Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 18—Ordet prædikes blandt Hedningerne.

    FRA Antiokia i Pisidien drog Paulus og Barnabas til Iconium. Her ligesom i Antiokia begyndte de Arbejdet i den jødiske Synagoge Deres Virksomhed bar gode Frugter; “en stor Mængde baade af Jøder og Grækere troede”. Men i Iconium ligesom paa andre Steder, hvor Apostlene virkede, ophidsede “de vantro Jøder” “Hedningernes Sind, og satte ondt i dem imod Brødrene”.AV 104.1

    Apostlene lod sig imidlertid ikke afholde fra at fuldbyrde sin Mission; thi mange antog Kristi Evangelium. Paa Trods af Modstand, Misundelse og Fordom fortsatte de med Virksomheden, idet de “talede med Frimodighed i Herren”, og Gud “gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under ske formedelst deres Hænder”. Disse Beviser paa, at Gud billigede Arbejdet, havde en mægtig Indflydelse over dem, som var modtagelige for Overbevisning, og Tallet paa dem, som omvendte sig til Evangeliet, vokste.AV 104.2

    Den Maade, hvorpaa det af Apostlene forkyndte Budskab vandt Udbredelse, fyldte de vantro Jøder med Misundelse og Had. og de besluttede øjeblikkelig at standse Paulus’s og Barnabas’s Virksomhed. Ved falske og overdrevne Rygter fik de Myndighederne til at frygte for, at hele Byen stod i Fare for at blive ægget til Oprør. De fortalte, at store Skarer sluttede sig til Apostlene, og udkastede den Tanke, at de havde hemmelige og farlige Hensigter for Øje.AV 104.3

    Som Følge af disse Beskyldninger blev Disciplene atter og atter stillet for Øvrigheden; men deres Forsvarsindlæg var saa klare og forstandige, og deres Fremstilling af, hvad de lærte, var saa behersket og omfattende, at det virkede stærkt til deres Gunst. Skjønt Øvrigheden nærede Fordom imod dem paa Grund af de urigtige Fremstillinger, man havde hørt, vovede den dog ikke at fordømme dem. Den kunde ikke andet end anerkjende, at Paulus’s og Barnabas’s Lære vilde bidrage til at gjøre Menneskene til ærbare, lovlydige Borgere, og at Byens Orden og Moral vilde blive forbedret, dersom de Sandheder, Apostlene lærte, blev antaget.AV 104.4

    Den Modstand, Disciplene mødte, gjorde, at Sandhedens Budskab vandt stor Udbredelse. Jøderne indsaa, at deres Anstrengelser for at ødelægge de nye Læreres Virksomhed kun bidrog til at skaffe den nye Lære flere Tilhængere. “Mængden i Staden blev splidagtig, og nogle holdt med Jøderne, men nogle med Apostlene.”AV 104.5

    Saa rasende blev Jødernes ledende Mænd over den Vending. Sagen tog, at de foresatte sig at ty til Vold for at naa sin Hensigt. Ved at paavirke de sletteste Lidenskaber hos den uvidende, støjende Hob lykkedes det dem at skabe en Tumult, som de gav Apostlenes Lære Skylden for Ved denne falske Beskyldning haabede de at opnaa Myndighedernes Bistand til Gjennemførelse af sit Forsæt. De var bestemt paa, at Apostlene ikke skulde faa nogen Lejlighed til at forsvare sig, og at Hoben skulde gribe ind ved at stene Paulus og Barnabas og saaledes faa gjort en Ende paa deres Virksomhed.AV 104.6

    Venner af Apostlene, der dog ikke var troende, underrettede dem om Jødernes slette Hensigter og opfordrede dem indtrængende til ikke unødigt at udsætte sig for Hobens Raseri, men redde Livet ved Flugt. Paulus og Barnabas forlod derfor Iconium i Stilhed, overladende det til de troende at fortsætte Arbejdet alene en Tid. Men de rejste ingenlunde bort for bestandig. Naar Urolighedeme havde lagt sig, var det deres Hensigt at vende tilbage og fuldføre det paabegyndte Arbejde.AV 105.1

    Til enhver Tid og i ethvert Land har Guds Sendebud mødt bitter Modstand hos saadanne, som forsætlig forkastede Lyset fra Himlen. Ved Hjælp af Løgn og usandfærdige Fremstillinger har Evangeliets Fiender ofte tilsyneladende sejret og lukket de Døre, gjennem hvilke Guds Sendebud kunde vinde Adgang til Folket Men disse Døre kan ikke altid forblive lukket, og naar Guds Tjenere efter en Tids Forløb er vendt tiibage for at gjenoptage Arbejdet, har Herren ofte virket kraftigt for dem og gjort det muligt at udføre et Arbejde til hans Navns Ære.AV 105.2

    Da Apostlene ved Forfølgelse blev fordrevet fra Iconium, rejste de til Lystra og Derbe i Lycaonien. Befolkningen i disse Byer var for en stor Del Hedninger og overtroiske Mennesker; dog var der nogle iblandt dem, som var villige til at høre og modtage Evangeliet. Paa disse Steder og i det omkringliggende Land vilde Apostlene nu virke i Haab om at undgaa Jødernes Fordom og Forfølgelse.AV 105.3

    I Lystra var der ingen jødisk Synagoge, skjønt der fandtes en Del Jøder i Byen. Mange af Beboerne i Lystra tilbad ved et Tempel, som var indviet til Jupiter. Da Paulus og Barnabas viste sig i Byen og samlede Befolkningen omkring sig og forklarede dem Evangeliets enkle Sandheder, var der mange, som forsøgte at forene disse Lærdomme med sine egne overtroiske Anskuelser angaaende Jupiters Tilbedelse.AV 105.4

    Apostlene gjorde sig Flid for at undervise disse Afgudsdyrkere om Skaberen og om hans Søn, Menneskeslægtens Frelser De henviste dem først til Guds underfulde Gjerninger: til Solen, Maanen og Stjernerne, til den smukke Orden i de skiftende Aarstider, til de mægtige snebedækte Bjerge, til de høje Træer og andre af Naturens mangeartede Vidundere, der vidner om en Kunst, som overgaar al menneskelig Forstand. Gjennem disse den Almægtiges Gjerninger vendte Apostlene Hedningernes Tanker hen paa Verdensaltets store Hersker.AV 105.5

    Efter at have klargjort disse Grundsandheder vedrørende Skabe- ren fortalte Apostlene Folket i Lystra om Guds Søn, der kom fra Himlen til vor Jord, fordi han elskede Menneskene. De talte om hans Liv og Virksomhed, hvordan han blev forkastet af dem, han kom for at frelse, om hans Daab og Korsfæstelse, hans Opstandelse og hans Opfart til Himlen for der at tjene som Menneskeslægtens Talsmands. Saaledes prædikede Paulus og Barnabas i Guds Aand og Kraft Evangeliet i Lystra.AV 105.6

    Engang da Paulus talte til Folket om Kristi Virksomhed med at helbrede de syge og lidende, saa han blandt sine Tilhørere en Krøbling, der havde fæstet sit Blik paa ham, og som antog og troede hans Ord. Apostelens Hjerte blev rørt ved Synet af denne plagede Mand, i hvem han saa en, som “havde Tro til at blive helbredet”. I Overværelse af denne Forsamling af Afgudsdyrkere befalede Paulus Krøblingen at staa op paa sine Fødder. Hidtil havde den lamme kun formaaet at indtage en siddende Stilling; men nu adlød han øjeblikkelig Apostelens Befaling, og for første Gang i sit Liv stod han op paa sine Fødder Denne Troeshandling fra hans Side bragte ham Kræfter, og han, som hidtil havde været en Krøbling, “sprang op og gik”.AV 106.1

    “Da Folket saa det, som Paulus havde gjort, raabte de med høj Røst paa Lykaonisk og sagde: Guderne er blevne Mennesker lige og komne ned til os.” Dette Udraab var i Overensstemmelse med en af deres Traditioner om, at Guderne lejlighedsvis besøgte Jorden. Barnabas kaldte de Jupiter, Gudernes Fader, paa Grund af hans ærværdige Skikkelse, hans værdige Optræden og den Mildhed og Godhed, som saaes i hans Ansigtstræk. Paulus mente de var Merkurius, “fordi han førte Ordet” og var alvorlig og virksom og veltalende i sine Advarsler og Formaninger.AV 106.2

    Byens Folk, som gjerne vilde vise sin Taknemmelighed, formaaede Præsten i Jupiters Tempel til at vise Apostlene Hyldest. Han “kom til Porten med Okser og Kranse og vilde ofre sammen med Folket”. Paulus og Barnabas havde trukket sig tilbage for at hvile og vidste intet om disse Forberedelser. Snart hørte de imid-lertid Lyden af Musik og begejstrede Raab af en stor Menneskemasse, som havde samlet sig ved Huset, hvor de boede.AV 106.3

    Da Apostlene kom paa det rene med Anledningen til dette Besøg og det herskende Røre, “sønderrev de deres Klæder og sprang ind blandt Folket i Haab om at faa hindret dem i at gaa videre med sit Forehavende. Med en høj, klangfuld Stemme, der hørtes over Mængdens Raab, bad Paulus om deres Opmærksomhed, og idet Støjen pludselig ophørte, sagde han: “I Mænd, hvi gjør I dette? Vi er ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynder eder, at I skal vende om fra disse forfængelige Guder til den levende Gud, som har gjort Himlen og Jorden og Havet og alle Ting, som er i dem; hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne Veje, enddog han ikke har ladet sig selv. uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himlen, idet han fyldte os med Føde og vore Hjerter med Glæde.”AV 106.4

    Trods Apostlenes bestemte Benægtelse af, at de var Guder, og trods Paulus’s Forsøg paa at henlede Folkets Tanker til den sande Gud som den eneste, der er værdig at tilbedes, var det næsten umuligt at formaa Hedningerne til at afstaa fra sit Forsæt om at ofre. Saa fuldt overbevist havde de været om, at disse Mennesker i Sandhed var Guder, og saa stor var deres Begejstring, at de nødig vilde indrømme, at de havde taget fejl. Beretningen siger, at Apostlene kunde “neppe stille Folket”.AV 107.1

    Befolkningen ræsonnerede ud fra den Oinstændighed, at de med egne Øjne havde set den vidunderlige Kraft, som Apostlene udøvede De havde set en Krøbling, som aldrig før havde gaaet, nu i Besiddelse af fuldkommen Sundhed og Styrke. Det var først efter megen Overtalelse fra Paulus’s Side og efter en grundig Forklaring vedrørende hans egen og Barnabas’s Mission som Repræsentanter for Himlens Gud og hans Søn, den store Læge, at Folket lod sig overtale til at afstaa fra sit Forsæt.AV 107.2

    Paulus’s og Barnabas’s Virksomhed i Lystra blev pludselig standset af “ Jøder fra Antiokia og Iconium”, som efter at have hørt om Apostlenes frugtbringende Arbejde i Lycaonien havde besluttet at rejse efter dem og forfølge dem. Efter Ankomsten til Lystra lykkedes det snart disse Jøder at vække hos Folket den samme Bitterhed, som fyldte deres eget Sind. Ved urigtige Fremstillinger og Bagvaskelser blev de, der nylig havde betragtet Paulus og Barnabas som Guder, overtalt til at tro, at Apostlene i Virkeligheden var værre end Mordere og fortjente Døden.AV 107.3

    Den Skuffelse, det havde været for Beboerne i Lystra ikke at maatte ofre til Apostlene, forberedte dem til at vende sig imod Paulus og Barnabas med en lignende Iver som den, hvormed de før havde hyldet dem som Guder. Opflammet af Jøderne lagde de Planer for at øve Vold mod Apostlene Jøderne paalagde dem ikke at give Paulus nogen Anledning til at tale, under Paaskud af at dersom han fik en saadan Anledning, vilde han fortrylle Folket.AV 107.4

    De morderiske Hensigter hos Evangeliets Fiender blev snart bragt i Udførelse. Paavirket af Ondskabens Magter greb Lystrianerne i satanisk Raseri Paulus og stenede ham. Apostelen troede, at hans sidste Time var kommet. Stefanus’s Martyrdød og hans uheldige Del i denne traadte levende frem i hans Erindring. Bedækket af Saar og svækket af Smerte faldt han til Jorden, og den rasende Hob “slæbte ham udenfor Byen, da de troede, at han var død”.AV 107.5

    De troende i Lystra, som under Paulus’s og Barnabas’s Virksomhed var blevet omvendt til Jesu Tro, lod sig i denne prøvende Stund ikke rokke i sin Troskab mod Sandheden. Deres Fienders urimelige Modstand og grusomme Forfølgelse tjente kun til at befæste disse gudhengivne Brødre yderligere i Troen, og trodsende al Fare og Haan viste de nu sin Troskab ved at sorgfulde samle sig omkring ham, som de troede var dødAV 107.6

    Hvor stor blev ikke deres Forundring, da Apostelen midt under deres Klagerraab pludselig løftede Hovedet og stod op paa sine Fødder med Herrens Pris paa sine Læber! Det at denne Guds Tjener saa aldeles uventet kom til Live, blev af de troende betragtet som et guddommeligt Mirakel, et synligt Tegn paa, at Herren billigede, at de havde antaget den nye Lære. De frydede sig med usigelig Glæde og priste Gud med forøget Tro.AV 108.1

    Blandt dem, som var blevet omvendt i Lystra, og som var Øjenvidner til Paulus’s Lidelse, var der en, som senere skulde blive en fremragende Kristi Arbejder og komme til at deltage med Apostelen i de Prøvelser og Glæder, som følger med banebrydende Virksomhed paa vanskelige Steder. Det var den unge Mand Timotheus. Da Paulus blev slæbt ud af Staden, var denne Yngling med blandt dem, som stillede sig omkring hans tilsyneladende livløse Legeme, og som saa ham staa op, saaret og bedækket med Blod, men med Pris paa sine Læber, fordi det var blevet ham forundt at lide for Kristi Skyld.AV 108.2

    Dagen efter at Paulus var blevet stenet, drog Apostlene til Derbe, hvor deres Arbejde blev velsignet, og mange Sjæle antog Kristus som Frelseren. Men “der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple”, var hverken Paulus eller Barnabas tilfreds med at optage Arbejde andetsteds uden at have styrket dem i Troen, som de var blevet tvunget til at overlade til sig selv i nogen Tid paa de Steder, hvor de nylig havde virket. Uden at lade sig forfærde af Faren vendte de derfor “tilbage til Lystra og Iconium og Antiokia, og bestyrkede Disciplenes Sjæle, og paamindede dem, at blive faste i Troen” Mange havde antaget Evangeliets Glædesbudskab og saaledes udsat sig for Modstand og Forsmædelse. Disse søgte nu Apostlene at befæste i Troen, for at det udførte Arbejde kunde blive af Varighed.AV 108.3

    Som en vigtig Betingelse for de nyomvendtes aandelige Vækst sørgede Apostlene omhyggeligt for at beskytte dem ved Hjælp af en evangelisk Mcnighedsorden. Menigheder blev tilbørlig organiseret paa alle Steder i Lykaonien og Pisidien, hvor der fandtes troende. I hver Menighed blev der udnævnt Embedsmænd, og der blev fastsat Orden og Regler for Ledelsen af alle Anliggender, som hørte med til de troendes aandelige Trivsel.AV 108.4

    Dette var i Overensstemmelse med den evangeliske Plan om at forene alle troende i Kristus til ét Legeme, og denne Plan holdt Paulus sig nøje til gjennem hele sin Virksomhed. De, som paa et hvilket som helst Sted ved hans Virksomhed blev ledet til at antage Kristus som sin Frelser, blev, naar det rette Tidspunkt var kommet, organiseret til en Menighed. Dette blev gjort, selv om de troende kun var faa i fallet. De Kristne blev saaledes oplært til at hjælpe hverandre, ihukommende Løftet: “Hvor to eller tre er forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem” Matt. 18: 12.AV 108.5

    Og Paulus glemte ikke de Menigheder, der saaledes var blevet stiftet. Omsorgen for disse Menigheder hvilede paa ham som en stadig voksende Byrde. Hvor faatallig en Gruppe end var, saa var den dog Gjenstand for hans stadige Omsorg. Han vaagede omhyggeligt over de smaa Menigheder; thi han forstod, at de trængte til særskilt Omsorg, for at Medlemmerne kunde blive grundigt befæstet i Sandheden og oplært til at virke alvorligt og uegennyttigt for sine Omgivelser.AV 109.1

    I alt sit Missionsarbejde søgte Paulus og Barnabas at følge Kristi Eksempel paa villig Opofrelse og trofast, alvorligt Arbejde for Sjæle De var aarvaagne, nidkjære og utrættelige og gik ikke paa Akkord med egen Lyst eller personlig Bekvemmelighed; men med Bøn og uafladelig Virksomhed udsaaede de Sandhedens Sæd Og under Udsaaelsen af Sæden var de omhyggelige med at give alle, som antog Evangeliet, praktisk Undervisning af uberegnelig Værdi. Dette Alvor og denne Gudsfrygt gjorde, at de nye Disciple fik et varigt Indtryk af Vigtigheden af det evangeliske Budskab.AV 109.2

    Naar lovende og evnerige Mænd, som f Eks. Timotheus, blev omvendt, gjorde Paulus og Bamabas sig alvorlig Flid for at vise dem Nødvendigheden af at virke i Herrens Vingaard ; og naar Apostlene rejste til et andet Sted, holdt disse Medlemmer fast ved Troen og vokste i den. De var blevet omhyggelig undervist om Herrens Vej og havde lært at virke uegennyttigt, alvorligt og flittigt for sine Medmenneskers Frelse. Denne omhyggelige Undervisning af de nyomvendte kom til at udgjøre en vigtig Aarsag til den mærkværdige Fremgang, som ledsagede Paulus og Barnabas i deres Virksomhed med at forkynde Evangeliet i hedenske Lande.AV 109.3

    Den første Missionsrejse nærmede sig hurtigt sin Afslutning Idet de befalede de nylig organiserede Menigheder til Herren, rejste Apostlene til Pamfylien, “og da de havde talet Ordet i Perge, drog de ned til Attalia. Og derfra sejlede de til Antiokia”.AV 109.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents