Snar og snild
Det er enhver kristens pligt at vænne sig til orden, grundighed og hurtighed. Der er ingen undskyldning for sendrægtighed og fuskeri i noget som helst arbejde. Når man altid er i virksomhed og arbejdet aldrig bliver færdigt, er det, fordi man ikke har hjertet med i sin gerning. Den, der er langsom, og som udfører sit arbejde dårligt, burde forstå, at det er fejl, som må rettes. Han bør øve sig i at planlægge arbejdet og bruge tiden, så at han kan opnå de bedste resultater. Ved at have orden og system i arbejdet kan nogle få gøre lige så meget på fem timer som andre på ti. Nogle, som er beskæftiget med husligt arbejde, er altid i virksomhed, ikke fordi de har så meget at gøre, men fordi de ikke indretter sig, så de kan spare tid. Ved at arbejde langsomt og planløst bruger de megen tid til at udføre lidt. Men alle, der ønsker det, kan overvinde disse overdrevent langsomme vaner. De må følge en bestemt plan i deres arbejde. De må bestemme, hvor lang tid der kræves til at udføre et vist arbejde, og så gøre deres bedste for at fuldføre det til den fastsatte tid. Når de sætter deres vilje ind på at blive færdige, vil det hjælpe hænderne til at bevæge sig hurtigt.IMT 282.1
Arbejdet for Kristus fordrer villig lydighed.IMT 282.2
Herren fordrer af sine tjenere, at de skal være i besiddelse af en ånd, som er snar til at fatte, hvor dyrebare sjælene er, som er snar til at se, hvad der må gøres, og snar til at vedkende sig de ansvar, Herren lægger på dem.IMT 282.3
Når Gud betror mennesker et ansvar, er det deres religiøse pligt at røgte det med flid. De bør gribe de anledninger, som Gud giver dem, til at fuldbyrde hans vilje. De vil vinde herlige sejre, hvis de handler hurtigt og beslutsomt, men hvis de tøver og viser forsømmelighed, vil de lide nederlag, og Guds navn vil blive vanæret. Hvis lederne inden for sandhedens sag ikke er i besiddelse af en brændende nidkærhed, men er ligegyldige og ubeslutsomme, bliver menigheden også ligegyldig, sløv og forlystelsessyg. Hvis lederne derimod har fattet et helligt forsæt om at ville tjene Gud og ham alene, vil folket være enigt og fuldt af håb og begejstring.IMT 283.1