Debatten
Gud forherliges sjældent I nogle tilfælde kan det være nødvendig at imødegå en hovmodig modstander imod Guds sandhed i åben debat; men i almindelighed er sådanne diskussioner, enten de er mundtlige eller skriftlige, mere til skade end til gavn.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 213. (1872)Eva 162.1
Diskussioner kan ikke altid undgås. .... Folk, som gerne vil se modstandere føre kamp, vil måske ønske diskussion. Andre, som nærer ønske om at høre beviserne fra begge sider, kan af oprigtige bevæggrunde tilskynde til diskussion; men hvor det er mulig bør diskussioner altid undgås. .... Det er sjældent at Gud bliver æret og sandheden fremmet ved sådanne stridigheder.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 424. (1875)Eva 162.2
Nogle gange må modstandere imødekommes—Der er lejligheder hvor deres skærende fordrejelser skal imødekommes. Når dette sker, skal det gøres straks og kort og vi bør da gå videre til vort arbejde.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 37. (1872)Eva 162.3
Imødekomme trods, men ikke troende—Under fremholdelsen af sandheder som ikke er populære og som fører et tungt kors med sig, bør prædikanterne passe på at hver eneste ord er sådan som Gud ønsker at det skal være. Deres ord bør aldrig være skærende. De bør fremholde sandheden i ydmyghed, med den dybeste kærlighed til sjæle og med et alvorligt ønske om deres frelse og lader sandheden skære. De bør ikke udfordre prædikanter eller andre trosretninger til at vække debat. De bør ikke stå i det sted Goliat stod i da han udfordrede Israels hære. Israel udfordrede ikke Goliat, men Goliat pralede af sig over for Gud og Hans folk. Udfordringen, praleriet og udskælden må komme fra sandhedens modstandere, som spiller Goliat. Men intet af denne ånd bør ses blandt Guds udsendte sandhedsforkyndere af det sidste advarselsbudskab til en fordømt verden. ...Eva 162.4
Hvis de, ligesom David, bringes i en position hvor Guds sag virkelig kræver at de skal møde en Israels udfordrer og hvis de kan gå frem i Guds styrke, stole helt på ham, vil han føre dem igennem og give hans sandhed herlighedens sejr. Kristus har givet os et eksempel. “Ærkeengelen Mikael derimod vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med Djævelen om Moses' lig; han sagde kun: “Herren straffe dig!”—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 218-220. (1872)Eva 163.1
En kontroversiel ånd lægger et svagt fundament—Diskussionens og stridighedens ånd er Satans bedrag til at oprøre kamplyst, og derved fordunkle sandheden som den er i Jesus. Mange er derved blevet slået tilbage i stedet for at være vundet for Kristus. . . .Eva 163.2
En stridens ånd er opægget. Mange dvæler næsten kun på doktrinære emner, medens sand dydigheds natur, erfaringsmæssig gudsfrygt modtager lidt opmærksomhed. Jesus, hans kærlighed og nåde, Hans selvfornægtelse og selvopforelse, hans sagtmodighed og overbærenhed, er ikke bragt frem for folk som det burde. De vildfarelser der er over alt har, ligesom parasitter, sat deres dødelige gift på sandhedens grene og mange menneskers sind er inficeret med den. Mange som accepterer sandheden lærer den i en hård ånd. Der er givet falske begreber om det til folk, sandheden har ikke har haft virkning hos dem, hvis hjerter ikke er blødgjort og underlagt af Helligånden. . . .Eva 163.3
Det er absolut nødvendigt for alle at kunne se og påskønne sandheden; derfor er det af største betydning at ordets frø falder i en jord, der er tilberedt for frøene. Spørgsmålet for os hver især må være: Hvordan skal vi så sandhedens dyrebare frø, så at de ikke går tabt, men spirer op og bringer høst, så negene kan bringes hen til mesteren?—Review and Herald, 9. feb. 1892.Eva 164.1
Fare for sindsbevægelse og hurtige beslutninger—Hvis interessen vokser uafbrudt og folk handler med forstand og ikke ud fra impulser, men af princip, er interessen sundere og mere holdbar end hvis der var stor spænding og interessen pludselig vækkes og følelserne skabes ved at lytte til en debat, en skarp strid mellem to sider, for og imod sandheden. Således skabes stor modstand og der tages hurtig stilling og hurtige beslutninger. Følgen af dette er en feberagtig tilstand af tingene. Der er mangel på rolig overvejelse og bedømmelse. Lad denne ophidselse falde til bunds, ellers vil du under uklog ledelse blive modarbejdet og en interesse kan aldrig vækkes igen. Folks følelser og forståelser blev oprørte; men de er ikke blevet overbevist, deres hjerter blev ikke brudt og ydmyget for Gud.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 218. (1872)Eva 164.2
Bringe sandheden til forudindtagede menneskesind—Guds prædikanter bør ikke regne anledninger for diskussion for et stort privilegium. Alle vore trospunkter skal ikke bæres frem i første række og præsenteres for den fordomsfulde menneskemængde. .... De sandheder, som vi har tilfælles, bør vi først dvæle ved og derved opnås tilhørernes tillid.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 426. (1875)Eva 164.3
I diskussionerne møder vi Satan—Prædikanter som slås med Guds sandhedsmodstandere møder ikke blot mennesker, men Satan og hans hær af onde engle. Satan vover efter en chance for at få fordel frem for sandhedens forsvarende tjenere og når de ophører med at stole helt på Gud og deres ord ikke er i Kristi kærlighed og ånd, kan Guds engle ikke oplyse dem. De overlader sig til deres egen styrke og onde engle presser deres mørke ind; og af denne grund synes sandhedens modstandere at have fordel og diskussionen gør mere skade en reelt godt.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 220, 221. (1872)Eva 165.1
Hvis diskussion ikke kan undgås—Og når det er nødvendigt til fremme for sandhedens sag og til Guds ære at nogen må møde en modstander for at forsvare vort standpunkt, er det vigtigt at sandhedens talsmand går til kampen med et ydmygt sind og at de viser den største forsigtighed. Under hjerteransagelse, alvorlig bøn og faste bør de trygle Gud om at han må hjælpe dem på en særlig måde. De må bede om at Guds frelsende sandhed må vinde en strålende sejr, ligesom menneskene må se vildfarelsens herlighed. Da vil de, som forsvarer vildfarelsen, kommer i den største forlegenhed.....Eva 165.2
Du skal aldrig gå ind i en diskussion, hvor så meget står på spil og stole på din evne til at behandle så stærke argumenter. Hvis dette ikke kan undgås, så gå ind i striden, men gå ind den, med fast tillid til Gud og i en ydmyghedens ånd, i Jesu ånd, som har påbudt dig at lære af ham, som er sagtmodig og ydmyg i hjertet.—Vidnesbyrdene bd. 1, s. 624, 626. (1867)Eva 165.3
Frembring sandheden—Den bedste måde at handle med vildfarelse på er at overbringe sandheden, og lade vilde forestillinger uddø ved mangel af opmærksomhed. I modsætning til sandheden, er fejltagelsens svaghed gjort tydelig for ethvert intelligent sind. Jo mere fejlagtige påstande hos modstandere, og dem som opstår blandt os for at bedrage sjæle, bliver gentaget, des bedre bliver løgnens sag tjent. Jo mere omtale der gives til Satans antydninger, des bedre behages hans sataniske majestæt—Vidnesbyrd til prædikanter s. 165. (1892)Eva 166.1
Brug kun sunde argumenter—Når vi forsvarer de læresætninger, som vi anser for at være grundlæggende trosartikler, er det af betydning, at vi aldrig tillader os at bruge argumenter, som ikke er helt igennem sunde. Sådanne argumenter vil måske kunne bringe en modstander til tavshed, men de tjener ikke sandheden til ære. Vi bør fremlægge sunde argumenter, som ikke alene vil lukke munden på vore modstandere, men som vil tåle den nøjeste og grundigste undersøgelse.Eva 166.2
Der er stor fare for, at de, som har oplært sig til at debattere, ikke behandler Guds ord på en retfærdig måde. Når vi står over for en modstander, bør vi alvorligt bestræbe os for at fremholde emnerne sådan, at de kan skabe overbevisning i hans sind i stedet for blot at vække tillid hos den troende.—Vidnesbyrdene bd. 5, s. 708. (1889)Eva 166.3
Bortlæg stridsrustningen—Dem som frembærer det højtideligste budskab verden nogensinde har fået, må bortlæge stridsrustningen, og tage Kristi retfærdigheds-rustning på. Vi har ikke brug for at arbejde i vort eget begrænsede særpræg, for så står Guds engle tilbage og lader os føre krigen alene. Hvornår vil vore prædikanter lære af Jesus? Vor beredelse til at møde opponenter eller til at tjene for folket må opnås af Gud ved tronen for himlens nåde. Ved at modtage Guds nåde, ses og anerkendes vor egen uduelighed. Kristi ophøjethed og herlighed er vor styrke. Helligåndens vejledning leder os til hele sandheden. Helligånden tager Guds ting og viser dem for os, bringer dem som en levende kraft til det lydige hjerte. Da har vi troen som virker ved kærlighed og renser sjælen, som giver det fuldkomne indtryk af dens Ophavsmand.—Brev 21a, 1895.Eva 166.4