Vore sanatoriearbejderes høje kald

VORE SANATORIEARBEJDERES HØJE KALD.
VM7 68.1

[Arbejderne på vore sanatorier har et højt og helligt kald. De trænger til at vågne op, så de kan forstå, at deres arbejde er helligt. Dette arbejdes beskaffenhed og dets indflydelses omfang kræver en alvorlig indsats og uforbeholden helligelse.VM7 68.2

På vore sanatorier skal de syge og lidende lære at forstå, at de trænger til åndelig hjælp såvel som til legemlig helbredelse. De skal have enhver mulig anledning til at opbygge deres legemlige sundhed og man bør på samme tid vise dem, hvad det betyder at blive velsignet med lys og liv fra Kristus og hvad det vil sige at være forenet med ham. De skal ledes til at se, at Kristi nåde i sjælen højner hele mennesket. De kan ikke lære Kristus at kende på en bedre måde end at se det åbenbaret i hans efterfølgeres liv.VM7 68.3

Den trofaste arbejder holder sine øjne fæstet på Kristus. Han husker på, at hans håb om evigt liv skyldes Kristi kors. Derfor er han besluttet på, at han aldrig vil vanære ham, som har givet sit liv for ham. Han viser stor interesse for den lidende menneskehed. Han beder og arbejder og våger over sjæle, som en person, der skal aflægge regnskab, fordi han ved, at de sjæle, som Gud bringer i forbindelse med sandhed og retfærdighed, er værd at frelse.VM7 68.4

Vore sanatoriearbejdere tager del i en hellig krig. De skal fremholde sandheden, som den er i Jesus, for de syge og lidende. De skal forkynde den i al dens højtidelighed, men samtidig med en sådan enkelhed og ømhed, at sjæle bliver draget til Frelseren. I ord og handling skal de altid ophøje ham som det evige livs håb. De må ikke udtale et hårdt ord og ikke udføre en egoistisk handling. Arbejderne skal behandle alle med venlighed. Deres ord skal være milde og kærlige. De, som viser sand beskedenhed og kristelig høflighed, vil vinde sjæle for Kristus.VM7 68.5

Vi bør gøre alt for at give de mennesker, som kommer til vore sanatorier, den legemlige og åndelige sundhed tilbage. Lad os derfor lægge planer, så at de i en vis tid kan komme bort fra sådanne omgivelser, som leder dem bort fra Gud og lad os føre dem ind i en renere atmosfære. Man kan bedst tale med de syge om det nye liv i Kristus i det fri, hvor de er omgivet af alt det smukke, som Gud har skabt og hvor de kan indånde den friske, livgivende luft. Her kan vi undervise om Guds ord. Her kan Kristi retfærdigheds solskin skinne ind i hjerter, som er formørket af synd. Prøv på en tålmodig og medfølende måde at få de syge til at indse deres behov for Frelseren. Fortæl dem, at han giver de trætte kraft og at han giver dem, som ingen kræfter har, ny styrke.VM7 69.1

Vi trænger til at få en klarere forståelse af, hvad disse ord betyder: “I hans skygge har jeg lyst til at sidde.” Højs. 2, 3. Disse ord får os ikke til at tænke på travlhed, men på stille hvile. Mange bekendende kristne er ængstelige og nedtrykte og mange har så travlt, at de ikke kan finde tid til, at hvile i stilhed på Guds løfter. De opfører sig, som om de ikke kan tillade sig at leve i fred og stilhed. Kristi indbydelse til alle sådanne lyder: “Kom til mig, ..... og jeg vil give jer hvile.” Matt. 11,28.VM7 69.2

Lad os vende os bort fra livets støvede, varme hovedveje og hvile i skyggen af Kristi kærlighed. Her kan vi få kraft til striden. Her lærer vi, hvordan vi kan kaste byrderne og bekymringerne bort og hvordan vi kan tale og synge til Guds pris. De, som er trætte og tyngede af byrder, bør ære Kristus ved at vise stille tillid. De må sidde i hans skygge, hvis de ønsker at få fred og hvile.VM7 69.3

De, som er beskæftiget med arbejde på vore sanatorier, bør have et skatkammer fuldt af erfaring, fordi sandheden er blevet rodfæstet i deres hjerte og ved Guds nåde bliver plejet og næret som noget helligt. Fordi de er rodfæstet og grundfæstet i sandheden, bør de have en tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen. Mens de stadig beder om velsignelser, bør de lukke sjælens vinduer, som vender imod Jorden med dens sygdomsbefængte atmosfære og åbne vinduerne imod himmelen for at tage imod de klare stråler fra Retfærdighedens Sol.VM7 70.1

Hvem forbereder sig til at påbegynde sundhedsmissionsarbejdet på en forstandig måde? De mennesker, som kommer til vore sanatorier for at få behandling, skal ved hjælp af dette arbejde tilskyndes til at tænke på Kristus og forene deres svaghed med hans styrke. Enhver arbejder bør udføre et dygtigt og forstandigt arbejde. Da kan han på en ophøjet måde fremholde sandheden, som den er i Jesus.VM7 70.2

Arbejderne på vore sanatorier er til stadighed udsat for fristelse. De kommer i kontakt med vantro mennesker og de, som ikke er stærke i troen, vil tage skade af denne forbindelse. Men de, som bliver i Kristus, vil forholde sig overfor de vantro, ligesom han gjorde. De vil ikke opgive deres troskab, men altid være rede til at tale et ord i rette tid og altid være parate til at så sandhedens sæd. De vil være årvågne til bøn, holde fast ved deres retskaffenhed og daglig vise, at deres liv er i overensstemmelse med deres religion. Sådanne arbejderes indflydelse er en velsignelse for mange. Ved et korrekt liv drager de sjæle til korset. En sand kristen vil altid vedkende sig Kristus. Han er altid glad og altid rede til at tale håbets og trøstens ord til dem, som lider.VM7 70.3

“Herrens frygt er kundskabs begyndelse.” Ordsp. 1,7. Een sætning i Skriften er mere værd end ti tusind menneskelige ideer eller argumenter. De, som nægter at vandre på Guds vej, kommer til sidst til at høre disse ord: “Vig bort fra mig!” Men når vi vandrer på Guds vej, leder Herren Jesus vort sind og fylder vore læber med forvisning. Vi kan være stærke i Herren og i hans vældes kraft. Når vi tager imod Kristus, får vi kraft. En iboende Frelser gør sin kraft til vor ejendom. Sandheden bliver vor kapital. Der viser sig ingen uretfærdighed i livet. Vi bliver i stand til at tale i rette tid til dem, som ikke kender sandheden. Kristi tilstedeværelse i hjertet er en livgivende kraft, som styrker hele ens væsen.VM7 71.1

Det er blevet pålagt mig at sige til arbejderne på vore sanatorier, at vantro og selvgodhed er de farer, som de til stadighed må være på vagt imod. De skal føre striden mod det onde med en sådan alvor og en sådan hengivenhed, at de syge mærker den opløftende indflydelse af deres uegennyttige bestræbelser.VM7 71.2

Vor tjeneste må ikke skæmmes af det mindste gran af egennytte. “I kan ikke tjene både Gud og mammon.” Ophøj ham, Manden fra Golgata! Løft ham op ved en levende tro på Gud, så jeres bønner kan blive virkningsfulde. Forstår vi, hvor nær Jesus vil komme til os. Han vil åbenbare sig for enhver, som er villig til at iføre sig hans retfærdigheds kappe. Han siger: “Jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd.” Lad os stille os der, hvor han kan gribe vor hånd og hvor vi kan høre ham sige med forvisning og myndighed: “Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder.” Vejl f menigh bd. 3 side 93-95]VM7 71.3