“Salige er de barmhjertige. thi dem skal vederfares barmhjertighed”
Menneskehjertet er af naturen koldt og mørkt og ukærligt. Når nogen lægger en barmhjertighedens og tilgivelsens ånd for dagen, gør han det ikke af sig selv, men ved Guds ånd, der virker på hans hjerte. “Vi elsker, fordi han elskede os først.” (1Joh. 4,19).MMPB 29.2
Gud selv er kilden til al barmhjertighed. Hans navn er “barmhjertig og nådig”. (2Mos. 34,6). Han behandler os ikke efter vor fortjeneste. Han spørger ikke, om vi er værdige til hans kærlighed, man han udøser sin kærligheds rigdom over os for at gøre os værdige. Han er ikke hævngerrig. Han søger ikke at straffe, men at genløse. Selv den strenghed, han lægger for dagen gennem sit for syn, tilsigter de vildfarendes frelse. Han nærer en dyb og brændende længsel efter at lindre menneskenes smerter og gyde sin balsam i deres sår. Vel er det sandt, at Gud “ikke lader den skyldige ustraffet” (2Mos. 34,7), men han vil borttage skylden.MMPB 29.3
De barmhjertige har “del i guddommelig natur” (2Pet. 1,4), og hos dem kommer Guds medlidende kærlighed til udtryk. Alle, hvis hjerter samstemmer med kærlighedens hjerte, vil søge at hjælpe. ikke at fordømme. Kristus boende i hjertet er en kilde, der aldrig løber tom. Hvor han for bliver, vil der være en overflod af godhed.MMPB 29.4
Når det gælder hjælp til de vildfarende, de fristede eller de elendige, der er blevet ofre for savn og synd, vil en Kristen ikke spørge: “Er de vær dige?” men: “Hvorledes kan jeg hjælpe dem?” I de elendigste og de mest fordærvede ser han sjæle, for hvem Kristus døde, og for hvem Gud har givet sine børn forligelsens tjeneste.MMPB 29.5
De barmhjertige er de, der viser mildhed med de fattige, de lidende og de undertrykte. Job siger: “Jeg reddede den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savnede en hjælper; den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag.” (Job 29,12-16).MMPB 30.1
Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange, der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi kærlighed til fortabte mennesker.MMPB 30.2
Mod de barmhjertige skal der “vises barmhjertighed”. “Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.” (Ordsp. 11,25). Der er liflig fred for den medlidende, en salig tilfredsstillelse for den, der lever et selvforglemmende liv til gavn for andre. Helligånden, som bor i hjertet og åbenbares i livet, vil røre hårde hjerter og vække mildhed og sympati. Hvad man sår, vil man høste. “Salig er den mand, der tager sig af de svage. ..... Her ren vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet, han giver ham ikke i fjendevold. På søttesengen står Herren ham bi, hans smertens leje gør du ham let.” (Sl. 41,1-3).MMPB 30.3
Den, som har givet Gud sit liv til tjeneste for hans børn, er forenet med ham, som råder over alle universets hjælpekilder. Med de uforanderlige forjættelsers gyldne bånd er hans liv knyttet til Guds liv. Herren vil ikke svigte ham i lidelsens og nødens time. “Så skal da min Gud, rig som han er, herligt i Kristus Jesus, fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til.” (Fil. 4,19). Og i den sidste nødens time vil den barmhjertige finde tilflugt i den med lidende frelsers barmhjertighed og blive modtaget i de evige boliger.MMPB 31.1