En lektie til vor tid

En lektie til vor tid

I Kora, Datan og Abirams tilfælde har vi en advarselslektie så vi ikke skal følge deres eksempel. “Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af “ødelæggeren”. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.”VM3 353.1

I Guds ord har vi beviser for at hans folks ansvarlighed er blevet stærkt bedraget. Der er mange tilfælde, hvor den tilsyneladende oprigtige nidkærhed for Guds ære, synes at bunde i, at sjæle overlades ubevogtet til fjenden. Så kan fjenden friste og indprente sindet med en trodsig fordrejet fornemmelse af tingenes virkelige tilstand. Og vi kan netop forvente forholdene i disse sidste dage, for Satan har lige så travlt nu som han havde i Israels forsamling. Fordomenes grusomhed og styrke kan ikke erkendes. Efter at menigheden havde været vidne til ødelæggelsen af disse oprørske ledere, var mistænksomhedens kraft, som var komme ind i dem, ikke blevet fjernet. De så jorden åben og de oprørske ledere fjerne sig ned i jordens indre. Dette frygtelige skue har uden tvivl kureret dem og ledt dem til den dybeste anger for deres mishandling af Moses.VM3 353.2

Her gav Gud hele Israel en anledning til at se og føle deres handlemådes syndighed, som burde have ledt dem til anger og bekendelse. Han gav de bedragede overvældende beviser for at de var syndere og at hans tjener Moses var retfærdig. De havde en anledning til at gå en nat med eftertanke på himlens frygtelige hjemsøgelse som de havde været vidne til. Men fornuften blev trodset. Kora havde opirret oprøret og to hundrede og halvtreds fyrster havde forenet sig med ham i at sprede utilfredshed. Hele menigheden var, i mere eller mindre grad, påvirket af den fremherskende skinsyge, mistanker og had mod Moses, som havde udløst Guds mishag på en frygtelig markerende måde. Alligevel viste den nådige Gud sig, som en retfærdighedens og barmhjertighedens Gud. Han gjorde en adskillelse mellem anstifterne — oprørslederne — og dem som blev bedraget eller forledt af dem. Han ynkedes over deres uvidenhed og tåbelighed som var blevet bedraget.VM3 353.3

Gud talte til Moses og bød menigheden at forlade de mænds telte som de havde valgt i stedet for Moses. De mænd, hvis udslettelse de planlagde, var redskaber i Guds hænder, til at redde deres liv ved den anledning. Moses sagde: “Fjern eder fra pladsen omkring Koras, Datans og Abirams bolig!” De var også i foruroligende fare for at blive ødelagt i deres synder på grund af Guds vrede, for de tog del i de menneskers forbrydelser som de havde givet deres forståelse og havde været sammen med.VM3 354.1

Hvis Moses havde gennemført prøven for Israels forsamling, ville Guds hævn alligevel være over for dem, som havde startet oprøret og angret og søgt Guds tilgivelse og hans forudrettede tjeners tilgivelse. Men dér i deres telte stod Kora frækt, oprørets anstifter og hans sympatisørere, stik imod Guds vrede, som om Gud aldrig havde arbejdet igennem sin tjener Moses. Og disse oprørske mennesker handlede som om de fornyelig var blevet æret af Gud ved hjælp af Moses og så hans uovertræffelige herlighed. Disse mænd så Moses, da han hvade fået de andre stentavler og var kommet ned fra bjerget og hans ansigt var så strålende af Guds herlighed, at folket ikke ville komme hen til ham, men flygtede væk. Han kaldte på dem, men de synes forfærdede. Han overbragte stentavlerne og sagde: Jeg beder for jeres bedste og har vendt Guds vrede væk fra jer. Jeg bad om, hvis Gud ville forlade og ødelægge sin menighed, at mit navn også måtte slettes ud fra hans bog. Se, han svarede mig og disse stentavler som jeg holdt i mine hænder er den pant jeg har fået for hans forsoning med hans folk.VM3 354.2

[De frelste forstår, at det er Mose’ stemme; at skønt han er forvandlet og herliggjort, er han stadig Moses. De siger til ham, at de ikke kan se ham i øjnene, fordi hans ansigts strålende lys smerter dem meget. Hans ansigt er som solen; de kan ikke tåle at se på det. Da Moses forstår dette, dækker han ansigtet med et slør. Han nævner ikke, at lyset på hans ansigt er et genskin af Guds herlighed, som er skænket ham og at de må udholde det; nej, han dækker sit ansigt. Folkets syndefuldhed gør det smerteligt at se hans herliggjorte ansigt. Sådan vil det blive, når Guds folk bliver herliggjort lige før Herrens andet komme. De fortabte vil vige tilbage for synet. Den herlighed, som stråler fra de frelstes ansigter, vil smerte dem. Men hele denne herlighed på Mose ansigt, det guddommelige præg på Guds ydmyge tjener, er glemt. Tank o åb side 206]VM3 354.3