Kapitel 26—Apollos i Korinth

EFTER at have forladt Korinth kom Paulus til Efesus. Han var paa Rejse til Jerusalem for at overvære en forestaaende Højid, og hans Ophold i Efesus blev derfor nødvendigvis af kort V arighed. Han talte til Jøderne i Synagogen; og saa gunstigt var det Indtryk, de fik, at de bad ham fortsætte sit Arbejde iblandt dem. Hans Plan om at besøge Jerusalem hindrede ham i at blive denne Gang, men han lovede at komme tilbage til dem, “om Gud vilde”. Aquilas og Priscilla havde ledsaget ham til Efesus, og han efterlod dem der for at fortsætte det Arbejde, han havde begyndt.AV 157.1

Det var ved denne Tid, at “en Jøde ved Navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende Mand. som var forfaren i Skrifterne, kom til Efesus”. Han havde hørt Johannes den Døbers Prædiken, havde modtaget Omvendelsens Daab og var et levende Vidnesbyrd om, at Profetens Arbejde ikke havde været forgjæves. Skriften beretter om Apollos. at han var “undervist om Herrens Vej, og som han var brændende i Aanden, talte og lærte han med Indsigt om Herren, enddog han kjendte alene Johannes’s Daab”.AV 157.2

Under sit Ophold i Jerusalem begyndte Apollos “at tale frit i Synagogen”. Aquilas og Priscilla var blandt Tilhørerne, og da de forstod, at han endnu ikke havde faaet det fulde Lys angaaende Evangeliet, “tog de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere”. Ved deres Undervisning fik han en klarere Forstaaelse af Skrifterne og blev en af de dygtigste Forfægtere af den kristne Tro.AV 157.3

Apollos ønskede gjerne at rejse til Akaia. og Brødrene i Jerusalem “skrev til Disciplene” om at tage imod ham som en Lærer, der var i fuld Overensstemmelse med Kristi Menighed. Han rejste da til Korinth. hvor han holdt offentlig Virksomhed og arbejdede fra Hus til Hus og gjendrev Jøderne “med stor Kraft og beviste af Skrifterne, at Jesus er den Kristus”. Paulus havde plantet Sandhedens Sæd, og denne blev nu vandet af Apollos. Den Fremgang, Apollos havde i Evangeliets Forkyndelse. førte til, at nogle af de troende satte hans Arbejde højere end Paulus’s. Denne Sammenligning af det ene Menneske med det andet bragte en Partiaand ind i Menigheden, som truede med i høj Grad at forhindre Evangeliets Udbredelse.AV 157.4

I de halvandet Aar, Paulus tilbragte i Korinth, havde han med Forsæt fremholdt Evangeliet klart og enfoldigt. Han var ikke kommet til Korinthierne “med prægtige Ord og Visdom”, men med Frygt og Bæven, og “i Aands og Kraftes Bevisning” havde han for- kyndt “det Guds Vidnesbyrd”, for at deres “Tro ikke skulde være i Menneskens Visdom, men i Guds Kraft”. 1 Kor. 2: 1, 4, 5.AV 157.5

Paulus havde af Nødvendighed afpasset sin Undervisning efter Menighedens Tilstand. “Jeg, Brødre! kunde ikke tale med eder, som med aandelige,” forklarede han senere hen, “men som med kjødelige, som med Børn i Kristus. Jeg gav eder Mælk at drikke og ikke haard Mad; thi da kunde I end ikke taale den, ja, I kan endnu ikke.” 1 Kor. 3: 1, 2. Mange af de troende i Korinth havde været meget sene til at lære, hvad han havde forsøgt at undervvise dem om. Deres Fremvækst i aandelig Kundskab havde ikke staaet i Forhold til de Fortrin og Anledninger, som de havde nydt. Skjønt de skulde have været længere fremme i kristelig Erfaring og kunnet forstaa og efterleve Ordets dyrebare Sandheder, stod de endnu, hvor Disciplene stod, da Kristus sagde til dem: “Jeg har endnu meget at sige eder; men nu kan I ikke bære det.” Joh. 16: 12. Skinsyge, ond Mistanke og Anklag havde lukket mange af de tro endes Hjerter i Korinth, saa at den Helligaand, som “ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder”, ikke kunde udføre sit fulde Værk hos dem. Uanset hvor vise de maatte være i verdslig Kundskab, saa var de dog kun Børn i Kundskaben om Kristus.AV 158.1

Paulus’s Arbejde i Korinth havde bestaaet i at undervise de omvendte angaaende Kristentroens allerførste Begyndelsesgrunde. Han havde været nødsaget til at undervise dem som saadanne, der var uvidende om den guddommelige Krafts Virkning paa Hjertet. Paa den Tid havde de været ude af Stand til at fatte Frelsens Hemmeligheder; thi “det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, som hører Guds Aand til; thi de er ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandelig”. 1 Kor. 2: 14. Paulus havde forsøgt at udsaa en Sæd, som andre maatte vande. De, der fulgte efter, maatte føre Arbejdet videre fra det Punkt, hvor han havde forladt det, og give aandeligt Lys og aandelig Kundskab paa rette Tid, efterhaanden som Menigheden kunde taale det.AV 158.2

Da Apollos optog sin Virksomhed i Korinth, indsaa han, at han maatte gaa meget forsigtig tilværks med at fremholde de vigtige Sandheder, han ønskede at forkynde. Han vidste, at der blandt hans Tilhørere vilde være dem, som nærede en stolt Tro paa menneskelige Teorier, og saadanne som forfægtede en falsk Gudsdyrkelse — Personer, som famlede om i Blinde i Haab om i Naturens Bog at finde Teorier, der modsagde de Virkeligheder vedrørende aandeligt og evigt Liv, som findes aabenbaret i den hellige Skrift. Han vidste ogsaa, at Kritikere vilde forsøge at modsige den kristelige Tolkning af det aabenbarede Ord. og at Skeptikere vilde behandle Kristi Evangelium med Haan og Foragt.AV 158.3

I sit Forsøg paa at lede Sjæle til Korsets Fod vovede Paulus ikke direkte at irettesætte de ryggesløse eller at paavise, hvor afskyelige deres Synder var i den hellige Guds Øjne. Han fremholdt derimod for dem, hvad Livets virkelige Hensigt var, og søgte at indtrykke paa deres Sind de Lærdomme, som den guddommelige Lærer havde fremholdt, og som, hvis de blev antaget, vilde løfte dem op fra Verdslighed og Synd til Renhed og Retfærdighed. Han dvælede navnlig ved praktisk Gudsfrygt og den Hellighed, som de maa opnaa, der skal blive agtet værdige til at indgaa i Guds Rige. Han længtes efter at se Kristi Evangelium Lys trænge ind i deres formørkede Sind. for at de maatte indse, hvor anstødeligt deres umoralske Liv var i Guds Øjne. Hovedemnet i hans Forkyndelse af Evangeliet iblandt dem var derfor Kristus og ham korsfæstet. Han søgte at vise dem. at deres alvorligste Studium og største Glæde maatte være den underfulde Sandhed om Frelse ved Omvendelse til Gud og Troen paa den Herre Jesus Kristus.AV 158.4

Filosofen vender sig bort fra Frelsens Lys. fordi det gjør hans stolte Teorier til Skamme; den verdsligsindede nægter at antage det. fordi det vil skille ham fra hans Afguder. Paulus saa, at Menneskene maatte forstaa Kristi Karakter, før de kunde lære at elske ham eller se paa Korset med Troens Blik. Det Studium, der vil blive Grundlaget for de forløstes Videnskab og Sang igjennem alle Evigheder, maa begynde her. I Lyset af Korset alene kan man rettelig forstaa Menneskesjælens sande Værd.AV 159.1

Guds Naades forædlende Indflydelse forvandler Menneskets naturlige Sindelag. Himlen vilde ikke forekomme de kjødeligsindede ønskelig; deres naturlige, vanhellige Hjerter vilde ikke føle sig tiltrukne af hint rene. hellige Sted; og dersom det var muligt for dem at komme derind, vilde de ikke finde noget. som tiltalte dem. De Tilbøjeligheder, der behersker det naturlige Hjerte, maa blive underkuet ved Kristi Naade, før det faldne Menneske kan blive skikket til at indgaa i Himlen og finde Behag i Omgangen med de rene, hellige Engle. Naar et Menneske dør fra Synden og levendegjøres til nyt Liv i Kristus, fylder guddommelig Kjærlighed hans Hjerte, hans Forstand helliges, han drikker af Glædens og Kundskabens uudtømmelige Kilde, og Evighedens Dagslys skinner paa hans Sti, thi Livets Lys er stadig hos ham.AV 159.2

Pauls søgte at indprente i sine korinthiske Brødres Sind den Sandhed. at han og hans Medarbejdere kun var Mennesker udsendte af Gud til at forkynde Sandheden, at de alle var beskjæftiget med det samme Værk, og at de alle i lige høj Grad var afhængige af Gud med Hensyn til Fremgang i sit Arbejde. Den Uoverensstemmelse, der var opstaaet i Menigheden angaaende de forskjellige Arbejderes Dygtighed. var ikke efter Guds Vilje, men Resultatet af. at de endnu holdt fast ved det naturlige Hjertes Egenskaber. “Naar en siger; Jeg er Paulus, men en anden: Jeg er Apollos, er I da ikke kjødelige? Hvo er da Paulus? og hvo er Apollos? uden Tjenere. ved hvilke I blev troende, og det, eftersom Herren har givet enhver. Jeg plantede. Apollos vandede, men Gud gav Vækst. Saa er nu hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst.” 1 Kor. 3: 4-7.AV 159.3

Det var Paulus, som først havde prædiket Evangeliet i Korinth, og som havde organiseret Menigheden der. Det var denne Gjerning, Herren havde anvist ham. Ved Guds Ledelse kom andre Arbejdere dertil for at udføre sit Hverv. Sæden maatte vandes, og det skulde Apollos gjøre. Han efterfulgte Paulus i Arbejdet for at give yderligere Undervisning og for at bidrage til, at den udsaaede Sæd vokste. Han vandt Folkets Hjerter; men det var Gud, som gav Vækst Det er ikke menneskelig, men guddommelig Kraft, der bevirker Karakterens Forvandling. De, der planter, og de, der saar, giver ikke Sæden Vækst; de arbejder under Gud som hans udvalgte Redskaber og samarbejder med ham i hans Værk. Den store Mester tilkommer Æren og Prisen for al Fremgang.AV 160.1

Guds Tjenere har ikke alle de samme Evner, men de er alle hans Arbejdere. Hver enkelt maa blive undervist af den store Lærer for derefter at meddele andre, hvad han har lært. Gud har givet ethvert af sine Sendebud et personligt Arbejde. Der er forskjellige Gaver, men alle Arbejdere maa staa harmonisk sammen, behersket af Guds Aands helliggjørende Indflydelse. Idet de kundgjør Frelsens Evangelium, vil mange blive overbeviste og omvendte ved Guds Kraft. Det menneskelige Redskab er skjult med Kristus i Gud, og Kristus fremtræder som den ypperste blandt ti Tusinde, som den aldeles dejlige.AV 160.2

“Den, som planter, og den, som vander, er ét; men hver skal faa sin egen Løn efter sit eget Arbejde. Thi vi er Guds Medarbejdere ; I er Guds Ager, Guds Bygning.” 1 Kor. 3: 8, 9. Paa dette Sted sammenligner Apostelen Menigheden med en opdyrket Mark, hvor Husbonden arbejder og tager Vare paa Herrens Plantning; han sammenligner den ogsaa med en Bygning, der skal vokse til et helligt Tempel i Herren Gud er den store Arbejder, og han giver hver sin Gjerning. Alle maa arbejde under hans Ledelse og lade ham virke for og igjennem sine Arbejdere. Han giver dem Takt og Dygtighed, og dersom de agter paa hans Undervisning, kroner han deres Bestræbelser med HeldAV 160.3

Guds Tjenere bør arbejde sammen, omgaaes i Venlighed og Høflighed, saaledes at de “forekommer hverandre med Ærbødighed”. Rom. 12; 10. Der maa ikke være nogen uvenlig Kritik. den ene maa ikke ødelægge den andens Arbejde, og der maa ingen skilte Partier være. Enhver, hvem Herren har betroet et Budskab, har sin bestemte Gjerning Enhver besidder en personlig Individualitet, som han ikke maa lade gaa op i nogen andens; men samtidig bør enhver arbejde i Harmoni med sine Brødre. I deres Virksomhed bør Guds Arbejdere i alt væsentligt være ét. Ingen bør sætte sig op som Dommer og tale ringeagtende om sine Medarbejdere eller behandle dem som underlegne. Enhver bør udføre sit bestemte Arbejde, agtet, elsket og opmuntret af de andre Arbejdere. I Forening paahviler det dem at fuldføre Værket.AV 160.4

Disse Principper behandles udførligt i Paulus’s første Brev til Menigheden i Korinth. Apostelen omtaler “Kristi Tjenere” som “Husholdere over Guds Hemmeligheder”, og om deres Arbejde siger han: “Forøvrigt kræves det af Husholdere, at de maa findes tro Men for mig har det lidet at sige at dømmes af eder eller af en menneskelig Domstol; ja, jeg dømmer mig ikke engang selv; thi vel ved jeg intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men den, som dømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før Tiden, før Herren kommer, han som ogsaa skal føre frem for Lyset det, som har været skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; og da skal enhver faa sin Ros af Gud.” 1 Kor. 4: 1-5.AV 160.5

Det er ikke blevet overladt til noget Menneske at dømme mellem de forskjellige Guds Tjenere. Herren alene skal bedømme Menneskenes Arbejde, og han vil give enhver en retfærdig Løn.AV 161.1

Apostelen hentyder dernæst direkte til de Sammenligninger, som der var blevet gjort mellem hans og Apollos’s Arbejde “Men dette, Brødre! har jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kan lære af os, ikke at tænke højere, end skrevet er, at ikke nogen for éns Skyld skal opblæse sig mod den anden. Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har annammet? Men dersom du og har annammet det, hvi roser du sig, som du havde ikke annammet det ?“ 1 Kor. 4:6,7.AV 161.2

Paulus fremstiller klart for Menigheden de Farer og Besværligheder, han og hans Medarbejdere taalmodig havde taalt i sin Virksomhed for Kristus. “Lige til denne Stund.” sagde han, “er vi baade hungrige og tørste og nøgne og mishandlede og hjemløse og mødige, idet vi arbejder med vore egne Hænder; vi bliver udskjældte — og vi velsigner; vi bliver forfulgte — og vi taaler det; vi bliver spottede — og vi formaner; vi er blevne som Udskud i Verden, en Væmmelse for alle, indtil nu. Jeg skriver ikke dette for at vanære eder, men for at paaminde eder som mine elskede Børn. Thi om I og har ti Tusinde Læremestre i Kristus, saa har I dog ikke mange Fædre; thi jeg har avlet eder i Kristus Jesus ved Evangelium” l Kor. 4: 11-15.AV 161.3

Han, som udsender Evangeliets Forkyndere som sine Sendebud, vanæres, naar Tilhørerne fatter saadan Forkjærlighed for en eller anden Arbejder, der falder i deres Smag, at der viser sig hos dem en Uvillighed til at godkjende en anden Arbejders Virksomhed. Herren sender sit Folk Hjælp, ikke altid paa den Maade, som de selv maatte foretrække, men efter hvad de trænger til; thi Menneskene er kortsynte og kan ikke se, hvad der er til deres eget bedste. Det er sjælden, at én Ordets Tjener besidder alle de Betingelser, som er nødvendige for at fuldkomme en Menighed i alt. hvad Kristendommen kræver, og derfor sender Gud dem ofte andre Ordets Forkyndere. der hver især besidder visse Betingelser, som de andre manglede.AV 161.4

Menigheden bør med Taknemmelighed modtage disse Kristi Tjenere. ligesom de vilde modtage Mesteren selv. De bør stræbe efter at høste den størst mulige Nytte af den Undervisning, som hver enkelt Ordets Forkynder kan give dem fra Guds Ord De Sandheder, som Guds Tjenere bringer, bør skattes og antages i lydig Sagtmodighed; men ingen Ordets Tjener maa forgudes.AV 161.5

Ved Kristi Naade er Guds Tjenere blevet Sendebud, der bringer Lys og Velsignelse. Naar de under alvorlig og vedholdende Bøn modtager den Helligaand og gaar ud, følende en Byrde for Sjæles Frelse og med Hjerterne fulde af Nidkjærhed for at forkynde Korsets Sejr, vil de se Frugt af sit Arbejde. Naar de bestemt nægter at stille menneskelig Visdom til Skue eller ophøje sig selv, vil de udføre et Værk, der vil trodse Satans Angreb. Mange Sjæle vil blive omvendte fra Mørket til Lyset, og mange Menigheder vil blive oprettet. Mennesker vil blive omvendt, ikke til de menneskelige Redskaber, men til Kristus. Deres eget Jeg vil blive holdt i Baggrunden, og kun Jesus, Manden fra Golgatha, vil komme tilsyne.AV 162.1

De, som i vor Tid virker for Kristus, kan udmærke sig ved de samme ypperlige Træk, der viste sig hos dem, som i Apostlenes Dage forkyndte Evangeliet. Gud er ligesaa villig til at udruste sine Tjenere med Kraft nu, som han var til at skjænke den til Paulus og Apollos, til Silas og Timotheus, til Peter, Jakob og Johannes.AV 162.2

Paa Apostlenes Tid var der enkelte vildledte Sjæle, som gav sig ud for at tro paa Kristus, men som dog nægtede at vise Agtelse for hans Sendebud. De erklærede, at de ikke fulgte nogen menneskelig Lærer, men blev underviste af Kristus direkte, uden Hjælp af Evangeliets Forkyndere. De var uafhængige og uvillige til at bøje sig for Menighedens Bestemmelse. Saadanne Mænd stod i al-vorlig Fare for at blive forførte.AV 162.3

Som sine udvalgte Medhjælpere har Gud sat i Menigheden Mænd med forskjellige Talenter, for at Aandens Vilje kan ske Fyldest ved manges forenede Visdom. Mænd, som handler efter sine egne udprægede Karaktertræk, og som er uvillige til at drage i Aag med andre, der har en længere Erfaring i Guds Værk, vil blive forblindede af Selvtillid og være ude af Stand til at skjelne mellem det sande og det falske. Det er ikke tilraadeligt at vælge saadanne til Ledere i Menigheden; thi de vil følge sine egne Meninger og Planer uden Hensyn til sine Brødres Meninger. Det er let for Fienden at virke igjennem saadanne, som paa samme Tid som de selv behøver Raad ved hvert eneste Skridt, paatager sig i sin egen Kraft at vejlede Sjæle uden at have lært Kristi Sagtmodighed.AV 162.4

Indtryk alene er ingen paalidelig Vej leder med Hensyn til. hvad der er ens Pligt. Fienden forleder ofte Mennesker til at tro, at det er Gud, som leder dem, medens de i Virkeligheden kun følger menneskelige Tilskyndelser. Men dersom vi tager os nøje i Agt og samraader med vore Brødre, vil vi forstaa Herrens Vilje; thi Løftet er: “Han leder de sagtmodige i det, som Ret er, og lærer de sagtmodige sin Vej.” Sal 25: 9.AV 162.5

I den første kristne Menighed var der nogle, som ikke vilde aner- kjende hverken Paulus eller Apollos, men som holdt paa, at Peter var deres Leder. De paastod, at Peter havde været mest nøje knyttet til Kristus, da Mesteren var paa Jorden, hvorimod Paulus havde forfulgt de troende. Deres Anskuelser og Følelser var stærkt paavirket af Fordom. De udviste ikke det Frisind, den Ædelmodighed og den Ømhed, som aabenbarer, at Kristus bor i Hjertet.AV 162.6

Der var Fare for, at denne Partiaand vilde have meget ondt til Følge i den kristne Menighed, og Paulus fik af Herren Paalæg om at fremkomme med en alvorlig Formaning og en højtidelig Protest. Til dem, som sagde: “Jeg holder mig til Paulus; jeg til Apollos; jeg til Kefas; jeg til Kristus,” stillede Apostelen det Spørgsmaal: “Er da Kristus delt? Mon Paulus være korsfæstet for eder? eller er I døbte til Paulus’s Navn?” “Derfor rose ingen sig af Mnenesker! thi alt hører jo eder til, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er Verden eller Liv eller Død, enten det er det, som nu er, eller det, som komme skal — alt hører eder til, men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.” 1 Kor. 1 : 12, 13; 3: 21-23.AV 163.1

Paulus og Apollos stod I den fuldeste Overensstemmelse med hinanden. Sidstnævnte føltes ig skuffet og bedrøvet over den Uenighed, som fandtes i Menigheden i Korinth. Han drog ingen Fordel af, at nogen foretrak ham, ej heller opmuntrede, han en saadan Handlemaade, men forlod straks det Sted, hvor Striden paagik. Da Paulus senere hen tilskyndede ham til atter at besøge Korinth, vægrede han sig og virkede ikke der igjen før langt senere, da den aandelige Tilstand i Menigheden var blevet bedre.AV 163.2