Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 27—Efesus.

    MEDENS Apollos prædikede i Korinth, opfyldte Paulus sit Løfte om atter at vende tilbage til Efesus Han havde aflagt et kort Besøg i Jerusalem og havde tilbragt nogen Tid i Antiokia, hvor han først virkede. Derefter rejste han igjennem Lilleasien, “gjennem det galatiske Land og Frygien” (Ap. Gj. 18: 23), og besøgte de Menigheder, han havde oprettet, og styrkede Disciplenes Tro.AV 164.1

    Paa Apostlenes Tid var den vestlige Del af Lilleasien kjendt som den romerske Provins Asien. Efesus, Hovedstaden, var et stort Handelscentrum. Dens Havn var overfyldt med Skibe, og Gaderne var fyldt med Folk fra alle Lande Ligesom Korinth frembød Efesus en lovende Arbejdsmark.AV 164.2

    Jøderne, der nu var spredt vidt omkring i alle civiliserede Lande, ventede i Almindelighed, at Messias skulde komme. Da Døberen Johannes prædikede, var mange af dem, som besøgte Jerusalem ved de aarlige Højtider, gaaet ud til Jordans Bredder for at høre ham. Der havde de hørt Jesus forkyndt som deri Forjættede, og de havde bragt Budskabet derom med sig til alle Dele af Verden. Saaledes havde Guds Forsyn beredt Vejen for Apostlenes Virksomhed.AV 164.3

    Ved sin Ankomst til Efesus traf Paulus tolv Brødre, der ligesom Apollos havde været Johannes den Døbers Disciple, og som i Lighed med ham havde faaet nogen Kundskab om Kristi Mission. De besad ikke den samme Dygtighed som Apollos, men med samme Alvor og Tro havde dc søgt at udbrede den Kundskab, de havde erholdtAV 164.4

    Disse Brødre kjendte intet til den Helligaands Værk. Da Paulus spurgte, om de havde modtaget den Helligaand, svarede de: “Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligaand.” “Med hvilken Daab blev I da døbte ?” spurgte Paulus. Hertil svarede de: “Med Johannes’s Daab.”AV 164.5

    Apostelen fremholdt da for dem de store Sandheder, der danner Grundlaget for den Kristnes Haab. Han fortalte dem om Kristi Liv paa Jorden og om hans grusomme, forsmædelige Død. Han fortalte dem, hvorledes Livets Herre havde brudt Gravens Skranker og var opstaaet som Sejerherre over Døden. Han gjentog Frelserens Fuldmagt til sine Disciple: “Mig er given al Magt i Himlen og paa Jorden. Gaa derfor hen og lær alle Folk, og døb dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands.” Han fremholdt ogsaa for dem Kristi Løfte om at sende Talsmanden, ved hvis Magt Tegn og Undere skulde ske. og han beskrev, hvor underfuldt dette Løfte var blevet op fyldt paa Pinse festens Dag.AV 164.6

    Med stor Interesse og taknemmelig Forundring og Glæde lyttede Brødrene til Paulus’s Ord I Troen greb de den herlige Sandhed om Kristi Sonoffer og annammede ham som sin Gjenløser. De blev derpaa døbte i Jesu Navn, og “der Paulus havde lagt Hænderne paa dem”, modtog ogsaa de den Helligaands Daab og kunde profetere og tale i fremmede Tungemaal. Saaledes blev de skikket til at virke som Missionærer i og omkring Efesus samt til at gaa ud og forkynde Evan-geliet i Lilleasien.AV 165.1

    Det var ved at udvise en ydmyg og lærvillig Aand. at disse Mænd erhvervede sig en Erfaring, der satte dem i Stand til at gaa ud i Høstmarken som Arbejdere. Deres Eksempel rummer en meget værdifuld Lærdom for de Kristne. Der er mange, som kun gjør ringe Fremgang i det aandelige Liv, fordi de er for selvkloge til at modtage Undervisning. De er tilfredse med et overfladisk Kjendskab til Guds Ord. De vil ikke forandre sin Tro eller Vandel og gjør sig derfor ingen Anstrengelse for at erholde større Lys.AV 165.2

    Dersom Kristi Efterfølgere blot søgte alvorligt efter Visdom, vilde de blive ført ind paa rige Sandhedsfelter, som endnu er dem fuldstændig ukjendte. Den, som overgiver sig helt til Herren, vil blive ledet ved Guds Haand Han kan maaske være uanselig og tilsyneladende ubegavet; men dersom han i Kjærlighed og Tillidsfuldhed adlyder enhver Antydning til Guds Viije, vil han blive renset, forædlet og styrket, og hans Evner vil tiltage. Efterhaanden som han i sin Erfaring samler sig Skatte af guddommeelig Visdom, vil et helligt Hverv blive ham betroet; han vil faa Naade til at leve sit Liv til Guds Ære og til Velsignelse for Menneskene. “Dine Ords Aabenbaring spreder Lys, og gjør de enfoldige forstandige.” Sal. 119; 130.AV 165.3

    Mange i vor Tid er ligesaa uvidende om den Helligaands Værk paa Hjertet som hine troende i Efesus; og dog er ingen Sandhed klarere fremholdt i Guds Ord end den. Profeter og Apostle har dvælet ved denne Sag Kristus selv henviser os til Planteriget som en Fremstilling af Aandens Værk til Styrkelse af det aandelige Liv. Vintræets Saft, som opstiger fra Roden, sendes ud i Grenene og skaffer Vækst og frembringer Blomster og Frugt. Saaledes ogsaa med den Helligaands livgivende Kraft, der udgaar fra Frelseren; den gjennemtrænger Sjælen, fornyer det indvortes Menneske og bringer endogsaa Tankerne i Lydighed mod Guds Vilje og sætter Modtageren i Stand til at øve hellige Gjerninger som en dyrebar Frugt.AV 165.4

    Han, som er det aandelige Livs Ophav, kan ikke ses, og det staar ikke i noget Menneskes Magt at forklare, hvorledes dette Liv meddeles og holdes vedlige. Men Aandens Virken er altid overensstemmende med det skrevne Ord. Som det er i den naturlige Verden, er det ogsaa i den aandelige. Det naturlige Liv opholdes hvert Øjeblik ved Guds Kraft, og dog vedligeholdes det ikke ved et direkte Mirakel, men ved Benyttelsen af de Velsignelser, som ligger indenfor vor Rækkevidde Saaledes vedligeholdes ogsaa det aandelige Liv ved de Midler, som Forsynet bar skaffet til Veje. For at en Kristi Efterfølger skal kunne vokse op “til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes voksne Alder”, maa han nyde af Livets Brød og drikke af Frelsens Kilde. Han maa vaage og bede og virke og i alle Ting give Agt paa Guds Undervisning i hans Ord.AV 165.5

    Der ligger ogsaa en anden Lærdom for os i disse jødiske omvendtes Erfaring. Da de lod sig døbe af Johannes, forstod de ikke tilfulde Jesu Mission som den, der bærer Menneskenes Synd. De hyldede fejlagtige Anskuelser af alvorlig Art. Men da de fik klarere Lys, antog de med Glæde Kristus som sin Frelser, og dette Fremskridt medførte en Forandring i deres Forpligtelser. Da de modtog en renere Tro, skete der en tilsvarende Forandring i deres Liv. Som Tegn paa denne Forandring og som en Anerkjendelse af sin T ro paa Kristus blev de døbte paany i Jesu Navn.AV 166.1

    Som hans Sædvane var havde Paulus begyndt sin Virksomhed i Efesus med at prædike i Jødernes Synagoge. Han vedblev at virke i tre Maaneder, “talede med dem og indskjærpede det, som hører til Guds Rige”. I Førstningen fik han en gunstig Modtagelse, men ligesom paa andre Steder mødte han ogsaa her snart voldsom Modstand. “Nogle var forhærdede og vantro og talede ilde om den Lære for Mængden.” Da de vedblev at forkaste Evangeliet, ophørte Apostelen med at prædike i Synagogen.AV 166.2

    Guds Aand havde virket ved og igjennem Paulus i hans Arbejde for sine Landsmænd. Der forelaa tilstrækkelige Kjendsgjerninger til at overbevise alle, som oprigtigt ønskede at kjende Sandheden. Men mange lod sig beherske af Fordom og Vantro og var uvillige til at give efter for de mest afgjørende Beviser. Af Frygt for, at Disciplenes Tro vilde blive stillet i Fare ved fortsat Omgang med dem, som modstod Sandheden, skilte Paulus sig fra disse, samlede de troende i en særskilt Gruppe og vedblev sin offentlige Virksomhed i en bekjendt Mands Skole ved Navn Tyrannus.AV 166.3

    Paulus saa, at “en stor og kraftig Adgang” stod aaben for ham, omendskjønt der var mange Modstandere. 1 Kor. 16: 9. Efesus var ikke alene den mest pragtfulde, men ogsaa den mest fordærvede By i Asien. Den myldrende Befolkning var hengiven til Overtro og sanselig Nydelse. Under Skyggen af dens Templer fandt Forbrydere af enhver Art Ly, og de mest nedbrydende Laster florerede.AV 166.4

    Efesus var Midtpunktet for Dianas Tilbedelse. Det prægtige Tempel, “de Efesers Diana”, var berømt over hele Asien og hele Verden Dets overvældende Pragt gjorde det ikke blot til Byens, men hele Nationens Stolthed. Den Afgud, som havde faaet Sæde i dette Tempel, paastodes at være falden ned fra Himlen. Afgudsbilledet var forsynet med symbolske Skrifttegn, som man mente besad stor Kraft. Bøger blev skrevet af Efeserne for at forklare Betydningen og Brugen af disse Symboler.AV 166.5

    Blandt dem, der granskede disse kostbare Bøger omhyggeligt, var der mange Troldmænd. som øvede en mægtig Indflydelse over de overtroiske Mennesker, der tilbad Afgudsbilledet i Templet.AV 166.6

    Under sit Arbejde i Efesus saa Paulus særskilte Beviser paa Guds Bifald. Guds Kraft ledsagede hans Bestræbeler, og mange blev helbredet for legemlige Sygdomme “Usædvanlige kraftige Gjerninger gjorde Gud ved Paulus’s Hænder, saa at man endog tog Svededuge eller Forklæder, som han havde haft paa sig, og bar til de syge, og Sygdommene veg fra dem. og de onde Aander for ud af dem.” Disse Aabenbarelser af overnaturlig Kraft var langt større, end man nogensinde havde været Vidne til i Efesus, og de var af en saadan Art, at de ikke kunde efterlignes ved Troldmandens eller Besværgerens Kunst. Da disse Mirakler blev udført i Jesu af Nazareths Navn, fik Folket Lejlighed til at se, at Himlens Gud var mægtigere end de Troldmænd, der tilbad Gudinden Diana. Saaledes ophøjede Gud sin Tjener endog for selve Afgudsdvrkernes Øjne uendelig højt over de mægtigste og mest ansete Troldmænd.AV 167.1

    Men han. hvem alle onde Aander er underdanige, og som havde givet sin Tjener Myndighed over dem, var ved at skulle føre endnu større Skam og Nederlag over dem. der foragtede og vanærede hans hellige Navn. Trolddom var under Dødsstraf forbudt i Mose Lov, og dog var den fra Tid til anden blevet øvet i det skjulte af frafaldne Jøder. Medens Paulus opholdt sig i Efesus, var der i Byen “nogle omløbende jødiske Besværgere”, som, da de saa de Undergjerninger, han udførte, “dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander”. Et Forsøg blev gjort af “syv Sønner af Skeva, en jødisk Ypperstepræst”. Da de traf et Menneske, som var besat af onde Aander, tiltalte de ham saaledes: “Vi besværger eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker.” “Men den onde Aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus ved jeg; men I hvo er I ? Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og saarede ud af samme Hus.”AV 167.2

    Saaledes blev der afgivet umiskjendelige Beviser paa, at Jesu Navn var helligt, og paa den Fare, de udsatte sig for, som paakaldte det uden Tro paa Frelserens guddommelige Mission. “Der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset.”AV 167.3

    Forhold, som tidligere var hemmeligholdt, kom nu for Lyset. Nogle af de troende havde ikke ganske givet Afkald paa sin Overtro. da de antog Kristendommen. De vedblev fremdeles i nogen Udstrækning at øve Trolddomskunster. “Mange af dem, som var bleven troende,” blev nu overbeviste om deres Vildfarelse og kom og “bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger”. Det gode Værk strakte sig endog til nogle af Troldmændene selv, og “mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bar Bøgerne sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og de beregnede deres Vaerdi og befandt dem at være 50 Tusinde Sølvpenninge værd Saa kraftig vokste Herrens Ord og fik Magt.”AV 167.4

    Ved at brænde de Bøger, som omhandlede Trolddomskunsterne, viste de omvendte i Efesus, at de nu nærede Afsky for det, som engang havde været deres Glæde. Det var navnlig ved og igjennem Trolddomskunster, at de havde fortørnet Gud og stillet sin Sjæl i Fare, og det var imod Trolddomskunster, at de nu viste en saadan Harme. Saaledes afgav de Beviser paa en sand Omvendelse.AV 168.1

    Disse Afhandlinger om Spaadom indeholdt Regler og Formularer for Samkvem med onde Aander. Det var Regler for Satans Tilbedelse — Vej ledning i at tilkalde hans Hjælp og modtage Oplysning fra ham. Ved at beholde disse Bøger vilde Disciplene have udsat sig for Fristelse, og ved at sælge dem vilde de have lagt Fristelse paa andres Vej De havde forkastet Mørkets Rige og tog nu ikke i Betænkning at bringe et hvilket som helst Offer for at bryde dets Magt. Saaledes sejrede Sandheden over Menneskenes Fordomme og Pengegjerrighed.AV 168.2

    Ved denne Aabenbarelse af Kristi Kraft vandt Kristendommen en mægtig Sejer i selve Overtroens faste Borg. Indflydelsen af det, som her var sket, strakte sig videre, end selv Paulus anede. Fra Efesus spredtes Rygtet viden om, og Kristi Sag fik et mægtigt Fremstød. Længe efter at Apostelen selv havde fuldendt sit Løb, levede Mindet om disse Begivenheder hos Menneskene og blev et Middel til at vinde Tilhængere for Evangeliet.AV 168.3

    Man formoder med Selvtilfredshed, at hedensk Overtro er forsvunden under det tyvende Aarhundredes Civilisation Men Guds Ord og Kjendsgjerningernes ubøjelige Vidnesbyrd fortæller os, at Trolddom øves i vor Tid ligesaa vist som blandt Oldtidens Troldmænd. Oldtidens Trolddomskunst er i Virkeligheden det samme som Nutidens Spiritisme. Satan faar Indgang i Tusinder af Menneskers Sind ved at fremstille sig i Skikkelse af afdøde Venner. Skriften siger, at “de døde ved ikke noget”. Præd. 9: 5. Deres Tanker, deres Kjærlighed, deres Had er forsvundet De døde holder ikke Samkvem med de levende; men sin gamle List tro benytter Satan sig af dette Middel til at vinde Herredømme over Menneskesindet.AV 168.4

    Mange syge og nysgjerrige samt mange, hvem Døden har berøvet deres paarørende, holder Samkvem med onde Aander gjennem Spiritismen. Alle, som fordrister sig til at gjøre saadant, befinder sig paa farlig Grund. Sandhedens Ord viser os, hvorledes Gud betragter dem. I Fortiden udtalte han en streng Dom over en Konge, som havde søgt Raad hos et hedensk Orakel. “Mon det er, fordi der er ingen Gud i Israel, at I gaar bort at adspørge BaalSebub, Ekrons Gud? Der for saa sagde Herren : Du skal ikke kom- me op af din Seng, som du lagde dig paa, men visselig dø.” 2 Kong. 1: 3, 4.AV 168.5

    Hedenskabets Troldmænd har sit Sidestykke i Nutidens Spiritistmedier, clairvoyante Personer og dem, som giver sig af med Spaadom. De hemmelighedsfulde Stemmer, der talte i Endor og i Efesus, vildleder endnu Menneskene med sine løgnagtige Ord. Om Sløret kunde løftes fra vore Øjne, vilde vi se de onde Engle øve alle sine Kunster for at forføre og ødelægge. Overalt hvor der øves en Indflydelse, som faar Menneskene til at glemme Gud, der øver Satan sin fortryllende Kraft. Naar Menneskene overgiver sig til hans Indflydelse, saa er deres Sind forvirret og Sjælen besmittet, før de ved cm det Guds Folk i vor Tid bør give Agt paa Apostelens Formaning til Menigheden i Efesus: “Hav ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straf dem hellere!” Ef. 5: 11.AV 169.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents