Lyster, som fører krig imod sjælen

De, der virkelig er helliggjort, vil på ethvert sted holde moralens fane højt ved at holde fast ved rigtige livsvaner; de vil ligesom Daniel være et eksempel for andre på afholdenhed og selvfornægtelse. En fordærvet appetit bliver en lyst, der fører krig imod sjælen. Alt, hvad der er i strid med naturen, bidrager til at fremkalde en sygelig sjælstilstand. Eftergivenhed over for appetitten giver en dårlig fordøjelse, en træg lever og en omtåget hjerne og indvirker således skadeligt på vedkommendes sind og humør. Og disse svækkede evner og kræfter fremstiller man for Gud, der ikke ville modtage ofrene, medmindre de var uden lyde! Det påhviler os som en pligt at bringe vore lyster og livsvaner i overensstemmelse med naturens love. Blev de legemer, der lægges på Kristi alter, underkastet en lige så grundig undersøgelse, som tilfældet var med jødernes ofre, hvem ville da blive antaget?DVL 31.2

Med hvilken omhu bør ikke en kristen indrette sine livsvaner, for at han må kunne bevare sine evner og kræfter i fuldt vigør og vi dem til Kristi tjeneste! Dersom vi ønsker at blive helliggjort i sjæl, legeme og ånd, må vi leve i overensstemmelse med den guddommelige lov. Hjertets helligelse til Gud kan ikke opretholdes, når man på bekostning af liv og helbred lader lysterne og lidenskaberne råde. De, som overtræder de love, hvoraf sundheden afhænger, må lide straffen derfor. De har i enhver henseende svækket deres kræfter i den grad, at de ikke til fulde kan udføre deres pligter mod deres medmennesker, og de opfylder på ingen måde de krav, Gud stiller til dem.DVL 32.1

Da den engelske førsteminister Lord Palmerston modtog et andragende fra gejstligheden i Skotland øm at fastsætte en dag til faste og bøn for at afværge koleraen, gik hans svar i det væsentlige ud på følgende: “Rens og desinficer eders gader og huse, sørg for renlighed og sundhed blandt de fattige, og se til, at de får en rigelig forsyning af gode fødemidler og klæder, og tag for øvrigt de rette sanitære forholdsregler, så vil der ikke være nogen anledning for eder til at faste og bede. Og desuden vil Herren heller ikke høre eders bønner, så længe disse hans forebyggende midler forbliver upåagtede.”DVL 32.2

Paulus siger: “Lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.” 2Kor. 7,1. Til vor opmuntring skildrer man den frihed, som de virkelig helliggjorte nyder: “Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Rom. 8,1. Til galaterne siger han følgende: “I skal vandre i ånden, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer.” Han opregner nogle af de kødelige lyster: “afgudsdyrkelse, drukkenskab og deslige”. Og efter at have nævnt åndens frugt, deriblandt afholdenhed, tilføjer han: “Men de, der hører Kristus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.” Gal. 5,16-24.DVL 33.1

Jakob siger, at visdommen fra det høje er “først ren”. Havde han set sine brødre bruge tobak, mon han da ikke ville have fordømt en sådan vane som “jordisk, kødelig, djævelsk”? Jak. 3,15DVL 33.2

Mænd, som bekender sig til gudsfrygt, ofrer deres legemer på Satans alter og brænder tobaksrøgelse for mørkets majestæt. Synes nogen, at denne udtalelse er for streng? Det må visselig være en eller anden guddom, der således ofres til. Men eftersom Gud er hellig og ren og ikke vil modtage noget, der virker besmittende, må han afvise dette kostbare, smudsige, vanhellige offer. Deraf kan vi slutte, at det er Satan, som gør krav på, æren.DVL 34.1

Jesus døde for at redde menneskene ud af Satans vold. Han kom for at sætte os i frihed, idet han gav sit blod som sonoffer. Den, der hører Jesus Kristus til, og hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke være slave af den ødelæggende tobaksvane. Hans kræfter tilhører Kristus, der har købt ham på bekostning af sit blod. Hans ejendom er Herrens ejendom. Hvorledes skulle han da kunne være uden skyld, hvis han anvendte de midler, Herren har betroet ham, til tilfredsstillelse af en lyst, som ikke har nogen naturlig berettigelse?DVL 34.2

Der ødsles årligt enorme summer på denne nydelse, medens sjæle går fortabt af mangel på livets ord. De, som kalder sig kristne, berøver Gud tiende og gaver, medens de ved at bruge tobak ofrer mere på ødelæggende lysters alter, end de yder til lindring af de fattiges nød eller til støtte for Guds sag. De virkelig helliggjorte vil overvinde enhver skadelig lyst. Da vil alle disse unødige udgifter komme Herrens forrådshus til gode, og de kristne vil gå i spidsen, når det gælder forsagelse, selvopofrelse og afholdenhed. Da vil de blive verdens lys.DVL 35.1