De selvtilfredse

En klasse blev fremstillet for mig, som var sig be­vidst, at de føler tilskyndelse til at være gav­milde, at de har en følelse af hengivenhed og gerne vil gøre godt, men de gør ikke noget. De føler sig selvtil­fredse og mener, at hvis blot de havde lejlighed til det eller var mere gunstigt stillet, så kunne og ville de udrette noget stort og godt. De venter på en anledning. Men de for­agter den stakkels snæver­synede gnier, som ikke under de nødli­dende en lille skærv. De ser, hvordan han lever for sig og sit og ikke vil have sin opmærksom­hed vendt bort fra sig selv til at gøre godt imod andre og gavne dem med sin indflydelse og de midler, som blev ham betroet til at bruge og ikke til at misbruge, eller til at ruste op eller ligge gemt i jorden. De, som giver efter for nærig­hed og sel­viskhed, skal aflægge regnskab for deres ærgerrighed og stå til ansvar for de talen­ter, de har brugt forkert. Men et større ansvar hviler på dem, der føler tilskyndelse til at være gavmilde og som har en medfødt evne til hurtigt at opfatte åndelige ting, men som allige­vel ingenting udretter og blot venter på en anledning, som de mener, de ikke har haft, og som sammen­ligner deres beredvillighed til at handle med gnierens velvilje, eller som ræsonnerer, at deres tilstand er bedre end deres middelmådi­ge medmenne­skers. Men de bedrager sig selv. Alene be­siddelsen af egen­skaber, som ikke bliver brugt, gør ansvaret større. Og hvis de ikke forøger deres Herres talenter, eller de puger dem sammen, så er de ikke bedre stillet end den, de føler foragt for. Der vil blive sagt til dem: “I kendte jeres Herres vilje, men hand­lede ikke der­efter.”IMT 45.4