Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Forlad vore synder, thi også vi forlader, som er skyldige over for os.”

    (Luk. 11,4.) Jesus lærer, at kun når vi tilgiver andre, kan vi få tilgivelse hos Gud. Det er Guds kærlighed, som drager os til ham, og denne kærlighed kan ikke bevæge vore hjerter uden at skabe kærlighed til vore brødre.MMPB 115.3

    Efter at have afsluttet Herrens bøn tilføjede Jesus: “Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Den, der er uforsonlig, afskærer netop det middel, gennem hvilket han kan modtage barmhjertighed fra Gud. Vi må ikke nære den tanke, at medmindre de, der har skadet os, bekender deres fejl, er vi berettigede til at nægte dem vor tilgivelse. Uden tvivl påhviler det dem at ydmyge deres hjerter ved anger og bekendelse; men vi bør nære et medlidende sindelag mod dem, der har syndet imod os, uanset om de bekender deres fejl eller ikke. Hvor meget de end måtte have såret os, må vi ikke opholde os ved vore besværinger eller hengive os til selvmedynk for den uret, vi har lidt, men ligesom vi håber at få forladelse for vore overtrædelser mod Gud, må vi forlade alle, som har gjort ondt imod os.MMPB 115.4

    Men tilgivelse har en mere vidtomfattende betydning, end mange forestiller sig. Når Gud giver den forsikring, at han er rund til at forlade, tilføjer han, som om meningen i denne forsikring overstiger alt, hvad vi kan fatte: “Mine tanker er ej jeres, og jeres veje ej mine, lyder det fra Her ren; nej, som Himmelen er højere end Jorden, er mine veje højere end jeres, og mine tanker højere end jeres.” Guds tilgivelse er ikke blot en juridisk handling, hvorved han frigiver os fra fordømmelse; den består ikke blot i tilgivelse for synd, men i omvendelse fra synd; den er en udstrømning af den genløserkærlighed, som forvandler hjertet. David havde det rigtige begreb om tilgivelse, da han bad: “Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.” Og videre læser vi: “Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjeret vore synder fra os.” (Es. 55,79; Sl. 51,12; 103,12.).MMPB 116.1

    I Kristus gav Gud sig selv for vore synder. Han led korsets grufulde død, “en retfærdig for uret færdige”, for at han måtte kunne åbenbare sin kærlighed for os og drage os til sig. Og han siger: Vær “gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus”. (1Pet. 3,18; Ef. 4,32). Lad Kristus, det guddommelige liv, bo i jer og igennem jer åbenbare den himmelfødte kærlighed, som vil vække håb hos den, der er uden håb, og bringe Himmelens fred til det hjerte, som synden har ramt. Dette er den betingelse, der møder os på tærskelen, når vi kommer til Gud, at vi, idet vi modtager barmhjertighed fra ham, hengiver os selv til at åbenbare hans nåde for andre.MMPB 116.2

    Hovedbetingelsen for, at vi må kunne modtage Guds tilgivende kærlighed og meddele den videre, er for vort vedkommende, at vi erkender og tror den kærlighed, han har til os (1Joh. 4,16). Ved hvert bedrag, som står til rådighed, arbejder Satan for, at vi ikke skal se denne kærlighed. Han vil lede os til at tro, at vore fejl og overtrædelser har været så store, at Herren ikke vil agte på vore bønner, og at han ikke vil velsigne os og frelse os. I os selv kan vi ikke se andet end svaghed, ikke noget, der kan skaffe os yndest hos Gud, og den onde fortæller os, at det ikke kan nytte, for vi kan ikke afhjælpe vore karaktermangler. Når vi forsøger at komme til Gud, vil fjenden hviske: Det nytter ikke for dig at bede; begik du ikke hin onde handling? Har du ikke syndet imod Gud og krænket din egen samvittighed? Men du kan meddele fjenden, at Jesu Kristi, Guds Søns, blod “renser os fra al synd”. Når vi føler, at vi har syndet, og ikke kan bede, er tiden netop inde til at bede. Vi skammer os måske og er dybt ydmygede, men vi må bede, og vi må tro. “Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største.” (1Joh. 1,7; 1Tim. 1,15). Tilgivelse, forligelse med Gud, kommer til os, ikke som en belønning for vore gerninger, den meddeles ikke på grund af syndige menneskers fortjeneste, men den er en gave, og grundlaget for dens meddelelse er Kristi pletfri retfærdighed.MMPB 117.1

    Vi bør ikke søge at gøre vor brøde mindre, end den er, ved at undskylde synden. Vi må godkende Guds mening om synd, og den er i sandhed streng. Golgatha alene kan åbenbare, hvor frygtelig og afskyelig synden er. Hvis vi skulle bære vor egen brøde, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har stillet sig i vort sted; skønt han var uskyldig, har han båret vor misgerning. “Hvis vi bekender vore synder” er Gud “trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”. Hvilken herlig sandhed: han er retfærdig over for sin egen lov, medens han dog er alle deres retfærdiggøre, som tror på Jesus! “Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig?” (1Joh. 1,9; Mik.7,18).MMPB 118.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents