Vidnesbyrd 22 (1872)
En rigtig opdragelse
EN RIGTIG OPDRAGELSE
VM3 131.1
[Den mest delikate opgave, mænd og kvinder nogen sinde har påtaget sig, er behandlingen af unge menneskers sind. I de unges opdragelse bør man med den største forsigtighed variere undervisningsmåden således, at man vækker de høje og ædle kræfter i sindet. Forældre og skolelærere er visselig uskikkede til at opdrage børn på den rette måde, hvis de ikke først har lært selvbeherskelsens, tålmodighedens, overbærenhedens, mildhedens og kærlighedens lektie. Hvilken vigtig stilling forældre, værger og lærere dog har! Der er meget få, der indser sindets vigtigste tarv og hvorledes man skal lede forstanden, tankerne og følelserne, som vokser og udvikles hos de unge.VM3 131.2
Der er en tid til at opdrage børnene og en tid til at uddanne de unge og det er af vigtighed, at begge disse ting i stor udstrækning forenes i skolen. Børn kan opdrages til syndens tjeneste eller til retfærdighedens tjeneste. De unges tidlige opdragelse giver deres karakter form både i deres timelige og i deres religiøse liv. Salomo siger: “Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.” Dette er bestemt tale. Den opdragelse, Salomo påbyder, går ud på at lede, uddanne og udvikle. For at forældre og lærere skal kunne udføre denne gerning, må de selv forstå “den vej”, barnet bør gå. Dette indbefatter mere end blot boglige kundskaber. Det omfatter alt, hvad der er godt, dydigt, retfærdigt og helligt. Det indbefatter udøvelse af afholdenhed, gudsfrygt, broderlig venlighed samt kærlighed til Gud og til hverandre. For at opnå dette mål må man tage sig af barnets fysiske, åndelige, moralske og religiøse oplæring.VM3 131.3
Børns opdragelse i hjemmet eller i skolen bør ikke ligne oplæringen af umælende dyr; for børn har en forstandig vilje, der bør oplæres til at beherske alle deres kræfter. Umælende dyr må dresseres; for de har ikke fornuft og intelligens. Men det menneskelige sind må oplæres til selvbeherskelse. Det må uddannes til at herske over det menneskelige væsen, medens dyrene styres af en herre og oplæres til at underordne sig ham. En herre er sind, skøn og vilje for sit dyr. Et barn kan oplæres på en sådan måde, at det ligesom dyret ikke selv har nogen vilje. Endog dets personlighed kan opsluges af den, der leder dets oplæring; dets vilje er i enhver henseende underkastet lærerens vilje.VM3 132.1
Børn, der opdrages på denne måde, vil altid stå tilbage, hvad moralsk energi og individuel ansvarsfølelse angår. De er ikke blevet oplært til at handle efter fornuft og princip; deres vilje har været behersket af en anden og sindet har ikke været sat i virksomhed, således at det kunne udvides og styrkes ved øvelse. De er ikke blevet vejledet og disciplineret med henblik på deres særegne natur og åndsevner, ikke oplært til at gøre brug af deres bedste kræfter, når det kræves. Lærere bør ikke standse her, men bør særlig søge at udvikle de svagere evner, for at alle kræfterne må komme til anvendelse og ledes fremad fra den ene styrkegrad til den anden, således at sindet kan opnå en forholdsmæssig ligelig udvikling.VM3 132.2
Der er mange familier, hvis børn synes at være velopdragne, så længe de er under opdragelsens indflydelse; men når det opdragelsessystem, der har holdt dem til faste regler, ophører, synes de at være ude af stand til selv at tænke, handle og beslutte. Disse børn har så længe stået under en jernhård ledelse uden at få lov til selv at tænke og handle i sådanne ting, hvor det i høj grad var naturligt, at de skulle gøre det, at de ikke har nogen tillid til sig selv, når det gælder at handle efter eget skøn, fordi de ikke har en mening selv. Når de kommer bort fra forældrene og skal handle på egen hånd, lader de sig let lede i den forkerte retning af andres skøn. De har ingen karakterfasthed. De er blevet henvist til at stole på deres eget skøn så hurtigt og i den udstrækning, som det var praktisk og derfor er deres ånd ikke blevet udviklet og styrket, som den burde. De har så længe været fuldstændig behersket af deres forældre, at de forlader sig helt på dem; forældrene tænker og træffer afgørelse for dem.VM3 132.3
På den anden side bør de unge heller ikke have lov til at tænke og handle uafhængigt at deres forældres og læreres skøn. Børn bør opdrages til at respektere det skøn, der grunder sig på erfaring og til at lade sig lede af deres forældre og lærere. De bør opdrages således, at deres sind knyttes til deres forældres og læreres sind og undervises på en sådan måde, at de kan indse det rigtige i at give agt på deres råd. Når de så engang giver slip på deres forældres og læreres vejledende hånd, vil deres karakter ikke være som et siv, der svajer for vinden.VM3 133.1
En streng opdragelse af de unge uden den rette vejledning til selv at tænke og handle, efter som deres personlige evner og sindsbeskaffenhed vil tillade, således at de derved kan opnå tankens vækst, en følelse af selvrespekt og tillid til, at de selv er i stand til at udrette noget en sådan opdragelse vil altid frembringe en klasse unge mennesker, der er svage, hvor det gælder åndelig og moralsk styrke. Og når de står ude i verden og selv skal handle, vil de lægge den kendsgerning for dagen, at de er dresserede ligesom dyrene, men ingen uddannelse har fået. I stedet for at blive vejledet blev deres vilje tvunget til underkastelse ved forældres og læreres hårde disciplin.VM3 133.2
De forældre og lærere, der praler af, at de har fuldstændig magt over sind og vilje hos de børn, der står under deres opsyn, ville ophøre med deres praleri, dersom de kunne se, hvordan livet vil forme sig for disse børn, der således bringes til underkastelse ved tvang eller frygt. Sådanne børn er næsten fuldstændig uforberedte til at få del i livets strenge ansvar. Når disse unge mennesker ikke længere står under deres forældre og lærere og nødes til selv at tænke og handle, er det næsten afgjort, at de vælger en fejlagtig kurs og giver efter for fristelsens magt. De gør ikke fremgang her i livet og de samme mangler viser sig i deres religiøse liv. Hvis de, der underviser børn og unge mennesker, klart kunne se de fremtidige følger af deres, misforståede disciplin, ville de forandre deres opdragelsesmetode. Den klasse lærere, der er tilfredse med, at de har næsten fuldstændigt herredømme over deres elevers vilje, er ikke de bedste lærere, selv om det i øjeblikket tilsyneladende kan se smigrende ud.VM3 133.3
Det har aldrig været Guds hensigt, at det ene menneskes sind skulle være fuldstændig behersket af en andens. Og den, der bestræber sig for, at hans elevers personlighed skal opsluges af hans egen, således at han bliver sind, vilje og samvittighed for dem, påtager sig et frygteligt ansvar Disse elever kan ved visse anledninger optræde som veltrænede soldater. Men når tvangen fjernes, vil det vise sig, at de mangler selvstændighed til at handle på grundlag af faste principper. De, der gør det til deres mål at oplære deres elever således, at disse kan indse og føle, at evnen til at gøre dem til principfaste mænd og kvinder, skikkede til enhver stilling i livet. ligger hos dem selv, er de nyttigste lærere med den varigste fremgang. For ligegyldige iagttagere vil deres arbejde måske ikke fremtræde i det fordelagtigste lys og deres gerning bliver måske ikke så højt værdsat som den lærers, der holder sine elevers sind og vilje under absolut kontrol; men elevernes fremtidige liv vil åbenbare, hvilken opdragelsesmetode der er den bedste.VM3 134.1
Der er fare for, at både forældre og lærere byder og befaler for meget, medens de forsømmer i tilstrækkelig grad at komme i venskabeligt forhold til deres børn eller elever. De holder sig ofte for meget tilbage og øver deres autoritet på en kold, usympatisk måde, der ikke kan vinde deres børns og elevers hjerter. Dersom de ville samle børnene omkring sig og vise, at de elsker dem og at de har interesse for dem i alle deres foretagender, endog i deres leg, ja undertiden være et barn iblandt børn, ville de gøre børnene meget lykkelige, vinde deres kærlighed og tillid. Og børnene ville hurtigere lære at agte og elske deres forældre og lærere.VM3 134.2
En lærers vaner og principper bør tillægges endog større betydning end hans boglige kvalifikationer. Hvis han er en oprigtig kristen, vil han indse nødvendigheden af at have den samme interesse for sine elevers fysiske, sjælelige, moralske og åndelige opdragelse. For at kunne øve den rette indflydelse bør han have fuldstændigt herredømme over sig selv og hans eget hjerte bør være fyldt med kærlighed til eleverne, hvilket vil vise sig i hans blik, tale og handlinger. Han bør besidde karakterfasthed, da vil han både kunne tildanne sine elevers sind og undervise dem i de boglige fag. De unges tidlige opdragelse præger som oftestderes karakter for hele livet, Den, der har med de unge at gøre, bør alvorligt søge at kalde åndsevnerne til virksomhed for bedre at kunne forstå at lede disse evner således, at de bliver benyttet på den allerbedste måde. Vejl f menigh bd. 1 side 262-265]VM3 135.1