“Når I beder, da sig: Vor Fader”

(Luk. 11,2.) Jesus lærer os at kalde hans Fader for vor Fader. Han skammer sig ikke ved at kalde os brødre. (Hebr. 2,11). En sådan beredvillighed og en sådan iver nærer Frelseren i sit hjerte efter at byde os velkommen som medlemmer af Guds husfolk, at han i de allerførste ord, han lærer os at anvende, når vi nærmer os Gud, lægger forsikringen om vort guddommelige slægtskab “vor Fader”.MMPB 106.3

Heri ligger kundgørelsen af den vidunderlige sandhed, som er så fuld af opmuntring og trøst, at Gud elsker os, ligesom han elsker sin søn. Dette er, hvad Jesus gav udtryk for i sin sidste bøn for disciplene: Du “har elsket dem, ligesom du har elsket mig”. (Joh. 17,23).MMPB 107.1

Denne Verden, som Djævelen har gjort krav på og hersket over med et så grusomt tyrami, har Guds Søn ved en eneste mægtig dåd indesluttet i sin kærlighed og igen knyttet til Jehovas trone. Keruber og serafer i de utallige hærskarer i alle de syndfri verdener sang lovsange til Gud og lammet, da denne sejr var sikret. De frydede sig over, at vejen til frelse var blevet åbnet for den faldne slægt, og at Jorden ville blive genløst fra syndens forbandelse. Hvor meget mere burde ikke de fryde sig, som er genstand for en så vidunderlig kærlighed!MMPB 107.2

Hvordan kan vi dog nogen sinde være i tvivl eller uvished og mene, at vi er faderløse” Det var for deres skyld, der havde overtrådt loven, at Jesus påtog sig menneskelig natur. Han blev os lig, for at vi kunne have evig fred og forvisning. Vi har en talsmand i Himlene, og den, der modtager ham som en personlig frelser, bliver ikke overladt til sig selv for at bære sin egen syndebyrde.MMPB 107.3

“I elskede, nu er vi Guds børn.” Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.” “Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” (1Joh. 3,2; Rom. 8,17).MMPB 107.4

Det allerførste skridt for os at tage, når vi kommer til Gud, er at erkende og tro den kærlighed, han har til os (1Joh. 4,16); for det er ved hans kærligheds dragende kraft, vi ledes til at komme til ham.MMPB 108.1

Erkendelsen af Guds kærlighed bevirker, at vi forsager egenkærligheden. Ved at kalde Gud vor Fader anerkender vi alle hans børn som vore brødre. Vi udgør alle sammen en del af menneskehedens støre organisme, alle er vi medlemmer af en familie. I vore bønner bør vi indbefatte vor næste såvel som os selv. Ingen beder på den rette måde, hvis han blot søger velsignelse for sig selv.MMPB 108.2

Den evige Gud, sagde Jesus, skænker dig den forret at kunne benytte navnet Fader, når du træder frem for ham. Betænk alt, hvad dette indbefatter! Ingen jordisk far eller mor har nogen sinde talt så indtrængende til et vildfarende barn som han, der skabte dig, taler til overtræderen. Aldrig har kærlig interesse ledet noget menneske til at følge den ubodfærdige med så inderlige indbydelser. Gud bor i hver hytte; han hører hvert ord, som bliver sagt, hører hver bøn, der opsendes, smager sorgerne og skuffelserne hos hver eneste sjæl og giver agt på den måde, hvorpå far, mor, søster, ven og nabo bliver behandlet. Han sørger for vort behov, og hans kærlighed, barmhjertighed og nåde udstrømmer uafbrudt for at skaffe, hvad vi trænger.MMPB 108.3

Men dersom vi kalder Gud vor Fader, erkender vi os at være hans børn, der skal ledes af hans visdom og være lydige i alle ting, fordi vi ved, at hans kærlighed er uforanderlig. Vi vil godkende hans planer vedrørende vort liv. Som Guds børn vil vi gøre hans ære, hans karakter, hans husfolk og hans gerning til genstand for vor højeste interesse. Det vil være os en glæde at anerkende og højagte vort forhold til vor himmelske Fader og til hvert medlem af hans husstand. Det vil glæde os at udføre en hvilken som helst gerning, hvor ringe den end måtte være, der vil tjene til hans ære og til vor næstes velvære.MMPB 108.4

“Som er i Himlene.” Han, som Kristus byder os se hen til som “vor Fader”, “er i Himmelen; alt, hvad han vil, det gør han”. I hans varetægt kan vi hvile trygt og sige: “Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig.” (Sl. 115,3; 56,4).MMPB 109.1