Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Vidnesbyrd for menigheden bind 5

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Tiende og offergaver

    Tiende og offergaver

    Herren kræver at vi giver en del af de goder han har lånt os tilbage, i tiende og offergaver. Han modtager disse offergaver som en ydmyg lydighedshandling fra vor side og som en taknemmelig anerkendelse af vor skyld over for ham, for alle de velsignelser vi nyder. Lad os da ofre villigt og sige sammen med David: “Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.” Tilbageholdelse af mere end det modtagede, går imod armod. Gud vil være langmodig med nogle, han vil forsøge og prøve alle; men hans forbandelse vil med vished følge den selviske, verdenselskende sandhedsbekender. Gud kender hjertet; hver tanke hver hensigt er åben for hans øjne. Han siger: “Dem, som ærer mig, vil jeg ære og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.” Han ved hvem skal velsignes og hvem der fortjener hans forbandelse. Han gør ingen fejltagelser, for engle holder protokol over alle vore gerninger og ord.VM5 267.3

    Da Guds folk var ved at bygge helligdommen i ørknen, var omfattende forberedelser nødvendige. Kostbare materialer blev samlet sammen og blandt dem var meget guld og sølv. Som den retmæssige ejer til alle deres rigdomme, kaldte Herren disse ofringer fra folket; men han antog kun dem der blev givet betingelsesløst. Folket ofrede villigt, indtil Moses fik ordet: “Folket kommer med mere, end der kræves til udførelsen af det arbejde, Herren har påbudt!” da bød Moses, at følgende kundgørelse skulle udråbes i lejren: “Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!” Så hørte folket op med at komme med gaver. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja mer end nok..”VM5 268.1

    Havde nogle mænd, med begrænsede idéer, blevet på grunden, så ville de have åbnet deres øjne i afsky. Ligesom Judas ville de have spurgt: “Hvad skal den ødselhed til?” “Hvorfor ikke gøre tingene på den billigeste måde?” Men helligdommen var ikke indrettet til at ære mennesker, men himlens Gud. Han havde givet særlige anvisninger for hvordan alt skulle gøres. Folket skulle lære at han var et væsen i storhed og majestæt og at han skulle dyrkes med ærbødighed og ærefrygt.VM5 268.2

    Det hus Gud skulle dyrkes i skulle være i overensstemmelse med hans karakter og majestæt. Der er små menigheder der altid vil være små, fordi de sætter deres egne interesser over Guds sags interesser. Selvom de selv har store bekvemmelige huse og hele tiden udnytter deres ejendomme, indviliger de i at have et meget upassende sted til gudsdyrkelse, hvor hans hellige nærhed skal bo. De undres over at Josef og Maria var nød til at finde i en krybbe i en stald og dér blev Frelseren født; men de er villige til at bruge en stor del af deres midler på dem selv, medens gudsdyrkelseshuset forsømmes skammeligt. Hvor ofte siger de ikke: “Endnu er det ikke tid at bygge Herrens hus.” Men Herrens ord er til dem: “Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde?”VM5 268.3

    Det hus hvor Jesus skal møde sit folk, bør være pænt og tiltrækkende. Hvis der kun er få troende på et sted, så sæt et pænt men ydmygt hus op og indbyd Jesus til at komme som jeres gæst, ved helligelsen til Gud. Hvordan ser han på sit folk, når de har alt hvad hjertet kan ønske, men vil kun møde til gudsdyrkelse i en lade, noget miserabel, en afsides bygning, eller en billig, forladt lejlighed? I arbejder for jeres venner, I bruger penge på at gøre alt omkring dem, så tiltrækkende så muligt; men Jesus, ham som gav alt for jer, endog sit dyrebare liv, — han som er himlens Majestæt, kongernes Konge og herrernes Herre, — har fået tildelt et sted på jorden, kun lidt bedre end den stald, der var hans første hjem. Skal vi ikke se på disse ting som Gud ser på dem? Skal vi ikke prøve vore motiver og se hvilken slags tro vi har?VM5 269.1

    “Gud elsker en glad giver,” og dem som elsker ham vil give frit og gavmildt, hvor de derved kan fremme hans sag og virke for hans ære. Herren forlanger aldrig at hans folk skal give mere end de er i stand til, men efter deres evner vil han antage og velsigne deres teknemmelighedsofringer. Lad villig lydighed og ren kærlighed binde hvert offer på alteret, der er gjort til Gud; for med sådanne ofre er han behaget, medens det som er ofret modstræbende er en forhånelse mod ham. Når menighederne eller enkeltpersoner ikke har hjertet med i deres ofringer, men vil begrænse omkostningerne i Guds værks fremme og måler det efter deres eget snævre syn, viser de afgjort at de ikke har levende forbindelse med Gud. De er i strid med hans plan og arbejdsmåde og han vil ikke velsigne dem.VM5 269.2

    Vi er bygningsmænd for Gud og vi må bygge på den grund som han har beredt for os. Ingen skal bygge på sit eget grundlag, uafhængig af den plan som Gud har anvist. Der er mænd som Gud har oprejst som rådgivere, som han har belært og hvis hjerte, sjæl og liv er i arbejdet. Disse mænd skal værdsættes højt for deres arbejdes skyld. Der er nogle som gerne ville følge deres egne uordentlige idéer; men de må lære at få anvisninger og arbejde i harmoni med deres brødre, ellers vil de så tvivl og disharmoni, da de ikke vil bjærge til høsten. Det er Guds vilje, at dem, som engagerer sig i hans arbejde skal underlægge sig hinanden. Hans gudsdyrkelse må føres konsekvent, med enighed og sund dømmekraft. Gud er vor eneste tilstrækkelige hjælper. De love som styrer hans folk, deres tanker og handlinger, fås fra ham, igennem hans ord og Ånd. Når hans ord elskes og adlydeles, vandrer hans børn i lyset og der vil ikke være anledning til at støde an på det. De antager ikke verdens lave standard, men arbejder ud fra et bibelsk ståsted.VM5 270.1

    Den selviskhed som er iblandt Guds folk er meget krænkelig for Gud. Skriften anklager begærlighed for at være afgudsdyrkelse. “ingen ... havesyg,” siger Paulus, “det er det samme som en afgudsdyrker har lod og del i Kristi og Guds rige.” Problemerne med mange, er at de har for lidt tro. ligesom den rige mand i lignelsen, mangler de at se deres beholdninger hobet op i deres kornlagre. Verden skal advares og Gud ønsker at vi skal være helt engagerede i hans arbejde, men mennesker har så meget at gøre med at fremme deres penge?indbringene projekter at de ikke har tid til at fremskynde Kristi kors’ sejre. De har hverken tid eller temperament til at bruge deres forstand, taktfasthed og kræfter på Guds sag.VM5 270.2

    Brødre og søstre, jeg ønsker at opvække afsky mod jeres begrænsede tanker om Guds sag og værk. Jeg ønsker at I må forstå det store offer som Kristus har gjort for jer, da han blev fattig og at I ved hans fattigdom kan komme i besiddelse af evige rigdomme. Oh! få ikke, ved jeres ligegyldighed for den evige herlighedsvægt, som er inden for jeres rækkevidde, englene til at græde og skjule deres ansigter i skam og væmmelse. Vågn op af jeres døsighed; væk enhver gudsgiven evne op og arbejd for dyrebare sjæle Kristus døde for. Disse sjæle vil, hvis de bringes ind i Kristi fold, leve gennem evighedens uophørlige tidsaldre. Vil I da planlægge efter at gøre så lidt muligt for deres frelse, når I, ligesom ham med et talent, skal bruge jeres midler her på jorden? Beskylder I ikke Gud for at høste hvor han ikke har sået, ligesom den upålidelige tjener og samle hvor han ikke har spredt?VM5 271.1

    Alt hvad I har og er tilhører Gud. Da vil I ikke sige af hjertet: “Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.”? “Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl.” Paulus formaner sine korintiske brødre at vise kristen godgørenhed: “Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her.” I sit brev til Timoteus siger han: “Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.”VM5 271.2

    Gavmildhed er ikke så naturligt for os, at vi vinder denne dyd ved et tilfælde. Den må opelskes. Vi må bevidst beslutte os til at vi vil ære Gud med alt hvad vi har; og så må vi ikke lade noget friste, så vi frarøver ham tiende og gaver, der tilfalder ham. Vi må være forstandige, systematiske og vedvarende i vore godgørenhedshandlinger mod mennesker og i vore taksigelser til Gud, for hans rigdomme til os. Dette er en for hellig opgave at løbe risiko på eller blive styret af impulser eller følelser. I regelmæssighed bør vi reservere noget til Guds sag, så han ikke frarøves den del han kræver. Når vi frarøver Gud, frarøver vi også os selv. Vi opgiver de himmelske rigdomme for at have mere på denne jord. Dette er et tab, vi ikke kan oppebære. Hvis vi lever sådan at vi kan få Guds velsignelse, vil vi have hans velsignende hånd med os i vore timelige affærer, men hvis hans hånd er imod os, kan han tilintetgøre vore planer og sprede hurtigere end vi kan samle.VM5 271.3

    Jeg fik vist at tingenes tilstand i disse to konferenser i virkeligheden er sørgelig; men Gud har mange dyrebare sjæle her, hvem han har en nidkær omsorg for og han vil ikke lade dem bedrage eller vildlede.VM5 272.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents