Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 14—En Sandhedssøger.

    UNDER sin Virksomhed besøgte Apostelen Peter de troende i Lydda. Her helbredede han Æneas, som i otte Aar havde maattet holde Sengen paa Grund af Lamhed “Æneas! Jesus Kristus helbreder dig,” sagde Apostelen. “staa op. og red selv under dig. Og han stod straks op. Og alle. som boede i Lydda og Saron, saa ham, og omvendte sig til Herren.”AV 78.1

    I Joppe, som laa i Nærheden af Lydda, boede en Kvinde ved Navn Dorkas, hvis gode Gjerninger havde gjort hende meget afholdt. Hun var en værdig Jesu Discipel, og hendes Liv var opfyldt af gode Gjerninger. Hun vidste, hvem der trængte til Klæder, og hvem der behøvede Sympati, og hun virkede flittigt for de fattige og bedrøvede. Hendes øvede Fingre var mere virksomme end hendes Tunge.AV 78.2

    “Men det begav sig i de samme Dage. at hun blev syg og døde.” Menigheden i Joppe forstod, hvad de havde mistet; og da de troende hørte, at Peter var i Lydda, sendte de Mænd til ham “og bad ham, uden Forhaling at komme over til dem. Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op paa Salen, og alle Enkerne stod omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas havde gjort, den Stund hun var hos dem”. I Betragtning af de Tjenester, Dorkas havde udført, medens hun levede, er det intet Under, at de sørgede, og at varme Taarer faldt paa det livløse Legeme.AV 78.3

    Apostelens Hjerte blev rørt af Medlidenhed ved Synet af deres Sorg. Han bød de sørgende Venner forlade Værelset, hvorefter han faldt paa Knæ og bad Gud inderligt om at opvække Dorkas til Liv og Sundhed Og idet han vendte sig til Legemet, sagde han: “Tabitha. staa op! Men hun oplod sine Øjne. og der hun saa Peter, satte hun sig op.” Dorkas havde været meget værdifuld for Menigheden, og Gud fandt for godt at bringe hende tilbage fra Fiendens Land, for at hendes Dygtighed og Arbejdsiver endnu kunde blive til Velsignelse for andre, og at denne Aabenbarelse af hans Kraft ogsaa kunde styrke Kristi Sag.AV 78.4

    Det var mens Peter endnu opholdt sig i Joppe, at han af Gud blev kaldet til at bringe Evangeliet til Kornelius I Cæsarea. Kornelius var en romersk Høvedsmand. Han var rig og af ædel Byrd og beklædte en betroet og agtet Stilling. Af Fødsel. Opdragelse og Uddannelse var han Hedning, men havde ved Omgang med Jøderne faaet Kundskab om Gud, hvem han tilhad med et sanddru Hjerte og viste Oprigtigheden af sin Tro ved Hjælpsomhed mod de fattige. Han var kjendt fjern og nær for sin Godgjørenhed. og hans Retvished gjorde, at han havde et godt Navn baade blandt Jøder og Hedninger Hans Indflydelse var til Velsignelse for alle, han kom i Berøring med. Den guddommelige Beretning siger, at han “var from, og frygtede Gud med sit ganske Hus. og gav Folket mange Almisser, og bad altid til Gud”.AV 78.5

    Kornelius troede paa Gud som Himlens og Jordens Skaber og nærede derfor Ærefrygt for ham, anerkjendte hans Myndighed og søgte hans Raad i alle Livets Anliggender. I sit Familieliv og i sine Embedspligter viste han Troskab mod Herren. Han havde oprettet et Guds Alter i sit Hjem; thi han vovede ikke at forsøge at iværksætte sine Planer eller bære sit Ansvar uden Guds Hjælp.AV 79.1

    Skjønt Kornelius troede paa Profetierne og ventede, at Messias skulde komme, kjendte han dog ikke Evangeliet, som det blev aabenbaret i Kristi Liv og Dod. Han var ikke Medlem af den jødiske Menighed og vilde af Rabbinerne være blevet betragtet som en Hedning og uren Men den samme hellige Vægter, der sagde om Abraham: “Jeg kjender ham.” kjendte osgaa Kornelius og sendte et Budskab direkte til ham fra Himlen.AV 79.2

    En Engel aabenbarede sig for Kornelius, mens han var i Bøn. Høvedsmanden blev forfærdet, da han hørte sit Navn nævnt, men han vidste. at Sendebudet kom fra Gud, og sagde: “Hvad er det, Herre?” Engelen svarede: “Dine Bønner og dine Almisser er stegne op for Gud og ihukommede. Og send nu nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Peter. Han er til Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.”AV 79.3

