Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Kæmp I for at komme igennem den snævre port”

    Luk. 13,24. Den forsinkede vandringsmand, der skyndte sig for at nå byporten, før solen gik ned, kunne ikke lade sig opholde af noget undervejs. Han var helt optaget af det ene mål: at komme ind gennem porten. Et lige så fast forsæt, sagde Jesus, kræver kristenlivet. Jeg har vist jer karakterens herlighed, som er den sande herlighed i mit rige. Jeg giver jer intet løfte om jordisk herredømme; men dog fortjener det jeres højeste attrå og bestræbelse. Jeg kalder jer ikke til kamp for det store verdensriges overhøjhed, men deraf må I ikke slutte, at der ingen kamp er at udkæmpe ej heller nogen sejr at vinde. Jeg beder jer kæmpe, stræbe alvorligt for at indgå i mit åndelige rige.MMPB 141.2

    Kristenlivet er en kamp og en march. Men den sejr, der skal opnås, vindes ikke ved menneskelig magt. Slagmarken er hjertets rige. Det slag, vi må udkæmpe det største slag, som mennesker nogensinde har været indviklet i gælder overgivelsen af vort eget jeg til Gud, hjertets hengivelse under kærlighedens overherredømme. Den gamle natur, som er født af blod og kødets vilje, kan ikke arve Guds rige. De nedarvede tilbøjeligheder, de forrige vaner, må opgives.MMPB 141.3

    Den, der bestemmer sig til at indgå i det åndelige rige, vil finde, at alle den uigenfødte naturs kræfter og lidenskaber, støttet af magterne i mørkets rige, samler sig imod ham. Stolthed og egoisme vil sætte sig op imod alt, hvad der vil påvise, at disse træk er syndige. Vi kan ikke af os selv besejre de onde ønsker og vaner, der kæmper om overtaget. Vi kan ikke overvinde den mægtige fjende, der holder os i trældom. Gud alene kan give os sejren. Han ønsker, at vi skal have herredømmet over os selv, over vor vilje og vore veje. Men han kan ikke virke i os uden vort samtykke og vort samarbejde med ham. Guds ånd virke igen nem de evner og kræfter, menneskene har fået. Det kræves af os, at vi bruger vore kræfter i samarbejde med Gud.MMPB 142.1

    Sejren vindes ikke uden megen og alvorlig bøn, og ikke uden at vi ydmyger os for hvert skridt. Vor vilje skal ikke tvinges ind i samarbejdet med guddommelige redskaber; den må underkaste sig frivilligt. Var det end muligt at påtvinge dig Hellig åndens indflydelse med hundredfold styrke, ville det ikke gøre dig til en kristen, til en skikket undersåt i Himlenes rige. Satans faste borg ville ikke være nedbrudt. Viljen må stille sig på Guds viljes side. Du formår ikke af dig selv at lægge dine for sætter, din attrå og dine tilbøjeligheder ind under Guds vilje; men dersom du er “villig til at blive villig”, så vil Gud udføre gerningen for dig; han “nedbryder tankebygninger og alt mod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed imod Kristus”. Da vil du arbejde på din “frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.” (2Kor. 10,5; Fil. 2,12-13).MMPB 142.2

    Men der er mange, som føler sig tiltrukket af Kristi skønhed og Himmelens herlighed, og som dog viger tilbage for de betingelser, på hvilke de kan opnå disse ting. På den brede vej findes der mange, som ikke er helt tilfredse med den sti, de vandrer på. De længes efter at rive sig løs fra syndens trældom, i deres egen kraft søger de at gøre modstand imod deres syndige vaner. De har blikket rettet mod den trange vej og den snævre port, men egenkærlig nydelse, stolthed, kærlighed til Verden tilligemed vanhellig ærgerrighed stiller en skranke imellem dem og Frelseren. Forsagelsen af deres egen vilje og af de ting eller den vej, de har valgt, kræver et offer, der gør dem betænkelige; de svigter og viger tilbage. Mange “skal søge at komme ind og ikke formå det”. Deres attrå står til det gode, og de gør nogen anstrengelse for at opnå det, men de træffer ingen afgørelse; de er ikke faste i deres beslutning om at sikre sig det for enhver pris.MMPB 143.1

    Vort eneste håb om sejr ligger i, at vi forener vor vilje med Guds vilje og samarbejder med ham time for time og dag for dag. Vi kan ikke beholde vort jeg og samtidig komme ind i Guds rige. Hvis vi nogensinde opnår hellighed, vil det ske ved, at vi forsager os selv og modtager Kristi sind. Stolthed og selvgodhed må korsfæstes. Er vi villige til at betale den pris, der kræves af os? Er vi villige til at lade vor vilje bringe i fuld overensstemmelse med Guds vilje? Før vi således er villige, kan Guds nåde ikke åbenbares på os.MMPB 143.2

    Den kamp, vi skal kæmpe, er “troens gode strid”. “Det er også det, jeg arbejder og kæmper for,” sagde apostelen Paulus, “med hans kraft, som virker mægtigt i mig.” (Kol. 1,29).MMPB 143.3

    I sit livs støre krisestund trådte Jakob afsides for at bede. Han var opfyldt af ét altopslugende forsæt: at søge en karakterforvandling. Men medens han bad til Gud, mærkede han, at en, som han antog for at være en fjende, lagde sin hånd på ham, og hele natten kæmpede han for sit liv. Den fare, hvori hans eget liv svævede, forandrede dog ikke hans hjertes forsæt. Da hans kraft næsten var udtømt, gjorde engelen brug af sin guddommelige magt, og ved denne berøring blev Jakob klar over, hvem han havde kæmpet med. Såret og hjælpeløs kastede han sig ind til Frelserens bryst, tryglende om en velsignelse. Han ville ikke lade sig afvise, ej heller ville han afbryde sin bøn, og Kristus opfyldte denne hjælpeløse, bodfærdige sjæls begæring i overensstemmelse med forjættelsen om, at den, der søger værn hos Gud for at slutte fred med ham, skal finde fred. Med fast beslutning bad Jakob: “Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!” Denne standhaftighedens ånd blev indgivet af det guddommelige væsen, der kæmpede med patriarken, og ham var det også, som gav denne sejren og forandrede hans navn fra Jakob til Israel, idet han sagde: “Du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!” Hvad Jakob forgæves havde kæmpet for i sin egen styrke, blev vundet ved selvovergivelse og standhaftig tro. “Og dette er den sejr, som har sejret over Verden: vor tro.” (Es. 27,5; 1Mos. 32,26. og 28; 1Joh. 5,4).MMPB 144.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents