Sande og falske teorier sammenlignet

Den helliggørelse, Bibelen taler om, gælder hele mennesket både ånd, sjæl og legeme. Dette er den rigtige opfattelse af en fuldstændig helliggørelse. Paulus beder om, at menigheden i Tessalonika må modtage denne store velsignelse: “Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd, sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!” 1Tess. 5,23.DVL 7.1

Angående helliggørelse råder der i religiøse kredse en teori, der er urigtig i sig selv og farlig i sine følger. I mange tilfælde gælder det, at de, der gør krav på at være helliggjorte, ikke besidder den ægte vare. Deres helliggørelse består i talemåder og viljedyrkelse. De, som virkelig søger at udvikle en kristelig karakter, vil aldrig nære den tanke, at de er syndfri. Deres livsførelse er måske ulastelig, og de er måske levende eksempler på den sandhed, de har antaget; men jo mere de oplærer tankerne til at dvæle ved Kristi karakter, og jo mere de nærmer sig hans guddommelige billede, desto klarere vil de se hans pletfri fuldkommenhed, og desto stærkere bliver følelsen af deres egne mangler.DVL 7.2

De, der påstår, at de er helliggjorte, giver derved tilstrækkeligt til kende, at de er langt fra at være hellige. De indser ikke deres egen svaghed og fattigdom. De er blottede for virkeligt kendskab til Kristus og mener derfor om sig selv, at de genspejler hans billede. Jo større afstanden er mellem dem og Frelseren, des mere retfærdige ser de ud i deres egne øjne.DVL 8.1

Medens vi i bodfærdighed og ydmyg tillid tænker på Jesus, som vore synder har gennemstunget og vore sorger bebyrdet, kan vi lære at gå i hans fodspor. Ved at beskue ham forvandles vi efter hans guddommelige lignelse. Men når et sådant værk foregår i os, vil vi ikke gøre gældende, at vi selv er retfærdige; vi vil derimod ophøje Jesus Kristus, idet vi samtidig overlader vore hjælpeløse sjæle til ham og sætter vor fortrøstning til hans fortjeneste.DVL 8.2