Redskaber i missionens tjeneste
Redskaber i missionens tjeneste
Vore forlag er blevet bygget efter Guds anvisning og gennem dem skal der udføres et arbejde, hvor der skal gøres en indsats og øves en indflydelse. Gud har brug for deres samarbejde her, men de har næsten ikke gjort noget på disse områder endnu.VM7 144.4
Efterhånden som sandhedens budskab bliver forkyndt på nye steder, er det Guds hensigt, at der stadig skal oprettes nye centre. Overalt i verden skal hans folk opføre mindesmærker om hans sabbat, som er tegnet mellem ham og dem på, at han er den, som helliger dem. På forskellige steder i missionslandene skal der oprettes forlag. Der er meget, som taler for, at der bør oprettes forlag på missionsmarkerne. De skal sætte deres præg på arbejdet, de skal være midtpunktet for arbejdet og for værkets indflydelse, de skal vække folks opmærksomhed, de skal bidrage til at udvikle de troendes talenter og evner, de skal knytte de nye menigheder sammen og støtte arbejderne i deres bestræbelser og give dem mulighed for at opnå lettere forbindelse med menighederne og for at udbrede budskabet hurtigere.VM7 144.5
De institutioner, som allerede er oprettet, har den forret, ja, den pligt at tage del i denne virksomhed. Disse institutioner er blevet opført ved selvopofrelse. De er blevet bygget for gaver, som Guds folk har skænket ved at fornægte sig selv og ved en uegennyttig indsats af hans tjenere. Det er Guds hensigt, at de skal lægge den sammen selvopofrende ånd for dagen og udføre det samme arbejde for at hjælpe til med at opføre nye centre andre steder.VM7 145.1
Både for institutioner og for det enkelte menneske gælder den samme lov: de må ikke blive optaget af sig selv. Når der bliver oprettet en institution og den vokser i styrke og indflydelse, må den ikke hele tiden søge at skaffe sig større hjælpemidler. Det gælder både for en institution som for det enkelte menneske, at vi modtager for at kunne give. Så snart en institution er kommet godt i gang, bør den søge at hjælpe andre af Guds redskaber, som er i større trang.VM7 145.2
Dette er i overensstemmelse med principperne i både loven og evangeliet — de principper, som vi finder eksempler på i Kristi liv. Det største bevis på, at vi er oprigtige, når vi bekender os til at holde Guds lov og når vi påstår, at vi er tro over for vor Frelser, er at vi viser uselvisk, selvopofrende kærlighed til vore medmennesker.VM7 145.3
Det er det herlige ved evangeliet, at det er grundlagt på det princip, at det guddommelige billede skal genoprettes i den faldne slægt ved en stadig åbenbaring af godgørenhed. Gud vil ære dette princip overalt, hvor det bliver åbenbaret.VM7 146.1
De mennesker, som følger Kristi eksempel på selvfornægtelse for sandhedens skyld, gør et stort indtryk på verden. Deres eksempel overbeviser og smitter. Menneskene ser, at de mennesker, som bekender sig til at være Guds folk, ejer den tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen for egenkærlighed. I de menneskers liv, som adlyder Guds bud, ser verdslige mennesker et overbevisende vidnesbyrd om, at Guds lov er en kærlighedens lov — man skal vise kærlighed til Gud og mennesker.VM7 146.2
Guds værk skal altid være et tegn på hans godgørenhed og i samme grad som dette tegn åbenbares i virksomheden på vore institutioner, vil det vinde folks tillid og skaffe midler til hans riges udbredelse. I de dele af hans værk, hvor der praktiseres egoistiske interesser, vil Herren trække sin velsignelse tilbage. Men i hele verden vil han give sit folk det, som er godt, hvis de vil bruge det til at højne menneskeheden. Erfaringen fra apostlenes dage vil blive vor, når vi på en helhjertet måde tager imod Guds princip om godgørenhed? i alle henseender samtykker i at følge hans Helligånds ledelse.VM7 146.3