En uretfærdig forskel

En uretfærdig forskel

[Nogle har indtaget det standpunkt, at de advarsler, råd og tilrettevisninger, Herren har givet ved sin tjenerinde, ikke bør tillægges større vægt end formaninger og advarsler fra andre kilder, medmindre de i hvert enkelt tilfælde kommer gennem et særskilt syn. I nogle tilfælde er det blevet fremholdt, at når jeg har givet et vidnesbyrd til menigheden eller til enkelte personer, er jeg ved breve, som jeg har modtaget fra menighedsmedlemmer, blevet påvirket til at skrive, som jeg gjorde. Der har været dem, der har påstået, at vidnesbyrd, som siges at være givet ved Guds Ånd, kun var udtryk for mit eget skøn, grundet på oplysning samlet fra menneskelige kilder. Denne påstand er fuldstændig urigtig. Hvis der imidlertid som svar på et eller andet spørgsmål, en udtalelse eller en henvendelse fra menigheder eller fra enkelte personer bliver skrevet et vidnesbyrd, som fremholder det lys, Gud har givet angående dem, vil den omstændighed, at det er fremkommet på denne måde, ikke i nogen henseende forringe dets gyldighed eller betydning. Jeg citerer nogle få paragraffer fra vidnesbyrd nr. 31, som direkte berører denne sag:VM5 683.3

“Hvordan forholdt det sig med apostelen Paulus? De meddelelser, han havde modtaget af Kloes husfolk angående tilstanden i menigheden i Korint, var foranledningen til, at han skrev sit første brev til denne menighed. Han havde modtaget private breve, der omtalte kendsgerningerne, som de forelå og i sit svar fremholdt han almindelige principper, som, hvis de blev fulgt, ville rette på de bestående onder. Med stor ømhed og visdom formaner han dem alle til at føre samme tale, for at der ikke skulle være splittelser iblandt dem.VM5 684.1

“Paulus var en inspireret apostel og dog åbenbarede Herren ikke altid sit folks tilstand for ham. De, der nærede interesse for menighedens velfærd og så det onde snige sig ind, fremlagde sagen for ham og ud fra det lys, han tidligere havde modtaget, var han forberedt til at kunne bedømme disse forholds sande karakter. Selv om Herren ikke havde givet ham en ny åbenbaring netop på dette tidspunkt, kastede de, der virkelig søgte efter lys, ikke derfor vrag på hans budskab som blot et almindeligt brev. Nej, ingenlunde. Herren havde vist ham de vanskeligheder og farer, der ville opstå i menighederne, for at han, når de kom til udvikling, kunne vide, netop hvordan han skulle behandle dem.VM5 684.2

“Han var sat til værn for menigheden; han skulle våge over sjæle som den, der måtte aflægge regnskab for Gud; og skulle han ikke tage hensyn til meddelelser om deres anarki og uenighed? Jo, visselig. Og den tilrettevisning, han sendte dem, var lige så fuldt skrevet under Guds Ånds inspiration, som tilfældet var med ethvert af hans breve. Men da disse irettesættelser kom, var der nogle, som ikke ville lade sig vise til rette. De indtog det standpunkt, at Gud ikke havde talt til dem gennem Paulus, at han kun havde givet sin mening til kende som et menneske og de anså deres eget skøn for at være lige så godt som apostelens. Således forholder det sig med mange blandt vort folk, som er kommet bort fra de gamle landemærker og som har fulgt deres egen forstand.”VM5 684.3

Når vort folk indtager dette standpunkt, kan Guds særskilte advarsler og råd gennem profetiens ånd ikke have nogen indflydelse hos dem til at fremkalde en reform i liv og karakter. Herren giver ikke et syn for at afhjælpe enhver vanskelighed, der måtte opstå i de forskellige situationer, hans folk kommer i under værkets udvikling. Men han har vist mig, at hans måde at behandle sin menighed på i tidligere tider har været, at han har påvirket sine udvalgte tjeneres sind med indtryk af hans sags og enkelte menneskers behov og farer og pålagt dem den byrde at give råd og advarsel.VM5 685.1

Således har Gud i mange tilfælde givet mig lys angående særskilte karaktermangler hos medlemmer i menigheden og angående farerne for den enkelte og for sagen, dersom disse mangler ikke bliver fjernet. Under visse omstændigheder er slette tendenser tilbøjelige til at udvikle sig stærkt og til at befæstes, indvirke skadeligt på Guds sag og ødelægge det enkelte menneske. Når specielle farer truer Guds sag eller særskilte personer, sker det undertiden, at der kommer en meddelelse til mig fra Herren enten i en drøm eller et syn om natten og disse tilfælde fremstilles levende for mit sind. Jeg hører en stemme sige til mig: “Stå op og skriv; disse sjæle er i fare.” Jeg følger Guds Ånds påvirkning og min pen skildrer deres sande tilstand. Når jeg er på rejse og står frem for folket på forskellige steder, bringer Herrens Ånd tydeligt frem for mig de tilfælde, jeg har set og genopliver den sag, der tidligere blev vist mig.VM5 685.2

I de sidste fem og fyrretyve år har Herren åbenbaret for mig, hvad hans sag trængte til og vist mig enkeltpersoners erfaringer under alle mulige forhold og påvist, hvori og hvordan de har undladt at fuldkomme en kristelig karakter. Hundreder af menneskers liv er blevet fremstillet for mig og hvad Gud bifalder, og hvad han fordømmer, er blevet klarlagt for mig. Gud har åbenbaret for mig, at dersom en vis fremgangsmåde blev fulgt, eller om visse karaktertræk opretholdtes, ville det medføre visse følger. Således har han undervist og oplært mig, for at jeg måtte se de farer, der truer sjæle og belære og advare hans folk med linie på linie og bud på bud, så de ikke skulle være uvidende om Satans anslag, men kunne undfly hans snarer.VM5 685.3

Den gerning, Herren særlig har forelagt mig, er at tilskynde unge og gamle, lærde og ulærde til selv at ransage Skrifterne; at gøre det klart for alle, af Guds ords læsning vil udvikle ånden, styrke enhver åndsevne og gøre forstanden skikket fil at arbejde med dybe og vidtrækkende sandhedproblemer; at forvisse alle om, at en klar kundskab om Bibelen overgår al anden kundskab ved at gøre menneskene til, hvad de efter Guds bestemmelse skulle være. “Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.” Kan jeg med det lys, som granskning af Guds ord har bragt, med den specielle kundskab, der er givet angående enkelte medlemmer iblandt hans folk under alle forskellige forhold og i enhver erfaring, nu være lige så uvidende, lige så uvis, i mit sind og lige så åndelig blind som jeg var ved begyndelsen af denne erfaring? Vil mine brødre sige, at søster White har været så sløv en lærling, at hendes skøn i denne retning ikke er bedre, end det var, da hun først begyndte i Kristi skole for at oplæres og uddannes til en særskilt gerning? Har jeg ikke mere forståelse vedrørende Guds folks pligter og farer, end de, for hvem disse ting aldrig er blevet fremstillet? Jeg ønsker ikke at vanære min Skaber ved at indrømme, at alt dette lys, al denne tilkendegivelse af hans vældige kraft i mit arbejde og min erfaring har været værdiløs, at det ikke har udviklet mit skøn eller gjort mig bedre skikket til hans gerning.VM5 686.1

Når jeg ser mænd og kvinder følge netop den vej og opelske netop de træk, som har stillet andre sjæle i fare og skadet Guds sag og som Herren har dadlet igen og igen, hvor kan jeg da andet end blive ængstelig? Når jeg ser frygtsomme sjæle trykkede af en følelse af deres ufuldkommenheder, men dog samvittighedsfuldt stræbe efter at gøre, hvad Gud har sagt er ret og når jeg ved, at Gud smilende skuer ned og ser deres trofaste bestræbelser, skal jeg så ikke tale et opmuntrende ord til disse arme, bævende hjerter? Skal jeg forholde mig tavs, fordi ikke hvert enkelt personligt tilfælde direkte er blevet påpeget for mig i et syn?VM5 686.2

“Men når vægteren ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så at folket ikke advares og sværdet kommer og river en af dem bort, så rives han vel bort for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: “Du skal visselig dø!” og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal dem gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den og han ikke omvender sig, så skal han vel dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.”VM5 687.1

I en drøm for nylig blev jeg ført frem for en forsamling af mennesker, hvoraf nogle gjorde forsøg på at tilintetgøre indtrykket af et overmåde højtideligt advarende vidnesbyrd, som jeg havde givet dem. De sagde: “Vi tror på søster Whites vidnesbyrd; men når hun fortæller os noget, som hun ikke direkte har set i et syn angående det specielle tilfælde, som det drejer sig om, har hendes ord ikke større betydning for os, end hvad enhver anden måtte sige.” Herrens Ånd kom over mig og jeg rejste mig op og irettesatte dem i Herrens navn. Jeg gentog i hovedsagen, hvad der ovenfor er anført om vægteren, Disse ord, sagde jeg, kan passende anvendes på jer og på mig.VM5 687.2

Hvis nu de, til hvem disse højtidelige advarsler sendes, siger: “Det er kun søster Whites personlige mening; jeg vil fremdeles følge mit eget skøn,” og hvis de vedblivende gør de samme ting, som de blev formanet til ikke at gøre, viser det, at de lader hånt om Guds råd og følgen bliver netop, hvad Guds Ånd har vist mig, at den ville blive til skade for Guds sag og ødelæggelse for dem selv. Nogle, der ønsker at styrke deres egen stilling, vil fra Vidnesbyrdene fremdrage udtalelser, som de tror bekræfter deres egne meninger og de vil tillægge dem den stærkest mulige betydning; men det, som stiller deres handlemåde i et tvivlsomt lys, eller som ikke falder sammen med deres egne anskuelser, siger de er søster Whites mening. Derved benægter de dets himmelske oprindelse og stiller det på lige linie med deres eget skøn.VM5 687.3

Hvis I, mine brødre, som i mange år har haft kendskab til mig og mit arbejde, indtager det standpunkt, at mit råd ikke har større værdi end deres, der ikke specielt er blevet opdraget til denne gerning, så bed mig ikke om at forene mig med jer i arbejdet; for når I indtager dette standpunkt, vil I uundgåeligt modvirke indflydelsen af min gerning. Dersom I føler jer lige så trygge ved at følge jeres egne tilskyndelser som ved at følge det lys, der gives ved Guds udvalgte tjener, så gør l det på egen risiko; I vil blive dømt, fordi I forkastede det lys, der blev sendt jer fra himmelen.VM5 688.1

Medens jeg opholdt mig i___ kom Herren til mig i nattens timer og talte dyrebare og opmuntrende ord angående mit arbejde og gentog det samme budskab, som jeg havde fået flere gange tidligere. Med hensyn til dem, som har vendt sig bort fra det lys, der blev sendt til dem, sagde ham: “Når de ringeagter og forkaster det vidnesbyrd, jeg har givet dig at frembære, er det ikke dig, de har ringeagtet, men mig, din Herre.”VM5 688.2

Hvis de, der er genstridige og fulde af selvtillid, uhæmmet fortsætter deres løb, hvordan vil så forholdene i menigheden blive? Hvordan skal der kunne rettes på de fejl, der findes hos disse viljestærke, ærgerrige mennesker? Ved hvilke midler skal Gud kunne nå dem? Hvorledes vil han sætte sin menighed i rette skik? Der opstår stadig meningsforskel og der sker ofte frafald i menigheden. Når strid og splidagtighed opstår, hævder alle parter, at de har ret og at de har en uskadt samvittighed og de vil ikke lade sig belære af dem, som længe har båret arbejdets byrde og som de har grund til at tro har været ledet af Herren. Lys er blevet sendt for at sprede mørket omkring dem, men de har været for stolte i hjertet til at tage imod det og de vælger mørket. De foragter Guds råd, fordi det ikke falder sammen med deres anskuelser og planer og ikke billiger deres urigtige karaktertræk. Guds Ånds gerning, der ville bringe dem i den rette stilling, hvis de var villige til at modtage den, er ikke foregået på en måde, som behager dem eller smigrer deres selvretfærdighed. Lyset, som Gud har givet, er ikke lys for dem og de vandrer i mørke. De påstår, at man ikke kan sætte mere lid til dens skøn, der har haft en så lang erfaring og hvem Herren har undervist og brugt til at udføre en speciel gerning, end til enhver andens skøn. Er det Guds plan, at de skulle handle således, eller er det al retfærdigheds fjendes særskilte virken for at holde sjæle i mørke, for at binde dem i kraftige vildfarelser, der ikke kan brydes, fordi de har stillet sig uden for de midlers indflydelse, som Gud har forordnet til at vejlede sin menighed?VM5 688.3

Herren har gennem alle tider givet sin menighed tilrettevisning, råd og tugtelse. Disse advarsler blev på Kristi tid foragtet og forkastet af de selvretfærdige farisæere, der påstod, at de ikke behøvede sådan tilrettevisning og at de blev uretfærdigt behandlet. De ville ikke tage imod Herrens ord ved hans tjenere, fordi det gik deres tilbøjeligheder imod. Dersom Herren i vore dage gav et syn direkte for sådanne menneskers øjne og påpegede deres fejl, revsede deres selvretfærdighed og fordømte deres synder, ville de rejse sig til modstand, ligesom indbyggerne i Nazaret gjorde, da Kristus viste dem deres sande tilstand.VM5 689.1

Hvis disse mennesker ikke ydmyger deres hjerter for Gud og hvis de vedblivende giver Satans indskydelser rum, vil tvivl og vantro tage sjælen i besiddelse og de vil se alting i et urigtigt lys. Lad tvivlens frø engang blive sået i deres hjerter, så vil de komme til at indsamle en rig høst. De vil komme til at nære mistillid og vantro angående klare sandheder, som er fulde af skønhed for andre, der ikke har opelsket vantro. De, der opøver deres sind til at gribe enhver ting, de kan bruge som en pind til at hænge en tvivl på og som fremkaster disse tanker for andre, vil altid finde anledning til tvivl, De vil betvivle og kritisere alt, hvad der fremkommer under sandhedens åbenbarelse, kritisere andres arbejde og stilling, kritisere enhver gren af virksomheden, som de ikke selv har del i. De vil ernære sig åndeligt af andres vildfarelser og misgreb og fejl, “indtil”, som engelen sagde, “Herren Jesus engang afslutter sin midlergerning i dem himmelske helligdom, ifører sig hævnens klædebon og overrasker dem under deres vanhellige festmåltid; og de vil opdage, at de ikke er beredte til Lammets bryllups?nadver”. Deres smag er blevet så fordærvet, at de ville være tilbøjelige til endog at kritisere Herrens bord i hans rige.VM5 689.2

Har Gud nogen sinde åbenbaret for disse selvbedragne sjæle, at ingen tilrettevisning eller tugtelse fra ham skal have nogen betydning for dem, medmindre den kommer direkte gennem et syn? Jeg dvæler ved dette punkt, fordi den stilling, mange nu indtager desangående, er en Satans fortryllelse for at ødelægge sjæle. Når han ved sin spidsfindige fordrejning af sandheden har besnæret og svækket dem, således at de, om de bliver tilrettevist, vedblivende gør Guds Ånds gerning virkningsløs, vil hans sejr over dem være fuldstændig. Nogle, der bekender sig til at være retfærdige, vil ligesom Judas forråde deres Herre i hans bitreste fjenders hænder. Fast bestemte på at ville følge deres egen vej og forfægte deres egne ideer, vil disse selvtillidsfulde mennesker gå videre fra det onde til det værre, indtil de vil gøre hvad som helst hellere end at opgive deres egen vilje. I blindhed vil de fortsætte på den onde vej, men i et sådant selvbedrag, at de ligesom de vildledte farisæere mener, at de udfører Guds tjeneste. Kristus skildrede, hvordan en vis klasse mennesker vil handle, når de har en anledning til at udfolde deres sande karakter: “Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner og nogle af jer skal de slå ihjel.”VM5 690.1

Gud har givet mig en særlig og højtidelig erfaring i forbindelse med dette værk; og I kan være overbeviste om, at så længe mit liv spares, vil jeg ikke ophøre med at lade advarselens røst lyde, efter som Gud tilskynder mig dertil, enten menneskene hører eller ej. Jeg har ingen særskilt visdom i mig selv; jeg er kun et redskab i Herrens hånd til at udføre den gerning, han har givet mig at gøre. De lærdomme, jeg har givet med pen eller mund, har været et udtryk for det lys, Gud har givet mig. Jeg har søgt at fremholde for jer de principper, Guds Ånd i årevis har indprentet i mit sind og skrevet i mit hjerte.VM5 691.1

Og nu, brødre, beder jeg jer indstændigt om ikke at stille jer imellem mig og folket og bortvende det lys, Gud ønsker skal komme til dem. Lad ikke jeres kritik berøve Vidnesbyrdene al vægt, al betydning og kraft Tro ikke, at I kan sønderskære dem, så de svarer til jeres ideer, idet I gør gældende, at Gud har givet jer evne til at forstå, hvad der er lys fra himmelen og hvad der blot er udtryk for menneskelig visdom. Dersom Vidnesbyrdene ikke taler i overensstemmelse med Guds ord, så forkast dem. Kristus og Belial kan ikke forenes. Forvild for Kristi skyld ikke folkets begreber ved menneskelig spidsfindighed og tvivl, så I gør den gerning til intet, som Herren ønsker at udføre. Gør ikke ved jeres mangel på åndelig indsigt dette Guds redskab til en forargelses klippe, hvorved mange vil blive ledet til at snuble og falde og “besnæres og fanges”. Vejl f menigh bd. 2 side 249-251]VM5 691.2