil stå i forhold til det beløb, som er betroet. Jo større den betroede kapital er, desto større er den gave, Gud forlanger, at man skal yde ham igen. Hvis en kristen har ti eller tyve tusind dollars, byder Guds Krav ham ikke blot at give sin del ifølge tiendesystemet, men at han skal frembære syndofre og takofre til Gud. Den levitiske husholdning udmærkede sig på en særlig måde ved helligelsen af ejendom.VM4 467.1

Når vi taler om tienden som målestokken for jødernes ydelse til religiøse formål, har vi ikke den rette forståelse. Herren lod sine krav være de vigtigste og i næsten alle ting blev de mindet om giveren ved at blive afkrævet en genydelse til ham. Det krævedes, at de skulle betale en løsesum for deres førstefødte søn, for den første frugt af deres hjord og for førstegrøden af det indhøstede. Det krævedes, at de skulle lade udkanterne af deres høstmarker blive stående til de trængende. Alt, hvad der faldt ud af deres hænder under indhøstningen, skulle blive liggende til de fattige og een gang i hver syvårsperiode skulle marken bære grøde til de trængende uden at tilsås. Dertil kom slagtofrene, skyldofrene, syndofrene samt udslettelsen af al gæld hvert syvende år. Der var desuden talrige medgifter til gæstevenlige formål og gaver til de fattige og der var afgift på deres ejendom.VM4 467.2

For at loven kunne holdes uforvansket blev folket til bestemte tider forespurgt, hvorvidt de havde været tro i opfyldelsen af deres løfter eller ikke. Nogle få samvitihedsfulde tilbagebetalte Gud omtrent en tredjedel af alle deres indtægter til bedste for religiøse interesser og for de fattige. Disse fordringer blev ikke stillet til en særlig klasse blandt befolkningen, men til alle, idet fordringerne fordeltes på grundlag af det beløb, den pågældende ejede. Foruden alle disse systematiske og regulære ydelser var der særlige formål, der stillede krav om frivillige ofre, som da tabernaklet blev bygget i ørkenen og templet opført i Jerusalem. Disse beskatninger pålagde Gud folket til deres eget bedste såvel som til vedligeholdelse af hans tjeneste.VM4 467.3

Der må ske en opvågnen blandt vort folk vedrørende denne sag. Der er kun få, som føler samvittighedsnag, hvis de forsømmer deres pligt til godgørenhed. Kun få føler anger i sjælen, fordi de daglig bedrager Gud. Dersom en Kristen med forsæt eller tilfældigvis betaler sin næste for lidt eller undslår sig for at afvikle en ærlig gæld, vil hans samvittighed besvære ham, medmindre den er forhærdet; han finder ikke hvile, skønt måske ingen anden end han selv ved noget derom. Der er mange forsømte løfter og ubetalte forpligtelser; men hvor få er der ikke, som føler sig besværede derover i deres sind! Hvor få er der ikke, som føler, at denne krænkelse af pligten er en brøde! Vi må få en ny og dybere overbevisning om denne sag. Samvittigheden må vækkes og emnet må skænkes, alvorlig opmærksomhed; for der må aflægges regnskab for Gud på den, yderste dag og hans krav må gøres op.VM4 468.1

En Kristen forretningsmands ansvar vil stå i nøjagtigt forhold til de gaver, han har fået af Gud, uanset hvor stor eller lille hans kapital måtte være. Rigdommens bedrag har ødelagt tusinder og titusinder. Disse rige mænd glemmer, at de er forvaltere og at den dag hurtigt nærmer sig, da der vil blive sagt til dem: “Aflæg regnskabet for din forvaltning!” Som påvist i lignelsen om talenterne er enhver ansvarlig for en forstandig brug af de modtagne gaver. Den fattige mand i lignelsen følte det mindste ansvar. fordi han havde fået den mindste gave og gjorde ikke brug af den talent, som blev ham betroet; derfor blev han kastet ud i det yderste mørke.VM4 468.2

Kristus sagde: “Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!” Og disciplene blev forfærdede over hans lære. Når en prædikant, der arbejder med fremgang for at vinde sjæle for Jesus Kristus, opgiver sin hellige gerning for at opnå timelig vinding, kaldes han en frafalden. og Gud vil holde ham ansvarlig for de talenter, han har misbrugt. Når forretningsmænd, landmænd, håndværkere, handlende, jurister og andre bliver medlemmer i menigheden, bliver de Kristi tjenere; og skønt deres talenter kan være meget forskellige, er deres ansvar med hensyn til at fremme Guds sag ved personlig bestræbelse og med deres midler ikke mindre end det, som påhviler prædikanten. Det ve, der vil falde på en prædikant, hvis han ikke forkynder evangeliet, vil lige så vist falde på forretningsmanden, dersom han med sine forskelligartede talenter ikke vil være en Kristi medarbejder til opnåelsen af de samme resultater. Når dette bliver fremholdt for den enkelte, vil nogle sige: “Dette er hård tale!” Men det er ikke desto mindre sandt, skønt den i handling stadig bliver modsagt af mænd, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere.VM4 468.3

Gud skaffede sit folk brød i ørkenen ved et nådens under og han kunne have skaffet alt, hvad der krævedes af udstyr til gudstjenesten; men han gjorde det ikke, fordi han i sin uendelige visdom så, at hans folks moralske disciplin var afhængig af deres samarbejde med ham, således at enhver af dem udrettede noget. Så længe sandheden forkyndes, påhviler det menneskene som et krav fra Gud, at de netop til dette formål skal yde noget af, hvad han har betroet dem. Ved at indføre den systematiske godgørenheds plan har Gud, som er menneskets skaber, forordnet, at arbejdet hviler ligeligt på alle i forhold til den enkeltes evner. Enhver skal være sin egen ligningsmand og det er overladt til ham at give, efter som han sætter sig for i sit hjerte. Men nogle er skyldige i den samme synd som Ananias og Safira, idet de mener, at hvis de tilbageholder en del af, hvad Gud kræver ifølge tiendesystemet, vil brødrene aldrig få det at vide. Således tænkte det skyldige par, hvis eksempel er givet os til advarsel. I dette tilfælde beviser Gud, at han ransager hjertet. Menneskenes bevæggrunde og hensigter kan ikke skjules for ham. Han har efterladt en stadig advarsel til kristne til alle tider om at tage sig i vare for den synd, som menneskenes hjerter stadig er tilbøjelige til.VM4 469.1

Skønt ingen synlige tegn på Guds mishag nu ledsager en gentagelse af Ananias’s og Safiras synd, er synden dog lige så afskyelig i Guds øjne og vil lige så sikkert blive hjemsøgt på overtræderen på dommens dag og mange vil fornemme Guds forbandelse også her i livet. Når man giver sagen et løfte, er det et løfte, man giver Gud og ubrødeligt bør holde. At anvende til eget brug, hvad der en gang er lovet til fremme af Guds hellige værk, er i hans øjne ikke bedre end helligbrøde.VM4 469.2

Når der i vore brødres nærværelse gives et mundtligt eller skriftligt løfte om at yde et vist beløb, er disse de synlige vidner til en kontrakt, der er oprettet mellem os og Gud. Løftet er ikke givet til mennesker, men til Gud og er ligesom et skriftligt gældsbevis, man giver et medmenneske. Intet juridisk gældsbrev om betaling af penge er mere bindende for en kristen end et løfte, han giver Gud.VM4 470.1

Dem, der således forpligter sig over for deres medmennesker, falder det i almindelighed ikke ind at bede om at blive løst fra deres forpligtelser. Et løfte, man giver Gud, som er alle gode gavers Giver, har endnu større betydning; hvorfor skulle vi så søge at blive løst fra vore løfter til Gud? Vil et menneske betragte sit løfte som mindre bindende, fordi det er givet til Gud? Er løftet mindre gyldigt, fordi det ikke vil blive fremlagt til prøvelse for domstolene? Vil et menneske, der bekender sig til at være frelst ved Jesu Kristi usigelige offer og blod, “bedrage Gud”? Bliver hans løfter og handlinger ikke vejet på retfærdighedens vægtskåle i de himmelske retssale?VM4 470.2

Enhver af os har en sag verserende i den himmelske ret. Skal vor handlemåde føre til, at beviserne går os imod? Ananias’s og Safiras tilfælde var af den mest graverende art. Ved at holde en del af salgssummen tilbage løj de for Helligånden. På samme måde hviler der skyld på hvert enkelt menneske i forhold til lignende forbrydelser. Når menneskenes hjerter mildnes ved Guds Ånds nærværelse, er de mere modtagelige for Helligåndens indvirken og der fattes beslutninger om at fornægte selvet og ofre til Guds sag. Det er, når guddommeligt lys skinner ind i hjertets lønkamre med usædvanlig klarhed og kraft, at det naturlige menneskes følelser overvindes, at egoismen mister sin magt over hjertet og der opstår ønsker om at efterligne det store mønster, Jesus Kristus, ved at øve selvfornægtelse og godgørenhed. Det af naturen egenkærlige menneskes indstilling bliver da mild og medlidende over for fortabte syndere og han giver Gud et højtideligt løfte, ligesom Abraham og Jakob gjorde. Himmelske engle er til stede ved sådanne anledninger. Kærlighed til Gud og kærlighed til sjæle overvinder egoisme og kærlighed til verden. Dette er særlig tilfældet, når taleren i Guds Ånd og Kraft fremholder genløsningsplanen. Af følgende skriftsteder vil vi kunne se, hvorledes Gud betragter spørgsmålet om løfter:VM4 470.3

“Moses talte fremdeles til overhoveder for israelitternes stammer og sagde: Dette er, hvad Herren har påbudt: Når en mand aflægger et løfte til Herren eller ved ed forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning,, må han ikke bryde sit ord, men skal holde hvert ord, der er udgået af hans mund.” 4.Mos.30,2-3. “Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud, at det var af vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din tale og nedbryde dine hænders værk?” Præd.5,5. “Med brændofre vil jeg gå ind i dit hus og indfri dig mine løfter, dem, mine læber fremførte, min mund udtalte i nøden.” Sal.66,13-14. “Det er farligt at sige tankeløst: “Helligt!” og først efter løftet tænke sig om.” Ordsp.20,25. “Når du aflægger et løfte til Herren din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil Herren din Gud kræve det af dig og du vil pådrage dig skyld. Men hvis du undlader at aflægge løfter, pådrager du dig ingen skyld. Hvad du engang har sagt, skal du holde og du skal gøre, hvad du frivilligt har lovet Herren din Gud, hvad du har udtalt med din mund.” 5.Mos.23,21-23.VM4 471.1

Aflæg løfter og indfri dem for Herren eders Gud, alle omkring han skal bringe den frygtindgydende gaver.” Sal.76,12. “Men I vanhelliger det ved at sige: “Herrens bord er urent og ussel frugt er hans mad.” Og I siger: “Hvilket slid!” og blæser deraf, siger Hærskarers herre; I bringer noget røvet, ja halte og syge dyr; det er offergaven, I bringer! Skulle jeg ønske at modtage den af eders hånd? siger Herren. Forbandet være den bedrager, som i sin hjord har et handyr og lover mig det, men ofrer Herren et dyr, som ikke dur! Thi en stor konge er jeg, siger hærskarers herre og mit navn er frygtet blandt folkene.” Mal.1,12-14.VM4 471.2

“Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.” Præd.5,3?4.VM4 472.1

Gud har givet menneskene del i fuldbyrdelsen af deres medmenneskers frelse. De kan samarbejde med Kristus ved at udføre barmhjertigheds og godgørenhedshandlinger. Men disse gerninger kan ikke genløse dem, da de ikke formår at tilfredsstille en krænket retfærdigheds krav. Dette kan Guds søn alene gøre ved at lægge sin ære og herlighed til side, klæde sin guddommelighed i menneskelighed og komme til jorden for at fornedre sig selv og udgyde sit blod for menneskeslægten.VM4 472.2

Da Kristus bød sine disciple: “Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!”, anviste han menneskene den opgave at udbrede evangeliet, Men medens nogle går ud for at prædike, opfordrer han andre til at efterkomme hans krav til dem om tiende og offergaver til at underholde prædikevirksomheden og til at udbrede sandheden overalt i landet gennem trykte skrifter. Dette er Guds middel til at ophøje menneskene. Det er netop det arbejde, de trænger til; for det vil vække de dybeste sympatier i deres hjerter og sætte de højeste, åndsevner i virksomhed.VM4 472.3