    Denne Befalings Tydelighed. der endog angiver den Mands Stilling. hos hvem Peter opholdt sig, viser, at man i Himlen kjender til Menneskenes Forhold og Beskjæftigelse i enhver Stilling i Livet. Gud har Kjendskab til den jævne Arbejders Forhold og Virksomhed saavel som til Kongens paa hans Trone.AV 79.4

    “Send nu nogle til Joppe og lad hente Simon.” Saaledes tilkjendegav Gud sin Agtelse for Prædikeembedet og for sin organiserede Menighed. Det blev ikke givet Engelen at fortælle Kornelius om Hændelsen paa Korset. Et Menneske, der ligesom Høvedsmanden var underkastet de menneskelige Skrøbeligheder og Fristelser, skulde fortælle ham om den korsfæstede og opstandne Frelser.AV 79.5

    Til sine Repræsentanter blandt Menneskene vælger Gud ikke Engle, der aldrig har syndet, men Mennesker, der er de samme Vilkaar undergivet som dem, de søger at frelse. Kristus paatog sig Menneskelisheden, for at han kunde naa Menneskene. Der skulde en guddommelig-menneskelig Frelser til for at skaffe Verden Frelse; og Mænd og Kvinder er betroet det hellige Hverv at forkynde “Kristi uransagelige Rigdom”. Ef. 3: 8.AV 79.6

    I sin Visdom bringer Herren dem. som søger efter Sandhed, i Berøring med Medmennesker, som kjender Sandheden. Det er hans Plan, at de. som har modtaget Lyset, skal meddele det til dem, som er i Mørket. Mennesker, der henter sin Dygtighed fra al Visdommens Kilde, er Midlet, de af Gud anvendte Redskaber, gjennem hvem Evangeliet øver sin forvandlende Kraft paa Sind og Hjerte.AV 80.1

    Kornelius adlød Synet med Glæde. Da Engelen var gaaet, kaldte han “to af sine Hussvende og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham. Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe”.AV 80.2

    Efter sit Besøg hos Kornelius gik Engelen til Peter i Joppe. Peter var paa dette Tidspunkt steget op paa Huset for at bede. Og vi læser, at han “blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men imedens de lavede det til. overfaldt ham en Henrykkelse”. Det var ikke legemlig Føde alene, Peter hungrede efter. Skuende fra Husets Tag ud over Byen Joppe og det omkringliggende Land, hungrede han efter sine Landsmænds Frelse. Han havde en brændende Længsel efter at vise dem Skriftens Profetier vedrørende Kristi Lidelse og Død.AV 80.3

    I sit Syn saa Peter “Himlen aabnet og noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner, og nedladt paa Jorden; i hvilket var alle Slags af Jordens firføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himlens Fugle. Og en Røst skete til ham: Staa op, Peter, slagt og æd! Men Peter sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget vanhelligt eller urent. Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: Hvad Gud har renset, holde du ikke for urent! Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himlen”.AV 80.4

    Dette Syn indeholdt baade Tilrettevisning og Lærdom for Peter. Det viste ham Guds Forsæt: at ved Kristi Død skulde Hedningerne blive Jødernes Medarvinger til Frelsens Velsignelser. Endnu havde ingen af Disciplene prædiket Evangeliet for Hedningerne I deres Sind fandtes endnu den Adskillelsens Mellemvæg, som var nedrevet ved Kristi Død, og deres Virksomhed havde indskrænket sig til Jøderne; thi de havde betragtet Hedningerne som udelukkede fra de Velsignelser, som fandtes i Evangeliet. Herren vilde nu undervise Peter om, at den guddommelige Plan var verdensomfattende i sin Udstrækning.AV 80.5

    Mange af Hedningerne havde med Interesse hørt Peters og de andre Apostles Prædiken, og mange af de græske Jøder var kommet til Troen paa Kristus; men Kornelius’s Omvendelse skulde blive det første Skridt af Betydning blandt Hedningerne.AV 80.6

    Tiden var inde, da Kristi Menighed skulde paabegynde Virksomhed af en fuldstændig ny Slags. Den Dør, som mange af de omvendte Jøder havde lukket for Hedningerne, skulde nu aabnes. Og de Hedninger, som antog Evangeliet, skulde blive betragtet som ligestillet med de jødiske Disciple uden først at maatte efterkomme Omskjærelsens Anordning.AV 81.1

    Hvor omhyggelig Herren virkede for at besejre den Fordom mod Hedningerne. som havde fæstet saa stærke Rødder i Peters Sind ved hans jødiske Opdragelse! Ved Synet om Dugen og dens Indhold vilde han frigjøre Apostelens Sind fra denne Fordom og lære ham den vigtige Sandhed. at i Himlen er der ikke Persons Anseelse, at Jøder og Hedninger er lige dyrebare i Guds Øjne, og at ved Kristus er Hedningerne blevet deiagtige i Evangeliets Velsignelser og Fortrin.AV 81.2

    Medens Peter grundede paa. hvad Synet skulde betyde, ankom Kornelius’s Udsendinge til Joppe og stod foran Porten til det Hus. hvor han opholdt sig. Aanden sagde nu til ham: “Se, tre Mænd leder efter dig. Staa derfor op. stig ned og drag med dem uden at tvivle; thi jeg har udsendt dem.”AV 81.3

    For Peter var dette en prøvende Befaling, og det var kun modstræbende, han paatog sig den Pligt, som her blev lagt paa ham; men han vovede ikke at afvise den. Han “steg ned til Mændene, som var sendt til ham fra Kornelius, og sagde: Se, jeg er den, som I leder efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I er her?” De meddelte ham sit ejendommelige Ærinde og sagde: “Kornelius, en Høvedsmand, en retfærdig Mand. og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt Jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Hus, og høre dine Ord.”AV 81.4

    I Lydighed mod det Paabud. han netop havde faaet fra Gud, lovede Apostelen at følge med dem. Den næste Morgen begav han sig afsted til Cæsarea, ledsaget af seks af sine Brødre. Disse skulde være Vidner til alt, hvad han maatte sige eller gjøre under sit Besøg hos Hedningerne; thi Peter vidste, at han vilde blive krævet til Regnskab for en saa aabenbar Overtrædelse af Jødernes Lære.AV 81.5

    Da Peter traadte ind i Hedningens Hus, hilste Kornelius ham ikke som en almindelig besøgende, men som en, der var hædret af Himlen og sendt af Gud. Det er en østerlandsk Skik, at man bøjer sig for en Fyrste eller højtstaaende Person, og at Børn bøjer sig for sine Forældre; men overvældet af Ærefrygt for den, der var udsendt af Gud for at undervise ham, faldt Kornelius ned for Apostelens Fødder og tilbad ham. Peter blev forfærdet, rejste ham op og sagde: “Staa op! ogsaa jeg er et Menneske.”AV 81.6

    Medens Kornelius’s Udsendinge var gaaet for at fuldbyrde sit Ærinde, havde Høvedsmanden “sammenkaldt sine paarørende og nærmeste Venner”, for at ogsaa de ligesom han kunde høre Evangeliet forkyndt. Ved sin Ankomst fandt Peter en stor Forsamling, der begjærligt ventede paa at høre hans Ord.AV 81.7

    Til de forsamlede talte Peter først om den jødiske Skik og sagde, at det blev anset som ulovligt for en Jøde at omgaaes Hedninger, og at dette ifølge de ceremonialske Bestemmelser medførte Urenhed. “I ved,” sagde han, “hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til en, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud vist, ikke at kalde noget Menneske vanhelliget eller urent. Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blive kaldet hid; og nu spørger jeg eder, hvorfor I kaldte mig?”AV 82.1

    Kornelius omtalte derpaa sin Erfaring og Engelens Ord og sluttede med at sige: “Derfor sendte jeg straks til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu er vi derfor alle tilstede for Guds Aasyn, at høre alt, hvad dig er befalet af Gud.”AV 82.2

    Peter svarede: “Jeg befinder i Sandhed, at Gud anser ikke Personer; men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig”AV 82.3

    For denne Gruppe af opmærksomme Tilhørere prædikede Apostelen nu Kristus — fortalte om hans Liv, hans Undergjerninger, hans Forraadelse og Korsfæstelse, hans Opstandelse og Himmelfart og hans Værk i Himlen som Menneskenes Repræsentant og Talsmand. Medens Peter saaledes henviste de tilstedeværende til Kristus som Synderens eneste Haab, fik han selv en fuldere Forstaaelse af det Syn, han havde set, og den Sandhed, han fremholdt, opvarmede hans eget Hjerte.AV 82.4

    Pludselig blev Talen afbrudt ved den Helligaands Udgydelse. “Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligaand paa alle dem, som hørte Ordet. Og alle de troende af Omskjærelsen, som var komne med Peter, blev forfærdede over, at den Helligaands Gave var bleven udgydt ogsaa over Hedningerne; thi de hørte dem tale med Tunger og højlig prise Gud.”AV 82.5

    “Da svarede Peter: Mon nogen kan nægte dem Vandet, saa de ikke skulde blive døbte, de, som har faaet den Helligaand ligesom vi? Og han bød, at de skulde døbes i Jesu Kristi Navn.”AV 82.6

    Saaledes blev Evangeliet bragt til dem. som havde været fremmede og Udlændinge, og gjorde dem til de helliges Medborgere og til Medlemmer af Guds Husfolk Kornelius’s og hans Families Omvendelse var blot Førstegrøden af den Høst, som skulde indsamles. Fra denne Familie blev et vidtrækkende Naadens Værk udført i denne hedenske Stad.AV 82.7

    I vor Tid leder Gud efter Sjæle blandt de høje saavel som blandt de lave. Der er mange lig Kornelius, Mænd, som Herren ønsker at knytte til sit Værk her paa Jorden. Deres Sympati er hos Herrens Folk; men de Baand, som binder dem til Verden, holder dem fast. Det kræver moralsk Mod for dem at stille sig paa Kristi Side. Der hør gjøres særskilte Anstrengelser for disse Sjæle, som svæver i saa stor Fare paa Grund af sine Ansvar og Omgivelser.AV 82.8

    Gud leder efter alvorlige, ydmyge Arbejdere, som vil bringe Evangeliet til de højere Klasser. Der vil ske Undere af sand Omven delse — Undere, som man nu ikke ser. De største Mænd paa Jorden staar ikke udenfor Rækkevidden af den Guds Magt, som virker Undergjerninger. Om de, der er hans Medarbejdere, vil gribe Anledningen og udføre sin Pligt frimodigt og med Troskab, saa vil Gud omvende Mennesker i ansvarsfulde Stillinger, begavede og indflydelsesrige Mænd. Gjennem den Helligaands Kraft vil mange godkjende de guddommelige Principper, og omvendt til Sandheden vil de blive Redskaber i Guds Haand til at meddele Lyset til andre. De vil føle en særskilt Byrde for andre blandt denne forsømte Klasse. Tid og Penge vil blive helliget til Herrens Værk, og forøgede Evner og Kræfter vil blive føjet til Menigheden.AV 83.1

    Fordi Kornelius levede i Overensstemmelse med al den Undervisning, han havde modtaget, ordnede Gud Begivenhederne saaledes. at han fik Kjendskab til den fuldere Sandhed. Et Sendebud fra Himlen blev sendt baade til den romerske Embedsmand og til Peter, for at Kornelius kunde komme i Berøring med en. som kunde lede ham frem til større Lys.AV 83.2

    Der er mange i Verden, som staar Guds Rige nærmere, end vi aner. I denne mørke, syndige Verden har Herren mange dyrebare Sjæle, til hvem han vil lede sine Sendebud. Overalt findes der dem. som vil stille sig paa Kristi Side. Mange vil sætte Guds Visdom højere end noget jordisk Fortrin og blive trofaste Lysbærere. Drevet af Kristi Kjærlighed vil de nøde andre til at komme til ham.AV 83.3

    Da Brødrene i Judæa hørte, at Peter var gaaet ind i en Hednings Hus og havde prædiket for de forsamlede der. blev de forbausede og følte sig stødte. De frygtede for, at en saadan Optræden, der forekom dem formastelig, vilde modvirke hans egen Lære. Da de næste Gang saa Peter, irettesatte de ham strengt og sagde : “Du gik ind til uomskaarne Mænd og aad med dem.”AV 83.4

    Peter lagde hele Sagen for dem. Han nævnte sin Erfaring i Forbindelse med Synet og hævdede, at det deri blev ham paalagt ikke længer at agte paa den ceremonialske Forskjel mellem Omskjærelse og Forhud, ej heller at betragte Hedningerne som urene. Han fortalte om den Befaling, han fik om at gaa til Hedningerne. om Sendebudenes Ankomst, om sin Rejse til Cæsarea og om Mødet hos Kornelius Han gjengav Indholdet af sin Samtale med Høvedsmanden, hvori denne meddelte ham det Syn, hvorigjennem han var blevet paalagt at sende Bud efter Peter.AV 83.5

    “ldet jeg begyndte at tale.” sagde han, “faldt den Helligaand paa dem. ligesom og paa os i Begyndelsen. Da kom jeg Herrens Ord i Hu, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbes med den Helligaand. Dersom Gud da har givet dem lige Gave med os, der de troede paa den Herre Jesus Kristus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?”AV 83.6

    Da Brødrene hørte denne Beretning, blev de beroligede. Overbeviste om, at Peters Handlemaade stod i fuld Samklang med Guds Plan, og at deres Fordom og Afsondring fra andre Folkeslag stod fuldstændig i Strid med Evangeliets Aand, lovede de Gud og sagde: “Saa har da Gud ogsaa givet Hedningerne Omvendelse til Livet.”AV 84.1

    Uden nogen Strid blev Fordommen saaledes fjernet, den gamle, hævdvundne fornemme Afsondring fra dem, som ikke var Jøder, ophørte, og Vejen laa aaben for Evangeliets Forkyndelse blandt Hedningerne.AV 84.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents