Pligten til at straffe synd

Pligten til at straffe synd

[Det blev vist mig, at Gud her illustrerer, hvordan han ser på synd iblandt dem, der bekender sig til at være hans lovlydige folk. De, som han særskilt har hædret ved at lade dem være vidne til de vidunderlige åbenbarelser af hans magt, således som tilfældet var med det gamle Israel og som alligevel vover at sætte sig ud over hans tydelige påbud, vil blive genstand for hans harme. Han ønsker at lære sit folk, at ulydighed og synd er overmåde anstødelige i hans øjne og ikke må betragtes som en ringe sag. Han viser os, at når hans folk findes at leve i synd, bør der øjeblikkelig tages afgjorte forholdsregler, for at denne synd kan blive fjernet fra dem, at ikke hans vrede skal hvile over dem alle. Men hvis disse synder bliver overset af dem, der beklæder ansvarsfulde stillinger, vil han holde dem ansvarlige for disse synder. I sine Handlinger med sit folk i fortiden påviser Herren nødvendigheden af at rense menigheden fra uretfærdighed. Een synder kan sprede et mørke, der vil udelukke Guds lys fra hele forsamlingen. Når folket mærker, at mørke falder over dem og de ikke kender årsagen, bør de søge Gud alvorligt og i stor ydmyghed og selvransagelse, indtil de synder, som bedrøver hans ånd, bliver fundet og fjernet.VM3 265.1

Den fordom, der er opstået imod os, fordi vi har irettesat de fejl, som Gud har vist mig var til stede og det råb om hårdhed og strenghed, som har lydt, er uberettiget. Gud pålægger os at tale og vi vil ikke forholde os tavse. Dersom synder er åbenbare iblandt hans folk og dersom Guds tjenere stiller sig ligegyldige over for disse synder, støtter og forsvarer de i virkeligheden synderen og er lige, så skyldige og vil lige så sikkert blive genstand for Guds mishag; for de vil blive holdt ansvarlige for den skyldiges synder. I syner er mange tilfælde blevet fremstillet for mig, hvor Guds mishag er blevet pådraget ved, at hans tjenere har forsømt at tage sig af de fejl og synder, som findes iblandt dem. De, der har undskyldt disse fejl, er af folket blevet anset for at være meget fredsommelige og kærlige af sindelag, blot fordi de veg tilbage fra at udføre en tydelig bibelsk pligt. Opgaven var ikke behagelig for deres følelser; derfor undveg de den.VM3 265.2

Den hadefulde ånd, som har rådet hos nogle, fordi synder iblandt Guds folk er blevet straffet, har påført deres sjæle blindhed og et frygteligt bedrag, som har gjort det umuligt for dem at skelne mellem ret og uret. De har udslukket deres eget åndelige syn. De kan blive vidne til urigtige ting, men de føler ikke, som Josua følte; de ydmyger sig ikke under følelsen af, at sjæle er i fare.VM3 266.1

Guds sande børn, hvis ånd er i Herrens værk og hvem sjæles frelse ligger på hjerte, vil altid se synden i dens virkelige, syndige karakter. De vil altid stille sig på den side, hvor der handles trofast og åbent med synder, som så let besnærer Guds folk. Navnlig i det afsluttende værk, i beseglingstiden for de hundrede og fire og fyrretyve tusind, der skal stå uden fejl for Guds trone, vil de føle bekymring over synden hos dem, der bekender sig til at være Guds folk. Dette fremstilles med styrke ved profetens skildring af det sidste værk, illustreret ved de mænd, som hver havde et mordvåben i sin hånd. Een af mændene bar et linned .klædebon og havde et skrivetøj ved sin lænd. “Og Herren sagde til ham: Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!”VM3 266.2

Hvem står i Guds fortrolige råd i denne tid? Er det dem, som faktisk undskylder urigtige ting iblandt Guds bekendende folk og som i deres hjerter, om ikke med deres mund, knurrer imod dem, der vil straffe synd? Er det sådanne, som sætter sig op imod disse og sympatiserer med dem, der begår fejl? Nej, visselig ikke! Medmindre de omvender sig og forlader den onde gerning at undertrykke dem, der bærer værkets byrde og med at støtte syndere i Zion, vil de aldrig modtage tegnet på Guds beseglende velbehag. De vil falde i de gudløses almindelige ødelæggelse, som fremstillet ved de fem mænds gerning, der bærer mordvåben. Læg nøje mærke til dette punkt: De, der modtager sandhedens rene mærke, virket i dem ved Helligåndens kraft, fremstillet ved, at manden i det linnede klædebon sætter et mærke på dem, er sådanne, som “sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves” i menigheden. Deres kærlighed til renhed og til Guds ære og herlighed er sådan og deres syn på syndens overvættes syndighed er så klart, at de fremstilles som værende i sjæleangst, ja som sukkende og jamrende, læs det niende kapitel hos Ezekiel.VM3 267.1

Men den almindelige nedhugning af alle, der ikke på denne måde ser den store modsætning mellem synd og retfærdighed og ikke føler således, som de gør, der står i Guds fortrolige råd og tager imod mærket, skildres i befalingen til de fem mænd med mordvåben: “Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må l røre! Begynd ved min helligdom!”VM3 267.2

Da Akan havde syndet, sagde Gud til Josua: “Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.” Hvorledes svarer dette til deres handlemåde, som ikke vil opløfte deres røst imod synd og uret, men altid er at finde på deres side, der volder besvær i Israels lejr med deres synder? Gud sagde til Josua: “Du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!” Han kundgjorde den straf, overtrædelsen af hans pagt ville medføre.VM3 267.3

Josua begyndte nu en flittig undersøgelse for at finde den skyldige. Han tog Israel efter deres stammer, derpå efter deres familier og så enkeltvis og Akan blev udpeget som den skyldige. Men for at sagen kunne blive klar for hele Israel, så der ikke kunne blive nogen anledning for dem til at knurre og sige, at de uskyldige kom til at lide, gik Josua varsomt frem. Han vidste, at Akan var overtræderen og at han havde skjult sin synd og gjort Gud fortørnet på sit folk. Forsigtigt formanede Josua Akan til at bekende sin synd, for at Guds ære og retfærdighed måtte blive hævdet over for Israel. “Da sagde Josua til Akan “Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære og pris og fortæl mig, hvad du har gjort, dølg ikke noget for mig!”VM3 268.1

Akan svarede Josua: “Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Således gjorde jeg: Jeg så imellem byttet em prægtig babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel; det fik jeg lyst til og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i jorden midt i mit telt, sølvet nederst.” Da sendte Josua nogle folk hen og de skyndte sig til teltet og se, det var gemt i hans telt, sølvet nederst og de tog det ud af teltet og bragte det til Josua og alle israelitterne og lagde det foran Herren. Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras søn og sølvet, kappen og guldtungen og hans sønner og døtre, hans hornkvæg, æsler og småkvæg, hans telt og alt, hvad der tilhørte ham og førte dem op i Akors dal. Og Josua sagde: “Hvorfor har du styrtet os i ulykke? Herren skal styrte dig i ulykke på denne dag!” Derpå stenede hele Israel ham og de brændte eller stenede dem.”VM3 268.2

Herren sagde til Josua, at Akan ikke alene havde taget de ting, som han bestemt havde pålagt dem ikke at tage, for at de ikke skulle komme i band, men han havde stjålet og han havde også hyklet. Herren sagde, Jeriko og hele byttet skulle opbrændes undtagen guldet og sølvet, der skulle forbeholdes Herrens forrådshus. Sejren ved Jerikos indtagelse skete ikke ved krigsførelse eller ved at udsætte folket for fare. Høvdingen over Herrens hær havde anført himmelens armeer. Krigen var Herrens; det var ham, som havde udkæmpet kampen. Israels børn slog ikke et eneste slag. Sejren og æren tilhørte Herren og byttet var hans. Han befalede, at alt skulle opbrændes undtagen guldet og sølvet, som han forbeholdt sit forrådshus, Akan forstod godt det forbehold, som var gjort og at de skatte af guld og sølv. som han havde lyst til, var Herrens. Han stjal fra Guds forrådshus til sin egen fordel. Vejl f menigh bd. 1 side 278-281]VM3 268.3