Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First

    Kapitel 3—Lovens åndelige natur

    “Jeg er ikke kommet for nedbryde, men for at fuldkomme”

    Den, der under torden og ildslue forkyndte loven på Sinaj bjerg, var Kristus. Som en fortærende ild hvilede Guds herlighed over Sinaj, og bjerget rystede under Guds nærværelse. Liggende udstrakt på jorden havde Israels hærskarer med ærefrygt lyttet til de hellige bud i loven. Hvilken modsætning til begivenheden på saligprisningernes bjerg! Under sommerhimmelen, hvor fuglenes sang var den eneste lyd, der afbrød stilheden, ud foldede Jesus sit riges principper. Og dog var han, som den dag talte til folket i kærlighedens sprog, i færd med at oplade for dem grundsætningerne i den lov, der blev forkyndt på Sinaj.MMPB 51.1

    Dengang loven blev givet, var Israel blevet nedværdiget som følge af den langvarige trældom i Ægypten og behøvede at få indtryk af Guds magt og storhed; men ikke desto mindre åbenbarede han sig for dem som kærlighedens gud.MMPB 51.2

    “Herren kom fra Sinaj, Fra Seir fremstråled han for dem, Brød frem i lysglans fra Parans bjerg Og kom fra Meribat-Kadesj). Ved hans højre hånd lued ild dem i møde. Visselig, han elsker sit folk Alle hans hellige er i hans hænder; Og de sætter sig ved din fod Og tager mod ord fra dig.” (5Mos. 33,2-3).MMPB 51.3

    Det var for Moses, Gud åbenbarede de vidunder lige ord, der er blevet værnet om som alle tiders nedarvede skat: “Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.” (2Mos. 34,6-7).MMPB 52.1

    Den lov, der blev givet på Sinaj, var udtrykket for kærlighedens princip, for Jorden en åbenbaring af Himmelens lov. Den blev formidlet ved en guddommelig mellemmands hånd forkyndt af ham, ved hvis magt menneskenes hjerter kunne stemmes i harmoni med dens principper. Gud åbenbarede lovens hensigt, da han sagde til Israel: I skal være mig hellige mænd.” (2Mos. 22,31).MMPB 52.2

    Men Israel havde ikke forstået lovens åndelige natur, og deres foregivne lydighed bestod alt for tit kun i en overholdelse af former og ceremonier snarere end i en overgivelse af hjertet til kærlig hedens overhøjhed. Når Jesus i sin karakter og i sin gerning fremstillede Guds hellige, kærlige og faderlige egenskaber for menneskene og påviste værdiløsheden af en blot og bar ceremoniel lydig hed, kunne de jødiske ledere ikke modtage eller forstå hans ord. De mente, at han dvælede alt for lidt ved lovens krav; og når han fremholdt dem de sandheder, der netop udgjorde kærnen i deres guddommeligt forordnede tjeneste, medens de kun så på det overfladiske, anklagede de han for forsøg på at kuldkaste loven.MMPB 52.3

    Skønt Kristus talte roligt, faldt hans ord med en alvor og en kraft, som greb menneskenes hjerter. De ventede at høre en gentagelse af rabbinernes livløse vedtægter og krav, men forgæves; de blev “slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Farisæerne lagde mærke til den store forskel mellem deres og Kristi måde at undervise på. De så, at det ophøjede, rene og skønne i sandheden tilligemed dens indgribende, milde indflydelse øvede en kraftig virkning på manges sind. Frelserens guddommelige kærlighed og ømhed drog menneskenes hjerter til ham. Rabbinerne indså, at hans lære tilintetgjorde hele grundtanken i den undervisning, de havde givet folket. Han nedbryder den skillevæg, der i så høj grad havde smigret deres stolthed og deres tilbagetrukne sær stilling, og de frygtede for, at hvis han fik lov til at fortsætte, ville han vende folket fuldstændig bort fra dem. Derfor fulgte de ham med et afgjort fjendskab i håb om at finde en eller anden anledning til at bringe ham i ugunst hos folkemængden og således gøre det muligt for rådet at foranledige hans domfældelse og død.MMPB 53.1

    På bjerget blev Jesus nøje overvåget af spioner, og under udfoldelse af retfærdighedens principper lod farisæere hviske rundt omkring, at hans lære var i strid med de påbud, Gud havde forkyndt på Sinaj. Frelseren udtalte intet, der kunne svække troen på den religion og de forordninger, der blev givet ved Moses; for hver eneste stråle af guddommeligt lys, som Israels store fører havde meddelt sit folk, stammede fra Kristus. Mens mange siger i deres hjerter, at han er kommen for at bortskaffe loven, åbenbarer Jesus sin stilling til de guddommelige bud med ord, der ikke kan misforstås. “Tro ikke”, sagde han, “at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne.”MMPB 53.2

    Det er menneskenes skaber, lovgiveren, der erklærer, at han ikke har til hensigt at tilsidesætte lovens bud. Alle ting i naturen, lige fra møllet i solstrålen til kloderne i det høje, står under lov, og naturens orden og harmoni afhænger af lydighed mod disse love. På lignende måde findes der store retfærdigheds grundsætninger, der behersker alle fornuftvæseners liv, og verdensaltets velfærd afhænger af, at disse grundsætninger bliver overholdt. Guds lov var til, før denne jord fremstod. Englene ledes af dens principper, og for at Jorden kan være i overensstemmelse med Himmelen, må også menneskene adlyde de guddonmelige love. Kristus kundgjorde lovens bud for menneskene i Eden, “mens morgenstjemerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde”. (Job 38,7). Kristi mission på Jorden bestod ikke i at nedbryde loven, men gennem sin nåde at lede menneskene tilbage til lydighed mod dens bud.MMPB 54.1

    Kærlighedens apostel, som lyttede til Jesu ord på bjerget, og som længe derefter skrev under Helligåndens ledelse, omtaler loven som værende af evig gyldighed. Han siger, at “synden er lovbrud” og at “enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud”. Han gør det klart, at den lov, han sigter til, er “et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen”. (1Joh. 3,4; 2,7). Han taler om den lov, som var til ved skabelsen, og som blev gentaget på Sinaj bjerg.MMPB 54.2

    Idet Jesus talte om loven, sagde han: “Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.” Her bruger han ordet “fuldkomme” i den samme betydning, som da han sagde til døberen Johannes, at hans hensigt var at “opfylde alt, hvad ret er!” (Matt. 3,15), det vil sige at efterkomme lovens krav i fuldt mål, at afgive et eksempel på fuldkommen efterlevelse af Guds vilje.MMPB 54.3

    Hans mission var at “løfte løven til højhed og ære”. (Es. 42,21). Han skulle påvise lovens åndelige natur, fremholde dens vidtrækkende grundsætninger og gøre dens evige gyldighed klar.MMPB 55.1

    Kristus, af hvem de ædleste og fleste iblandt mennesker kun er en svag genspejling; han, om hvem Salomo under åndens inspiration skrev, at han er “herlig blandt tusinder, han er fuldkommen i ynde”, og om hvem David, der skuede ham i et profetisk syn, udtalte: “Den skønneste er du af menneskenes børn” (Højs. 5,10-16; Sl. 45,3); Jesus, som er det udtrykte billede af Faderens person, afglansen af hans herlighed han, den selvfornægtende genløser, Jesus, var under sin kærlighedsfærd på Jorden ved sin karakters guddommelige skønhed en levende fremstilling af Guds lovs karakter. Hans liv gør det klart, at himmelens kærlighed, Kristus-prægede principper, ligger til grund for den evige retfærds love.MMPB 55.2

    “Før Himmelen og Jorden forgår” sagde Jesus, “skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå, før det er sket altsammen.” Ved sin egen lydighed mod loven aflagde Kristus vidnesbyrd om dens uforanderlige natur og beviste, at ved hans nåde kunne den adlydes til fuldkommenhed af enhver Adams søn og datter. På bjerget erklærede han, at ikke den mindste tøddel af loven skulle forgå, før alt var fuldført alt, hvad der angår menneskeslægten, alt, hvad der vedrører genløsningens plan. Han lærer ikke, at loven nogensinde vil blive ophævet, men han fæster blikket ved den yderste rand af menneskehedens horisont og forsikrer os, at indtil dette punkt er nået, vil loven beholde sin autoritet, således at ingen må mene, at det var hans mission at afskaffe lovens bud. Så længe Himmelen og Jorden vedbliver at være til, vil Guds hellige lovs principper bestå. “Som Guds bjerge” (Sl. 36,7) vil hans retfærdighed bestå og som en kilde til velsignelse vedblive at udsende strømme for at vederkvæge jorden.MMPB 55.3

    Eftersom Herrens lov er fuldkommen og derfor uforanderlig, er det umuligt for syndige mennesker i og af sig selv at leve op til det ideal, den kræver. Dette var grunden til, at Jesus kom som vor genløser. Det var hans mission at bringe menneskene i overensstemmelse med grundsætningerne i Himmelens lov ved at gøre dem delagtige i guddommelig natur. Når vi forsager vore synder og tager imod Kristus som vor Frelser, ophøjes løven. Apostelen Paulus stiller det spørgsmål: “Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langt fra! Vi stadfæster loven.” (Rom. 3,31).MMPB 56.1

    Løftet i den nye pagt er: “Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres sind.” (Hebr. 10,16). Medens det forbilledlige system, der pegede hen til Kristus som det Guds lam, der skulle bære verdens synd, skulle ophøre ved hans død, er de retfærdighedens grundsætninger som er nedlagt i tibudsloven, lige så uforanderlige som Guds evige trone. Ikke et eneste bud er blevet ophævet, ikke et bogstav eller en tøddel er blevet forandret. De principper, der blev kundgjort for menneskene i paradis som livets store lov, vil eksistere uforandret i det genoprettede paradis. Når Eden engang atter blomstrer på Jorden, vil Guds kærlighedslov blive adlydt af alle under Solen.MMPB 56.2

    “Herre, dit ord er evigt, står fast i Himmelen.” “Man kan lide på alle hans bud; de står i al evig hed fast, udført i sandhed og retsind.” “For længst vandt jeg indsigt i dine vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.” (Sl. 119,89; 111,7-8; 119,152).MMPB 56.3