Kapitel 40—Paulus appellerer til Kejseren.

“DA nu Festus havde tiltraadt Landshøvding-Embedet, drog han tre Dage derefter op til Jerusalem fra Cæsarea. Ypperstepræsternes og Jødernes første Mænd førte da Klage hos ham mod Paulus og kom frem med en Bøn til ham, idet de med ondt i Sinde mod Paulus udbad sig den Naade, at han vilde lade ham hente til Jerusalem.” Da de fremkom med dette Forlangende, havde de i Sinde at ligge paa Lur efter Paulus paa Vejen til Jerusalem og slaa ham ihjel. Men Festus havde høje Begreber om det Ansvar, hans Stilling paaførte ham, og afslog høfligt at sende Bud efter Paulus. Han svarede, at “det ikke er de Romeres Skik, af Gunst at opofre noget Menneske til Undergang, førend den anklagede har Anklagerne personlig til Stede, og faar Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen”. Ap. Gj. 25: 16. Han udtalte, “at han selv vilde snart drage derned” til Cæsarea. “Hvilke nu iblandt eder, . . . der har Kyndighed. dem lader drage ned med; er der da noget imod denne Mand, da anklage de ham.”AV 246.1

Dette var ikke, hvad Jøderne ønskede. De havde ikke glemt det Nederlag, de sidst led i Cæsarea. I Modsætning til Apostelens besindige Optræden og kraftige Argumenter vilde deres egen Hadefuldhed og ugrundede Anklager fremtræde i det slettest mulige Lys. De bad atter om, at Paulus maatte blive ført til Jerusalem til Forhør ; men Festus fastholdt sin Beslutning om at underkaste Paulus et lovmæssigt Forhør i Cæsarea. I sit Forsyn ledede Gud Festus til at tage en saadan Beslutning, for at Apostelens Liv kunde blive forlænget.AV 246.2

Da de jødiske Ledere saa, at deres Planer var tilintetgjort, gjorde de Øjeblikkelig Forberedelse til at vidne imod Paulus for Statholderens Domstol. Da Festus efter nogle Dages Ophold i Jerusalem kom tilbage til Cæsarea, satte han sig den næste Dag “paa sin Domstol og bød, at Paulus skulde føres frem”. “De Jøder, som var kommen fra Jerusalem,” stillede “sig rundt omkring ham og førte mange svære Klager imod ham; men de var ikke i Stand til at bevise dem”. Da de denne Gang ingen Sagfører havde, fremlagde Jøderne selv sine Klager. Efterhaanden som Forhøret skred frem, paaviste den anklagede med Besindighed og Alvor klart, at deres Paastande var falske.AV 246.3

Festus indsaa, at den Sag, Striden her drejede sig om, ene og alene vedrørte jødiske Lærdomme, og at der i Virkeligheden intet var i disse Beskyldninger, som gjorde ham skyldig til Døden eller endog blot til Fængsel, selv om de kunde bevises. Han forstod imidlertid klart, hvilken Storm af Forbitrelse det vilde fremkalde, dersom Paulus ikke blev dømt eller overleveret i deres Hænder. Festus, “som vide fortjene Tak af Jøderne”, vendte sig derfor til Paulus og spurgte. om han var villig til at rejse til Jerusalem under hans Beskyttelse for at blive forhørt for det jødiske Raad.AV 246.4

Apostelen vidste, at han ikke kunde vente Retfærdighed af de Mennesker, der ved sine Synder paaførte sig Guds Vrede. Han vidste, at han ligesom Profeten Elias vilde være mere sikker blandt Hedningerne end blandt dem, som havde forkastet Lyset fra Himlen og forhærdet sit Hjerte imod Evangeliet. Han var træt af Strid, og hans virksomme Aand kunde kun daarligt udholde disse gjentagne Forhalinger og den trættende Uvished, som hans Forhør og Ophold i Fængslet paaførte ham. Han besluttede derfor at gjøre Brug af sin Ret til som romersk Borger at appellere til Kejseren.AV 247.1

Som Svar paa Statholderens Spørgsmaal svarede Paulus: “Jeg staar for Kejserens Domstol, og der er det min Ret at dømmes. Mod Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som ogsaa du godt ved. Har jeg Uret, og har jeg gjort noget. som fortjener Døden, da beder jeg mig ikke fri for at dø; men er der ikke noget i det, hvorfor disse fører Klagemaal imod mig, da kan ingen overgive mig til dem bare for at gjøre dem tillags; jeg indanker min Sag for Kejseren.”AV 247.2

Festus vidste intet om Jødernes Sammensværgelse for at myrde Paulus, og han blev forbauset over denne Indankelse af Sagen for Kejseren. Hen Apostelens Udtalelse bragte Retsforhandlingerne til en Afslutning. “Da talede Festus med Raadet og svarede: Du har indskudt dig for Kejseren; du skal rejse til Kejseren.”AV 247.3

Saaledes skete det endnu engang, at en Guds Tjener paa Grund af et Had, der skyldtes religiøs Forblindelse og Egenretfærdighed, blev drevet til at søge Beskyttelse hos Hedninger. Det var dette samme Had, der tvang Profeten Elias til at søge Ly hos Enken i Sarepta, og som tvang Evangeliets Forkyndere til at vende sig fra Jøderne for at forkynde sit Budskab for Hedningerne. Og dette Had maa Guds Folk endnu i vor Tid møde. Iblandt mange af dem, som bekjender sig til at være Kristi Efterfølgere, findes den samme Stolthed og Egenkjærlighed, det samme Formvæsen og den samme Undertrykkelsesaand, som havde en saa fremtrædende Plads i Jødernes Hjerter. I den Tid. som ligger foran os, vil Mænd, som paastaar sig at være Kristi Repræsentanter. handle paa en lignende Maade, som Præsterne og de Øverste handlede mod Kristus og hans Apostle. I den store Krise, som de snart maa gjennemgaa, vil Guds trofaste Tjenere møde den samme Hjertets Haardhed, den samme grusomme Haardnakkethed, det samme ubøjelige Had.AV 247.4

Alle de, som i denne onde Tid uden Frygt vil tjene Gud i Overensstemmelse med Samvittighedens Forskrifter, vil behøve Mod Fasthed og Kjendskab til Gud og hans Ord; thi de, som udviser Troskab mod Gud, vil blive forfulgt, deres Bevæggrunde vil blive mod- sagt, deres bedste Bestræbelser mistydet og deres Navne foragtet. Satan vil virke med al sin forførende Magt for at paavirke Hjertet og omtaage Forstanden for at give det onde Udseende af godt og det gode Udseende af ondt. Jo stærkere og renere Guds Folks Tro er, og jo fastere de er i sit Forsæt om at lyde ham, desto større Kraft vil Satan anvende for at vække Had imod dem hos saadanne, som. medens de paastaar sig at være retfærdige, træder Guds Lov under Fødder. At under saadanne Forhold fastholde den Tro, som engang blev overgivet de hellige, vil kræve den mest urokkelige Tillid cg det mest heltemodige Forsæt.AV 247.5

Gud ønsker, at hans Folk skal berede sig for den nær forestaaende Krise. Alle maa møde den, enten de er forberedte eller uforberedte, og kun de, som har skikket sit Liv efter den guddommelige Maalestok, vil staa fast i hin Fristelsens og Prøvelsens Tid. Naar jordiske Herskere forener sig med ledende Mænd paa det religiøse Omraade for at øve Tvang i Samvittighedsspørgsmaal, da vil det vise sig, hvem der i Sandhed frygter og tjener Gud. Naar Mørket er størst, vil den kristelige Karakters Lys skinne klarest. Naar alt andet, som man har sat sin Lid til, slaar fejl, da vil det vise sig, hvem der har en fast Tillid til Herren. Og medens Sandhedens Fiender paa alle Kanter vaager over Herrens Tjenere til det onde, vil Gud vaage over dem til det gode. Han vil være for dem som Skyggen af en vældig Klippe i et vansmægtende Land.AV 248.1