Vidnesbyrdene ringeagtet

VIDNESBYRDENE RINGEAGTET
Healdsburg, Californien, den 20. juni, 1882.
VM5 62.1

Kære brødre og søstre i Battle Creek: Jeg forstår at vidnesbyrdet som jeg sendte til bror ___, med anmodning om at få det oplæst i menigheden, blev holdt tilbage fra jer i adskillige uger, efter at det var modtaget fra ham. Før jeg sendte dette vidnesbyrd, gjorde Guds Ånd så stort et indtryk på mig, at jeg ikke havde ro før jeg skrev til jer. Det var ikke et arbejde som jeg selv har valgt. Før min mands død, besluttede jeg at det ikke var min opgave at frembære vidnesbyrd til nogen, med irettesættelser eller fejl, eller i forsvar for det rigtige, fordi mine ord kunne bruges til at behandle fejlende skånselsløst med og uforstandigt ophøje andre med, som jeg på ingen måde har støttet. Mange har forklaret at vidnesbyrdene passer på dem selv. Guds sandhed er ikke i harmoni med menneskers traditioner, den tilpasser sig heller ikke deres meninger. Ligesom deres Ophavsmand, er de uforanderlige, de samme i går, i dag og for evigt. Dem som adskiller sig fra Gud, vil kalde mørket for lys og vildfarelse for sandhed. Men mørket i sig selv, vil aldrig kunne blive til lys, vildfarelse vil heller ikke blive til sandhed.VM5 62.2

Manges tanker er blevet så formørkede og forvirrede af verdslige sæder, skikke og indflydelse at al kraft til at skelne mellem lys og mørke, sandhed og vildfarelse synes at være ødelagt. Jeg har et lille håb om at mine ord vil blive forstået; men når Herren har draget så bestemt på mig, kan jeg ikke modstå hans Ånd. Da jeg ved at I indfiltrerer jer selv i Satans snarer, føler jeg at faren er for stor til at være tavs.VM5 62.3

I årevis har Herren fremstillet menighedens situation for jer. Der er givet irettesættelser og advarsler igen og igen.. Den 23.oktober 1879 gav Herren mig et vidnesbyrd om Battle Creek?menigheden, der gav mig et stort indtryk. I de sidste måneder har jeg sammen med jer båret en tung burde for menigheden, medens dem som burde have næret denne skyld, var forholdsvis rolige og ubekymrede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg har ingen tillid til den optræden mange havde og de gjorde netop det som Herren havde advaret dem, ikke at gøre.VM5 63.1

Den Gud som kender deres åndelige tilstand, erklærer: “De har værnet om det onde og adskilt sig fra mig. De er gået bort, alle som en. Ingen er skyldfri. De har svigtet mig, de levende vandes udspring og har gjort sig brudte beholdere der ikke kan holde vand. Mange har fordærvet deres veje for mig. Fjendskab, had til hinanden, skinsyge, onde tanker, kappelyst, strid, bitterhed er den frugt de bærer. Og de vil ikke give agt på det vidnesbyrd jeg har sendt dem. De vil ikke se deres forhærdede handlemåde og omvendes, så jeg kan helbrede dem.”VM5 63.2

[Mange er meget tilfredse med deres lange tjenestetid som evangeliets forkyndere. De mener, de har krav på en belønning for deres mange prøvelser og deres lydighed. Men denne gode og ægte erfaring i arbejdet for Herren gør dem endnu mere skyldige for ham, fordi de ikke har bevaret deres renhed og gået fremad på vejen mod fuldkommenhed. Den troskab, du viste i året som gik, kan ikke bruges som undskyldning for det, du forsømmer i dette år. At en person talte sandt i går kan ikke sone for løgnen, han kommer med i dag.VM5 63.3

Mange af dem, som forkastede Vidnesbyrdene, undskyldte sig med at “Ellen White bliver påvirket af sin mand. Vidnesbyrdene bærer præg af hans indstilling”. Andre ledte efter noget ved mig, som de kunne bruge som påskud for deres handlinger eller til at skaffe sig større indflydelse. Det var da, jeg bestemte mig for ikke at skrive mere, før menigheden oplevede en omvendelse. Men Gud lagde igen byrden på mig og jeg forblev trofast for jer. Hvor meget dette har kostet min mand og mig selv, vil kun evigheden kunne vide. Jeg må jo erkende menighedens tilstand, når Herren har åbenbaret det for mig gennem mange år. Advarsel efter advarsel er blevet givet mig, men der er ikke sket nogen forandring. På fast grunn bd1 side 21]VM5 63.4

Jeg så Guds truende blik på sit folk, fordi de opsluges i verden. Jeg så at bror ___s børn var blevet en snare for ham. Deres idéer og anskuelser, deres følelser og udtalelser, havde en indflydelse på ham og forblindede hans dømmekraft. Disse unge er stærkt tilbøjelige til vantro. Moderens mangel på tro og tillid til Gud er gået i arv til hendes børn. Hendes helligelse til dem er større end hendes helligelse til Gud. Faderen har forsømt sin pligt. Resultatet af denne forkerte adfærd, åbenbares i deres børn.VM5 64.1

Da jeg talte til menigheden, prøvede jeg at indskærpe forældrenes højtidelige forpligtelse for deres børn, fordi jeg kendte disse unges tilstand og de tilbøjeligheder, der havde gjort dem til det de er. Men ordene blev ikke modtaget. Jeg ved hvilke byrder jeg bar sidste gang jeg arbejdede hos jer. Jeg ville aldrig have belastet mig så meget, hvis jeg ikke kunne se jeres fare. Jeg længes efter at vække jer op, til ydmygelse for Gud og vende tilbage til ham med anger og tro.VM5 64.2

[Men selv når jeg sender dem et vidnesbyrd med advarsler og formaninger, er der nogle af dem, som siger, at dette bare er Ellen Whites meninger. Dermed håner I Guds Ånd. I kender til, hvordan Herren har åbenbaret sig gennem profetiens ånd. Begivenheder i fortiden, nutiden og fremtiden er blevet åbenbaret for mig. Jeg er blevet vist ansigter, jeg aldrig havde set før og jeg kendte dem igen, da jeg mange år senere fik dem at se. Jeg er blevet vækket af min søvn og har fået en klarere forståelse af forhold, som jeg i forvejen var blevet gjort bekendt med. Midt om natten har jeg skrevet breve, som er blevet sendt tværs over kontinentet og er nået frem på et tidspunkt, hvor det så mest kritisk ud for Guds værk og de har afværget store ulykker. Dette har i mange år været min opgave. Jeg er blevet pålagt at irettesætte mennesker for synder jeg ikke før kendte noget til. Stammer det ovenfra eller nedenfra, det jeg har udrettet de sidste seksogtredive år? samme]VM5 64.3

Forestil dig, som nogle vil vil få det til at se ud — fejlagtigt — at jeg blev påvirket til at skrive som jeg gjorde, fra breve som jeg fik fra menighedsmedlemmerne. Hvordan gjorde apostlen Paulus? De nyheder han fik gennem Kloes folk om menighedens tilstand i Korint, fik ham til at skrive sit første brev til menigheden. Private breve var kommet til ham, med de forhold de var bskrevet under nedlægger han generelle principper i besvarelserne, som vil rette onderne, hvis der gives agt på disse principper. Med stor ømhed og visdom formaner han dem til altid at sige det samme, så der ikke kommer splid iblandt dem.VM5 65.1

Paulus var en inspireret apostel, dog åbenbarede Herren ham ikke altid lige sit folks tilstand. Dem som var interesserede i menighedens fremgang og så onder krybe ind, fremlagde sagen for ham og ud fra det lys han tidligere havde fået, kunne han bedømme denne udviklings sande karakter. Fordi Herren ikke havde givet ham en ny åbenbaring for denne særlige tid, forkastede de, som virkelig søgte efter lyset, ikke hans budskab som bare et almindeligt brev. Nej, faktisk ikke. Herren har vist ham de vanskeligheder og farer som menighederne vil komme ud for og udvikler de sig i menighederne, ved han lige hvordan de skal ordnes.VM5 65.2

Han blev sat som værn for menigheden. Han skulle våge over sjæle, som en der må aflægge et regnskab for Gud og skulle han så ikke tage sig af beretningerne om deres anarki og splid? Helt sikkert — og de irettesættelser han sendte dem blev skrevet ligeså meget under Guds Ånds inspiration som i hans andre breve. Men når disse irettesættelser kom, blev nogle ikke efterkommet. De fik udseende af, at Gud ikke havde talt til dem gennem Paulus, at han kun havde givet dem et menneskes mening og de betragtede deres egen vurdering ligeså god som Paulus’.VM5 65.3

Således er det med mange af vore folk, som er drevet bort fra de gamle landemærker og som har fulgt deres egen forståelse. Hvilken stor hjælp vil det ikke være, hvis de beroligede deres samvittighed ved at tro, at mit arbejde ikke er af Gud. Men jeres vantro vil ikke ændre sagen. I er mangelfulde i karakter og i moralsk og religiøs erfaring. Luk øjnene for dette faktum, hvis I vil, men dette gør jer ikke en tøddel mere fuldkomne. Det eneste middel er at vaske sig i Lammets blod.VM5 66.1

Hvis i forsøger at lægge Guds råd til side fordi det passer jer bedst, hvis I får mindre tillid til Guds folk i de vidnesbyrd han har sendt, gør I oprør mod Gud, ligesom Kora, Datan og Abiram. I har deres beretning. I ved hvor meget de holdt på deres egne meninger. De afgjorde at deres vurdering var bedre end Moses’ og at Moses gjorde Israel stor skade. Dem som sluttede sig til dem, var så sikre i deres mening at lederne, upåvirket at Guds domme på en markant måde udslettede lederne og fyrsterne, næste morgen kom til Moses og sagde: “Det er eder, der har, dræbt Herrens folk!” Vi ser hvilket frygteligt bedrag der vil komme over menneskesindet. Hvor svært er det ikke at overbevise sjæle, der er blevet omgæret med en ånd, der ikke er af Gud. Dette er Guds arbejde og I må aflægge et regnskab for den måde I behandler hans budskab på.VM5 66.2

Da jeg stod ved min mands dødsleje, vidste jeg at havde andre båret deres del af byrderne, kunne han have levet. Da jeg i sjælspine bad om de tilstedeværende ikke længere måtte bedrøve Guds Ånd med deres hårdhjertethed. Nogle få dage senere, stod jeg selv ansigt til ansigt med døden. Da fik jeg de klareste åbenbarelser fra Gud om mig selv og om menigheden. Under stor svaghed frembar jeg jer mit vidnesbyrd, uden at vide at det ville være min sidste anledning. Har I glemt denne højtidelige lejlighed? Jeg kan aldrig glemme den, for det var som om jeg blev bragt frem for Kristi dommersæde. Jeres frafald, jeres hårdhjertethed, jeres mangel på kærlig og åndelig harmoni, jeres afvigelse fra enkelhed og renhed som Gud vil have I bevarer — jeg kendte det hele; jeg mærkede det hele. Uvenlig kritik, misundelse, strid efter at være højest, var iblandt jer. Jeg har set og hvad det det vil føre til. Jeg var bange for at arbejdet ville koste mit liv, men den interesse jeg nærede for jer fik mig til at tale. Gud talte til jer den dag. Gjorde det noget varigt indtryk?VM5 67.1

[Da jeg rejste til Colorado, følte jeg en sådan byrde for jer, at jeg i min svaghed skrev flere sider, der skulle læses ved jeres lejrmøde. Svag og skælvende stod jeg op klokken tre om morgenen for at skrive til jer. Gud talte gennem et lerkar. I vil måske sige, at denne skrivelse var et brev. Ja, det var et brev, men skrevet ved Guds ånds tilskyndelse for at fremholde for jer noget, som var blevet vist mig. I disse breve, som jeg skriver, i de vidnesbyrd, jeg bærer, fremlægger jeg for jer, hvad Herren har fremlagt for mig. Jeg skriver ikke en eneste artikel i bladet som udtryk for mine egne meninger. De er, hvad Herren har åbenbaret for mig i syner — de dyrebare lysstråler, der skinner fra tronen. Vejl f menigh bd. 2 side 22]VM5 67.2

Efter at jeg kom til Oarkland blev jeg betynget med en fornemmelse af tingenes tilstand i Battle Creek og svag og kraftesløs hjalp jeg jer. Jeg vidste at vantroens syre var i gang. Dem som ignorer Guds ords tydelige formaninger ignorerer de vidnesbyrd som har fået dem til at værdsætte ordet. Da jeg besøgte Healdsburg sidste vinter, var jeg meget i bøn og bebyrdet med ængstelse og sorg. Men Herren fejede mørket bort på én gang, da jeg bad og et stort lys fyldte værelset. En Guds engel var ved min side og det var som om at jeg var i Battle Creek. Jeg var til jeres bestyrelsesmøder, jeg hørte hvad der blev sagt, jeg så og hørte ting man ville tro Gud gerne vil slette af min hukommelse, for evigt. Min sjæl var så såret at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Nogle ting kan jeg ikke nævne. Jeg blev pålagt at ikke lade nogen vide noget om dette, for der skulle ske endnu mere.VM5 68.1

Jeg fik ordre om at samle det lys som var blevet givet mig og lade dets stråler skinne frem for Guds folk. Jeg har gjort dette i artikler i bladene. Jeg stod op klokken tre næsten hver morgen i månedsvis og samlede forskellige artikler fra de to sidste vidnesbyrd jeg fik i Battle Creek. Jeg skrev disse ting ned og skyndte af få dem videre til jer; men jeg havde ikke fået taget mig ordentligt af mig selv og resultatet var at jeg sank under byrden; mine skrifter blev ikke helt afsluttet til jer, til generalkonferensen.VM5 68.2

Igen åbenbarede Herren sig for mig, medens jeg bad. Jeg var igen i Battle Creek. Jeg var i mange hjem og hørte jeres ord omkring jeres borde. Enkelthederne kan jeg ikke fortælle om. Jeg håber at jeg aldrig vil kunne huske dem igen. Jeg havde også adskillige ret bemærkelsesværdige drømme.VM5 68.3

[Hvilken stemme vil du godkende som Guds stemme? Hvilke muligheder har Herren ellers til at vise jer fejlene, som I har begået og den farlige vej, som I er slået ind på? Hvilke muligheder er der for at gøre noget for menigheden? Hvis I nægter at tro, før hvert eneste fnug af usikkerhed eller mulighed for tvivl er fjernet, kommer I aldrig til at tro. Den form for tvivl, som kræver fuldstændigt kendskab, vil troen aldrig kunne fjerne. Troen kræver kun bevis og vidnesbyrd, men ingen demonstration. Herren kræver af os, at vi skal lyde pligtens kald også når mange andre stemmer omkring os opmuntrer os til det modsatte. Det kræver fuld opmærksomhed at kunne høre kaldet fra Herren i et sådant tilfælde. Vi må modstå lysten til det onde og sejre over den. Vi må lyde samvittighedens stemme uden at nøle, for at den ikke skal holde op med at tale til os, så viljen og lysten får overhånd. Herrens ord kommer til alle, som ikke har modstået Den Helligånd og bestemt sig for hverken at høre eller lyde. Denne stemme kommer med råd, advarsler og irettesættelser. Det er Herrens budskab og lys for hans folk. Hvis vi bestemmer os for at vente på et tydeligere kald eller en bedre anledning, kan lyset blive fjernet og vi bliver siddende tilbage i mørket. På fast grunn bd1 side 22-23]VM5 68.4

Når kaldet fra Guds Ånd og hans ord en gang ikke efterkommes, når lydighed medfører et kors, har mange mistet meget — hvor meget vil de aldrig få at vide, før bøgerne åbnes på den endelige dag. Åndens bønner, som forsømmes i dag fordi behaget eller tilbøjelighederne fører i den modsatte retning, kan ikke få kraft til at overbevise, eller endog indprente til den efterfølgende dag. Udnyttelse af de nuværende anledninger, med beredvillige hjerter, er den eneste måde at vokse i nåden og sandhedskunskab på. Vi bør altid forestille os at vi hver især står over for Herrens hære; ingen ord, ingen handling, ingen tanke bør få lov til at krænke den Evige. Således skal vi ikke have frygt for mennesker eller jordiske kræfter, fordi en Monark, hvis rige er universet, som har den enkeltes skæbne for tid og evighed i hånden, bemærker alt vort arbejde. Hvis vi føler at vi alle steder er den Allerhøjestes tjenere, vil vi være mere forsigtige; hele vort liv vil have en mening for os og en hellighed som jordisk ære aldrig kan give.VM5 69.1

Hjertets tanker, læbernes ord og alle livets handlinger vil gøre vor karakter værdigere, hvis Guds tilstedeværelse hele tiden mærkes. Lad hjertets sprog være: “Se, Gud er her.” Så vil livet være rent, karakteren, uplettet, sjælen hele tiden opløftet til Herren. Denne optræden har I ikke udvist i Battle Creek. Jeg er blevet vist at smertefulde og smitsomme sygdomme er over jer, som vil frembringe åndelig død medmindre de standses.VM5 70.1

Mange fordærves af deres ønske om et let og fornøjeligt liv. Selvfornægtelse er ubehagelig for dem. De søger hele tiden efter at undgå prøvelser, som er uadskillelig med troskab mod Gud. De sætter deres lid til at have dette livs gode ting. Dette er menneskefremgang, men er den vundet på bekostning af fremtidige, evige interesser? Livets store opgave er at vise os selv som Guds sande tjenere, elske retfærdighed og hade uretfærdighed. Vi bør i taknemmelighed tage imod det mål af nuværende lykke, som vi finder på pligtens sti. Vor største erkendes når vi føler og anerkender vor svaghed. Det største tab som nogen af jer i Battle Creek kan lide er at I ikke alvorlig og udholdende er ivrige efter gøre ret, miste styrke til at modstå fristelse og tab af tro på sandhedens og pligtens principper.VM5 70.2

Lad ingen bilde sig selv ind at han er en succesrig mand, hvis han ikke holder sin samvittighed ren og giver sig selv helt til sandheden og til Gud. Vi bør bevæge os stadig fremad og aldrig miste hjertet eller håbet for det gode arbejde, uanset hvilke prøvelser der er på vor sti, uanset det moralske mørke kan omgive os. Tålmodighed, tro og kærlighed overfor pligter er de lektier vi må lære. Underkastelse af selvet og se på Jesus er en hverdagsgerning. Herren vil aldrig svigte den sjæl der stoler på ham og søger hans hjælp. Livets krone sættes kun på sejrherrens pande. Der er, for enhver, et alvorligt højtideligt arbejde for Gud, medens livet stunder til. Idet Satans kraft bliver større og hans bedrag mangedobles, bør der bruges dygtighed, evner og skarp ledelse af dem under bevogtning af Guds hjord. Vi har ikke blot hver især et arbejde at gøre for vore egne sjæle, men vi har også en pligt til at vække andre til at få evigt liv.VM5 70.3

[Det gør mig ondt at måtte sige, mine brødre, at I har syndet ved at nægte at vandre i lyset og at I derfor nu vandrer i mørke. Nu kan det være, at I er kommet dertil, at I ikke længere ser det som en pligt at tage imod lyset og følge det. I har ladet tvivlen få overtaget og har forsømt at efterleve Guds krav og nu hører I ikke længere Guds stemme. Mørket er blevet lys for jer og lyset er blevet mørke. Guds formaning har lydt til jer om at gå fremad på vejen mod fuldkommenhed. Den kristne må gøre fremgang og vokse i troen. Lyset fra Gud skinner klart, men vi må benytte os af det og vandre i det. Herren har velsignet os rigeligt; men der er ingen grænser for, hvad han har at give. Den, som tvivler, kan komme til at håne evangeliets kald til hellighed. Verdsligheden er smitsom og kan let få magten over mennesker. Guds sag kræver en ihærdig indsats og stor offervilje; men til slut skal den sejre.VM5 71.1

Befalingen lyder: Gå fremad, gør din pligt og overlad følgerne til Gud. Den, som drager ud, hvor Jesus leder, skal sejre med ham og få del i hans glæde. Kun den, som er med i kampen, kan vinde sejrskransen. Ligesom Jesus må vi nå fuldendelsen gennem lidelser. Havde Kristi liv været et mageligt liv, kunne vi også have taget den med ro. Men hans liv var fuldt af selvforsagelse, lidelse og offer og vi må bære vor del tålmodigt, hvis vi ønsker at få del med ham. Vi kan trygt vandre på den mørkeste sti, hvis vi har livets lys til at vise os vej. På fast grunn bd1 side 23]VM5 71.2

Herren forsøger og prøver jer. Han har rådet, formanet og bedt. Alle disse højtidelige formaninger vil enten gøre menigheden bedre eller afgjort værre. Jo oftere Herren taler for at rette eller råde og I ignorerer hans røst, jo mere tilbøjelige bliver i for at forkaste det igen og igen, indtil Gud siger: “Fordi jeg råbte og i stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men i lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor leer jeg ved eders ulykke, spotter, når det, i frygter, kommer, når det, i frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd.”VM5 72.1

Halter I ikke mellem to anskuelser? Forsømmer I ikke at give agt på det lys Gud har givet jer? Tag jer i agt, at ingen af jer har et vantroende, ondt hjerte, der viger fra den levende Gud. I kender ikke jeres besøgelsestid. Jødernes store synd var at de forsømte og forkastede deres anledninger den gang. Som Jesus ser sine bekendende efterfølgeres tilstand i dag, ser han en tarvelig utaknemmelighed, udhulende formalisme, hyklerisk uoprigtighed, farisæisk stolthed og frafald.VM5 72.2

De tårer som Kristus fældede på Oliebjerget var for den enkeltes ubodfærdighed og utaknemmelighed i endetiden. Han ser hans kærlighed som foragtet. Sjælens tempelsale er blevet omdannet til steder med uhellig samfærdsel. Selviskhed, mammon, ondskabsfuldhed, misundelse, stolthed og lidenskab — alt gemmes i menneskehjertet. Hans advarsler forkastes og latterliggøres, hans ambassadører blev behandlet med ligegyldighed, deres ord var som tom tale. Jesus har talt af nåde, men disse nådegaver er ikke vedkendt; han har talt i højtidelige advarsler, men disse advarsler er blevet afvist.VM5 72.3

Jeg bønfalder jer, som længe har bekendt troen som stadig viser ydre hyldest til Kristus: Bedrag ikke jer selv. Det er det hele hjerte, som Jesus værdsætter. Sjælens loyalitet alene er af værdi i Guds øjne. “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!” “Blot også du” — I øjeblikket henvender Kristus sig til dig personligt, bøjende fra sin trone, længtes inderligt med medynkende ømhed over dem som ikke mærker deres fare, som ikke har medlidenhed med sig selv.VM5 73.1

Mange har levet i navnet, selvom de er blevet åndeligt døde. Disse vil sige en dag: “Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?” Og da vil jeg sige dem rent ud: “Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret” Ve vil der råbes imod jer, hvis I nøler og bliver siddende indtil Retfærdighedens Sol skal gå ned; den evige nats mørke skal være din del. Oh, om det kolde, formelle, verdslige hjerte dog må smeltes! Kristus fællede ikke kun tårer for os, men sit eget blod. Skulle disse tilkendegivelser om hans kærlighed ikke vække op til dyb ydmygelse for Gud? Det er ydmyghed og selvfornedrelse vi har brug for, der skal anerkendes af Gud.VM5 73.2

Det menneske Gud leder vil blive mishaget ved sig selv, fordi lyset fra det fuldkomne Menneske skinner på ham. Men dem som mister Forbilledet af syne og sætter sig selv for meget op, vil finde fejl hos andre og kritiserer dem. De vil blive skarpe, mistænksomme, fordømmende; de vil rive andre ned for at bygge sig selv op.VM5 73.3

[Herren har for nylig vist mig, hvordan det står til med jer. Han lod mig se, at I har forkastet budskabet og jeg fik til opgave at tale lige ud til jer i hans navn, for Herrens vrede er over jer. Der blev sagt til mig: “Du har fået din opgave af Gud. Mange kommer til at nægte at høre på dig, ligesom de nægter at høre på den Store Lærer. Fordi de mener, de ikke har gjort noget galt, er der nogle som ikke vil finde sig i at blive irettesat. Men du må bringe dine irettesættelser og advarsler, som jeg giver dig, enten de vil høre eller ikke.” På fast grunn bd 1 side 24]VM5 73.4

Jeg frembærer jer Herrens vidnesbyrd. Alle, som vil lade sig rette, vil høre hans røst; men dem som er blevet bedraget af fjenden er ikke villige nu til at komme til lyset, medmindre deres gerninger irettesættes. Mange af jer kan ikke se Guds arbejde og nærhed. I ved ikke at det er ham. Herren er stadig nådig, villig til at tilgive alle, som vender sig til ham i anger og tro. Herren sagde: Mange ved ikke hvad de gør forkert. De giver ikke agt på Guds stemme, men følger deres eget øjesyn og deres eget hjertes forståelse. Vantro og skepticisme har taget troens plads. De har forladt Mig.VM5 74.1

Jeg fik vist at fædre og mødre har forladt deres enkle livsførelse og forsømt evangeliets hellige kald. Herren har formanet dem til ikke at fordærve sig selv, ved at antage verdens vaner og grundregler. Kristus ville gerne give dem af sine nådegavers uransagelige rigdomme frit og rigeligt, men de viser sig selv som uværdige.VM5 74.2

Mange opløfter sjælen til forfængelighed. Lige så snart en person tror at han har talenter, som kunne bruges i Guds sag, overvurderer han gaven og begynder hellere at tænke høje tanker om sig selv, som om han var menighedens grundpille. Det arbejde som han kunne gøre tilfredsstillende, overlader han til andre med mindre evner, end han selv mener han har. Han tænker og taler om en højere status. Han må lade sit lys skinne frem for mennesker; men i stedet for at nåde, ydmyghed, beskedenhed, venlighed, mildhed og kærlighed skinner ud af hans levemåde, ses selvet, selvets betydning overalt.VM5 74.3

Kristi ånd bør således kontrollere vor karakter og opførsel så vi altid kan have en velsignende, opmuntrende og opbyggelig indflydelse. Vore tanker, vore ord, vore handlinger, bør bevidne at vi er født af Gud og at Kristi fred hersker i vore hjerter. På den måde har vi en venlig udstråling omkring os, som Frelseren taler om når han pålægger os at lade vort lys skinne for mennesker. Derved efterlader vi os et levende klart spor mod himmelen. På denne måde kan alle, som er knyttet til Kristus, få mere virkning i deres forkyndelse om retfærdigheden, end der kan gives fra den allerbedste talerstol, uden denne himmelske salvelse. Disse lysbærere spreder den reneste udstrålning, som de slet ikke er klar over, ligesom uanselige blomster der spreder den sødeste duft.VM5 75.1

Vort folk gør meget store fejltagelser. Vi kan ikke rose og smigre et menneske uden at forurette ham meget; dem som gør dette vil blive alvorligt skuffet. De ser for meget på begrænsede mennesker og ikke nok på Gud, som aldrig fejler. Ivrigt ønske efter at få mennesker gjort til genstand for offentlig opmærksomhed, er bevis på frafald fra Gud og venskab med verden. Det er den ånd som karakteriserer nutiden. Det viser at mennesker ikke har Jesu sindelag; åndelig blindhed og sjælens armod er kommet over dem. Personer med lavere tankegang ser oftere bort fra Jesus, hen til en almindelig menneskestandard, ved hvilken de ikke er klar over deres ringehed og vurderer derved deres egne evner og gaver forkert. Der er blandt os, som et folk, en forgudelse af menneskelig kunnen og lutter menneskelige talenter og disse endog af overfladisk karakter. Vi må dø i selvet og værne om den ydmyge og barnlige tro. Guds folk er veget bort fra deres enfoldighed. De har ikke gjort Gud til deres styrke og åndeligt er de svage og udmattede.VM5 75.2

[Det blev vist mig, at verdens ånd hurtigt gennemsyrer menigheden. I følger den samme vej som det gamle Israel. Der er det samme frafald fra jeres hellige kald som Guds udvalgte folk. I har fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger. Jeres samkvem med de vantro har frembragt Herrens mishag. I ved ikke, hvad der tjener jer til fred og det skjules hurtigt for jeres øjne. Jeres afvisning af at følge lyset vil sætte jer i en mere ugunstig situation end jøderne, over hvem Kristus udtalte et ve.VM5 75.3

Jeg er blevet vist, at utroskab mod vidnesbyrdene er øget hastigt i takt med, at folket glider bort fra Gud. Det sker overalt iblandt os og over hele felten. Men kun få kender til, hvad vore menigheder vil komme til at erfare. Jeg så, at vi for øjeblikket er under guddommelig overbærenhed, men ingen kan sige, hvor længe dette vil fortsætte. Ingen ved, hvor stor en nåde, der er blevet vist os. Men få er de, som er overgivet til Gud. Der er kun få, som er som stjerner i en stormfuld nat, de skinner her og der mellem skyerne.VM5 76.1

Mange, som i selvtilfredshed lytter til sandheden fra Guds ord, er åndeligt døde, mens de foregiver at være levende. I årevis er de gået ud og ind af vore forsamlinger, men de synes mindre og mindre følsomme overfor værdien af den åbenbarede sandhed. De hungrer og tørster ikke efter retfærdighed. De har ingen smag for åndelige eller guddommelige ting. De samtykker med sandheden, men de er ikke helliggjort gennem den. Hverken Guds Ord eller Hans Ånds vidnesbyrd gør noget varigt indtryk på dem. I overensstemmelse med lyset, privilegierne og mulighederne, som de har tilsidesat, vil deres fordømmelse blive. Mange, som forkynder sandheden for andre, dvæler selv ved uretfærdighed. Guds Ånds bønfaldelser, som en guddommelig melodi, hans ords løfter så rige og overvældende, dets trusler mod afguderi og ulydighed — alle er de magtesløse i at blødgøre det hjerte, som er hærdet af verden.VM5 76.2

Mange af vore folk er lunkne. De indtager en stilling som Meroz, ikke for eller imod, hverken kold eller varm. De hører Kristi ord, men handler ikke efter dem. Hvis de forbliver i denne tilstand, vil han afvise dem med afsky. Mange af dem, der har haft et stort lys, store muligheder og ethvert åndeligt fortrin priser Gud og verden i samme åndedrag. De bøjer sig for Gud og mammon. De gør sig lystige med verdens børn og dog gør de krav på at blive velsignet med Guds børn. De ønsker at have Kristus som deres Frelser, men ønsker ikke at bære korset eller tage hans åg på sig. Må Herren være jer nådige, for hvis I fortsætter på den måde, er der intet andet end ondt, der kan profeteres om jer.VM5 76.3

Guds tålmodighed har et mål, men I modvirker det. Han tillader en tingenes tilstand at indtræffe, som I gerne ville modvirke lidt efter lidt, men det vilVM5 77.1

være for sent. Gud bad Elias om at salve den onde og bedrageriske Hazael til konge over Syrien, for at han kunne blive en plage for det afguderiske Israel. Hvem ved, om ikke Gud vil overgive jer til de bedrag, I elsker? Hvem ved, om ikke de prædikanter, der er trofaste og faste vil blive de sidste, som skal give fredens evangelium til vore utaknemmelige menigheder? Det kan være at ødelæggere allerede er under oplæring under Satans ledelse og kun venter på, at endnu nogle få fanebærere skal gå af, således at de kan indtage deres pladser og med den falske profets stemme udråbe “fred, fred”, når Herren ikke har talt om fred. Jeg græder kun sjældent, men nu er mine øjne blændet af tårer; de falder på papiret, mens jeg skriver. Det kan være, at inden længe vil al profetisk tale iblandt os ophøre og den stemme, som har vækket folket kan ikke længere forstyrre deres kødelige søvn. ukendt oversættelse]VM5 77.2

Når Gud skal gøre sit sælsomme værk på jorden, når hellige hænder ikke længere bærer arken, vil der komme ve over folket. Oh, hvad ville I have vidst, endog jer, på denne jeres dag, de ting som tilhører jeres fred! Oh, om vort folk måtte, ligesom Nineve, angre med al deres styrke og tro med hele hjertet, så Gud kan vende sin voldsomme vrede bort fra dem.VM5 77.3

[Jeg fyldes med rædsel, når tilstanden i familier, som bekender sig til den nærværende sandhed, bliver åbenbaret for mig. Unge menneskers, ja selv børns umoral er næsten utrolig. Forældre ved ikke, at hemmelig synd udvisker og tilintetgør Guds billede i deres børn. De synder, der karakteriserede sodomitterne, findes iblandt dem. Forældrene er ansvarlige, for de har ikke opdraget deres børn til at elske og adlyde Gud. De har ikke holdt dem i ave eller omhyggeligt undervist dem i Herrens vej. De har givet dem lov til at gå og komme, som de ville og til at omgås verdens børn. Den verdslige indflydelse, der modarbejder forældrenes undervisning og autoritet, findes hovedsagelig i det såkaldt bedre selskab. Ved deres påklædning, udseende og fornøjelser omgiver de sig med en atmosfære, der står i modsætningsforhold til Kristus.VM5 78.1

Det eneste sikre for os er at stå som Guds særskilte folk. Ikke en tomme må vi give efter for denne degenererede tids moder og skikke, men stå moralsk selvstændige og ikke gå på akkord med dens umoralske, afguderiske vaner. Barnet i hjemmet side 433]VM5 78.2

Det vil kræve mod og selvstændighed at rejse sig over kristenverdens religiøse standard. De følger ikke Frelserens selvfornægtende eksempel; de ofrer sig ikke; de forsøger hele tiden at undgå det Kors, som Kristus erklærer som tegnet på discipelskab.VM5 78.3

Hvad kan jeg sige for at vække vort folk op? Jeg siger jer, ikke så få prædikanter som står foran folk og forklarer skrifterne, er besmittede. Deres hjerter er fordærvede, deres hænder er urene. Alligevel råber mange, “Fred, fred”; og misgerningernes arbejdere alameres ikke. Herrens hånd er ikke så kort at han ikke kan frelse, hans øre er ikke for forstokket så han ikke kan høre; men det er vore synder der har adskilt os fra Gud. Menigheden er fordærvet på grund af dets medlemmer, som besmitter deres legemer og forurener deres sjæle.VM5 78.4

Hvis alle, som samledes til opbyggelses? og bedemøder kunne betragtes som sande gudsdyrkere, så kan vi gøre vort håb, skønt meget stadig vil blive gjort for os. Men det er nyttesløst at bedrage os selv. Tingene er langt fra at være hvad de ser ud til. På afstand ser de meget godt ud, men under nærmere undersøgelse vil de være fulde af misdannelser. Vor tids fremherskende ånd er utroskabens og frafaldets ånd — en ånd med et falsk lys på grund af sandhedskundksab, men i virkeligheden på grund af blind indbildskhed. Der er en modstand imod Guds klare ord og hans ånds vidnesbyrd. Der er en afguderisk ophøjelse af almindelig menneskelig forstand over Guds åbenbarede visdom.VM5 79.1

Der er mænd blandt os, i ansvarlige stillinger, som fremholder at nogle få indbildske filosoffers meninger, skal have — såkaldt — mere tiltro end bibelens sandhed, eller Helligåndens vidnesbyrd. En tro som Paulus, Peter eller Johannes betragtes som gammeldags og utilstrækkelig for nutiden. Den kaldes absurd, mystisk og uværdigt for et intelligent menneske.VM5 79.2

Gud har vist mig at disse mænd er Hazaeler der vil vise sig at være en svøbe for vort folk. De er klogere end det der er skrevet. Denne utro på Guds ords sandheder, fordi menneskelig bedømmelse ikke kan fatte hans gerningers mysterier findes i alle områder, i alle samfundets rækker. Den læres i de fleste af vore skoler og kommer ind i børnehaverne. Tusindvis som bekender at være kristne, lægger mærke til løjnagtighed. Overalt vil mørkets ånd i religionens klædning stå lige over for jer.VM5 79.3

Hvis alt der ser ud som guddommeligt liv var det i virkeligheden, hvis alle som bekender den nærværende sandhed for verden forkyndte sandheden og ikke imod den og hvis de var Guds mænd, vejledt af Hans Ånd, — så kunne vi se noget opmuntrende midt i det fremherskende moralmørke. Men antikrists ånd hersker i så stor grad som aldrig før. Vel kan vi udbryde: “Hjælp, Herre; for det gudfrygtige menneske ophører; for den trofaste svigter menneskenes børn.” Jeg ved at mange tænker alt for godt om denne tid. Disse magelige sjæle vil opsluges i almindeligt fordærv. Alligevel fortvivler vi ikke. Vi har været tilbøjelige til at tro, at hvor der ikke er trofaste prædikanter, der kan der ikke være sande kristne; men dette er ikke tilfældet. Gud har lovet at, hvor hyrderne ikke er sande, vil han selv tage sig af hjorden. Gud har aldrig gjort hjorden helt afhængig af menneskelig medvirken. Men menighedens renselsesdage kommer med hast. Gud vil have et rent og sandt folk. I den mægtige sigtning, der snart vil finde sted, bliver vi i bedre stand til at måle Israels styrke. Tegnene åbenbarer at tiden er nær, hvor Herren vil vise at han har sin vifte i hånden og han vil rense sit gulv grundigt.VM5 79.4

[Dagene nærmer sig hurtigt, da der vil herske stor rådvildhed og forvirring. Forklædt som en engel vil Satan føre endog de udvalgte vild, om det var muligt. Der vil blive mange “guder” og mange “herrer”. Alle mulige lærdomme vil blæse som vinde.] Dem som har afgivet største hyldest til såkaldt videnskabsfalskneri, vil så ikke blive ledere. Dem som har stolet på forstanden, skytsånd eller talent vil da ikke stå i rækkerne. De havde ikke fred med lyset. Dem som har bevist sig selv som upålidelige, vil da ikke betros hjorden. [Ikke mange af de store mænd vil være engageret i det alvorlige afsluttende værk. De er selvsikre og uafhængige af Gud og han kan ikke bruge dem. Herren har nogle trofaste tjenere, som vil komme til syne i rystelsens og prøvens tid. Der findes dyrebare sjæle, som nu er skjult og som ikke har bøjet knæ for Ba'al. De har ikke haft det lys, der har skinnet så klart for jer. Men under et barsk og utiltalende ydre lyser måske en ægte kristelig karakters renhed. Når vi om dagen ser op imod himmelen, kan vi ikke se nogen stjerner. Men de er der, de er der på himmelen, øjet kan blot ikke skelne dem. Men om natten kan vi se dem i deres fulde glans.] [Herren kommer 7.nov] [I Mesterens Tjeneste side 60 ]VM5 80.1

[Den tid, da enhver sjæl vil blive prøvet, er ikke langt borte. Dyrets mærke vil blive påtvunget os. De, som lidt efter lidt har givet efter for verdens krav og føjet sig efter verdens skik og brug, vil ikke finde det vanskeligt at give efter for dem, der har magten på den tid, hellere end at blive genstand for spot, krænkelse og trussel om fængsling og død. Striden står mellem Guds bud og menneskers bud. På den tid vil slaggerne blive skilt fra guldet i menigheden. Virkelig gudsfrygt vil klart kunne skelnes fra det ydre skin og skær af gudsfrygt. Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil da gå ud i mørket. Avnerne vil som en sky blive bortvejret af vinden, selv fra steder, hvor vi kun ser gulve fulde af gylden hvede. Alle, som smykker sig med helligdommens prydelser, men ikke er iklædt Kristi retfærdighed, deres nøgenheds skam skal blive åbenbar. Herren kommer 7.nov]VM5 81.1

Tiden er ikke langt borte, hvor prøven vil komme over enhver sjæl. Dyrets mærke vil ligge os meget på sinde. Dem som skridt for skridt har givet efter for verdslige forlangender og tilpasset sig verdslige skikke, vil ikke finde det svært at give efter for magter, der, — fremfor at de selv gør sig til genstand for hån, — forhåner og truer med fængsling og død. Styrkeprøven er mellem Guds bud og menneskers bud. I denne tid vil guldet udskilt fra slaggerne i menigheden. Sand gudsfrygt vil klart udskilles fra dets udseende og glimmer. Mange stjerner, som vi har beundret for deres glans vil da forsvinde i mørket. Avnerne vil bæres væk i vinden, som en sky, endog fra steder hvor vi kun ser ren hvede. Alle som påtager sig helligdommens smykke, men ikke er klædt i Kristi retfærdighed, vil vise sig i deres egen nøgenheds skam.VM5 81.2

Når træer uden frugt, skæres ned som besværlige planter for jorden, når masser af falske brødre udskilles fra de sande, så vil de skjulte åbenbares og med hosiannaråb stille sig under Kristi banner. Dem som har været sky og manglet selvtillid vil erklære sig selv åbenlyst for Kristus og hans sandhed. Men de svageste og mest tøvende i menigheden, vil være som Davis — villig til at turde og gøre det. Jo mørkere natten er for Guds folk, des mere strålende er stjernerne. Satan vil på smertelig måde plage den trofaste; men, i Jesu navn, vil de komme mere ud som sejrherrer. Så vil Kristi kirke vise sig “fager som månen, skær som solen, frygtelig som hære under banner?”VM5 81.3

Sandhedens frø som sås i missionsarbejdet vil spire op, blomstre og bære frugt. Sjæle vil modtage sandheden, som udholder trænglserne og priser Gud for at de må lide for Jesus. “I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Når den overvældende plage skal feje over jorden, når viften renser Jehovas grund, vil Gud hjælpe sit folk. Satans sejrstegn kan sættes på højene, men den rene og hellige tro lader sig ikke skræmme.VM5 82.1

Elias tog Elisa fra ploven og satte indvielseskåbe på ham. Kaldet til dette store og højtidelige arbejde blev overbragt lærte og værdsatte mennesker; var disse små i deres egne øjne og stolede helt på Herren, han ville have æret dem, ved at føre sin triumferende standard til sejr. Men de skilte sig fra Gud, overgav sig til verdens indflydelse og Herren forkastede dem.VM5 82.2

Mange har ophøjet videnskaben og mistet videnskabens Gud af syne. Dette var ikke tilfældet med menigheden i de reneste tider.VM5 82.3

Gud vil udføre et arbejde i vore dage, som kun få kan vente sig. Han vil oprejse og ophøje dem iblandt os, som mere er oplært af hans Ånds salvelse end af videnskabsinstitutionernes ydre oplæring. Den ydre oplæring skal ikke foragtes eller fordømmes; de er forordnet af Gud, men de kan kun give ydre kvalifikationer. Gud vil tilkendegive at han ikke er afhængig af lærte — egensindige dødelige mennesker.VM5 82.4

Der er få virkelig helligede mænd iblandt os, få som har kæmpet og sejret i kampen med selvet. Virkelige omvendelser er en afgjort forandring af følelser og motiver; det er en livsvigtig aflæggelse af verdslige forbindelser, en hasten væk fra deres åndelige atmosfære, en borttrækken fra deres tankers, anskuelsers og indflydelsers herskende magt. Adskillelsen skaber smerte og bitterhed til begge partnere. Det er strid som Kristus siger at han kom for at bringe. Men omvendte vil nære et stadigt ønske for at deres venner skal forlade alt for Kristus, være klar over at gør de ikke dette, vil de blive adskilt endeligt og for evigt. Den sande kristne kan ikke være lette og spøgende når de er sammen med ikke-troende venner. Sjælenes værdi, for hvem Kristus døde, er for stor.VM5 82.5

“Ingen af jer kan være min discipel,” siger Jesus, “uden at han giver afkald på alt, hvad han har.” Hvad som helst der adskiller os fra Gudshengivenheden, må opgives. Mammon er manges afgud. Dets gyldne kæder binder dem til Satan. Anseelse og verdslig ære dyrkes af en anden klasse. Et liv i selvmagelighed og fri for ansvar er andres afgud. Dette er Satans snarer, der sættes frem for uforsigtige fødder. Men disse slavebånd må brydes; kødet må korsfæstes med dets hengivenhed og lyster. Vi kan ikke være halvt Herrens og halvt verdens. Vi er ikke Guds folk, medmindre vi er det fuldt ud. Ethvert vægtlod, enhver omsiggribende synd, må lægges til side. Guds vagtfolk vil ikke råbe: “Fred, fred”, når Gud ikke har sagt fred. De trofaste vagtfolks røst vil høres: “Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!”VM5 83.1

Menigheden kan ikke måle sig selv med verden, heller ikke med menneskers meninger, heller ikke med hvad hun engang var. Hendes tro og hendes position i verden som den er nu, må sammenlignes med, hvad den kunne være, hvis hendes vej hele tiden var fremad og opad. Menigheden vil vejes på helligdommens vægte. Hvis hendes karakter og åndelige status ikke svarer til de gaver og velsignelser Gud har givet hende, vil hun findes for let. Lyset har skinnet klart og bestemt på hendes stivej og lyset fra 1882 drager hende til regnskab. Hvis hendes talenter ikke er udnyttet og hendes frugter ikke er fuldkomne for Gud, hvis hendes lys er blevet mørke, er hun i virkeligheden fundet for let. Kundskab til vor tilstand, som Gud ser den, er som skjult for os. Vi ser, men fatter ikke; vi hører, men forstår ikke; og vi hviler ligeså ubekymrede som om skystøtten om dagen og ildstøtten om natten, hvilede over vor helligdom. Vi bekender at kende Gud og tro sandheden, men i gerninger fornægtes han. Vore handlinger er direkte modsat til sandhedens og retfærdighedens principper, hvilke vi bekender at blive styret af.VM5 83.2