Kærlighed til verden

KÆRLIGHED TIL VERDEN
VM3 477.2

[Den fristelse, som den onde udsatte vor frelser for på et meget højt bjerg, er en af de største fristelser, menneskene må møde. Satan tilbød Kristus verdens herlighed som en gave på betingelse af, at Kristus ville vise ham den ære, der tilkommer en overordnet. Vor frelser følte styrken i denne fristelse; men han mødte den på vore vegne og sejrede. Han ville ikke være blevet fristet på dette punkt, hvis ikke menneskene skulle blive prøvet med den samme fristelse. Ved sin modstand gav han os et forbillede på den fremgangsmåde, vi bør følge, når Satan kommer til den enkelte for at lede os bort fra vor retskaffenhed.VM3 477.3

Ingen kan være en Kristi efterfølger og samtidig sætte sin hu til de timelige ting. Johannes skriver i sit brev: “Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.” Vor Genløser, som mødte denne fristelse fra Satan i dens fuldeste styrke, kender den fare, mennesket er udsat for med hensyn til at give efter for fristelsen til at elske verden.VM3 477.4

Kristus stillede sig på lige fod med menneskeheden ved at udholde prøven på dette punkt og sejre på menneskenes vegne. Han har ved advarsler vist os netop de punkter, hvor Satan har størst held med sig i sine fristelser for menneskene. Han vidste, at den onde ville sejre over menneskene, medmindre de særlig var på vagt mod appetitten og lysten til verdslig rigdom og ære. Han siger: “Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler; men saml jeg skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.” “ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”VM3 477.5

Her har Kristus stillet os over for to herrer, Gud og verden og han har tydeligt påvist den kendsgerning, at det er ganske umuligt for os at tjene begge. Dersom vor interesse for og vor kærlighed til denne verden er det overvejende, vil vi ikke kunne værdsætte de ting, der fremfor alle andre fortjener vor opmærksomhed. Kærlighed til verden vil udelukke kærligheden til Gud og underordne vore højeste interesser under timelige hensyn. Derved vil Gud ikke kunne indtage en så ophøjet plads i vort sind og vor hengivenhed, som de verdslige ting gør.VM3 478.1

Vore gerninger vil vise nøjagtig, i hvilken udstrækning jordiske skatte behersker vort sind. Den største bekymring og ængstelse og det største arbejde vies timelige interesser, medens evige hensyn stilles i anden række. Her giver menneskene Satan den hyldest, som han krævede af Kristus, men. ikke opnåede. Det er den egoistiske kærlighed til verden, som fordærver troen hos dem. der bekender sig til at følge Kristus og gør dem fattige på moralsk kraft. Jo mere de elsker deres jordiske rigdom, desto længere går de bort fra Gud og desto mindre får de del i hans guddommelige natur, som ville give dem en forståelse af de fordærvelige indflydelser i verden og af de farer, som de er udsatte for.VM3 478.2

Ved sine fristelser har Satan til hensigt at gøre verden meget tiltrækkende. I lysten til rigdom og verdslig ære har han en fortryllende magt til at vinde endog den bekendende kristne til hengivenhed for verden. En stor klasse mennesker, der bekender sig til at være kristne, vil ofre hvad som helst for at vinde rigdom; og jo bedre deres forsæt lykkes, desto mindre bliver deres kærlighed til den dyrebare sandhed og desto mindre bliver deres .interesse for dens fremgang. De taber deres kærlighed til Gud og handler som afsindige. Jo bedre det lykkes dem at samle rigdom, desto fattigere føler de sig fordi de ikke har mere og desto mindre vil de sætte i Guds sag.VM3 478.3

De, der har en vanvittig kærlighed til rigdom, viser ved deres gerninger, at det er umuligt for dem at tjene to herrer, Gud og mammon. Penge er deres Gud. De hylder pengenes magt. De tjener i enhver henseende verden. Deres hæderlighed, som er deres medfødte ret og pligt, opofres for verdslig vindings skyld. Denne rådende magt behersker deres sind og de vil krænke Guds lov af hensyn til personlig interesse, for at forøge deres jordiske skat.VM3 479.1

Mange, som ikke elsker og ikke giver agt på bogstaven eller principperne i Kristi undervisning, vil måske bekende sig til Kristi religion. De vier deres bedste kræfter til timelige formål og bøjer sig for mammon, At så mange lader sig bedrage af Satan og henrive af forestillinger om glimrende udsigter til timelig vinding, er foruroligende. De lader sig fortrylle af udsigten til fuldkommen lykke, hvis de når deres mål, som er at opnå ære og rigdom i verden. Satan frister dem med den bestikkende tillokkelse: “Alt dette vil jeg give dig” al denne magt, al denne rigdom, hvormed du kan gøre en mængde godt. Men når det mål, de har arbejdet for, er nået, har de ikke den forbindelse med den selvfornægtende Genløser, der ville gøre dem delagtige i guddommelig natur. De holder fast ved deres jordiske skatte og ringeagter den selvfornægtelse og selvopofrelse, Kristus kræver af dem. De har intet ønske om at skilles fra de kære jordiske skatte, som deres hjerter hænger ved. De har skiftet herre; de har antaget mammon i stedet for Kristus. Mammon er deres gud og mammon tjener de.VM3 479.2

Satan har sikret sig disse forførte sjæles tilbedelse ved hjælp af deres kærlighed til rigdom. Forandringen er sket så umærkeligt og Satans magt er så forførerisk og så underfundig, at de har tillempet sig efter verden og ikke mærker, at de har skilt sig fra Kristus og at de ikke længere er hans tjenere uden af navn.VM3 479.3

Satan går mere forsigtigt til værks med menneskene, end han gjorde med Kristus under fristelsen i ørkenen, for han bliver påmindet om, at han tabte sin sag der. Han er en besejret fjende. Han kommer ikke direkte til menneskene og kræver hyldest ved udvortes tilbedelse. Han opfordrer kun menneskene til at sætte deres hu til denne verdens goder. Hvis det lykkes ham at lægge beslag på sind og tanker, fordunkles det tiltrækkende ved det himmelske. Alt, hvad han ønsker af menneskene, er, at de må falde for hans frislelsers forførende magt, at de skal elske verden, elske rang og stilling, elske penge og sætte deres hu til jordiske skatte. Opnår han dette, vinder han alt, hvad han forlangte af Kristus.VM3 480.1

Kristi eksempel viser, at vort eneste håb om sejr ligger i en uophørlig modstand mod Satans angreb. Han, som sejrede over sjælenes modstander i fristelsens kamp, forstår Satans magt over menneskeslægten og har overvundet ham til gavn for os. Som sejrvinder har han givet os fordelen af sin sejr, således at vi i vore bestræbelser for at modstå den ondes fristelser kan forene vor svaghed med hans styrke, vor uværdighed med hans fortjeneste; og støttet af hans nærværende kraft i stærk fristelse kan vi stå imod i hans almægtige navn og sejre, ligesom han sejrede.VM3 480.2

Det var gennem usigelig lidelse, vor Genløser gjorde forløsningen tilgængelig, for os. Her i verden var han upåagtet og ukendt, for at han ved sin underfulde og nådige selvfornedrelse måtte kunne ophøje menneskene til at opnå himmelske æresbevisninger og udødelige glæder i hans kongelige boliger. Vil faldne mennesker knurren, fordi himmelen kun kan opnås ved kamp, selvfornægtelse og møje?VM3 480.3

Spørgsmålet i mangt et stolt hjerte er: Hvorfor behøver jeg at færdes i ydmygelse og bodfærdighed for at kunne have forvisningen om, at jeg er antaget hos Gud og for at opnå den uforgængelige belønning? Hvorfor er himmelvejen ikke mindre vanskelig, mere behagelig og tiltrækkende? Vi henviser alle disse tvivlende, knurrende sjæle til vort store guddommelige mønster, da han led under byrden af menneskenes brøde og gennemgik hungerens mest bidende kvaler. Han var uden synd, ja mere: han var himmelens fyrste; men til gavn for menneskene blev han gjort til synd for denne slægt. “Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.”VM3 480.4

Kristus opofrede alt for menneskene for at gøre det muligt for dem at opnå himmelen. Nu påhviler det faldne mennesker at vise,. hvad de af hensyn til sig selv vil opofre for Kristi skyld for at kunne vinde evig herlighed. De, der har en rigtig opfattelse af frelsens storhed og af, hvad den har kostet, vil aldrig knurre over, at deres udsæd må ske med tårer og fordi kamp og selvfornægtelse er en kristens del her i livet. Betingelserne for menneskets frelse er forordnet af Gud. Selvfornedrelse og korsets byrde er de vilkår, på hvilke den bodfærdige synder skal finde trøst og fred. Den tanke, at Jesus fandt sig i ydmygelser og opofrelser, som mennesker aldrig vil blive kaldet til at udholde, bør få enhver knurrende stemme til at forstumme. Den livligste glæde kommer til menneskene ved deres oprigtige bedrøvelse over for Gud for overtrædelse af hans lov og ved tro på Kristus som synderens Genløser og talsmand.VM3 481.1

Menneskene arbejder med stor bekostning for at sikre sig skatte her i livet. De tåler møje og udholder genvordigheder og savn for at opnå en eller anden timelig fordel. Hvorfor skulle synderen være mindre villig til at holde ud, lide og opofre sig for at sikre sig en uforgængelig skat, et liv, der løber jævnsides med Guds liv og en udødelig herligheds krans, der aldrig visner? Himmelens uendelige skatte, den arv, som i værdi overstiger enhver beregning og består i en evig vægt af herlighed denne skat må vi opnå for enhver pris. Vi bør ikke klage over selvfornægtelse, for livets og herlighedens herre udholdt den før os. Lidelse og savn bør vi ikke unddrage os; for himmelens majestæt påtog sig disse til bedste for syndere. Opofrelse af magelighed og bekvemmelighed bør ikke fremkalde en eneste utilfreds tanke; for verdens Genløser påtog sig alt dette i vor interesse. Selv om vi tillægger alle vore selvfornægtelser, savn og opofrelser den største vægt, koster de os i enhver henseende langt mindre, end de kostede livets fyrste. Ethvert offer, vi kan bringe, svinder ind til en ubetydelighed i sammenligning med det offer, Kristus bragte til gavn for os. Vejl f menigh bd. 1 side 335-338]VM3 481.2