Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 44—Kejserens Hus.

    EVANGELIET har altid gjort størst Fremgang blandt de mere uanselige Klasser. “Ikke mange vise efter Kjødet blev kaldede, ikke mange mægtige, ikke mange højbaarne.” 1 Kor. 1 : 26. Det var ikke at vente, at Paulus, som var en fattig, venneløs Fange, skulde kunne tiltrække sig Opmærksomhed blandt de rige og Rangklasserne i det romerske Rige. For dem frembød Lasten sig med alle dens besnærende Tillokkelser og gjorde dem til sine villige Slaver. Men blandt de undertrykte, som henlevede sit Liv i haardt Arbejde og Savn. ja endog blandt de usle Slaver var der mange, som med Glæde hørte Apostelens Ord, og som i Troen paa Kristus fandt et Haab og en Fred, der opmuntrede dem i deres haarde Skjæbne.AV 266.1

    Men ihvorvel Apostelens Arbejde begyndte blandt de ringe og uanselige, strakte dets Indflydelse sig videre ud, indtil den naaede selve Kejserens Slot.AV 266.2

    Rom var paa den Tid Verdens Hovedstad. De hoffærdige Kejsere gav Love for omtrent alle Nationer paa Jorden. Konge som Hofmand var enten uvidende om den ydmyge Nazaræer, eller de betragtede ham med Had og Spot. Men i Løbet af mindre end to Aar banede Evangeliet sig alligevel Vej fra Fangens ringe Hjem til de kejserlige Sale. Paulus er i Baand som en Misdæder; men “Guds Ord er ikke bundet”. 2 Tim. 2: 9.AV 266.3

    I tidligere Aar havde Apostelen offentlig forkyndt Troen paa Kristus med stor Kraft; og ved Tegn og Undere havde han givet umiskjendelige Beviser paa dens guddommelige Art. Med en ædel Fasthed havde han rejst sig foran Grækenlands Vismænd og ved sin Kundskab og Veltalenhed bragt de stolte Filosofer til Taushed. Med usvækket Mod havde han staaet for Konger og Landshøvdinger og talt om Retfærdighed, Afhold og den tilkommende Dom, indtil de hoffærdige Fyrster bævede, som om de allerede var Vidne til den yderste Dags Rædsler.AV 266.4

    Nu havde Apostelen ikke længere disse Anledninger, begrænset som han var til sin egen Bolig og alene kunde tale Sandhedens Ord til dem, som kom til ham. Han havde ikke som Moses og Aron modtaget nogen guddommelig Befaling om at gaa til den ryggesløse Konge og i den store Jehovas Navn straffe ham for hans Grusomhed og Undertrykkelse. Og dog var det netop paa denne Tid. da dets største Forkjæmper tilsyneladende var afskaaret fra offent- lig Virksomhed, at Evangelietmvandt en stor Sejer; thi I selve Kejserens Hus var der dem, som blev lagt til Menigheden.AV 266.5

    Intetsteds kunde der findes Forhold, som var mere ugunstige for Kristendommen end ved det romerske Hof. Nero syntes at have udslettet det sidste Spor af det guddommelige, ja endog af det menneskelige i sin Sjæl og at bære Satans Præg. Hans Tjenere og Hofmænd var i Regelen af samme Karakter som han selv — voldsomme. fordærvede, demoraliserede. Efter alt at dømme vilde det være umuligt for Kristendommen at faa Fodfæste ved Neros Hof og i hans Slot.AV 267.1

    Men i dette Tilfælde som i saa mange andre blev Sandheden ai Apostelens Ord bekræftet, naar han siger, at hans Stridsvaaben var “mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse”. 2 Kor. 10: 4. Selv i Neros Hus vandt Korset sine Sejerstegn. Blandt det slette Tjenerskab hos en endnu slettere Fyrste blev der vundet Personer, som blev Guds Børn. Disse var ikke Kristne i det skjulte, men aabenbart. De skammede sig ikke ved sin Tro.AV 267.2

    Og ved hvilke Midler lykkedes det at vinde Indgang og Fodfæste for Kristendommen selv der, hvor Adgang syntes at være umulig ? I sit Brev til Filippenserne beskrev Paulus sit Fangenskab som det Middel, hvorved det lykkedes ham at vinde Sjæle i Neros Hus. Af Frygt for at man skulde tænke, at hans Trængsler havde hindret Evangeliets Fremgang, siger han til dem: “Jeg vil, I skal vide, Brødre! at hvad mig er vederfaret, har mere tjent til Evangeliums Fremme.” Fil. 1 : 12.AV 267.3

    Da de kristne Menigheder først fik høre, at Paulus skulde besøge Rom ventede de en aabenbar Sejer for Evangeliet i den By. Paulus havde bragt Sandheden til mange Lande, og han havde forkyndt den i store Byer. Mon ikke denne Troeshelt kunde vinde Sjæle for Kristus ogsaa i Verdens Hovedstad? Men deres Forhaabninger blev tilintetgjort ved Meddelelsen om, at Paulus var rejst til Rom som Fange. De havde tillidsfuldt haabet at se Evangeliet, naar det først blev grundfæstet i denne Stad, hurtig udbrede sig til alle Lande og blive en herskende Kraft paa Jorden. Hvor stor blev ikke deres Skuffelse! Menneskelige Forventninger havde slaaet fejl; men Guds Forsæt var ikke tilintetgjort.AV 267.4

    Det var ikke ved Apostelens Prædiken, men ved hans Lænker, at Hoffets Opmærksomhed blev henledet paa Kristendommen. Det var som Fange, at han hos saa mange Sjæle sønderbrød de Lænker, der holdt dem i Syndens Trældom. Men ikke nok hermed. Han udtalte: “De fleste ai Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand, og blev des mere dristige til at tale uden Frygt.” Fil. 1: 14.AV 267.5

    Den Taalmodighed og Glæde som Paulus udviste under sit lange. uretfærdige Fangenskab, tilligemed hans Mod og Tro var en stadig Prædiken. Hans Aand, der var saa helt forskjellig fra Verdens Aand, bar Vidnesbyrd om, at en Kraft, der var større end no- gen jordisk Kraft, boede i ham. Og hans Eksempel tilskyndede de Kristne til med endnu større Ihærdighed at forfægte den Sag, som Paulus ikke længere kunde forfægte offentlig. Paa disse forskjellige Maader fik Apostelens Lænker stor Indflydelse, saa at naar hans Kraft og Nytte i Arbejdet syntes at være afskaaret, og han efter alt at dømme tilsyneladende kunde udrette mindst, netop da var det, at han samlede Neg for Kristus paa Felter, som han syntes at være fuldstændig udelukket fra.AV 267.6

    Inden Udløbet af de to Aars Fangenskab kunde Paulus sige: “Mine Lænker for Kristi Skyld er blevne bekjendte i det ganske Palads og for alle de øvrige.” Og blandt dem. der sender Hilsen til Filippenserne, nævner han særlig dem “af Kejserens Hus”. Fil. 1 : 13; 4: 22.AV 268.1

    Taalmodighed saavel som Mod vinder sine Sejre. Ved Ydmyghed i Prøvelse lige saavel som ved Uforfærdethed i Arbejde kan Sjæle vindes for Kristus. Den Kristne, som viser Taalmodighed og Glæde under Lidelse og Tab, og som i urokkelig Tro møder selve Døden med Fred og Sindsro, kan udføre mere for Evangeliets Sag, end han kunde have udrettet ved et langt Liv i trofast Arbejde. Naar en Guds Tjener er blevet taget bort fra aktiv Virksomhed, er det ofte, at det hemmelighedsfulde Forsyn, som vi i vor Kortsynethed vilde beklage, af Gud er bestemt til at udføre et Værk, som ellers aldrig vilde være blevet udført.AV 268.2

    Naar en Kristi Efterfølger ikke længere er i Stand til at udføre aktiv Virksomhed for Gud og hans Sandhed, bør han ikke tænke, at han ikke har nogen Tjeneste at yde eller nogen Belønning at opnaa. Kristi sande Vidner bliver aldrig lagt til Side. I Sundhed og Sygdom. i Liv og i Død benytter Gud dem fremdeles. Naar Kristi Tjenere ved Satans Had er blevet forfulgte, og deres aktive Virksomhed er blevet forhindret, naar de er blevet kastet i Fængsel eller ført til Skafottet eller til Baalet, saa var det, for at Sandheden kunde vinde en større Sejer. Naar disse trofaste Tjenere beseglede sit Vidnesbyrd med sit Blod, blev Sjæle, som hidtil havde været i Tvivl og Uvished, overbeviste om Kristi Tro og stillede sig uforfærdet paa hans Side. Af Martyrernes Aske er der fremvokset en rig Høst for Gud.AV 268.3

    Paulus’s og hans Medarbejderes Nidkjærhed og Troskab rummer i ikke mindre Grad end den Troskab og Lydighed, som hine til Kristendommen omvendte under saa ubehagelige Forhold udviste, en Irettesættelse for Efterladenhed og Mangel paa Tro hos en Ordets Forkynder. Apostelen og hans Medarbejdere kunde havde paastaaet, at det var til ingen Nytte at tale om Omvendelse og Tro paa Kri-stus til Neros Tjenere, udsatte som disse var for svære Fristelser, omgivne af store Hindringer og truet med bitter Modstand. Hvorledes skulde de kunne udvise Lydighed, selv om de blev overbeviste om Sandheden? Men saaledes ræsonnerede Paulus ikke. I Tro fremholdt han Evangeliet for disse Sjæle. og blandt dem, som hørte, var der nogle, som besluttede at lyde, hvad det end skulde koste. Trods Hindringer og Farer vilde de modtage Lyset og stole paa, at Gud vilde hjælpe dem til at lade Lyset skinne for andre.AV 268.4

    Der blev ikke alene vundet Sjæle for Sandheden i Kejserens Hus; men efter deres Omvendelse vedblev de at være i hans Hus. De følte sig ikke berettiget til at forlade sin Post, fordi deres Omgivelser ikke længer var tiltalende. Sandheden havde fundet dem der, og der vedblev de at være; og ved sit forandrede Liv og Væsen blev de et Vidnesbyrd om den nye Læres forvandlede Kraft.AV 269.1

    Er der nogen. som tøler sig fristet til at paaberaabe sig sine Omstændigheder som et Paaskud for ikke at vidne om Kristus, saa lad en saadan betragte de troendes Stilling i Kejserens Hus — Kejserens demoraliserede Karakter, den Ryggesløshed, som herskede ved Hoffet. Vi kan neppe tænke os Omstændigheder mere ugunstige for et kristeligt Liv, og som vilde medføre større Opofrelse eller Modstand end netop de Omstændigheder, som disse omvendte Mennesker var stillet i. Men midt under alle Vanskeligheder og Farer bevarede de sin Troskab. Hindringer, der forekommer ham at være uoverstigelige, kan vel bringe den Kristne til at søge at unddrage sig fra at lyde Sandheden, som den er i Jesus; men han kan ikke komme med nogen Undskyldning, som taaler Undersøgelse. Kunde han det, vilde han have bevist, at Gud var uretfærdig, idet han havde stillet Betingelser for sine Børns Frelse, som de ikke kunde opfyldte.AV 269.2

    Den som i sit Hjerte er fast besluttet paa at tjene Gud, vil finde Anledning til at vidne for ham. Vanskeligheder vil ikke formaa at hindre nogen, hvis faste Forsæt det er at søge først Guds Rige og hans Retfærdighed. I den Kraft, som han opnaar under Bøn og Granskning af Herrens Ord, vil han elske Dyd og afstaa fra Last. Med Blikket fæstet paa Jesus, Troens Begynder og Fuldender, som taalte Modsigelse af Syndere imod sig, vil den troende villigt trodse Haan og Foragt. Og han hvis Ord er Sandhed, har lovet Hjælp og Naade tilstrækkelig under alle Forhold. Hans evige Arme omfatter den Sjæl, som søger ham om Bistand. I hans Omsorg kan vi hvile trygt og sige: “Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.” Sal. 56: 4. Gud vil opfyldte sit Løfte for alle, som sætter sin Lid til ham.AV 269.3

    Ved sit eget Eksempel har Frelseren vist, at hans Efterfølgere kan være i Verden uden dog at være af Verden. Han kom ikke for at tage Del i dens forføriske Lyster, for at lade sig bevæge af dens Skikke eller handle, som den handlede, men for at gjøre sin Faders Vilje og søge og frelse det fortabte. Med dette Maal for Øje kan den Kristne staa ubesmittet i hvilke som helst Omgivelser. Hvad hans Stilling end er, høj eller ringe, og hvilke Forhold han end omgives af, vil han udvise Kraften af sand Kristendom ved en trofast Udførelse af sine Pligter.AV 269.4

    Det er ikke. naar man er fritaget for Prøvelser, men midt i Prøverne, at en kristelig Karakter udvikles. Modstand og Modgang leder en Kristi Efterfølger til større Aarvaagenhed og mere alvorlig Bøn til ham, som er mægtig til at hjælpe. Alvorlig Prøvelse, som bæres ved Guds Naade. udvikler Taalmodighed, Aarvaagenhed, Sjælsstyrke og en dyb og fast Tillid til Gud. Det er Kristentroens Sejer, der sætter en Kristi Efterfølger i Stand til at lide og være stærk, til at underkaste sig og derved sejre, til at dø hver Dag og dog leve, til at bære Korset og derved vinde Herlighedens Krone.AV 270.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents