“Og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet”

Man kan gennemsøge Himmel og Jord, men man vil ikke finde nogen mægtigere sandhed åbenbaret end den, som lægges for dagen i velgerninger mod dem, der behøver vor medlidenhed og støtte. Dette er sandheden, som den er i Jesus. Når de, der bekender Kristi navn, kommer så vidt, at de efter lever grundsætningerne i den gyldne regel, vil den samme kraft ledsage evangeliet som på apostlenes tid.MMPB 138.1

På Kristi tid boede befolkningen i Palæstina i mur befæstede byer, der som oftest lå på højder eller bjerge. Adgangen til portene, der blev lukket ved solens nedgang, foregik ad stejle, klippefulde veje, og vandringsmænd, der henimod dagens afslutning var på vej til hjemmet, måtte ofte skynde sig ilsomt op ad den vanskelige skråning for at kunne nå hen til porten før nattens frembrud. Efternølere blev stående uden for.MMPB 138.2

Den smalle, opadstigende vej, der førte til hjemmet og hvilen, skaffede Jesus et indtryksfuldt billede på en kristnes vandringssti. Den vej, jeg har anvist eder, sagde han, er trang, og porten er vanskelig at komme igennem; for den gyldne regel udelukker al stolthed og egekærlighed. Vel gives der en bredere vej,men den fører til ødelæggelse. Der som I ønsker at gå den sti der hører sammen med et åndeligt liv, må I stadig stige højere og højere, for den er en opadgående vej. I må følge de få, fordi mængden vil vælge den vej, som fører nedad.MMPB 138.3

På vejen til døden kan hele menneskeheden færdes med al sin verdslighed, al sin egoisme, al sin stolthed, uærlighed og moralske fordærvelse. Der er plads nok for ham til at følge sine tilbøjeligheder og til at gøre alt, hvad hans selvkærlighed måtte foreskrive. For at kunne følge den vej, der fører til ødelæggelse, behøver ingen at søge efter vejen, for porten er vid, og vejen er bred, og det er naturligt for foden at bøje af på den sti, der ender med døden.MMPB 138.4

Men vejen til livet er trang, og adgangsporten er snæver. Hvis du holder fast ved en eller anden skødesynd, vil du finde, at vejen er for trang til, at du kan komme ind. Dine egne veje, din egen vilje, dine slette vaner og skikke må aflægges, hvis du ønsker at holde dig på Herrens vej. Den, der vil tjene Kristus, kan ikke rette sig efter Verdens meninger eller følge dens idealer. Den himmelske sti er for trang til, at rigdom og rang kan færdes på den i stateligt optog; den afgiver for snævert et felt for egoistisk ærgerrighed, er for stejl og for knudret for den magelige at bestige. Møje, tålmodighed, selvopofrelse, forsmædelse, fattigdom og modsigelse mod sig af syndere var Kristi lod, og det samme må blive vor lød, hvis vi nogensinde skal få adgang til Guds paradis.MMPB 139.1

Men drag ikke deraf den slutning, at stien opad er tung og vejen nedad let. Langs hele den vej, der fører til døden, er der smerte og straf, der er sørger og skuffelser, der er advarsler imod at fortsætte videre. Guds kærlighed har gjort det svært for de ligegyldige og genstridige at ødelægge sig selv. Vel er det sandt, at Satans sti ser tiltrækkende ud, men det hele er et bedrag. På syndens vej er der bitter anger og fortærende bekymring. Det kan forekomme øs, at det måtte være behageligt at følge stoltheden og verdslig ærgerrighed; men enden derpå er smerte og sorg. Egennyttige planer kan byde på smigrende løfter og give håb om nydelse; men vi vil finde, at forhåbninger med os selv som midtpunkt, forgifter vor lykke og forbitrer vort liv. På den vej, der fører nedad, er indgangen måske prydet med blomster, men der er torne på stien. Det håbets lys, der stråler ved ind gangen, forvandles til et fortvivlelsens mørke, og den sjæl, som følger denne bane, stiger ned i skyggerne af en endeløs nat.MMPB 139.2

“Troløses vej er undergang,” men visdoms veje “er liflige veje, og alle dens stier er lykke”. (Ordspr. 13,15; 3,17). Hver handling i lydighed mod Kristus, hver selvfornægtende gerning for hans skyld, hver prøvelse båret på rette måde og hver sejr øver fristelse er et trin på vandringen fremad mod den herlighed, som en endelig sejr vil bringe. Vælger vi Kristus til vor vejleder, vil han lede os trygt. Den største synder behøver ikke at tage fejl af vejen. Ikke en eneste, der bævende søger, behøver at undvære det rene og hellige lys på sin vandring. Selv om vejen er så trang og så hellig, at ingen synder kan tåles dér, er der dog sikret adgang for alle, og ikke en eneste tvivlende, bævende sjæl behøver at sige: “Gud bryder sig ikke om mig.”MMPB 140.1

Vejen kan være ujævn og hældningen stejl; der kan være faldgruber til højre og til venstre; måske må vi udholde møje undervejs; måske må vi møjsommeligt arbejde videre, når vi er trætte og længes efter hvile; når vi er modige, må måske kæmpe, vedblive at håbe, når vi er modløse; men med Kristus som vor fører vil vi ikke gå glip af den eftertragtede havn til sidst. Kristus har selv betrådt den knudrede vej foran os, og han jævner stien for vore fødder.MMPB 140.2

Og opad langs hele den stejle vej, der fører til evigt liv, findes der glædens kildevæld til vederkvægelse for de trætte. De, der vandrer på visdoms veje. fryder sig overmåde selv i trængsel, fordi han, hvem deres sjæl elsker, vandrer usynlig ved deres side. Ved hvert trin opad mærker de tydeligere berøringen af hans hånd; ved hvert skridt falder der klarere glimt af herligheden fra den usynlige på deres sti, og deres lovsange, der stadig lyder i en højere tone, opsiger og blander sig med englesange foran tronen. “Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.” (Ordspr. 4,18).MMPB 141.1