Kristelig selskabelighed og høflighed
Kristelig selskabelighed og høflighed
Guds folk lægger sig alt for lidt efter at udvikle kristelig omgang og selskabelighed. Denne gren af opdragelsen bør ikke forsømmes eller tabes af syne ved vore skoler.VM6 172.1
Eleverne bør undervises om, at de ikke er uafhængige atomer, men at hver enkelt er en tråd, der skal slutte sig til andre tråde for at væve et mønster. Denne undervisning kan intet steds gives på en mere effektiv måde end i skolehjemmet. Der har eleverne hver dag anledninger, som, hvis de benyttes, i høj grad vil bidrage til at udvikle de selskabelige træk i deres karakter. Det står i deres egen magt således at benytte deres tid og anledninger til at udvikle en karakter, som vil gøre dem glade og nyttige. De, som lukker sig inde i sig selv og som er uvillige til ved venlig omgang at være til velsignelse for andre, går glip af mange velsignelser; for ved indbyrdes kontakt opnår menneskesindet afslibning og dannelse; ved selskabelig omgang stiftes der bekendtskab og venskab, der fører til en hjerternes enhed og til en kærlighedens atmosfære, som er velbehagelig i himmelens øjne.VM6 172.2
Navnlig bør de, der har smagt Kristi kærlighed, udvikle deres selskabelige evner; for at de på denne måde kan vinde sjæle for Frelseren. Kristus bør ikke skjules inde i deres hjerter, indelukkes som en eftertragtet skat, hellig og liflig, til glæde blot for dem selv; ej heller bør Kristi kærlighed lægges for dagen kun over for dem, der behager dem mest. Eleverne kan oplæres i den kristelige egenskab at kunne vise venlig interesse og en selskabelig indstilling over for dem, der mest behøver det, selv om de måske ikke er deres egne udvalgte omgangsvenner. Jesus viste altid og alle vegne en kærlig interesse for mennesker og spredte lyset af en glad gudsfrygt omkring sig. Eleverne bør oplæres til at følge i hans spor. De bør oplæres til at vise kristelig interesse, sympati og kærlighed over for deres unge kammerater og forsøge at lede dem til Jesus. Kristus bør være i deres hjerter som en kilde af vand, der vælder frem til evigt liv, til vederkvægelse for alle, de kommer i berøring med.VM6 172.3
Det er denne villige, kærlige tjeneste for andre i nødens stunder, der regnes som dyrebar hos Gud. Således kan eleverne endog i skoletiden være levende missionærer for Gud, hvis de er tro mod deres bekendelse. Alt dette vil kræve tid; men tid således anvendt er fordelagtigt udnyttet, for på denne måde lærer eleverne, hvordan kristendommen skal fremstilles for verden.VM6 173.1
Kristus undslog sig ikke for at færdes blandt andre i venlig omgang. Når farisæere eller toldere indbød ham til gæstebud, tog han imod indbydelsen. Hvert ord, han udtalte ved sådanne lejligheder, var en duft af liv til liv for hans tilhørere; for han benyttede tiden ved middagsmåltidet som en anledning til at meddele mange dyrebare lærdomme, som var afpassede efter deres behov. Således lærte Kristus sine disciple, hvordan de skulle forholde sig, når de var sammen med dem, der ikke var religiøse, såvel som med dem, der var det. Ved sit eget eksempel lærte han dem, at når de var med ved en offentlig sammenkomst, behøvede deres samtale ikke at være af samme art som den, man i almindelighed førte ved disse anledninger.VM6 173.2
Når elever, der har Kristus boende i sjælen, sidder til bords, vil der fra hjertets forrådshus fremkomme ord, som er rene og opløftende. Hvis Kristus ikke bor der, vil de finde tilfredsstillelse i en letsindighed, spøg og spas, som er en hindring for åndelig vækst og en årsag til sorg for Guds engle. Tungen er et ustyrligt lem; men således skulle det ikke være. Den bør omvendes; for talens gave er et meget kosteligt talent. Kristus er altid rede til at meddele af sine rigdomme og vi bør samle de perler, der kommer fra ham, så disse perler kan falde fra vore læber, når vi taler.VM6 173.3
Sindstilstanden, de personlige ejendommeligheder, vanerne, der danner karakteren alt, hvad der bliver praktiseret i hjemmet, vil komme til syne i alle forhold i livet. Tilbøjeligheder, som følges, vil komme til udtryk i tanker, i ord og i handlinger af samme art. Dersom enhver af de elever, der udgør skolefamilien, ville gøre en anstrengelse for at tilbageholde alle uvenlige og uhøflige ord og tiltale alle med agtelse; hvis han ville huske på, at han bereder sig til at blive et medlem i den himmelske familie; hvis han ville overvåge sin indflydelse ved hjælp af hellige skildvagter, for at den ikke skal lede bort fra Kristus; og dersom han ville forsøge at lade enhver handling i sit liv forkynde hans dyder, der kaldte ham fra mørket til sit underfulde lys hvilken reformerende indflydelse ville der så ikke udgå fra hvert eneste skolehjem!VM6 174.1