Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Vidnesbyrd for menigheden bind 5

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    vidnesbyrd 32 (1885)
    Evangelie prædikantens arbejde

    EVANGELIE PRÆDIKANTENS ARBEJDE
    VM5 249.1

    Der er mange ting som må rettes i Upper Columbia og North Pacific Konferenserne. Skaberen forventede at brødrene der skulle bære frugter efter det lys og de privilegier der var givet dem, men heri er han blevet skuffet. Han har givet dem alle muligheder; men de er ikke vokset i sagtmodighed, gudsfrygt og godgørenhed. De har ikke gået den livsvej, har ikke åbenbaret den karakter eller udvirket det, som vil sigter mest til deres Skabers ære, forædle sig selv og gøre sig til velsignelse for deres medmennesker. Selviskhed er i deres hjerter. De elsker at deres egen vej og søger deres egen magelighed, ære og rigdom og deres egen fornøjelser i deres grovere eller finere former. Hvis vi går verdens vej og følger vore egne tilbøjeligheder, vil dette så arbejde for vort gode? Vil Gud ikke, som dannede mennesket, se efter noget bedre fra os?VM5 249.2

    “I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn.” Kristne bør være ligesom Kristus. De bør have den samme ånd, udøve den samme indflydelse og have den samme moralske fortrinlighed som han havde. Det afguderiske og fordærvede i hjertet må angres og vendes mod Gud. Dem som er stolte og selvretfærdige må fornedre selvet og blive angerfulde, sagtmodige og ydmyge i hjertet. Den verdsligsindede må have hjertets slyngtråde fjernet fra verdens skrammel, som de klynger sig omkring og vindes om Gud; de må blive åndeligt sindede. Den uærlige og usande må blive retsindig og sand. De ærgerrige og begærlige må skjules i Jesus og søge hans herlighed, ikke deres egen. De må foragte deres egen hellighed og samle deres skatte oventil. Den bønneløse må føle behov for både skjult og fortrolig bøn og må sende deres bønner til Gud med stor alvor.VM5 249.3

    Som dyrkere af den sande og levende Gud, bør vi bære frugt efter det lys og de privilegier vi nyder. Mange dyrker afguder i stedet for himlens og jordens Herre. Alt hvad mennesker holder af og stoler på, i stedet for at elske Herren og stole helt på ham, bliver til en afgud og er optegnet således i himlens bøger. Endog velsignelser vendes ofte til en forbandelse. Menneskehjertets forståelse for noget styrkes selvom det kan være påtvunget; og nogen gange kan det forvanskes til en snare. Hvis en irettesættes, er der altid nogle som vil føle med ham. De overser helt den skade som er forøvet mod Guds sag, på grund af det menneskes forkerte liv og karakter, hvis liv og karakter ikke på nogen måde ligner dem fra Forbilledet. Gud sender sine tjenere med et budskab til folk, der bekender sig som Kristi efterfølgere; men nogle er kun Guds børn af navn og de afviser advarslen.VM5 250.1

    Gud har på en underfuld måde udstyret mennesket med forstandsevner. Han, som fik træet til at bære dets byrde af gode frugter, har gjort mennesket i stand til at bære retfærdighedens værdifulde frugter. Han har sat et menneske i sin have og sørget godt for ham og han forventer at han bærer frugt. I lignelsen om figentræet siger Kristus: “Se, i tre år er jeg nu kommen og har ledt efter frugt.” I mere end to år har ejeren set efter de frugter han har ret til at forvente fra disse møder, men hvordan er hans søgning blevet belønnet? Hvor ivrigt passer vi ikke vort yndlingstræ eller plante og venter at det skal belønne vor omsorg og sætte knopper, blomster og frugter; og hvor skuffede bliver vi så ikke over, at der ikke er andet end blade. Med hvor meget større omhu og interesse sørger den himmelske Fader så ikke for deres åndelige vækst, som han har gjort i sit eget billede og hvem han lod give sin Søn, så de måtte ophøjes, forædles og forherliges.VM5 250.2

    Herren har sine udpegede hjælpere til at møde mennesker, i deres fejl og frafald. Hans budbringere er sendt for at frembære et tydeligt vidnesbyrd, til at vække dem op af deres sovende tilstand og åbne de dyrebare livsord, de hellige skrifter, for deres forstand. Disse mennesker er ikke kun forkyndere, men tjenere, lysbærere, trofaste vagtfolk, som vil se den truende fare og advare folket. De må ligne Kristus i deres seriøse iver og i deres taktfølelse, i deres personlige anstrengelser — kort sagt, i hele deres tjeneste. De skal have en livsvigtig forbindelse med Gud og skal blive så fortrolig med profetierne og det gamle og nye testamentes praktiske lektioner, at de kan tage både nye og gamle ting frem fra Guds ords skatkammer.VM5 251.1

    Nogle af prædikanterne misforstår forberedelsen af deres prædikener. Hvert minut er de så eksakte og nøjagtige, at de ikke giver Herren plads til at styre og indprente deres tanker. Hvert punkt er fastlåst, uforanderligt som om det var, at de ikke kan forlade den udarbejdede plan. Hvis dette fortsætter vil de blive snæversynede, indskrænkede og vil hurtigt efterlade dem som livets og kraftens nødlidende, som Gilboas bakker var for dug og regn. De må lade sjælen være åben og lade Helligånden tage den i besiddelse og indprente sindet. Når alt er tilrettelagt forud og de føler at de ikke kan vige fra disse manuskrifter, vil denne helliggørelse have bedre virkning end hvis de blot læste en prædiken op.VM5 251.2

    Gud vil have at hans tjenere er helt afhængige af ham, men samtidig må de være i stand til at gøre et hvilket som helst godt arbejde. Guds Ånd vil, hvis den får lov at arbejde, indprente sindet med tanker der imødekommer dem, som har brug for hjælp. Men manges matte, formelle prædikener, som går på talerstolen, vil grundigt ødelægge en prædikants nyttighed og evner. Dette er grunden til hvorfor medarbejdernes anstrengelser i ___ og ___ ikke har haft bedre lykke. Gud har haft for lidt at gøre med at indprente sindet på talerstolen.VM5 251.3

    En anden fiasko i disse konferenser, er at det folk som Guds budbringere er sendt til, ønsker at forme hans tanker til deres og lægge de ord i hans mund som han bør tale. Guds vagtfolk må ikke tænke over hvordan de skal behage folk, eller lytte til deres ord og udtrykke dem; men de må lytte til og høre hvad Herren siger, hvad er hans ord til folk. Hvis de sætter deres lid til flere år gamle prædikener, kan de ikke imødekomme nuværende behov. Deres hjerter bør holdes åbene, så at Herren kan indprente i deres sind og så de vil kunne give folk den dyrebare sandhed, varmt fra himlen. Gud er ikke tilfreds med de snæversynede prædikanter som bruger deres gudgivne kræfter på ting af lille betydning og vokser derfor ikke i gudskundskab til menneskers hele fylde i Kristus Jesus. Han vil at hans tjenere skal have sindets brød og sand morals tapperhed. Sådanne mennesker vil stå rede til at møde modstand og overvinde vanskeligheder og vil lede Guds hjord i stedet for at blive ledt af dem.VM5 252.1

    Der er i det hele taget for lidt af Guds Ånd og kraft i vagtfolkenes arbejde. Ånden, som prægede det forunderlige møde på pinsefestens dag, mangler til at vise sin kraft over mennesker, som nu står mellem liv og død, som ambassadører for Gud. Den kraft som oprørte folk så mægtig i 1844?bevægelsen vil blive genoplivet. Den tredje engels budskab vil gå frem, ikke som en hvisken, men med en høj røst.VM5 252.2

    Mange som bekender at have stort lys vandrer i deres egen optændings gnister. De behøver at få deres læber berørt med et levende kul fra alteret, så de kan fremgyde sandheden, som inspirerede mennesker. For mange går på talerstolen med mekaniske prædikener, der ikke har noget himmelsk lys i sig.VM5 252.3

    Der er for meget af selvet og for lidt af Jesus i alle trossamfunds virksomhed. Herren bruger ydmyge mænd til at forholde sine budskaber. Var Kristus kommet i en konges majestæt, med pomp som nærmer sig jordens store mænd, ville mange have antaget ham. Men Nazarets Jesus forblændede ikke sanserne med ydre herligheds udseende og gjorde dette til grundlag for deres ærefrygt. Han kom som en ydmyg mand, for at være Læreren og Eksempelet såvel som slægtens Forløser. Havde han udvist pomp og pragt, var han ledsaget med jordens store mænd, hvordan kunne han da have undervist i ydmyghed? Hvordan kunne han have frembragt så brændende sandheder som hans prædiken på bjerget? Hans eksempel var sådan, som han ønskede at alle hans efterfølgere skulle efterligne det. Hvor ville den ydmyges håb have været, hvis han var kommet i ophøjelse og boet som en konge på jorden? Jesus kendte verdens behov bedre end den selv gjorde. Han kom ikke som en engel, klædt i himlens pomp, men som et menneske. Forenet med sin ydmyghed, var der dog en indarvet kraft og glans der gav menneskene æresfrygt, medens de elskede ham. Selv om han havde en sådan yndighed, et så beskedent udseende, bevægede han sig iblandt dem, med en himmelskfødt konges værdighed og kraft. Folk var forbløffet, forbavset. De prøvede at forklare det; men i uvillighed for at fralægge egne idéer, hengav de sig i tvivl, de holdt sig til den gamle forklaring, om en Frelser der kommer i jordisk glans.VM5 253.1

    Da Jesus gav bjergprædikenen, var disciplene samlet tæt omkring ham og folkemængden var fyldt med stor videbegærlighed og mængden pressede sig tæt op ad ham. Noget udover det sædvanlige kunne forventes. Ivrige ansigter og lyttende udtryk viste tegn på dyb interesse. Alles opmærksomhed synes at være rettet mod taleren. Hans øjne var oplyst af uudsigelig kærlighed og det himmelske udtryk i hans ansigt gav hvert ord mening. Himmelske engle var i den lyttende skare. Også sjælefjenden var der, med hans onde engle, parat til at modstå, så vidt det var muligt, den himmelske lærers indflydelse. Sandhederne der blev udtalt, er gået videre gennem tidsalderene og har været lys midt i vildfarelsens almindelige mørke. Men i disse ord som, den største Lærer verden nogensinde har kendt, udtalte, var der ikke menneskelig veltalenhed. Den fattige, den ulærte, de mest enkelt?sindede, kan forstå dem. Himlens Herre henvendte sig i barmhjertighed og venlighed til de sjæle han kom for at frelse. Han lærte dem som én med myndighed og udtalte de evige livs ord.VM5 253.2

    Alle bør efterligne Forbilledet så nært så muligt. Selvom de ikke kan have denne bevidsthed som Jesus havde, kan de knytte sig sådan til styrkenes Kilde, at Jesus kan blive i dem og dem i ham og så hans ånd og kraft vil blive åbenbaret i dem.VM5 254.1

    “Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset.” Det er jordiskhed og selviskhed som adskiller fra Gud. Budbringerne fra himlen er af en karakter der opvækker modstand. Det trofaste vidne for Kristus og sandheden vil dadle synd. Deres ord vil være som en hammer der bryder flinthjertet, som ild der fortærer affaldet. Der er stadig brug for alvorlige, beslutsomme advarselsbudskaber. Gud vil have mænd, som er pligtopfyldende. På rette tidspunkt sender han sine trofaste budbringere til at gøre et lignende arbejde som Elias’.VM5 254.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents