Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 43—I Rom.

    DA Skibsfarten atter var aaben, begav Høvedsmanden og hans Fanger sig afsted paa Rejsen til Rom. Et alexandrinsk Skib. “Castor og Pollux”, havde overvintret ved Malta paa sin Rejse vestover, og paa dette gik de rejsende ombord. Skjønt de blev noget forsinket af ugunstig Vind. blev Rejsen dog lykkelig tilendebragt, og Skibet kastede Anker i den smukke Havn ved Puteoli paa den italienske Kyst.AV 258.1

    Paa dette Sted var der nogle faa Kristne, og de bad Apostelen om at blive hos dem syv Dage, hvad Høvedsmanden velvillig tillod ham. Siden de modtog Brevet til Romerne, havde de Kristne i Italien med Længsel ventet et Besøg af Paulus. De havde ikke tænkt, at han skulde komme som Fange; men hans Lidelser gjorde ham kun saa meget mere kjær for dem. Fra Puteoli til Rom er der kun 140 engelske Mil, og da denne Havneby stadig stod i Forbindelse med Hovedstaden, blev de Kristne i Rom underrettet om Apostelens Ankomst, og nogle af dem rejste ud for at møde ham og byde ham velkommen.AV 258.2

    Den ottende Dag efter Ankomsten begav Høvedsmanden og Fangerne sig paa Rejsen til Rom. Julius tilstod Apostelen villigt enhver Gunst, som det stod i hans Magt at gjøre; men han kunde ikke forandre hans Forhold som Fange eller lose ham fra den Lænke, der bandt ham til den vagthavende Stridsmand. Det var med tungt Hjerte, Paulus nærmede sig dette længe forventede Besøg i Verdens Hovedstad. Hvor langt anderledes var ikke Omstændighederne, end han havde tænkt sig dem! Hvorledes skulde han. som var bundet og forkjætret, forkynde Evangeliet? Hans Haab om at vinde mange Sjæle for Sandheden i Rom syntes at skulle blive til intet.AV 258.3

    Endelig naar de rejsende Appii Forum, 40 engelske Mil fra Rom. Idet de baner sig Vej igjennem Mængden. der fylder den store Færdselsaare, møder den graahaarede gamle Mand, der er Iænket sammen med en Flok forhærdede Forbrydere, mangt et haanligt Blik og er Gjenstand for mangen grov, haanende Spøg.AV 258.4

    Pludselig lyder der et Glædesraab, og en Mand trænger sig frem af den forbipasserende Skare, falder Fangen om Halsen, omfavner ham med Taarer og Glædesudbrud, ligesom en Søn vilde byde en længe fraværende Fader velkommen. Dette gjentager sig atter og atter, idet mange, hos hvem den glade Forventning synes at have gjort Blikket skarpt, faar Øje paa den lænkede Fange og gjen- kjender han som den, der i Korinth, i Filippi, i Efesus har talt Liv ets Ord til dem.AV 258.5

    Idet de hjertevarme Disciple begjærligt flokker sig sammen omkring sin Fader i Evangeliet, standser hele Skaren. Stridsmændene bliver utaalmodige ved Forsinkelsen, men har dog ikke Hjerte til at afbryde det lykkelige Møde; thi ogsaa de har lært at respektere og agte sin Fange. I dette Ansigt, som bærer Mærke af Møje og Smerte, ser Disciplene Gjenskinnet af Kristi Billede. De forsikrer Paulus om. at de ikke har glemt ham eller er ophørt med at bede for ham. og at de staar i Gjæld til ham for det frydefulde Haab, som opvarmer deres Hjerte og giver dem Fred med Gud. I sin inderlige Kjærlighed vilde de gjerne bære ham paa sine Skuldre helt til Byen, om de blot tik Tilladelse dertil.AV 259.1

    Kun faa fatter Betydningen at Lukas’s Ord, naar han skriver, at da Paulus saa sine Brødre, “takkede han Gud og fattede Mod”. Omgivet af de grædende, medlidende Troessøskende, som ikke skammede sig ved hans Lænker, priste Apostelen Gud højlydt. Den Sorgens Sky. som havde hvilet over hans Aand, var forsvunden. Hans Kristenliv havde været en eneste Række af Prøvelser, Lidelser og Skuffelser; men i denne Stund følte han sig rigelig belønnet. Med fastere Skridt og Glæde i Hjertet fortsatte han sin Vej. Han vilde ikke klage over Fortiden eller frygte for Fremtiden. Han vidste, at Baand og Trængsler ventede ham, men han vidste ogsaa, at det var faldet i hans Lod at løse Sjæle fra Baand, som er uendelig mere frygtelige, og han frydede sig i sine Lidelser for Kristi SkyldAV 259.2

    I Rom overlod Julius sin Fange til Øversten for Kejserens Livvagt. Den gode Beretning, han aflagde om Paulus, i Forbindelse med Brevet fra Festus medførte, at Apostelen mødte Venlighed hos Øversten, og i Stedet for at blive sat i Fængsel fik han Tilladelse til at bo i sit eget lejede Hus. Endskjønt han stadig var lænket til en Stridsmand, havde han dog Frihed til at modtage sine Venner og arbejde for Kristi Sags Fremme.AV 259.3

    Mange af Jøderne, som nogle faa Aar tidligere var blevet forvist fra Rom, havde faaet Tilladelse til at vende tilbage, saa at der nu fandtes et stort Antal af dem i Byen. Det var for disse. Paulus besluttede først at fremlægge de faktiske Kjendsgjerninger vedrørende sig selv og sin Virksomhed, før Fienden fik Lejlighed til at opflamme dem imod ham. Tre Dage efter sin Ankomst til Rom kaldte han derfor deres ledende Mænd sammen og fortalte dem paa en enkel og ligefrem Maade, hvorfor han var kommet til Rom som Fange.AV 259.4

    “I Mænd, Brødre!” sagde han, “uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder, hvilke vilde lade mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig. Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for. For denne Sags Skyld har jeg ladet eder kalde hid, at se og tale med eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.”AV 259.5

    Han nævnte intet om den uretfærdige Behandling, han havde været udsat for ved Jødernes Haand eller om deres gjentagne Anslag for at slaa ham ihjel. Hans Tale udmærkede sig ved Forsigtighed og Venlighed. Han søgte ikke at vinde personlig Opmærksomhed eller Sympati, men at forsvare Sandheden og hævde Evangeliets Ære.AV 260.1

    Som Svar paa hans Fremstilling udtalte hans Tilhørere, at de hverken ved offentlige eller private Breve havde hørt nogen Klage imod ham, og at ingen af de Jøder, som var kommet til Rom, havde beskyldt ham for nogen Forbrydelse. De udtrykte ogsaa et stærkt Ønske om selv at høre Grundene for hans Tro paa Kristus. “Om denne Sekt er det os vitterligt.” sagde de, “at den allevegne finder Modsigelse.”AV 260.2

    Eftersom de selv ønskede det, bad Paulus dem bestemme en Dag, da han kunde fremholde Evangeliets Sandheder for dem. Til den fastsatte Tid kom der mange sammen, “for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Profeterne, fra aarle om Morgenen indtil Aftenen”. Han omtalte sin egen Erfaring og fremholdt Beviserne fra det gamle Testamente med Enfoldighed, Alvor og Kraft.AV 260.3

    Apostelen paaviste, at Religionen ikke bestaar i Skikke og Ceremonier, Troesbekjendelser og Teorier. Hvis den det gjorde, kunde det naturlige Menneske ved Granskning komme til at forstaa den, ligesom man forstaar jordiske Ting. Paulus lærte, at Religionen er en praktisk, frelsende Kraft, et Princip, der udelukkende stammer fra Herren, Guds fornyende Kraft i Sjælen som en personlig Erfaring.AV 260.4

    Paulus vidnede, at han i sin uomvendte Tilstand havde kjendt Kristus ikke gjennem personligt Samfund, men blot efter de Opfattelser, han ligesom andre nærede angaaende den tilkommende Messias, hans Karakter og Værk. Han havde forkastet Jesus af Nazareth som en Bedrager, fordi han ikke svarede til disse Opfattelser. Men nu havde han faaet langt mere aangelige og ophøjede Begreber om Kristus og hans Mission; thi han var blevet omvendt. Apostelen hævdede, at han ikke fremholdt Kristus efter Kjødet for dem. Herodes havde set Kristus, medens denne var paa Jorden som Menneske; Annas havde set ham; Pilatus og Præsterne og de Øverste havde set ham; de romerske Stridsmænd havde set ham. Men de havde ikke set ham med Troens Blik; de havde ikke set ham som den herliggjorte Forløser. At tage imod Kristus i Tro, at have aandeligt Kjendskab til ham, var mere ønskeligt end at have kjendt ham personlig, da han var paa Jorden. Det Samfund med Kristus, som Paulus nu ejede, var mere inderligt og mere varigt end et blot og bart menneskeligt Samkvem.AV 260.5

    Idet Paulus talte om. hvad han vidste, og vidnede om, hvad han havde set angaaende Jesus af Nazareth som Israels Haab. blev de oprigtige, som søgte efter Sandhed, paavirkede. Hans Ord gjorde i det mindste paa enkelte et Indtryk, som aldrig blev udslettet. Andre derimod nægtede haardnakket at vedkjende sig Skriftens tydelige Vidnesbyrd, selv om det blev fremholdt for dem af en Mand, der i særskilt Grad var oplyst af den Helligaand. De kunde ikke gjendrive hans Argumenter; men de nægtede at godkjende hans Slutninger.AV 261.1

    Flere Maaneder gik hen efter Paulus’s Ankomst til Rom, før Jøderne i Jerusalem kom personlig tilstede for at fremlægge sine Beskyldninger imod Fangen. Deres Planer var atter og atter blevet krydset; og nu da Paulus skulde stilles for den højeste Ret i det romerske Rige, ønskede de ikke at udsætte sig for et nyt Nederlag. Lysias, Felix, Festus og Agrippa havde allerede udtalt sin Over-bevisning om hans Uskyldighed. Hans Fienders eneste Haab om at opnaa noget laa i ved Underfundighed at søge at paavirke Kejseren i deres Favør. En Udsættelse af Sagen vilde være gunstig for deres Forsæt, da det vilde give dem Tid til at fuldende sine Planer og iværksætte dem, og derfor ventede de i nogen Tid. inden de personlig fremlagde sin Anklage mod Apostelen.AV 261.2

    I Guds Forsyns Styrelse tjente denne Udsættelse til Evangeliets Fremme. Ved Velvillighed fra deres Side, som havde Paulus i Varetægt, fik han Tilladelse til at bo i et rummeligt Hus, hvor han frit kunde træffe sammen med sine Venner og tillige daglig fremholde Sandheden for dem. som kom for at høre. Saaledes vedblev han med sit Arbejde i to Aar, “og han forkyndte Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uden Hindring”.AV 261.3

    De Menigheder, han havde grundlagt i mange Lande, blev heller ikke glemt i denne Tid. Indseende de Farer, som truede dem. der havde antaget den nye Tro, søgte Apostelen saa vidt muligt at komme dem til Hjælp ved Breve, som indeholdt Advarsler og praktisk Undervisning; og fra Rom udsendte han gudhengivne Arbej-dere til at virke ikke alene for disse Menigheder, men ogsaa paa Steder, hvor han ikke selv havde været. Som vise Hyrder befæstere disse Arbejdere den Virksomhed, som var blevet saa godt paabegyndt af Paulus; og Apostelen, der stadig blev holdt underrettet om Menighedernes Tilstand og Farer, kunde føre et forstandigt Opsyn med dem alle.AV 261.4

    Medens Paulus saaledes tilsyneladende var afskaaret fra aktiv Virksomhed, øvede han en mere vidtomfattende og varig Indflydelse, end han vilde have kunnet, om han havde været i Frihed og kunde have rejst omkring iblandt Menighederne som i tidligere Aar. Som en Herrens Fange var han Gjenstand for større Kjærlighed fra sine Brødres Side, og hans Ord, skrevet mens han var i Lænker for Kristi Skyld, vakte større Opmærksomhed og Agtelse, end de gjorde, da han personlig var hos dem. Det var først, da Paulus blev taget fra dem. at de troende forstod, hvor tunge Byrder han havde baaret for deres Skyld. Hidtil havde de for en stor Del unddraget sig Ansvar og Byrder, fordi de manglede hans Visdom. Takt og ubetvingelige Energi; men nu, da de var overladt til i sin egen mangelfulde Erfaring at lære, hvad de før havde unddraget sig, satte de Pris paa hans Advarsler, Raad og Undervisning paa en Maade, hvorpaa de ikke havde værdsat hans personlige Virksomhed. Og naar de hørte om hans Frimodighed og Tro i den lange Tid, han sad i Fængsel, ansporedes de til større Troskab og Nidkjærhed for Kristi Sag.AV 261.5

    Blandt Apostelens Medhjælpere i Rom var mange af hans tidligere Fæller og Medarbejdere. “Lægen Lukas, den elskede”, som havde været sammen med ham paa Rejsen til Jerusalem, under hans toaarige Fængselsophold i Cæsarea og paa hans farlige Rejse til Rom, var fremdeles hos ham. Timotheus var ogsaa nærværende og gik ham tilhaande. Tykicus, “den elskelige Broder og tro Tjener og Medarbejder i Herren”, stod ædelmodigt ved Apostelens Side. Demas og Markus var ogsaa hos ham. Aristarkus og Epafras var hans Medfanger. Kol. 4: 7-14.AV 262.1

    Markus havde vundet en dybere kristelig Erfaring i den Tid, som var gaaet, siden han først antog Troen. Han havde gransket Kristi Liv og Død mere indgaaende og havde derved faaet en klarere Opfattelse af Frelserens Mission, dens Møje og Kamp. Naar han i Mærkerne paa Kristi Hænder og Fødder betragtede Tegnene paa hans Tjeneste for Menneskeslægten og hvor vidt han var gaaet i sin Fornedrelse for at frelse det fortabte. var han blevet villig til at følge Mesteren paa Selvfornægtelsens Vej. Da han nu var delagtig med Paulus i en Fanges Lod, forstod han bedre end nogensinde før. at det er en uberegnelig Vinding at vinde Kristus, og at det er et uberegneligt Tab at vinde Verden og tabe den Sjæl, for hvis Gjenløsning Kristi Blod blev udgydt. Til Trods for svær Prøvelse og Modgang vedblev Markus at være standhaftig, en forstandig og elsket Medhjælper for Apostelen.AV 262.2

    Demas, der en Tid var standhaftig, forlod senere Kristi Sag. Under Henvisning hertil skrev Paulus: “Demas forlod mig, fordi han fik Kjærlighed til den nærværende Verden.” 2 Tim. 4: 10. For jordisk Vindings Skyld solgte Demas ethvert ophøjet og ædelt Hensyn. Hvilket kortsynet Bytte! Med intet andet i Eje end verdslig Rigdom og Ære var Demas i Sandhed fattig, hvor meget han end havde. som han hovmodig kunde kalde sit eget. hvorimod Markus, der foretrak at lide for Kristi Skyld, besad evige Rigdonime og i Himlen blev regnet som en Guds Arving og Kristi Medarving.AV 262.3

    En af dem. der som Følge af Apostelens Virksomhed i Rom gav sit Hjerte til Gud, var Onesimus, en hedensk Slave, som havde forurettet sin Herre, Filemon, en troende Kristen i Kolossæ, og var flygtet til Rom. I sit Hjertes Ømhed søgte Paulus at afhjælpe den elendige Flygtnings Fattigdom og Nød og derpaa at bringe Sandhedens Lys ind i hans formøtrkede Sind. Onesimus hørte Livets Ord, bekjendte sine Synder og blev omvendt til Kristi Tro.AV 263.1

    Onesimus’s Fromhed og Oprigtighed saavel som hans ømme Omsorg for Paulus og hans Nidkjærhed for at fremme Evangeliet medførte, at Apostelen fik ham meget kjær. Paulus saa Karaktertræk hos ham. som vilde gjøre ham til en nyttig Medhjælper i Missionen, og han tilraadede ham ufortøvet at vende tilbage til Filemon, bede ham om Tilgivelse og lægge Planer for Fremtiden. Apostelen lo-vede at være ansvarlig for det Tab, Filemon havde lidt. Da han stod i Begreb med at sende Tykicus afsted med Breve til forskjellige Menigheder i Lilleasien, sendte han Onesimus med ham. Det var en alvorlig Prøve for denne Tjener saaledes at overgive sig til den Herre, han havde forurettet; men han var grundig omvendt og vilde ikke vige fra Pligtens Vej.AV 263.2

    Paulus sendte et Brev med Onesimus til Filemon, hvori han med sin sædvanlige Takt og Venlighed talte den bodfærdige Slaves Sag og udtrykte Ønsket om at faa beholde haus Hjælp i Fremtiden. Brevet begyndte med en kjærlighedsfuld Hilsen til Filemon som en Ven og Medarbejder:AV 263.3

    Naade være med eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud. idet jeg altid erindrer dig i mine Bønner, efterdi jeg hører om den Kjærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og for alle de hellige, at din Delagtighed i Troen maa blive virksom, ved Erkjendelsen af alt det gode. som er i eder, for Kristus Jesus.” Apostelen mindede Filemon om, at ethvert godt Forsæt og ethvert ædelt Karaktertræk. han besad, skyldtes Kristi Naade. og at det alene var dette, som gjorde ham forskjellig fra de fordærvede og syndige. Den samme Naade kunde forvandle den fordærvede Forbryder til et Guds Barn og en nyttig Arbejder i Evangeliets Tjeneste.AV 263.4

    Paulus kunde have fremholdt for Filemon hans Pligt som en Kristen, men han valgte hellere at give sin Fremstilling Form af en Bøn: Saadan “som jeg er, den gamle Paulus, men nu ogsaa Kristi Jesu Fange, beder jeg dig for min Søn, som jeg har avlet i mine Lænker. Onesimus, som fordum var unyttig for dig, men nu er nyttig for dig og for mig”.AV 263.5

    Apostelen bad Filemon om, at han i Betragtning af Onesimus’s Omvendelse vilde antage sig den bodfærdige Slave som sit eget Barn og vise ham saadan Kjærlighed, at Onesimus vilde vælge at blive hos sin tidligere Herre, “ikke fremdeles som en Træl, men mer end en Træl, som en elskelig Broder”. Han udtrykte sit Ønske om at faa beholde Onesimus som en. der kunde tjene ham i hans Lænker, ligesom Filemon selv vilde have gjort, omendskjønt han dog ikke ønskede hans Tjeneste, medmindre Filemon af egen Drift lod Slaven faa sin Frihed.AV 263.6

    Apostelen kjendte godt til den Strenghed, som Herrer udviste mod sine Slaver, og han vidste ogsaa. at Filemon var meget forbitret over sin Tjeners Handlemaade. Han søgte at skrive til ham paa en saadan Maade, at det vilde vække hans dybeste og ømmeste Følelser som en Kristen. Onesimus’s Omvendelse havde gjort ham til en Broder i Troen, og enhver Straf, der maatte blive paaført den nyomvendte, vilde af Paulus blive betragtet som paaført ham selv.AV 264.1

    Paulus foreslog frivilligt selv at overtage Onesimus’s Gjæld, for at den skyldige kunde blive sparet for den Vanære at blive straffet og atter komme til at nyde de Rettigheder, han havde forspildt. “Dersom du da anser mig som din meddelagtige,” skrev han til Filemon, “saa annam ham for mig. Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da før mig det til Regning. Jeg, Paulus. har skrevet med min egen Haand, jeg vil betale.”AV 264.2

    Hvilket træffende Eksempel paa Kristi Kjærlighed til den bodfærdige Synder! Den Tjener, som havde begaaet Svig mod sin Herre, havde intet at betale med. Den Synder, som har berøvet Gud mange Aars Tjeneste, har ingen Udvej til at faa Gjælden slettet. Jesus træder imellem Synderen og Gud og siger: Jeg vil betale Skylden. Lad Synderen gaa fri; jeg vil lide i hans Sted.AV 264.3

    Efter at have tilbudt sig at betale Onesimus’s Gjæld mindede Paulus Filemon om. hvor meget han selv skyldte Apostelen. Han skyldte ham sig selv, eftersom Gud havde benyttet Paulus som et Redskab til hans Omvendelse. Derpaa rettede han en alvorlig og inderlig Henstilling til Filemon om, at ligesom han ved sin Godgjørenhed havde vederkvæget de hellige, saaledes vilde han ogsaa vederkvæge Apostelens Aand ved at tilstaa ham denne Kilde til Glæde. “I Tillid til din Lydighed.” tilføjede han, “har jeg skrevet til dig og ved, at du vil gjøre endog over det, jeg siger.”AV 264.4

    Apostelens Brev til Filemon viser, hvilken Indflydelse Evangeliet har paa Forholdet mellem Herre og Tjener. At holde Slaver var almindeligt i det romerske Rige, og i de fleste Menigheder. hvor Paulus hade virket, var der baade Herrer og Slaver. I Byerne, hvor Slavernes Antal ofte langt overgik den frie Befolkning, blev meget strenge Love anset som nødvendige for at holde dem i Underdanighed. En velstaaende Romer ejede ofte Hundreder af Slaver af enhver Klasse og enhver Nation og staaende paa ethvert Dannelsestrin. Da han havde fuldt Herredømme over disse hjælpeløse Væseners Sjæle og Legemer, kunde han paaføre dem enhver Lidelse, han maatte finde for godt. Dersom en af dem vovede at løfte sin Haand til Modværge eller Selvforsvar overfor sin Herre, kunde Overtræderens hele Familie blive ofret paa umenneskelig Vis. Den mindste Forseelse eller Ligegyldighed eller det mindste Uheld blev ofte straffet uden Barmhjertighed.AV 264.5

    Nogle Herrer, som var mere humane end andre, udviste større Overbærenhed mod sine Tjenere; men langt de fleste af den velstaaende og adelige Klasse, som gav sin Lyst. Lidenskab og Tilbøjellghed fuldstændig frie Tøjler, lod sine Slaver blive det ulykkelige Offer for Luner og Tyranni. Hele Slavesystemet var haabløst fordærveligt.AV 265.1

    Det var ikke Apostelens Arbejde vilkaarligt og pludseligt at omstyrte den bestaaende Samfundsorden. Ethvert Forsøg herpaa vilde have hindret Evangeliets Fremgang. Men han fremholdt Grundsætninger, der rammede Slaveriet ved selve Roden, og som, hvis de blev gjennemført, uundgaaeligt vilde undergrave hele Systemet. “Hvor Herrens Aand er, der er Frihed” (2 Kor. 3: 17), skrev han. Naar en Slave omvendte sig. blev han et Lem paa Kristi Legeme, og som saadant skulde han elskes og behandles som en Broder, en Medarving med sin Herre til Guds Velsignelser og Evangeliets Goder. Paa den anden Side skulde Tjenerne udføre sine Pligter, “ikke med Øjentjeneste, som de, der vil tækkes Menneskene, men som Kristi Tjenere, saa I gjør Guds Vilje af Hjertet”. Ef. 6: 6.AV 265.2

    Kristendommen knytter et stærkt Baand mellem Herre og Slave. Konge og Undersaat, Evangeliets Tjener og den fordærvede Synder, som gjennem Kristus har fundet Renselse fra Synd. De er blevet toet rene i det samme Blod, levendegjorte af den samme Aand. de er blevet ét i Kristus Jesus.AV 265.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents