Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Vidnesbyrd for menigheden bind 5

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Prædikanter som lærer

    Prædikanter som lærer

    Tingenes tilstand i ___ er dybt beklagelig. Det som Herren har fundet behag i at vise mig, har været sådan, at jeg smertes. Dem som skal arbejde her eller i ___ herefter, vil få en besværlig opgave og må bære en himmelsk byrde, fordi arbejdet ikke er blevet afgrænset rigtigt, men er efterladt i en ufærdig tilstand. Og det er endnu værre, fordi sammenbruddet ikke helt kan tilskrives de verdslige og manglen på kærlighed til Jesus og sandheden på folkenes side; men meget af det ligger ved prædikanternes dør, som, medens de har arbejdet blandt dem, tydeligt har svigtet deres opgave. De har ikke haft missionsånden; de har ikke følt det store behov for at uddannet folk grundigt i alle arbejdets grene, alle steder, hvor sandheden har fået fodfæste. Det arbejde der er gjort grundigt for en sjæl, er gjort for mange. Men prædikanterne har ikke indset dette og ikke har uddannet personer som burde stå faste for sandhedens forsvar og undervise andre. Denne løse, slappe, halvgjorte arbejdsmåde mishager Gud.VM5 254.3

    En prædikant kan lide at prædike, for det er en behagelig del af arbejde og er forholdsvis let, men ingen prædikanter kan måles med sin evner som taler. Størstedelen kommer efter at have forladt talerstolen, — at vande de såede frø. Den tændte interesse bør følges op af personligt arbejde, besøg, holde bibellæsninger, lære hvordan skrifterne ransages, bede med familier og interesserede, søge at uddybe hjerternes og samvittighedens indtryk.VM5 255.1

    Der er mange som ikke har ønske om at kende til deres ikke-troende naboer og dem de kommer i kontakt med og de anser det ikke for deres opgave at overvinde denne ulyst. Den sandhed de lærer og Jesu kærlighed, bør have stor magt til at de kan overvinde denne følelse. De bør huske på at de må møde disse mænd og kvinder til dommen. Har de efterladt usagte ord, der burde være talt? Har de næret interesse nok for sjæle, til at advare, bede dem, bede for dem og gjort alt for at vinde dem til Kristus? Har de sat alt ind med iver og givet agt på apostlens formaning: “Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet”?VM5 255.2

    Der er et alvorligt arbejde at gøre af alle, som vil have deres gerning til at lykkes. Jeg bønfalder jer, kære brødre, Kristi tjenere, svigt ikke jeres bestemte pligt med at undervise folk til at arbejde ihærdigt på at støtte Guds sag i alle dets forskellige grene. Kristus var en lærer og hans tjenere, som repræsenterer ham, bør være undervisere. Skønt de forsømmer at undervise folk i deres forpligtelse over for Gud om tiende og gaver, forsømmer de en vigtig del af det arbejde som deres Mester har overladt dem og “upålidelig tjener” står skrevet over for deres navne i himlens bøger. Menigheden kommer til den konklusion at hvis disse ting var nødvendige, ville den tjener, Gud har sendt dem til at overbringe dem sandheden, fortælle dem dette; og de ville føle sig sikre og tilpasse, selvom de forsømmer deres pligt. De går imod Guds udtrykte krav og som følge deraf bliver livløse og ligegyldige. De udøver ikke en frelsende indflydelse på verden og de fremstilles af Kristus som salt uden smag.VM5 255.3

    [Selskaber af sabbatsholdere kan opstå mange steder. Ofte vil de ikke være store selskaber; men de må ikke forsømmes; de må ikke overlades til at dø på manglen af rigtige personlig anstrengelse og oplæring. Dette arbejdet må ikke forlades for tidligt. Se om alle er kloge i sandheden, grundfæstet i troen og interesseret i enhver gren i arbejdet, før de overlades til en anden mark.] Og besøg dem ofte, ligesom apostlen Paulus, for at se hvordan de gør det. Oh hvor det forsømmelige arbejde mange gør, som hævder at være hvervet af Gud til at forkynde hans ord, får englene til at græde. [Vejledning i sabbatsskolearbejdet. side 183]VM5 256.1

    Sagen kunne være i en sund tilstand på alle marker hvis tjenerne ville stole på Gud og ikke lade noget komme ind mellem dem og deres arbejde.VM5 256.2

    [Det har vist sig i missionsmarken at, hvad det forkyndende talent end kan være, hvis den arbejdende del er forsømt, såsom hvis folk ikke er oplært i hvordan der skal arbejdes, hvordan møder ledes, hvordan de gør deres del i missionsarbejdet og hvordan de med held når folk, vil arbejdet næsten være en fiasko. Der er meget der skal gøres i sabbatsskolearbejdet også, i at få folk til at indse deres forpligtelse og gøre deres del. Gud kalder dem til at arbejde for ham og prædikanterne burde vejlede deres anstrengelser. samme]VM5 257.1

    Den sørgelige kendsgerning kan ses at arbejdet på disse marker burde være flere år længere fremme, end hvad det er nu. Forsømmelsen fra prædikanternes side, har gjort folket modløst og manglende interesse, selvopofrelse og påskønnelse af arbejdet fra folks side har gjort prædikanterne modløse. “To år bagud” står skrevet i himlens optegnelsesbøger. Dette folk kunne have gjort meget godt for at fremme sandhedens sag og bringe sjæle til Kristus på forskellige lokaliteter og samtidig kunne de selv være vokset i nåden og i sandhedskundskab, hvis de havde udnyttet deres anledninger og gjort mest ud af deres privilegier, vandret, ikke med knurren og beklagelse, men i tro og mod. Evigheden alene kan afsløre hvor meget der er gået tabt i løbet af årene — hvor mage sjæle der har fået lov at gå tabt, ved denne tingenes tilstand. Tabet er for stort til at udregne. Gud er blevet forhånet. Denne handlemåde har bragt sagen skade, som er flere år om at blive helbredt; og hvis de begåede fejltagelser ikke ses og angres, vil de med vished gentages.VM5 257.2

    Erkendelse af disse kendsgerninger har pådraget mig uudsigelige byrder, drevet søvnen fra mine øjne. Nogen gange har det været som om at mit hjerte vil bryde sammen og jeg kunne kun bede, da jeg gav luft for min smerte og grad højt. Oh, jeg følte mig så ked af det for min Frelser! Han søgte efter frugter midt i blandt bladdækkede grene på figentræet og hans “skuffelse over at ikke finde andet end blade” var så levende for mine øjne. Jeg følte at jeg ikke have det sådan. Jeg kunne på ingen måde forenes med tidligere års pligtforsømmelse på prædikanternes og folkenes side. Jeg frygtede at den knusende forbandelse, der gik over figentræet, kunne være disse uforsigtiges skæbne. Denne frygtelige forsømmelse, ikke at gøre arbejdet og fuldbyrde den mission som Gud havde betroet dem, pådrager et tab, som ingen af os kan holde oppe. Det er at se for stor en risiko at løbe og for frygtelig at vove i vor religiøse historie, men især nu, hvor tiden er så kort og så meget skal gøres på denne Guds beredelsesdag. Hele himlen er alvorligt engageret i menneskers frelse; lys kommer fra Gud til hans folk, forklarer deres pligt, så at ingen behøver at fejle fra den rigtige sti. Men Gud sender ikke sit lys og sandhed for at den skal tages let eller spøges med dem. Hvis folk er passive, er de dobbelt skyldige over for ham.VM5 257.3

    Da Kristus red ind i Jerusalem, på Olibjergets top, brød han ud i ustyrlig sorg, kom med udbrud, idet han så på Jerusalem: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.” Han græd ikke for sig selv, men i hans barmhjertigheds, langmodighed og overbærenheds fortvivlelse. Denne fordømte bys hårdhjertede og forhærdede uvaner ligner menighedernes og enkeltpersoners adfærd over for Kristus nu. De forsømmer hans krav og foragter hans overbærenhed. Der er en formel gudfrygtighed, der er ceremoniel gudsdyrkelse og der er smigrende bønner, men den virkelige kraft mangler. Hjertet er ikke blødgjort ved nåden, men er koldt og uimodtageligt. Mange, ligesom jøderne, er forblindede af vantro og kender ikke tiden for deres hjemsøgelse. Så vidt det angår sandheden, har de haft alle muligheder, Gud har appelleret til dem i årevis, i advarsler, irettesættelser, rettelser og undervisning i retfærdigheden; men særlige anvisninger er kun blevet givet dem blot til ignoreren og sat på stade med almindelige ting.VM5 258.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents