Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Salige er de sagtmodige.”

    Saligprisningerne følger en fremadskridende linie i kristelig erfaring. De, som har indset deres trang til kristus, de , som har sørget øver synden, og som har siddet sammen med Kristus i trængselens skole, vil lære sagtmodighed af den guddommelige lærer.MMPB 21.2

    Tålmodighed og mildhed under forurettelse var ikke egenskaber, der stød i høj kurs iblandt hedningerne eller hos jøderne. Da Moses under Helligåndens inspiration udtalte, at han var det sagtmodigste menneske på Jorden (4Mos. 12,3), var det et udsagn, som folket på hans tid ikke opfattede som en anbefaling; det vakte snarere medynk eller foragt. Men Jesus satte sagtmodighed som en af de første egenskaber i hans rige. Hans egen færd og karakter er en åbenbarelse af den guddommelige skønhed i denne kostelige dyd.MMPB 21.3

    Jesus, som er afglansen af Faderens herlighed, holdt det ej “for et røvet bytte at være Gud lig, man han gav afkald og tog tjenerskikkelse på”. (Fil. 2,6-7). Han var villig til at gennemgå livets ringe erfaringer, medens han vandrede omkring iblandt menneskene, ikke som en konge for at kræve hyldest, men som en, hvis opgave var at tjene andre. Hans fremtræden bar intet præg af skinhellighed eller kold strenghed. Verdens genløser havde en natur, som var højere end Englenes, men hans guddommelige storhed var forenet med en sagtmodighed og en ydmyghed, der drog alle til ham.MMPB 22.1

    Jesus udtømte sig selv, og hans eget Jeg kom ikke til syne i nogen af alle hans handlinger. Han lod alt være Faderens vilje underordnet. Da hans mission på Jorden var sin afslutning nær, kunne han sige: “Jeg har herliggjort dig på Jorden ved at fuldbyrde den gerning, du har givet mig at gøre.” Og han byder os: “Lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet!” “Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv!” (Joh. 17,4; Matt. 11,29; 16,24). Lad selvet blive styrtet fra tronen og ikke længere herske over sjælen!MMPB 22.2

    Den, der betragter Kristus i hans selvfomægtelse og i hans hjertes sagtmodighed, vil føle sig tilskyndt til at sige lige som Daniel, da han så én, der lignede en menneskesøn: “Min tækkelighed forvandledes til fordærvelse i mig.” (Dan. 10,8). Den selvstændighed og den selv rådighed, som vi roser os af, fremtræder da i hele sin usselhed som kendetegn på, at vi er i Satans tjeneste. Menneskenaturen stræber altid efter at komme til udtryk og er parat til kamp; men hos den, der lærer af Kristus, udtømmes egoismen, stoltheden og lysten til at være den største, og der hersker stilhed i sjælen. Jeget stilles til Helligåndens rådighed. Da er det os ikke magtpåliggende at indtage den højeste plads. Vi føler ingen lyst til at trænge og albue os frem for at vække opmærksomhed, men vi synes, at vor højeste plads er ved Frelserens fødder. Vi ser hen til Jesus i forventning om, at hans hånd skal føre os og hans røst vejlede os. Dette var apostelen Paulus erfaring, og han sagde: “Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig”. (Gal. 2,19-20).MMPB 22.3

    Når vi modtager Kristus som blivende gæst i sjælen vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare vore hjerter og vore tanker i Kristus Jesus. Skønt Frelseren havde kamp og strid under sin jordiske vandring, levede han dog et liv i fred. Medens vrede fjender stadig efterstræbte ham, kunne han sige: “Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.” (Joh. 8,29). Ingen storm af menneskelig eller djævelsk vrede kunne forstyrre den ro, der bundede i hans fuldkomne samfund med Gud. Og han siger til øs: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.” “Tag mit åg på jer, og lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile ...” (Joh. 14,27; Matt. 11,29). Bær tjenestens åg sammen med mig til Guds ære og til menneskenes opløftelse, så vil I finde, at åget er gavnligt og byrden let.MMPB 23.1

    Det er kærligheden til vort eget jeg, der ødelægger vor fred. Så længe jeget er lyslevende, står vi altid færdige til at værne det mod krænkelse og fornærmelse; men når vi er døde, og vort liv er skjult med Kristus i Gud, vil vi ikke tage os ringeagt eller tilsidesættelse nær. Vi vil være døve over for forsmædelse, blinde over for hån og for nærmelse. “Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig ...” (1Kor. 13,4-8).MMPB 24.1

    Den lykke, der hentes fra jordiske kilder, er lige så foranderlig, som den kan blive som følge af skiftende omstændigheder, medens Kristi fred er bestandig og blivende. Den afhænger ikke af nogen omstændighed i livet, af timeligt gods eller af jordiske venners antal. Kristus er den levende vandkilde, og den lykke, der hentes fra ham, kan aldrig slå fejl.MMPB 24.2

    Når Kristi sagtmodighed lægges for dagen i hjemmet, vil den gøre dets beboere lykkelige. Den forårsager ingen trætte og svarer ikke med vrede ord, men beroliger det oprøret sind og spreder en mildhed, der mærkes af alle, som kommer inden for dens tryllekreds. Hvor som helst den næres, gør den familierne på Jorden til en del af den store familie hisset.MMPB 24.3

    Det ville være langt bedre for os at lide under en falsk anklage end at påføre os selv den tortur at øve gengæld mod vore fjender. Hadets og hævnens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og kan kun bringe ondt over enhver, som nærer den. Hjertets ydmyghed, den sagtmodighed, som er følgen af, at man bliver i Kristus, er velsignelsens hemmelige grundlag. “Han smykker de ydmyge med frelse.” (Sl. 149,4).MMPB 24.4

    De sagtmodige “skal arve jorden”. Det var ønsket om selvophøjelse, der bragte synden ind i verden og medførte, at vore Stamforældre mistede herredømmet over denne fagre Jord, som var deres rige Det er gennem selvfomægtelse, Kristus genløser det tabte, og han siger, at vi skal sejre, ligesom han sejrede. (Åb. 3,21). Ved ydmyghed og selvhengivelse kan vi blive medarvinger med ham, når “de sagtmodige skal arve landet”. (Sl. 37,11).MMPB 25.1

    Den jord, der loves de sagtmodige, vil ikke således som den nuværende formørkes af dødens og forbandelsens skygge. “Men efter hans forjættelse venter vi “nye himle og en ny jord” hvor retfærdighed bor.” “Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene han.” (2Pet. 3,13; Åb. 22,3).MMPB 25.2

    Dér vil ingen skuffelse findes, ingen sorg, ingen synd, og ingen skal sige: Jeg er syg. Dér ses intet ligfølge, ingen sørgende; dér findes ingen død, ingen skilsmisse, ingen sønderknuste hjerter. Men Jesus er der, og der bor freden. “De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld.” (Es. 49,10).MMPB 25.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents