Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Med Mesteren på bjerget

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    “Det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen”

    Folket var blevet dybt grebet af Kristi ord. Sandhedsprincippernes guddommelige skønhed tiltalte dem, og Kristi advarsler var kommet til dem som en røst fra den hjerteransagende Gud. Hans ord havde ramt ved selve roden af deres tidligere begreber og meninger. At følge hans lære ville kræve en forandring af hele deres tilvante tankegang og handlemåde. Det ville bringe dem i uoverensstemmelse med deres åndelige lærere, idet det ville medføre omstyrtelsen af hele det værk, rabbinerne havde bygget op i løbet af mange slægtled. Hvor vel hans ord fandt genklang i folkets hjerte, var der alligevel kun få, der stod færdige til at mod tage dem som rettesnor for liv og vandel.MMPB 147.1

    Jesus afsluttede sin undervisning på bjerget med et billede, som på en forbløffende livagtig måde belyste vigtigheden af at efterleve de ord, han havde talt. Blandt de skarer, der flokkedes omkring Frelseren, var der mange, som havde tilbragt deres liv ved Genezareth Sø. Som de sad på bjergskråningen og lyttede til Kristi ord, kunne de se dalene og kløfterne, der skaffede gennemgang for vandløbene fra bjerget på deres vej ud til havet. I sommertiden forsvandt disse vandløb fuldstændig og efterlod et tørt, støvbedækket leje. Men når vinterstormene brød løs over bjergene, forvandledes bækkene til voldsomme, brusende strømme, hvis uimodståelige vandmasser undertiden over svømmede dalene og rev alting med sig. Da hændte det tit, at de hytter, som bønderne havde opført på den græsbevoksede slette, og som syntes at være uden for fare, blev skyllet bort. Men højt oppe i bjergene var der huse, som var bygget på klippen. I visse dele af landet var beboelseshusene opført udelukkende af sten, og mange af dem hav de trodset stormene i århundreder. Opførelsen af disse huse have kostet møje og besvær. Adkomsten til dem var ikke let, og deres beliggenhed syntes at være mindre indbydende end den græsbevoksede slette. Men de var grundmuret på klippen, og vandstrømme, vind og storm satte forgæves ind på dem.MMPB 147.2

    Den, der vil tage imod de ord, jeg har talt til jer. sagde Jesus, og gøre dem til grundvold for sin karakter og sit liv, ligner dem, der byggede disse huse på klippen. Århundreder i forvejen havde profeten Esajas skrevet: “Vor Guds ord bliver evindelig;” og da Peter, længe efter at bjergprædikenen blev holdt, anførte disse ord af Esajas, tilføjede han: “Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet.” Guds ord er det eneste urokkelige, som denne Verden kender. Det er den sikre grundvold. “Himmelen og Jorden skal forgå,” sagde Jesus, “men mine ord skal ingenlunde for gå.” (Es. 40,8; 1Pet. 1,25; Matt. 24,35.)MMPB 148.1

    De store principper i Guds lov, i Guds egen natur, er sammenfattet i Kristi ord på bjerget. Enhver, som bygger på dem, bygger på Kristus, den evige klippe. Ved at modtage ordet modtager vi Kristus, og kun de, der således tager imod hans ord, bygger på ham. “Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus,” (1Kor. 3,11; Apg. 4,12). Kristus, ordet, Guds åbenbaring fremstillingen af hans karakter, hans løv, hans kærlighed, hans liv: dette er den eneste grundvold, hvorpå vi kan opbygge en karakter, der vil bestå.MMPB 148.2

    Vi bygger på Kristus ved at adlyde hans ord. Den, som er retfærdig, er ikke den, der blot besidder retfærdighed, men den, der gør retfærdighed. Hellighed er ikke henrykkelse; hellighed er følgen af en overgivelse af alt til Gud; den består i efter ledelsen af vor himmelske Faders vilje. Da Israels børn lå i lejr ved grænsen af det forjættede land, var det ikke nok for dem at vide noget om Kanaan eller at synge Kanaans sange. Dette alene ville ikke sætte dem i besiddelse af vingårdene og olielundene i det gode land. De kunne gøre det til deres virkelige ejendom alene ved at indtage det, ved at efterkomme betingelserne, ved at øve en levende tro på Gud, ved at tilegne sig hans løfter, medens de adlød hans påbud.MMPB 149.1