Ethvert gode på jorden blev anbragt her ved Guds gavmilde hånd som et udtryk for hans kærlighed til menneskene. De fattige er hans og gudsdyrkelsens sag er hans. Han har lagt midler i menneskenes hænder, for at hans guddommelige gaver kan flyde gennem menneskelige kanaler i udførelsen af den os betroede gerning til frelse for vore medmennesker. Enhver har sin bestemte gerning på det store felt; ingen bør dog få den tanke, at Gud er afhængig af mennesker. Han kunne tale et ord og gøre ethvert fattigdommens barn rig. På et øjeblik kunne han helbrede menneskeheden for alle dens sygdomme. Han kunne helt give afkald på prædikanter og gøre engle til sin sandheds sendebud. Han kunne have skrevet sandheden på himmelhvælvingen eller indpræget den på træernes blade og på markens blomster; eller han kunne med hørlig røst have forkyndt den fra himmelen. Men den vise Gud valgte ingen af disse fremgangsmåder. Han vidste, at menneskene måtte have noget at gøre, for at livet kunne blive til velsignelse for dem. Guldet og sølvet hører Herren til og han kunne have lade det regne ned fra himmelen, hvis han ville; men i stedet for har han gjort menneskene til sine husholdere og betroet dem midler, ikke for at disse skulle ophobes, men bruges til gavn for andre. Således gør han menneskene til det middel, gennem hvilket han uddeler sine velsignelser på jorden. Gud planlagde godgørenhedens system, for at menneskene kunne blive godgørende og uegennyttige af karakter ligesom deres skaber og til sidst blive delagtige med ham i den evige, herlige belønning.VM4 472.4

Gud virker gennem menneskelige redskaber og enhver, som vækker menneskenes samvittighed og ansporer dem til gode gerninger og til virkelig interesse for fremme af sandhedens sag, gør det ikke af sig selv, men ved Guds Ånd, som virker i ham. Løfter, der gives under sådanne omstændigheder, er hellige, idet de er frugten af Guds Ånds virken. Når disse løfter indfries, tager himlen imod offergaven og disse rundhåndede arbejdere godskrives for en dertil svarende skat, anbragt i himmelens bank. Sådanne opsamler sig selv en god grundvold for den kommende tid, for at de kan gribe det evige liv.VM4 473.1

Men når Guds Ånds umiddelbare nærværelse ikke mærkes så levende og sindet bliver optaget af livets timelige anliggender, fristes de til at betvivle gyldigheden af den forpligtelse, de frivilligt påtog sig. Idet de giver efter for Satans indskydelser, kommer de til den slutning, at der blev øvet utilbørligt pres på dem, at de handlede under den ved anledningen rådende stemning, at kravet om midler til anvendelse i Guds sag blev overdrevet og at de blev overtalt til at give løfte under falske forudsætninger, uden fuld forståelse af sagen og derfor ønsker de at blive fritaget. Har prædikanterne bemyndigelse til at tage imod deres undskyldninger og sige: “Du vil ikke blive afkrævet din forpligtelse; du er løst fra dit løfte”? Hvis de drister sig til dette, bliver de delagtige i den synd, som den, der unddrager sig, er skyldig i. Vejl f menigh bd. 1 side 445-456]VM4 473.2

Af al vor indtægt bør vi først give til Gud. Det godgørenhedssystem som jøderne fik pålagt, skulle de enten bringe Herren førstegrøden af alle hans gaver, hverenten det var indtægten af hjortene eller af afgrøderne på deres marker, frugthaver eller vingårde, eller de skulle løskøbe med noget lignende i stedet. Hvor anderledes er det ikke i vor tid! Hvis de får nogen opmærksomhed så holdes Herrens krav først til sidst. Og vort arbejde behøver ti gange flere midler, end jøderne behøvede. Apostlene fik det store hverv at gå ud i alverden og forkynde evangeliet. Dette viser omfanget at arbejdet og det større ansvar, der påhviler Kristi efterfølgere i dag. Hvis loven krævede tiende og gaver for tusindvis år siden, hvor meget mere vigtigere vil det så ikke være nu! Hvis rige og fattige skulle give en sum, svarende til deres ejendom i den jødiske husholdning, er det utvivlsomt også nødvendigt i dag.VM4 474.1

De fleste bekendende kristne deler deres midler med megen ulyst. Mange af dem giver ikke en tyvendedel af deres indtægt til Gud og mange giver langt mindre end dette; medens der er en stor klasse, som frarøver Gud den lille tiende og andre blot giver tiende. Hvis hele tienden fra vort folk flød ind i Herrens skatkammer, som de skulle, ville der indkasseres velsignelser som gaver og ofrer, der blev mangedoblet tifold og derved ville kanalen mellem Gud og mennesker holdes åben. Kristi efterfølgere skal ikke vente på at gysende missionsappeller vækker dem til handling. Hvis de er vågnet åndeligt op, vil de, for indtægten hver uge, stor eller lille, høre Guds stemme og af samvittighed kræve myndigt den tiende og de gaver der tilkommer Herren.VM4 474.2

Kristi efterfølgeres gaver og arbejde er ikke blot ønsket, men i en forstand er de uundværlige. Hele himmelen er interesseret i menneskers frelse og venter på at mennesker skal blive interesseret i deres egen frelse og i deres medmenneskers frelse. Alle ting ligger rede, men menigheden er tilsyneladende på fortryllet grund. Når de vækkes og lægge deres bønner, deres rigdomme og alle deres kræfter og ressourcer for Jesu fødder, vil sandhedens sag sejre. Engle er forbløffet over at kristne gør så lidt, når de har fået et eksempel i Jesus, som endog ikke holdt sig tilbage fra døden, en skammelig død. Det er mærkeligt at kristendomsbekenderne faldt tilbage til deres snæversyn og egenkærlige motiver, da de kom i kontakt med verdens selviskhed.VM4 475.1

En af kristenverdens store syndere i dag er hykleri og begærlighed i deres omgang med Gud. Mange udviser mere ligegyldighed i deres løfter om gaver til forskellige institutioner og religiøse virksomheder. Mange ser på løfteaftivelse som det ikke forpligter at betale. Hvis de tror at deres penge vil bringe dem anseelig udbytte, hvis de sættes i bankaktier eller i handelsvarer, eller hvis der er personer på institutionen, som de har lovet at hjælpe, som de ikke bryder sig om, føler de sig fri til at bruge deres midler efter for godt befindende. Denne mangel på renhed, hersker i stort omfang blandt dem, som bekender at holde Guds bud og vente på deres Herres og Frelsers snarlige tilsynekomst.VM4 475.2

Planen med den systematiske godgørenhed var Guds egen ordning, men den trofaste betaling af Guds forlangende bliver ofte nægtet eller udsat, som om højtidelige løfter ikke havde nogen betydning. Det er fordi menighedsmedlemmer ikke betaler deres tiende og indfrier deres løfter, at vore institutioner er i knibe. Hvis alle, både rige og fattige, ville bringe deres tiende i forrådskammeret, ville der være tilstrækkelige midler til at befri sagen fra financielle vanskeligheder og føre missionsarbejdet pænt frem i dets forskellige afdelinger. Gud kalder på dem som tror sandheden til at give ham, det som er hans. Dem som har ment at midlernes tilbageholdese fra Gud er vinding, vil til sidst erfare Guds forbandelse, som følge af deres røveri på Herren. Intet andet end fuldstændig manglende betalingsevne kan undskylde een, at ikke omgående imødekomme Herrens forpligtelser. Ligegyldighed i dette, viser at I er i blindhed og bedrag og er kristennavnet uværdig.VM4 475.3

[Menigheden er ansvarlig for sine enkelte medlemmers løfter. Hvis den ser, at der er en broder, som undlader at opfylde sine løfter, bør den tale venligt, men tydeligt til ham. Dersom hans forhold er sådan, at det er umuligt for ham at indfri sit løfte og han er et værdigt medlem, som har et villigt hjerte, lad så menigheden af medlidenhed støtte ham. Derved kan den afhjælpe vanskeligheden og selv erholde en velsignelse.VM4 476.1

Gud ønsker, at medlemmerne i hans; menighed skal betragte deres forpligtelser over for ham som lige så bindende som deres gæld hos købmanden eller andre handlende. Lad enhver gøre et tilbageblik over sit liv og undersøge, om noget ubetalt eller uindfriet løfte er blevet overset og så gøre særlige anstrengelser for at betale den sidste øre; for vi må alle møde og underkaste os den endelige afgørelse i en ret, hvor intet uden retskaffenhed og sandfærdighed vil bestå. samme s 455]VM4 476.2