Vidnesbyrd 21 (1872)
En appel for byrdebærere

EN APPEL FOR BYRDEBÆRERE
VM3 9.1

Kære brødre og søstre: Jeg føler mig for tiden tvunget til at fuldføre en længe forsømt opgave.VM3 9.2

Nogle år før min mands farlige og lammende sygdom udførte han mere arbejde end to mænd kunne have gjort samtidig. Han fandt ikke tid for at lindres fra ansvarspres og få åndelig og fysisk hvile. Igennem Vidnesbyrdene blev han advaret for sin fare. Jeg fik vist at han gjorde alt for meget hjernearbejde. Jeg vil her kopiere et skrevet vidnesbyrd, givet så langt tilbage som 26.august, 1855:VM3 9.3

Da jeg var i Paris, Maine, fik jeg vist at min mands helbredstilstand var kritisk, at hans iver havde været for meget for hans styrke. Da den nærværende sandhed først blev offentliggjort, lagde han stor anstrengelse for dagen og arbejdede med kun lidt opmuntring eller hjælp fra sine brødre. Fra først af havde han taget byrder på sig som havde været for belastende for hans fysiske styrke.VM3 9.4

Disse byrder kunne ikke være så tunge hvis de blev ligeligt fordelt. Medens min mand påtog sig mange ansvar, var nogle af hans brødre i tjenesten ikke villige til at tage nogen. Og dem som undgik byrder og ansvar indså ikke hans byrder og var ikke så interesserede i Guds sags fremme som de skulle have været.VM3 9.5

Min mand mærkede denne mangel og lagde sin skuldre under byrder der var for tunge og som næsten knuste ham. Som følge af disse ekstra anstrengelser vil flere sjæle frelses, men det er disse anstrengelser der har taget på hans beskaffenhed og frarøvet ham styrke. Jeg er blevet vist at han i stor målestok burde lægge sin iver til side; Gud er villig til at han lindres fra hans hårde arbejde og at han burde bruge mere tid på at studere skrifterne og på samvær med hans børn og udvikle dem.VM3 10.1

“Jeg så at det ikke er vor opgave at gøre det mere indviklet for os selv med vore egne prøvelser. Et sådant åndeligt slid på grund af andres fejl, burde undgås. Min mand kan fortsætte med at arbejde af hele sin kraft, sådan som ham har gjort og som følge deraf gå ned i graven og hans arbejde tabes for Guds sag; eller han kan lindres nu, medens han har nogen styrke tilbage og holde lidt længere og hans arbejde er mere effektivt.”VM3 10.2

Jeg vil nu gengive fra et vidnesbyrd fra 1859: “I mit sidste syn fik jeg vist at Herren ville have at min mand skulle give sig selv mere af med bibelstudium, så han bedre kan arbejde i ord og lære, både i tale og i skrift. Jeg så at vi i fortiden havde opbrugt alle vore kræfter ved megen iver og bekymring for at bringe menigheden i den rette position. Så tungt et arbejde på forskellige steder, bære menighedens byrder, forlangtes der ikke; for menigheden burde bære sine egne byrder. Vor gerning er at belære dem i Guds ord, at tilskynde dem til den erfaringsmæssige religions nødvendighed og til at afgrænse så klart som muligt det korrekte standpunkt med hensyn til sandheden. Gud ville have os til at opløfte vore stemmer i den store forsamling over punkter i den nærværende sandhed som er af livsvigtig betydning. Disse bør fremstilles med klarhed og med beslutsomhed og bør også skrives ud, så de stille budbringere kan bringe dem til folk over alt. Fra vor side forlanges en mere gennemgribende helligelse til det væsentlige arbejde; vi må være alvorlige med at leve i lyset af Guds ansigt. Hvis vore tanker var mindre optagede af prøvelser i menigheden ville de være frigivet til bibelske emner; og en nøjere anvendelse af bibelsandheden ville vænne sindet til at løbe i den kanal og vi ville således bedre være udrustet for det betydningsfulde arbejde vi har fået overdraget.VM3 10.3

“Jeg fik vist at Gud ikke lægger så tunge byrder på os som vi før har båret. Det er vor pligt at tale til menigheden og vise dem nødvendigheden for at de klarer sig selv. De er blevet båret for meget. Grunden til at vi pålægges at tage flere tunge byrder og gå ind i svært arbejde er at Herren har et arbejde til os som har en anden karakter. Han vil ikke have at vi skal udtømme vore fysiske og åndelige kræfter, men have dem i reserve, så vore stemmer, ved særlige anledninger, hvor hjælp er nødvendigt, kan høres.VM3 11.1

“Jeg så at vigtige tiltag ville gøres, hvor vor indflydelse med at lede vil kræves; hvor påvirkninger ville fremkomme og vildfarelser af og til ville komme ind i menigheden og at vor indflydelse da ville være påbudt. Men hvis vi er udtømt af det tidligere arbejde, vil vi ikke have den rolige dømmekraft, den konduite og selvkontrol der er nødvendig til den vigtige stund hvor Gud vil have os til at spille en fremtræende rolle.VM3 11.2

“Satan har forkrøblet vore anstrengelser ved at få menigheden til at forlange næsten dobbelt arbejde af os og hugge vej igennem mørke og vantro. Disse anstrengelser for at bringe tingene, i menighederne, i orden har udtømt vor styrke og træthed og svaghed er fulgt efter. Jeg så at vi har et arbejde at gøre, men sjælefjenden vil modstå enhver anstrengelse som vi forsøger at gøre. Folket kan komme i en frafaldenheds tilstand, så at Gud ikke kan velsigne det og det vil være nedslående; men vi bør ikke miste modet. Vi bør gøre vor pligt med at give lyset og lade ansvaret være hos folket.”VM3 11.3

Jeg vil her gengive et andet vidnesbyrd, skrevet den 6. juni 1863: “Jeg fik vist at vort vidnesbyrd stadig behøves i menigheden, at vi bør arbejde på at spare os for prøvelser og bekymringer, og at vi bør bevare et opbyggeligt sind. Dem på kontoret har til opgave at belaste deres hjerner mere og min mand noget mindre. Megen tid bruger han på forskellige anliggender som forvirrer og belaster hans tanker og gør ham ude af stand til at studere eller skrive og således forhindrer han sit lys at skinne i Review som det skulle.VM3 11.4

Min mands tanker burde ikke overflydes og overbelastes. De må have hvile og han må være fri til at skrive og tage sig at ting andre ikke kan. Dem på kontoret, kunne løfte en stor vægt af byrder fra ham, hvis de indvie sig selv til Gud og føle en dyb interesse for arbejdet. Ingen selviske følelser bør være blandt dem som arbejder på kontoret. Det er Guds arbejde som de er involveret i og de er regnskabsskyldige over for ham for deres motiver og den måde denne del af hans værk udføres på. De er pålagt at disciplinere deres sind. Mange føler at efterladenhed ikke fører nogen skyld med sig. Det er en stor fejltagelse. Efterladenhed er en synd. Den fører til mange bommerter og til megen uorden og mange fejl. Ting der burde gøres bør ikke glemmes. Sindet må anstrenges; det må disciplineres indtil det vil huske.VM3 12.1

“Min mand har haft meget at tage sig af og har gjort mange ting som andre burde have gjort, men som han var bange for at få dem til, så ikke, de i deres ligegyldighed, ville begå fejl der ikke så let rådes bod på og således medfører tab. Dette har været en stor pine for ham. Dem som arbejder i kontoret burde lære noget. De burde tage hensyn til deres egen hjerne og anvende og bruge den; for de har kun den gren af arbejdet, medens min man har ansvaret for mange afdelinger af arbejdet. Hvis en arbejdsmand gør en fejltagelse, bør han føle at det påhviler ham at udbedre skaden fra sine egne midler og bør ikke lade kontoret lide tab ved hans skødesløshed. Han bør ikke ophøre med at bære ansvar, men prøve igen og undgå de tidligere fejltagelser. På den måde vil han lære at være så forsigtig som Guds ord altid forlanger og så vil han blot gøre sin pligt.VM3 12.2

“Min mand burde tage sig tid til at gøre de ting som han vurderer ville beskytte hans helbred. Han har ment at han må kaste de byrder og ansvar som var på ham fra sig og forlade kontoret, ellers vil hans sind lide brud. Jeg er blevet vist at når Herren hjælper ham væk fra hans stilling, ville han give ham lige så klart bevis for sin hjælp som han gav da han lagde arbejdets byrde på ham. Men han har båret for mange byrder og dem som arbejder sammen med ham på kontoret og også hans tjenende brødre, har været for villige til at han skulle bære dem. De har, i almindelighed stået tilbage for at bære byrder og har sympatiseret med dem som knurrede over ham og ladet ham stå alene medens han var bøjet ned under kritik, indtil Gud har forsvaret hans måde. Hvis de havde taget deres del af byrderne, ville min mand være hjulpen.VM3 13.1

Jeg så at Gud nu forlanger at vi skal tage os særlig af den sundhed han har givet os, for vort arbejde er endnu ikke fuldført. Vort vidnesbyrd må stadig frembæres og vil have indflydelse.VM3 13.2

[Vi må bevare vore kræfter for at kumme virke for Guds sag, når det kræves af os. Vi må sørge for at vi ikke påtager os opgaver, som andre kan og bør løse. Vort helbred beror på, om vi skaber en glad, optimistisk og fredelig atmosfære omkring os. Guds gerning forhindrer ikke, at vi passer på helbredet og hviler ud efter en krævende indsats. Et fuldkomment arbejde kræver et fuldkomment helbred. Når vi er overanstrengt og udmattede, bliver vi nemt forkølede og så er der fare for angreb af alvorligere sygdomme. Vi må ikke overlade til Gud at tage vare på os, for det ansvar har han overladt til os selv. Kristus alene side 155]VM3 13.3

Den 25.oktober, 1869, i Adams Centeret, New York, fik jeg vist at nogle prædikanter blandt os ikke bærer det ansvar som Gud ville have dem til at bære. Denne forsømmelse kaster ekstraarbejde på dem som er byrdebærere, især på min mand. Nogle prædikanter undlod at gøre noget og vove noget i Guds sag og arbejde. Vigtige beslutninger skal træffes; men da mennesker ikke kan se enden fra begyndelsen, unddrager nogle sig fra at vove noget og fremhjælpe noget som Guds forsyn har ledelsen af. Nogen må gøre fremskridtene; en må vove i frygt for Gud, håbe oprigtigt med ham. De prædikanter som undgår denne del ar arbejdet mister meget. De opnår ikke den erfaring som Gud har udtænkt at de skal have for at gøre dem stærke og tilstrækkelige mennesker som man kan stole på i enhver nødsituation.VM3 13.4

Bror A, du holder dig tilbage for at løbe risiko. Du er ikke villig til at vove når du ikke kan se vejen helt klar. Alligevel må nogen gøre dette arbejde; nogen må vandre i tro, ellers bliver der ikke gjort fremskridt og intet bliver udrettet. En frygt for at gøre fejltagelser og fejlgreb og så blive bebrejdet, binder dig. Du undskylder dig selv fra at tage ansvar fordi du tidligere har gjort nogle fejltrin. Men du burde handle ud fra den bedste bedømmelse, betro Gud de bedste resultater. Nogen må gøre dette og for enhver er det en vanskelig stilling. En bør ikke bære hele dette ansvar alene, men med megen eftertanke og alvorlig bøn, bør det deles ligeligt.VM3 14.1

Under min mands lidelser, prøvede og forsøgte Herren sit folk for at afsløre hvad der var i deres hjerter; og ved dette viste han dem hvad der var uopdaget i dem som ikke var i overensstemmelse med Guds Ånd. De prøvende omstændigheder som vi var sat i, fremkaldte det af vore brødre som aldrig ellers kunne afsløres. Herren beviste for sit folk at menneskers visdom er dårskab og at hvis de ikke bekendte sig en fast tillid og fortrøstning til Gud, ville deres planer og udregninger vise sig at være en fejltagelse. Vi skal lære af disse ting. Hvis vi begår fejl, skal de kunne belære, men ikke få os til at undgå byrder og ansvar. Når meget er på spil og hvor sager af livsvigtig betydning skal overvejes og vigtige spørgsmål afgøres, bør Guds tjenere tage et personligt ansvar. De kan ikke lægge byrden fra sig og alligevel gøre Guds vilje. Nogle prædikanter mangler de nødvendige kvalifikationer for at bygge menigheder op og de er ikke villige til at bære noget i Guds sag. De har ikke natur til at give sig selv helt hen til arbejdet, med deres udelte interesse, deres uformindskede iver, deres tålmodighed og utrættelige udholdendhed. Kunne disse egenskaber leve livligt, ville menigheden holdes i orden og min mands arbejde ville ikke være så tungt. Alle prædikanter har ikke hele tiden i tanke at alles arbejde må kunne holde til dommens undersøgelse og at ethvert menneske vil blive belønnet efter hvordan hans gerninger har været.VM3 14.2

Bror A, du har et ansvar at bære med hensyn til helseinstituttet. Du bør overveje, du bør tænke dig om. Ofte har den tid, du har brugt på læsning, været den allerbedste tid du kunne bruge til overvejelse og undersøge hvad der kunne gøres for at bringe tingene i orden på institutionen og på kontoret. Min mand tager disse byrder på sig fordi han ser at arbejdet for disse institutioner må gøres af nogen. Da andre ikke vil lede, falder han ned i en kløft og så vil hans plads mangle.VM3 15.1

Gud har rådet og advaret min mand med hensyn til at passe på sin sundhed. Jeg fik vist at han blev oprejst af Herren og at han lever som et barmhjertighedens mirakel — ikke i den hensigt at påtage sig de byrder igen som han engang faldt under, men for at Guds folk kan få gavn af hans erfaring i arbejdet i almindelighed og i forbindelse med det arbejde har Herren givet mig og den byrde han har lagt på mig at bære.VM3 15.2

Bror A, du bør udvise stor omhu, især i Battle Creek. Når du besøger, bør din samtale være over de vigtigste emner. Sørg for at bakke op om forskriften op ved dit eksempel. Dette er en vigtig post og vil kræve arbejde. Medens du er her, bør du tage tid til at overveje de mange ting som behøver at blive gjort og som kræver alvorlig eftertanke, omhyggelig opmærksomhed og den alvorligste, redelige bøn. Du bør føle en lige så stor interesse for ting der har med sagen at gøre, for Helseinstitutionens og forlagshusets arbejde, som min mand føler; du bør føle at arbejdet er dit. Du kan ikke gøre det arbejde som Gud særlig har udrustet min mand til at gøre, han kan heller ikke gøre det arbejde som Gud har særlig udrustet dig til at gøre. Alligevel kan I begge sammen, forenet i harmoniske bestræbelser, du på dit embede og min mand på sit, udrette meget.VM3 15.3

Det arbejde som vi er fælles om er stort; og virksomme, villige, byrdebærende medarbejdere er der i virkeligheden få af. Gud vil give dig styrke, min bror, hvis du vil gå frem og vente på ham. Han vil give min mand og jeg selv styrke i vor fælles arbejde, hvis vi gør alt til hans ære, efter vor evne og styrke til arbejdet. Du burde placeres der hvor du ville have bedre anledninger til at bruge dine gaver efter de evner som Gud har givet dig. Du burde lægge hele vægten på Gud og give ham anledning til at belære, føre og indprente dig. Du føler en dyb interesse for Guds sag og værk og du burde se på ham efter lys og vejledning. Han vil give dig lys. Men, som en Kristi ambassadør, er du pålagt at være trofast, at rette fejl i sagtmodighed og kærlighed og dine anstrengelser vil ikke vise sig at være forgæves.VM3 16.1

Siden min mand er kommet sig over sin sygdom, har vi arbejdet alvorligt. Vi har ikke rådført os med vort eget behag eller vore fornøjelser. Vi har rejst og arbejdet til lejrmøder og overbebyrdet vor styrke uden hvilens fordele, så vi har pådraget os svagheder. I løbet af 1870 deltog vi i tolv lejrmøder. Ved en del af disse møder, påhvilede arbejdsbyrden os næsten helt. Vi rejste fra Minnesota til Maine og til Missouri og Kansas.VM3 16.2

Min mand og jeg forenede vore bestræbelser på at forbedre Helsereformeren [nu hedder den God Helse] og gøre det til et interessant og udbytterigt magasin, et som ville være ønskværdigt, ikke kun af vore folk, men af alle klasser. Det var en streng byrde for ham. Han gjorde også meget betydningsfulde tiltag for Review og Instructior. Han udrettede det arbejde som tre mænd skulle dele. Og medens alt dette arbejde tilfaldt ham i forlagsarbejdet, krævede Helseinstituionens og Udgivelsesselskabets forretnings afdelinger to mænds arbejde for at afhjælpe dem fra den finansielle knibe.VM3 16.3

Upålidelige mennesker som havde fået kontor og instituionens arbejde betroet, havde, på grund af selviskhed og en mangel på helligelse, sat tingene i den værst mulige tilstand. Der var indviklede forretninger der skulle plejes. Min mand satte sig lige i det værste og arbejdede med al sin energi. Han var træt. Vi kunne se at han var i fare; og vi kunne se hvordan han pludseligt ville stoppe, hvis han ikke ville holde på med at arbejde på kontoret. En ny rådvildhed kom næsten hver dag, nogle nye vanskeligheder på grund af menneskers upålidelighed som har påtaget sig arbejdet. Hans hjerne var belastet til det yderste. Men den værste forvirring er nu ovre og arbejdet går gunstigt frem.VM3 17.1

Ved Generalkonferensen bad min mand om at blive lettet for sine byrder; men upåagtet hans forespørgsel, blev byrden for redigering af Review og Reformer lagt på ham, med den opmuntring at mennesker, som bosætter sig i Battle Creek, ville tage byrder og ansvar som de skulle. Men hidtil er der ikke kommet nogen til at løfte hans byrder for kontorets administrative arbejde.VM3 17.2

Min mand bliver hurtig træt. Vi har deltaget i de fire vest-lejrmøder og vore brødre tilskynder os til at deltage i østmøderne. Men vi tør ikke påtage os flere byrder. Da vi kom fra arbejdet med vestens lejrmøde i juli 1871, fandt vi en masse ting der ventede og var ophobet under min mands fravær. Vi havde endnu ikke fået nogen anledning til at hvile. Min mand må lettes fra de byrder som var blevet lagt på ham. Der er for mange der bruger hans hjerne i stedet for at bruge deres egen. I synet af det lys Gud har fundet behag i at give os, beder vi jer, mine brødre, om at lindre min mand. Jeg er ikke villig til at vove følgerne af at han går ud og arbejder som han har gjort. Han behandlede jer trofast og uselvisk i årevis og til sidst faldt under presset af byrder lagt på ham. Men hans brødre som han stolede på, forlod ham bare. De lod ham falde ned i mine hænder og svigtede ham. I henved to år var jeg hans sygeplejerske, hans opvarter og hans læge. Jeg ønskede ikke at gå igennem dette en anden gang. Brødre, vil I løfte byrderne fra os og lade os bevare styrke som Gud ville have os til, så sagen i det store kan få gavn af de anstrengelser vi kan gøre i hans styrke. Eller vil I lade os blive så svage at vi vil blive unyttige over for sagen?VM3 17.3

Den foregående del af denne appel blev læst op ved New Hampshire lejrmødet, August, 1871.VM3 18.1

[Da vi kom tilbage fra Kansas efteråret 1870, var bror B hjemme. Han var syg og havde feber.] Søster Van Horn, var på det tidspunkt borte fra kontoret som følge af en feber var kommet over hende på grund af hendes moders pludselige død. Bror Smith var også væk fra kontoret, i Rochester, New York, for at komme sig over en feber. Der var en masse ugjort arbejde på kontoret, alligevel forlod bror B sin pligtspost for at tilfredsstille sit eget behag. Hans hændelse var typisk for mennesker. Hellige pligter hvilede kun let på ham.VM3 18.2

Det var et stort brud på betroet arbejde han skulle udføre at han gjorde der. Hvilken markant modsætning er ikke Kristi liv, vort forbillede! Han var Jehovas søn og vor frelses Ophav. Han arbejdede og led for os. Han fornægtede sig selv og hele hans liv var et vedvarende slid og afsavn på fornødenheder. Havde han selv valgt dette, kunne han lade sine dage gå væk i velvære og overflod, i en verden af sine egne skabninger og kræve sig alle fornøjelser og nydelser som verden kunne give ham. Men han tog ikke sin egen bekvemmelighed i betragtning. Han levede ikke for at behage sig selv, men for at gøre godt og strø sine velsignelser til andre.VM3 18.3

Bror B var syg af feber. [Han var i en kritisk situation.] I retfærdighed over for Guds sag, føler jeg mig tvunget til at sige at hans sygdomme ikke var en følge af ihærdig helligelse for kontorets interesser. En uklog udsættelse af sig selv på turen til Chicago, for sit eget behag, var grunden til hans lange kedelige, lidelsesfulde sygdom. Gud støttede ham ikke at forlade arbejdet, når så mange som udfyldte betydningsfulde embeder i kontoret var fraværende. På netop det tidspunkt han ikke burde undskylde sig selv for en time, forlod han sin pligtspost og Gud støttede ham ikke.VM3 18.4

[Vi fik ingen tid til at hvile, til trods for at vi var trætte og trængte til ro. Vi måtte tage fat med redigeringen af Review, The Reformer og Yough’s Instructor.] Mange breve er blevet lagt til side indtil vi kunne vende tilbage og undersøge dem. Tingene på kontoret var i en sørgelig forfatning. Alt behøves at komme i orden. [Min mand tog fat på arbejdet og jeg hjalp ham så godt jeg kunne,] men det var kun lidt. Han arbejdede uophørligt for at rette op på vore håbløse forretningssager og på at forbedre situationen for vore tidsskrifter. Han kunne ikke være afhængig af nogen af sine tjenendes brødres hjælp. Hans hoved hjerte og hænder var fulde. Han blev ikke opmuntret af brødrene A og C, da de vidste han stod alene under byrderne i Battle Creek. De holdt ikke hans hænder oppe. De skrev på den mest deprimerende måde om deres dårlige helbred og at de var i en så forpint tilstand at de ikke kunne påtage sig noget arbejde. Min mand så at der var intet håb i den retning. På trods af det dobbelte arbejde i sommers, kunne han ikke hvile. Og, uanset hans svaghed, strammede han sig selv an til det arbejde som andre havde forsømt.VM3 19.1

[Bladet The Reformer var i færd med at dø. Bror B havde gået ind for dr. Tralls yderliggående ideer. Dette var årsagen til at dr. Tralls strenge kostreform havde fået så bred plads i blandet. Dr. Tralls forkastede fuldstændig både mælk, sukker og salt. Det er rigtig at vi når tiden kommer, må afstå helt fra sådanne ting. Men tiden var ikke endnu kommet til at tage et almindeligt standpunkt til dette. De som havde taget sin beslutning agiterede for at stoppe med både mælk, smør og sukker, skulle naturligvis have fjernet disse ting fra sit eget bord. Men endog bror B som havde stillet sig helt på dr. Tralls side i The Reformer og havde skrevet om skadevirkningerne af salt, mælk og sukker, praktiserede ikke selv det han lærte. På hans bord kunne man stadig finde disse ting som han selv advarede imod.VM3 19.2

På grund af dette havde mange mistet interessen for blandet. Daglig kom der breve fra misfornøjede abonnenter som skrev: “Slet mit navn på abonnentlisten.”] Vi fik breve fra Vest, hvor landet er nyt og er knap på frugter med spørgsmålet: “Hvordan lever helsereformens venner i Battle Creek? Klarer de sig helt uden salt? Hvis de gør det, kan vi ikke på nuværende tidspunkt antage helsereformen. Vi kan kun få lidt frugt og vi har forladt brugen af kød, te, kaffe og tobak; men vi må have noget til livsopretholdelse.”VM3 20 .1

Vi havde brugt nogen tid i vesten og kendte til frugternes knapthed og vi forstod vore brødre som var samvittighedsfulde og forsøgte at leve i harmoni med sabbatsholdende adventisters ånd. De mistede modet og nogle frafaldt helsereformen, frygtede at de i Battle Creek var radikale og fanatiske. [I hele Vesten var det ikke længere mulig at vække interesse for dette blad. Vi forstod at de som skrev i bladet, havde fjernet sig et godt stykke fra folket. De var gået for langt. Hvis vi går ind for ideer som er så radikale at endog oprigtige kristne, som er helsereformens venner, ikke kan godtage dem, hvordan kan vi så vente med at kunne gøre noget for de vantro som vi kun kan nå gennem helsebudskabet?VM3 20 .2

Vi må ikke gå hurtigere end at vi kan få de oprigtige med os, som både i forstand og samvittighed er helt overbeviste om den tro som vi forkynder. Vi må møde folket der hvor de er. Nogen af os har brugt mange år for at nå vort nuværende standpunkt i helsereformen. Det tager megentid tid for at kunne tilpasse sig efter en reformkost. Vi har en appetit som vi må blive herre over. Verden er henfalden til frådseri. Hvis vi skulle give andre lige så lang tid som vi selv måtte have for at nå vort nuværende standpunkt i helsereformen, så må vi være meget tålmodige med dem. Vi må lade dem gå forsigtig skridt for skridt, ligesom vi selv har gjort, indtil de står stødt og sikkert på helsereformens platform. Men vi må være meget forsigtige så at vi ikke går for hurtigt. Gør vi det, kan vi måske gå tilbage på et andet punkt. I helsereformen er det bedre at mangle et skridt på at nå målet, end at gå et skridt over målet. Hvis vi skulle komme til at gøre en fejl, er det bedst om fejlen ligger så nær folkets mening som mulig.VM3 20 .3

Men fremfor alt må vi vogte os for at anbefale i vore skrifter sådanne radikale standpunkter og ideer som vi ikke har prøvet eller praktiseret i vore egne familier og på vore egne borde. Dette er ikke ærlig spil. Det er en slags hykleri. I Michigan kan vi klare os bedre uden at bruge salt, sukker og mælk, end de som bor langt mod vest eller langt mod øst. Der kan det være sparsomt med frugt, medens vi har overflod af frugt i Michigan.] Men der er meget få familier i Battle Creek som ikke bruger disse ting på deres borde. [Vi ved at det er absolut skadelig for helsen at bruge meget af disse ting og vi har ofte været inde på tanken om at helt slutte med dem. Da vi ville have en langt bedre helse. Men for tiden har vi ingen byrde for at gennemføre sådanne krav. Folket ligger allerede så langt efter at de ikke kan klare mere. Vi har strakt grænserne så langt som vi kan for brugen af skadelige nydelser og stimulerende midler. Vi advarer bestemt mod tobak, berusende drikke, te, kaffe, kød, smør, krydderier, samt tunge, søde kager og krydrende kødretter. Vi anbefaler at være forsigtig med kogsalt. Vi advarer også mod alle slags madvarer som virker stimulerende.VM3 21.1

Hvis vi kommer til personer som er interesseret i helsereformen og vi så underviser dem i vore strengeste principper, er der fare for at de vil blive modløse på grund af alle de ting de må give afkald på. Og så vil de måske miste al interesse for helsereformen. Vi må lede folk tålmodigt skridt for skridt, idet vi husker vore egne bitre erfaringer. Råd og vink side 380-382.]VM3 21.2