“Hvorfor ser du splinten i din broders øje?”

Selv den kendelse: “Du dømmer nok, men handler selv på samme vis,” udtrykker ikke, hvor stor en synd den begår, der fordrister sig til at kritisere og fordømme sin broder. Jesus sagde: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?”MMPB 126.1

Frelserens ord skildrer en, som er hurtig til at se en skavank hos andre. Når han mener, at han har opdaget en brist i den pågældendes karakter eller vandel, er han overmåde nidkær i forsøget på at påpege den; men Jesus erklærer, at i sammenligning med den fejl, kritikken gælder, er netop det karaktertræk, som udvikles ved denne ukristelige gerning, at ligne ved en bjælke jævnført med en splint. Det er vedkommendes egen mangel på overbærenhedens og kærlighedens ånd, der leder ham til at gøre et støvgran til et stort bjerg. De, der aldrig har erfaret bodfærdighed ved en fuld overgivelse til Kristus, lægger ikke frelserkærlighedens blødgørende indflydelse for dagen i deres liv. De bibringer andre et forkert indtryk af evangeliets milde, venlige ånd og sårer dyrebare sjæle, for hvem Kristus døde. Ifølge det billede, vor Frelser benytter, gør den, der udviser en dadlesyg ånd, sig skyldig i en større synd end den, han anklager, idet han ikke alene begår den samme synd, men dertil føjer indbildskhed og dømmesyge.MMPB 126.2

Kristus er det eneste sande karakterens mønster, og den, der stiller sig selv op som et mønster for andre, stiller sig i Kristi sted. Faderen har “overladt Sønnen” “al dom”, og enhver, som drister sig til at dømme andres bevæggrunde, tilraner sig yderligere Guds Søns rettighed. Disse selvbestaltede Dommere og kritikere stiller sig på antikristens side, “han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud”. (Joh. 5,22; 2Tess. 2,4).MMPB 126.3

Den synd, som leder til de ulykkeligste følger, er den kolde, kritiske, uforsonlige ånd, der kendetegner farisæismen. Når den religiøse erfaring er blottet for kærlighed, er Jesus ikke med; hans nærværelses solskin er ikke dér. Ingen travl virken, ingen nidkærhed, hvori Kristus ikke har del, kan udfylde denne mangel. Der kan måske findes en vidunderlig evne til at opdage brist hos andre; men til enhver, som hengiver sig til denne ånd, siger Jesus: “Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.” Den, der selv er skyldig i uret, er den første til at nære mistanke om uret. Ved at fordømme andre søger han at dølge eller undskylde det onde i sit eget hjerte. Det var ved denne synd, menneskene opnåede kundskab om det onde. Ikke så snart havde det første menneskepar syndet, for de begyndte at anklage hinanden, og dette er, hvad menneskenaturen uundgåeligt vil gøre, når den ikke beherskes af Kristi nåde.MMPB 127.1

Når menneskene hengiver sig til denne anklager ånd, nøjes de ikke med at påpege, hvad de mener er en brist hos deres brødre. Dersom lempelige midler ikke formår at bringe ham til at gøre hvad de mener burde gøres, vil de ty til tvang. Netop så langt som det står i deres magt, vil de nøde menneskene til at føje sig efter deres begreber om, hvad der er ret. Dette var, hvad jøderne gjorde på Kristi tid, og hvad kirken siden altid har gjort, når den ikke længere besad Kristi nåde. Når den følte sig blottet for kærlighedens magt, har den rakt hånden ud efter statens stærke arm til at tvinge dens dogmer igennem og fuldbyrde dens påbud. Her ligger hemmeligheden ved alle de religiøse love, der er blevet udstedt, og hemmeligheden ved enhver forfølgelse fra Abels dage ned til vor tid.MMPB 127.2

Kristus driver ikke menneskene til sig; han drager dem. Det eneste tvangsmiddel, han benytter, er kærlighedens tvang. Når kirken begynder at søge støtte hos den borgerlige magt, er det åbenbart, at den er blottet for Kristi kraft den guddommelige kærligheds tvingende magt.MMPB 128.1

Men fejlen ligger hos de enkelte medlemmer i kirken, og det er her, lægedommen må ske. Jesus pålægger anklageren først at tage bjælken ud af sit eget øje, aflægge sin dadlesyge, bekende og forsage sin egen synd, før han søger at rette på andre; “der er jo ikke noget godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt”. Denne anklagende ånd, som du hengiver dig til, er en ond frugt, hvoraf vi ser, at træet er ondt. Det hjælper ikke, at du søger at bygge dig selv op i egenretfærdighed. Hvad du behøver, er en hjertets forandring. Du må have den erfaring, før du er skikket til at vise andre til rette; “thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” (Luk. 6,43; Matt. 12,34).MMPB 128.2

Når nøgen møder en krise i livet og du giver gode råd og formaning, vil dine ords indflydelse til det gode kun have den vægt, som du har vundet ved din ånd og dit eksempel. Du må være god, før du kan gøre det gode. Du kan ikke øve en indflydelse, der vil forvandle andre, for dit eget hjerte er blevet ydmyget og lutret og blødgjort ved Kristi nåde. Når denne forandring er sket hos dig, vil det være lige så naturligt for dig at leve for at velsigne andre, som det er for rosenbusken at bære små duftende blomst eller vinranken sine purpurrøde klaser.MMPB 128.3

Dersom Kristus er “herlighedens håb” i dig, vil du ikke havde nogen tilbøjelighed til at våge over andre for at blotte deres fejl. I stedet for at søge at anklage og fordømme vil det være din opgave at hjælpe, velsigne og frelse. I din behandling af de vildfarende vil du give agt på formaningen: “Se du selv til, at ikke også du bliver fristet.” (Gal. 6,1). Du vil huske de mange gange, du har fejlet, og hvor vanskeligt det var at finde den rette vej, efter at du engang havde forladt den. Du vil ikke drive din broder ud i større mørke, men med et hjerte, som er fuldt af medynk, vil du tale til ham om den fare, han befinder sig i.MMPB 129.1

Den, der ofte ser hen til Golgathas kors og kommer i hu, at hans synder bragte Frelseren dertil, vil aldrig forsøge på at måle størrelsen af sin brøde ved at sammenligne den med andres. Han vil ikke stige op på dommersædet for at føre anklage mod en anden. Der kan ikke være nogen tilbøjelighed til kritik eller selvophøjelse hos den, der vandrer i skyggen af Golgathas kors.MMPB 129.2

Først når du føler, at du kunne opofre din egen selvværdighed og endog give dit liv for at frelse en vildfarende broder - først da har du taget bjælken ud af dit eget øje, således at du er skikket til at hjælpe din broder. Da kan du gå til ham, og da kan du røre hans hjerte. Ingen er nogensinde blevet hjulpet ud af en vildfarelse ved dadel og bebrejdelse, men mange er derved blevet drevet bort fra Kristus og ledet til at lukke deres hjerter for overbevisning. En lemfældig ånd og en mild, vindende optræden kan frelse den fejlende og skjule en mangfoldighed af synder. Kristus åbenbaret i din karakter vil have en forvandlende indflydelse på alle, du kommer i berøring med. Lad Kristus daglig komme til syne i dig, så vil han gennem dig åbenbare sit ords skabende kraft en mild og overbevisende men dog mægtig indflydelse til at genskabe andre sjæle efter Herrens, vor Guds skønne billede.MMPB 129.3