Kritik mod dem, der bærer byrder

Kritik mod dem, der bærer byrder

[Menigheden lider af mangel på uegennyttige kristelige arbejdere. Hvis alle, der som regel er ude af stand til at modstå fristelse og som er for svage til at stå alene, ville holde sig borte fra ___, ville der være en meget renere åndelig atmosfære på dette sted. De, som er optaget af andres fejltagelser og mangler, som samler den usunde luft af deres næstes forsømmelser og fejlgreb omkring sig og således gør sig selv til menighedens ådselædere, ernærer sig af affald og er ingen fordel for det samfund, de udgør en del af, men er en virkelig byrde for de omgivelser, hvor de trænger sig ind.VM4 193.3

Hvad menigheden trænger til, er ikke byrder, men alvorlige arbejdere, ikke kritikere, men sådanne, som kan opbygge Zion. Der er virkelig trang til missionærer i virksomhedens store hjerte — mænd, som vil holde skansen, være urokkelige i at forsvare deres ære, hvem Gud har sat i spidsen for sit værk og som vil gøre deres yderste for at støtte sagen i alle dens afdelinger, endog med opofrelse af deres egne interesser og deres liv, om så skulle kræves. Men det blev mig vist, at der er få, som har sandheden indvævet i selve sjælen og som kan tåle Guds ransagende prøvelse. Der er mange, som har grebet sandheden, men sandheden har ikke grebet dem, så den har kunnet forvandle deres hjerter og rense dem fra al egenkærlighed. Nogle af dem, der kommer til ___ for at hjælpe til i virksomheden, såvel som mange af de ældre medlemmer har et frygteligt regnskab at aflægge hos Gud for den hindring, de har været for værket på grund af deres egenkærlighed og mangel på helligelse i deres liv.VM4 194.1

Religion har ingen frelsende kraft, hvis karakteren hos dem, der bekender sig til den, ikke svarer til deres, bekendelse. Gud har i nåde skænket stort lys til sit folk i ___ men Satan har sin gerning at udføre og han sætter sin kraft ind med størst styrke i virksomhedens store hjerte. Han griber mænd og kvinder, som er egoistiske og mangler helligelse og gør dem til vægtere, der skal overvåge Guds trofaste tjenere, drage deres ord, deres handlinger og deres bevæggrunde i tvivl og kritisere og knurre over deres irettesættelser og advarsler. Ved hjælp af dem skaber han mistænksomhed og misundelse og søger at svække de trofastes frimodighed, at behage de vanhellige og gøre Guds tjeneres arbejde til intet.VM4 194.2

Satan har haft stor magt over forældres sind gennem deres udisciplinerede børn. Forsømmelighed er en synd, der står skrevet imod mange forældre, som holder sabbatten. Lyst til snak og sladder er et af Satans særlige midler til at så strid, til at skille venner og til at undergrave manges tro på vore standpunkters rigtighed. Brødre og søstre er alt for villige til at tale om de fejl og mangler, som de mener findes hos andre og navnlig hos dem, der usvigeligt har frembåret de budskaber med tilrettevisning og advarsel, som Gud har givet dem.VM4 194.3

Disse klageres børn lytter med åbne øren og indsuger utilfredshedens gift. Forældre lukker således i blindhed de døre, gennem hvilke børnenes hjerter ville kunne nås. Hvor mange familier er der ikke, som krydrer deres daglige måltider med spørgen og tvivl! De kritiserer deres venners karakter sønder og sammen og serverer dem som en lækker dessert. En kostelig sladderhistorie sendes bordet rundt til bemærkninger ikke blot fra de voksne men fra børnene. Derved vanæres Gud. Jesus sagde: “Hvad I har gjort imod een af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig.” Det er derfor Kristus, de ringeagter og taler ilde om, når de bagtaler hans tjenere.VM4 195.1

Guds udvalgte tjeneres navne er af visse personer, hvis pligt det er at forsvare dem, blevet behandlet med uærbødighed og i nogle tilfælde med fuldkommen foragt. Børnene har ikke undgået at høre deres forældres uærbødige bemærkninger angående Guds tjeneres tilrettevisninger og advarsler. De har forstået de hånlige vittigheder og nedsættende udtalelser, som tid efter anden har lydt i deres øren og dette har bidraget til, at hellige og evige interesser i deres bevidsthed er kommet til at stå på samme trin som almindelige timelige anliggender. Hvilken gerning disse forældre dog udfører ved at gøre deres børn til vantro mennesker endog i deres barndom! Det er på denne måde, børn oplæres til at være uærbødige og til at sætte sig op imod himmelens tilrettevisning for synd. Åndeligt forfald må uundgåeligt få overhånd, hvor sådanne onder findes. Forblindede af fjenden undrer disse selv samme forældre sig over, at deres børn er så tilbøjelige til vantro og til at nære tvivl om bibelens sandhed. De undrer sig over, at det er så vanskeligt at påvirke dem ved moralsk og religiøs indflydelse. Hvis de havde åndeligt klarsyn, ville de straks opdage, at denne sørgelige tingenes tilstand er følgen af deres egen indflydelse i hjemmet, frugten af deres misundelse og mistillid. Således oplæres mange til vantro i bekendende kristnes familiekredse.VM4 195.2

Der er mange, som finder en særlig fornøjelse i at drøfte og dvæle ved virkelige eller indbildte mangler hos dem, der bærer tunge ansvar i forbindelse med institutionerne inden for Guds værk. De overser det gode, som er blevet udrettet og de fordele. der er opnået som følge af besværligt arbejde og usvigelig hengivenhed for sagen og fæster deres opmærksomhed ved et eller andet tilsyneladende fejlgreb, en eller anden ting, som efter at være gjort og følgerne har vist sig, efter deres mening kunne have været gjort på en bedre måde og med gunstigere resultater, medens sandheden er, at hvis det var blevet overladt til dem at gøre arbejdet, ville de enten have nægtet at foretage sig noget under de foreliggende nedstemmende forhold, eller de ville have administreret med større uforsigtighed end dem, der fulgte Guds forsyns anvisning og udførte arbejdet.VM4 196.1

Men disse ustyrlige, snakkesalige mennesker vil fæste sig ved de mere ubehagelige sider af værket, ligesom mos klynger sig til klippens ujævnheder. Sådanne mennesker forkrøbles åndeligt ved uafbrudt at dvæle ved andres mangler og fejl. De er moralsk ude af stand til at se gode og ædle handlinger, uegennyttige bestræbelser, sandt heltemod og selvopofrelse. De bliver ikke ædlere og mere højsindede i deres liv og deres forhåbninger, mere ædelmodige og kloge i deres forestillinger og planer. De udvikler ikke den næstekærlighed, som bør kendetegne en kristens liv. De udarter mere og mere hver eneste dag og bliver mere indskrænkede i deres fordom og synsmåde. Smålighed er deres element og den atmosfære, der omgiver dem, er giftig for fred og lykke. Vejl f menigh bd. 1 side 403-405]VM4 196.2

___s store synd er at de ikke har værnet om det lys Gud har givet dem gennem sine tjenere. Kristus sagde til sine apostle: “Den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig.” Her er det gjort klart at dem, som afviser budskaberne fra Guds tjenere, afviser ikke blot Sønnen, men også Faderen.VM4 196.3

Videre siger han: “Men hvor I kommer ind i en by og de ikke vil tage imod jer, dér skal I gå ud på dens gader og sige: “Endog det støv, som hænger ved vore fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer; dog, det skal I vide, at Guds rige er kommet nær” Jeg siger jer: det skal gå Sodoma tåleligere på hin dag end den by. Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til dødsriget skal du fare ned! Den, som hører jer, hører mig og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; men den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig.”VM4 197.1

Hvor alvorlige er disse ord dog ikke! Hvor vigtigt er det ikke at vi ikke findes i færd med at forkaste de advarsler og formaninger, som Gud overbringer gennem sine ydmyge redskaber; for ringeagtes lyset til hans budbringere, ringeagtes verdens Frelser, herlighedens Konge. Mange løber denne frygtelige risiko og pådrager sig derved Guds dom. Den Almægtige er ikke til at spøge med, ejheller ignoreres hans røst ustraffet.VM4 197.2