    Kristendom består i, at vi efterlever Kristi ord ikke efterlever dem for at fortjene Guds velbehag, men fordi vi uden nogen som helst fortjeneste har modtaget hans kærligheds gave. Kristus stiller ikke en bekendelse som den eneste betingelse for menneskets frelse, men troen, som giver sig til kende ved retfærdigheds gerninger. Af Kristi efterfølgere forventes handling og ikke ord alene. Det er gennem handling, karakteren bygges op. “Thi alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.” (Rom. 8,14). Ikke de, hvis hjerter påvirkes af ånden, ikke de, der af og til giver efter for dens kraft, men de, som ledes af ånden, er Guds børn.MMPB 149.2

    Ønsker du at blive en Kristi efterfølger men ved ikke, hvordan du skal begynde? Er du i mørke og ved ikke, hvordan du skal finde lyset? Følg det lys, du har. Giv dit hjerte hen til at adlyde de ting i Guds ord, som du har kendskab til. Hans kraft, ja selve hans liv bor i hans ord. Når du tager imod ordet i tro, vil det give dig kraft til at adlyde. Når du giver agt på det lys, du har, vil der komme stør re lys. Du bygger på Guds ord, og din karakter vil blive bygget op efter Kristi karakters billede.MMPB 149.3

    Kristus, den sande grundvold, er en levende sten. Hans liv meddeles til alle, der bygges op på ham. “Og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus.” “Med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren.” (1Pet. 2,5; Ef. 2,21). Stene bliver til ét med grundvolden, thi et fælles liv bor i dem alle. Ingen storm kan omstyrte denne bygning, fordi det, som har del i Guds liv, vil bestå med ham.MMPB 150.1

    Men enhver bygning, der opføres på en anden grundvold end Guds ord, vil falde. Den, der i lighed med jøderne på Kristi tid bygger på en grund vold, som består af menneskelige forestillinger og meninger, af former og ceremonier, som mennesker har opfundet, eller på nogen som helst gerning, som han kan udføre uafhængigt af Kristi nåde - en sådan opfører sin karakters bygværk på løst sand. Fristelsens voldsomme storme vil bortfeje den sandede grundvold og efterlade hans hus som et vrag på tidens kyster.MMPB 150.2

    “Derfor, så siger den herre Herren: ..... Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skal skylle gemmestedet bort.” (Es. 28,16-17).MMPB 150.3

    Men i dag taler nåden til synderen. “Så sandt jeg lever, lyder det fra den herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø” Den røst, der taler til de ubodfærdige i dag, er hans røst, som i hjertets ængstelse udbrød, idet han skuede ud over den by, han havde kær: “Jerusalem! Jerusalem! du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!” Jesus så Jerusalem som et symbol på Verden, der havde forkastet og foragtet hans nåde. Han græd o du genstridige hjerte, han græd for dig! Endnu medens Jesu tårer randt deroppe på bjerget, kumme Jerusalem have omvendt sig og undgået sin skæbne. Endnu en kort stund ventede Himmelens guddommelige gave på, at staden ville tage imod den. Således, o hjerte, taler Kristus endnu til dig med kærlig stemme: “Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.” “Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!” (Ez. 33,11; Luk. 13,34-35; Åb. 3,20; 2Kor. 6,2).MMPB 150.4

    Du, som sætter dit håb til dig selv, bygger på sand. Men endnu er det ikke for sent at undfly den truende ødelæggelse. Fly hen til den sikre grundvold. for stormen bryder løs! “Så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke.” “Vend om til mig og blive frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg, ellers ingen.” “Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker. ja, hjælper, ja støtter jeg dig.” “I evighed bliver I ikke til skam og skændsel.” (Es. 28,16; 45,22; 41,10; 45,17).MMPB 151.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents