Opførsel I Guds hus

OPFØRSEL I GUDS HUS
VM5 491.1

[For den ydmyge, troende sjæl er Guds hus på jorden himmelens port. Lovsangen, bønnen og de ord, Kristi repræsentanter taler, er de af Gud forordnede midler til at berede folket til menigheden hisset, til den højere gudstjeneste, hvortil intet urent vil få adgang.VM5 491.2

Af den hellighed, der var knyttet til dem jordiske helligdom, vil kristne kunne lære, hvordan de bør betragte det sted, hvor Herren kommer sammen med sit folk, Med hensyn til vaner og skikke i forbindelse med den kristne gudstjeneste er der hos folket sket en stor forandring, ikke til det bedre, men til det værre. De dyrebare, de hellige ting, der forbinder os med Gud, taber hurtigt deres magt over vort sind og vore hjerter og bringes ned på samme trin som det almindelige. Den ærefrygt, folket i gammel tid havde for helligdommen, hvor de kom sammen med Gud i hellig tjeneste, er for en stor del forsvundet. Men det var Gud selv, som indførte forordningen vedrørende gudstjenesten og ophøjede dem langt over alt, hvad der hører det timelige til.VM5 491.3

Huset er familiens helligdom og lønkammeret eller skoven er det ensomme sted for personlig andagt; men kirkehuset er menighedens helligdom. Der bør være regler angående tid og sted for gudstjenesten og dens orden. Intet, der er helligt, intet, der vedrører Guds tilbedelse, bør behandles med ligegyldighed eller skødesløshed. For at menneskene skal kunne gøre deres bedste med hensyn til at forkynde Guds ære, bør mødernes omgivelser være sådanne, at de leder sind og tanker til at skelne mellem det hellige og det almindelige. De, der har ophøjede begreber og ædle tanker og mål, er sådanne, hvis omgivelser og omgang styrker enhver tanke om guddommelige ting. Lykkelige er de, der har en helligdom, den være høj eller lav, i byen eller blandt bjergenes utilhugne huler, i den beskedne hytte eller i ødemarken. Hvis den er det bedste, de kan skaffe til veje for Mesteren, vil han hellige den ved sin nærværelse og den vil være hellig for Hærskarers Herre.VM5 491.4

Når de tilbedende træder ind i mødelokalet, bør det ske med sømmelig værdighed, idet de stille går hen til deres pladser, Hvis der er en ovn i lokalet, sømmer det sig ikke at trænge sig sammen omkring denne og indtage en magelig, ligegyldig stilling. Almindelig samtale, hvisken og latter bør ikke tillades i Guds hus, hverken før eller efter gudstjenesten. Inderlig, levende gudsfrygt bør præge de tilbedende.VM5 492.1

Dersom nogen må vente i nogle minutter, inden mødet begynder, bør de iagttage en sand andagtsstemning ved stille betragtninger, med hjertet opløftet til Gud i bøn om, at gudstjenesten må blive til særskilt velsignelse for deres egne hjerter og lede til andre sjæles overbevisning og omvendelse. De bør erindre, at der er himmelske sendebud til stede i huset. Vi går alle glip af meget lifligt samfund med Gud som følge af vor urolighed og ved ikke at benytte sådanne øjeblikke til eftertanke og bøn. Det er nødvendigt, at den åndelige tilstand ofte bliver overvejet og at sind og hjerte vendes mod Retfærdighedens Sol. Dersom folket har en sand ærbødighed for Herren, når de træder ind i mødelokalet og erindrer, at de befinder sig for Guds åsyn, vil der være en liflig veltalenhed i den rådende stilhed. Den hvisken og latter og samtale, der måske ikke ville være synd på et almindeligt sted, bør ikke billiges i det hus, hvor Gud tilbedes. Sindet bør beredes til at høre Guds ord, for at dette må kunne have den rette vægt og gøre det rigtige indtryk på hjertet.VM5 492.2

Når prædikanten træder frem, bør dette ske med ærbødighed og højtidelig alvor. Så snart han betræder talerstolen, bør han bøje knæ i stille bøn og alvorligt bede Gud om hjælp. Hvilket indtryk gør ikke dette! Højtidelighed og ærefrygt vil gribe folket. Deres prædikant har en samtale med Gud; han overgiver sig til Gud, før han tør stå frem for folket. Højtidelighed hviler over alle og engle fra Gud kommer meget nær. I forsamlingen bør enhver, som frygter Gud, med bøjet hoved forene sig med ham i stille bøn om, at Gud må velsigne mødet med sin nærværelse og meddele kraft til den sandhed, der lyder fra menneskelige læber. Når mødet åbnes med bøn, bør hvert knæ bøje sig for den Helliges åsyn og hvert hjerte opløfte sig til Gud i stille andægtighed. De trofaste tilbederes bønner vil blive hørt og ordets forkyndelse vil vise sig at have virkning. De tilbedendes slappe holdning i Guds hus er én stor årsag til, at ordets forkyndelse ikke udretter mere godt. Sangens toner, der med klar og tydelig udtale lyder fra mange hjerter, er ét af Guds virkemidler i arbejdet for sjæles frelse. Hele gudstjenesten bør foregå med alvor og ærbødighed, som om forsamlingernes Mester var synlig til stede.VM5 492.3

Når ordet bliver talt, bør I komme i hu, brødre, at I lytter til Guds røst gennem hans udsendte tjener. Lyt med opmærksomhed! Blund ikke et eneste øjeblik, for derved går I måske glip af de ord, I mest behøver netop de ord, som, hvis de blev efterfulgt, ville have frelst jer fra at forvilde jer ind på forkerte stier. Satan og hans engle er travlt optaget med at fremkalde en lammelsestilstand i sanserne, således at råd, advarsler og tilrettevisning ikke skal blive hørt eller, om de høres, ikke skal indvirke på hjertet og omdanne livet. Undertiden kan et lille barn tiltrække sig tilhørernes opmærksomhed i en sådan grad, at den dyrebare sæd ikke falder i god jord og bærer frugt. Undertiden har unge mænd og kvinder så ringe ærbødighed for Guds hus og gudstjenesten, at de holder en uafbrudt samtale i gang under prædikenen. Kunne de se Guds engle betragte dem og nedtegne deres handlinger, ville de fyldes med skam og med afsky over sig selv. Gud ønsker opmærksomme tilhørere. Det var, medens mennesket sov, Satan såede ugræsset.VM5 493.1

Når velsignelsen lyses, bør alle være stille, som om de frygtede for at miste Kristi fred. Lad alle gå ud uden at trænge sig frem og uden højrøstet tale, med en følelse af, at de er for Guds åsyn, at hans øjne hviler på dem og at de må optræde, som om de befandt sig i hans synlige nærværelse. Stands ikke på vejen ud af lokalet for at samtale og derved stænge vejen, så andre ikke kan komme ud. Mødestedet bør betragtes med en hellig ærefrygt. Man bør ikke gøre det til en plads, hvor man træffer gamle venner, samtaler og kommer ind på dagligdags tanker og timelige forretninger. Disse bør man lade blive uden for Guds hus. Gud og hans engle er blevet vanæret ved den skødesløse latter og støjende skraben med fødderne, som man hører på nogle steder.VM5 493.2

Forældre, løft kristendommens banner højt i jeres børns bevidsthed! Hjælp dem til at indflette Jesus i deres erfaring; lær den at have den største ærbødighed for Guds hus og at forstå, at når de træder ind i Herrens hus, bør det ske med hjerter, der blødgøres og beherskes af tanker som disse: “Gud er her; dette er hans hus. Jeg må have rene tanker og de ædleste bevæggrunde. Jeg må ikke nære nogen stolthed, misundelse, avind, ond mistanke, had eller falskhed i mit hjerte, for jeg træder ind for den hellige Guds åsyn. Dette er stedet, hvor Gud møder med sit folk og velsigner dem. Den høje og hellige, som bor i evigheden, ser på mig, ransager mit hjerte og læser de lønligste tanker og handlinger i mit liv.”VM5 494.1

Brødre, vil I ikke tænke lidt over denne sag og lægge mærke til, hvordan I opfører jer i Guds hus og hvilke anstrengelser I gør ved formaning og eksempel for at udvikle ærbødighed hos jeres børn? I vælter enorme ansvar over på prædikanten og holder ham ansvarlig for jeres børns frelse, men I forstår ikke jeres eget ansvar som forældre og som opdragere, således at I ligesom Abraham byder jeres hus efter jer, at de skal holde Herrens love. Jeres sønner og døtre fordærves ved jeres eget eksempel og slappe formaninger; og trods denne mangelfulde opdragelse i hjemmet forventer I, at prædikanten skal modvirke jeres daglige indflydelse og udføre den vidunderlige opgave at oplære dem til dyd og gudsfrygt i hjerte og vandel. Efter at prædikanten ved trofast, kærlig formaning, tålmodig disciplin og inderlig bøn har gjort alt, hvad han formår for at vinde og frelse sjælen, uden at det lykkes, sker det tit, at fædre og mødre dadler ham, fordi deres børn ikke omvender sig, når det måske skyldes deres egen forsømmelse.VM5 494.2

Byrden hviler på forældrene. Vil de tage fat på den gerning, Gud har betroet dem og udføre den med troskab? Vil de stræbe fremad og opad og arbejde ydmygt, tålmodigt og ihærdigt for selv at nå det ophøjede ideal og for at bringe deres børn med? Intet under, at vore menigheder er svage og ikke har den dybe, alvorlige fromhed inden for deres rækker, som de skulle have. Vore nuværende sædvaner og skikke, som vanærer Gud og bringer det hellige og himmelske ned på samme trin som det almindelige, vidner imod os. Vi har en hellig, prøvende, helliggørende sandhed; og dersom vore vaner og handlinger ikke stemmer overens med sandheden, synder vi imod et stort lys og er skyldige i forhold dertil. På Guds gengældelses dag vil det gå hedningerne langt tåleligere end os.VM5 495.1

Der kunne udføres et langt større arbejde, end vi nu gør, for at lade sandhedens lys skinne. Gud venter, at vi skal bære megen frugt. Han venter, at de enkelte medlemmer i menigheden skal vise større nidkærhed og troskab og gøre mere kærlige og alvorlige bestræbelser for deres naboer og for dem, der er uden Kristus. Forældre må tage fat på deres gerning med større alvor og lægge den i et højt plan. Alle, som nævner Kristi navn, må iføre sig dem fulde rustning og formane, advare og søge at lede sjæle bort fra synd. Få så mange, som du kan, til at lytte til sandheden i Guds hus. Vi må gøre meget mere, end vi nu gør, for at rive sjæle ud af ilden.VM5 495.2

Det er kun alt for sandt, at ærbødighed for Guds hus er næsten forsvundet, Man har ikke sans for hellige ting og hellige steder; det hellige og ophøjede værdsættes ikke. Er der ikke en årsag til den rådende mangel på gudsfrygt i vore familier? Skyldes den ikke, at man lader kristendommens ophøjede fane slæbe i støvet? Til sit folk fordum gav Gud fuldkomne og nøjagtige ordensregler. Er hans karakter blevet forandret? Er han ikke den store og mægtige Gud, som hersker i himlenes himmel? Ville det ikke være godt for os, om vi ofte læste de anvisninger, Gud selv gav hebræerne, for at vi, på hvem sandhedens herlige lys skinner, må kunne efterligne deres ærbødighed for Guds hus? Vi har rigelig grund til at vedligeholde en inderlig, andægtig ånd i gudstjenesten. Vi har endog grund til at være mere betænksomme og ærbødige i vor tilbedelse, end jøderne havde, Men en fjende har været i virksomhed for at tilintetgøre vor tro på det hellige i den kristne gudstjeneste.VM5 495.3

Det sted, der helliges til Gud, bør ikke være et lokale, hvor timelige sysler foregår. Dersom børnene samles for at tilbede Gud i et værelse, der gennem ugen benyttes til skole eller som lagerrum, må de være mere end menneskelige, om der i deres andægtige tanker ikke også blander sig tanker om deres skolelektier eller om de ting, som er foregået gennem ugen. De unges opdragelse og oplæring bør være af en sådan art, at den ophøjer det hellige og ansporer til en ren hengivenhed til Gud i hans hus. Mange, der bekender sig til at være den himmelske konges børn, har ingen sand opfattelse af, at evige ting er hellige. Næsten alle behøver undervisning om, hvorledes de bør opføre sig i Guds hus. Forældre bør ikke alene lære men pålægge deres børn at træde ind i helligdommen med alvor og ærbødighed.VM5 496.1

Den moralske sans hos dem, der tilbeder i Guds hellige hus, må højnes, forædles og helliges. Denne sag er blevet sørgelig forsømt. Man har overset dens betydning og følgen er, at uorden og mangel på ærbødighed er blevet fremherskende, og Gud er blevet vanæret. Når menighedens ledere, prædikanter og medlemmer, fædre og mødre, ikke har haft en ophøjet opfattelse angående denne sag, hvad kunne man så vente af uerfarne børn? De samler sig alt for ofte i klynger, borte fra forældrene, der burde have tilsyn med dem. Uagtet de befinder sig for Guds åsyn og hans øjne hviler på dem, giver de sig af med letsindighed og spøg, de hvisker og ler, er ligegyldige, uærbødige og uopmærksomme. Sjældent bliver de undervist om, at prædikanten er Guds sendebud, at det budskab, han bringer, er et af Guds forordnede midler til sjælens frelse og at det for alle, som har den forret at lytte dertil, vil blive en duft af liv til liv eller af død til død.VM5 496.2

De unges følsomme, modtagelige sind danner sig en mening om Guds tjeneres arbejde på grundlag af den måde, hvorpå forældrene behandler sagen. Mange familieoverhoveder gør gudstjenesten til genstand for kritik i hjemmet, idet de samtykker i nogle få ting og fordømmer andre ting. Således kritiserer man Guds budskab til menneskene, drager det i tvivl og gør det til et emne for letsindig omtale. Hvilke indtryk disse skødesløse, uærbødige bemærkninger gør på de unge, vil himmelens bøger alene åbenbare. Børnene ser og forstår disse ting langt hurtigere, end forældrene er tilbøjelige til at mene. Deres moralske begreber får en forkert retning, som tiden aldrig helt vil kunne ændre. Forældrene sørger over deres børns hårde hjerter og over, hvor vanskeligt det er at vække deres sans til at efterkomme Guds krav. Men de himmelske bøger skildrer med ufejlbar pen den sande årsag. Forældrene var uomvendte. De var ikke i samklang med himmelen eller med himmelens arbejde. Deres lave, hverdagslige begreber om prædikegerningens hellighed og om Guds helligdom blev indflettede i deres børns opdragelse. Det er et spørgsmål, hvorvidt nogen, der i årevis har været under påvirkning af denne ødelæggende indflydelse i opdragelsen i hjemmet, nogen sinde vil kunne tilegne sig en følelse af ærbødighed og højagtelse for Guds tjenere og for de redskaber, Gud har forordnet til sjæles frelse. Disse ting bør omtales med ærbødighed, med sømmelige ord og med finfølelse, for at I må gøre det åbenbart for alle, som I kommer i berøring med, at I betragter budskabet fra Guds tjenere som et budskab til jer fra Gud selv.VM5 497.1

Forældre, vær forsigtige med, hvilket eksempel og hvilke begreber I giver jeres børn. Deres sind er påvirkeligt og let modtageligt for indtryk. Hvis den, der taler ved gudstjenesten i helligdommen, har nogen fejl, så vær bange for at nævne den. Tal kun om det gode arbejde, han gør, om de gode tanker, som han fremholdt og som I bør give agt på som noget, der kommer gennem Guds redskab. Det er let at indse, hvorfor ordets forkyndelse gør så lidt indtryk på børn og hvorfor de har så ringe ærbødighed for Guds hus. Deres opdragelse har været mangelfuld i denne henseende. Deres forældre behøver dagligt samfund med Gud. Deres egne begreber trænger til at renses og forædles; deres læber trænger til at blive berørt med et glødende kul fra alteret; da vil deres vaner og deres handlinger i hjemmet gøre et godt indtryk på børnenes sind og karakter og kristendomsidealet vil højnes meget. Sådanne forældre vil udføre en stor gerning for Gud. De vil have mindre verdslighed, mindre sanselighed og mere dannelse og troskab i hjemmet. Livet vil blive præget af en alvor, som de næppe har forestillet sig. Intet, der vedrører prædikenen og gudstjenesten, vil blive betragtet som dagligdags.VM5 498.1

Når jeg træder ind i det hus, hvor Gud tilbedes, smerter det mig ofte at se, hvor uordentligt både mænd og kvinder klæder sig. Hvis den udvortes påklædning var et billede på hjertet og karakteren, kunne der visselig ikke være noget himmelsk ved den. De har ingen sand opfattelse af den orden, den properhed og den dannede opførsel, Gud kræver af alle, der kommer frem for hans åsyn for at tilbede ham. Hvilke indtryk gør dette på de ikke-troende og på de unge, som er skarpe til at skelne og til at drage deres slutninger?VM5 498.2

I manges sind knytter der sig ikke mere hellige tanker til Guds hus end til det mest almindelige sted. Mange kommer ind i mødelokalet med hatten på og med tilsølede, snavsede klæder. Sådanne fatter ikke, at de skal møde Gud og hellige engle. Der bør ske en afgjort forandring på dette område overalt i vore menigheder. Prædikanterne selv trænger til at højne deres begreber og til at være mere fintfølende desangående. Dette er en side af værket, som i sørgelig grad er blevet forsømt, Som følge af manglende ærbødighed i holdning, klædedragt og opførsel og mangel på en andægtig sindets indstilling har Gud ofte vendt sit åsyn bort fra dem, der samledes for at tilbede ham.VM5 498.3

Alle burde have undervisning om, at de bør være propre, renlige og ordentlige i deres påklædning, men ikke hengive sig til den udvortes prydelse, som er ganske upassende i helligdommen. Ingen bør klæde sig for at stille sig til skue, da dette ansporer til mangel på ærbødighed. Folkets opmærksomhed bliver ofte optaget med denne eller hin fine beklædningsgenstand og således opstår der tanker, som ikke burde få rum i de tilbedendes hjerter. Gud skal være genstand for tilbedelse og det emne, tanken beskæftiger sig med og alt, hvad der leder sindet bort fra den højtidelige, hellige tjeneste, er anstødeligt for ham. At stille sig til skue med sløjfer og bånd, flæser og fjer samt smykker af guld og sølv er en art afguderi, ganske upassende i den hellige gudstjeneste, hvor enhver af de tilbedende kun bør have Guds ære for øje. Alt, hvad der vedrører påklædningen, bør nøje overvåges og strengt afpasses efter den bibelske regel. Moden har været den gudinde, som har behersket verden udenfor og den får tit indpas i menigheden. Menigheden bør gøre Guds ord til sin rettesnor og forældre bør tænke med alvor på denne sag. Når de ser deres børn vise tilbøjelighed til at følge verdslige moder, bør de, ligesom Abraham gjorde, resolut byde deres husstand efter sig. Forén dem med Gud i stedet for at forene dem med verden. Lad ingen vanære Gud ved en prangende påklædning. Gud og engle er til stede dér. Den Hellige i Israel har talt ved sin apostel: “Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.”VM5 499.1

Når en menighed stiftes uden at være blevet undervist angående disse punkter, har prædikanten forsømt sin pligt og må aflægge regnskab hos Gud for de indtryk, han har ladet råde. Medmindre rigtige begreber om sand gudsdyrkelse og sand ærefrygt bliver indprentet hos folket, vil der vise sig en tiltagende tendens til at stille hellige og evige ting på lige fod med de timelige og de, der bekender sig til sandheden, vil mishage Gud og vanære kristendommen. Med deres ukultiverede begreber kan de aldrig værdsætte en ren og hellig himmel og blive skikkede til at forene sig med tilbederne i de himmelske boliger hisset, hvor alt er renhed og fuldkommenhed og hvor hvert væsen har en fuldkommen ærbødighed for Gud og hans hellighed.VM5 500.1

Paulus beskriver Guds sendebuds arbejde som det middel, hvorved hvert menneske skal fremstilles fuldkomment for Kristus Jesus. De, der modtager sandheden, som er af himmelsk oprindelse, bør renses, forædles og helliges ved den. At nå op til Guds mål for sandt menneskeværd vil kræve megen møjsommelig anstrengelse. De uregelmæssige sten, der udhugges af stenbruddet, må mejsles, deres knudrede sider må poleres.VM5 500.2

Denne tidsalder er navnkundig for overfladisk arbejde, for nemme metoder, for lovprist hellighed uden det karakterens ideal, som Gud har oprettet. Alle afkortede stier, alle genveje, al lære, der ikke ophøjer Guds lov som norm for en kristelig karakter, er falsk. Karakterens fuldkommengørelse er en livsvarig opgave, uopnåelig for dem, der ikke er villige til at stræbe derefter på den af Gud anviste måde, ved langsomme, møjsommelige skridt. Vi har ikke råd til at begå nogen fejltagelse i denne sag, men vi ønsker dag for dag at vokse op til Kristus, vort levende hoved. Vejl f menigh bd. 2 side 162-170]VM5 500.3