Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 51—En trofast Underhyrde.

    APOSTLENES Gjerninger siges der kun lidet om Apostelen Peters senere Virksomhed. I de travle Aar. som fulgte efter den Helligaands Udgydelse paa Pinsedagen, var han en af dem. som arbejdede utrættelig for de Jøder, der kom til Jerusalem for at tilbede ved de aarlige Højtider.AV 297.1

    Da de troendes Antal forøgedes i Jerusalem og paa andre Steder. som blev besøgt af Korsets Vidner. viste det sig, at de Talenter. Peter besad. var til uvurderlig Nytte for den første kristne Menighed. Hans Vidnesbyrd angaaende Jesus af Nazareth fik en meget vidtrækkende Indflydelse. Han havde faaet et dobbelt Ansvar. Han bar Vidnesbyrd angaaende Messias til de vantro og arbejdede ihærdigt for deres Omvendelse, og paa samme Tid udførte han særskilt Arbejde for de omvendte og styrkede dem i Troen paa Kristus.AV 297.2

    Det var efter at Peter havde lært ikke at stole paa sig selv, men nære fuld Tillid til Guds Kraft, at han modtog Kaldet til at virke som Underhyrde. Før Peter fornægtede Kristus, havde denne sagt til ham: “Naar du engang omvender dig. da styrk dine Brødre !” Luk. 22: 32. Disse Ord var et Udtryk for det vidtomfattende og frugtbringende Arbejde, som denne Apostel i Fremtiden skulde udføre for dem, der antog Troen. Peters egen Erfaring i Synd og Lidelse og Omvendelse havde forberedt ham for dette Arbejde. Ikke før han havde lært at se sin Svaghed. kunde han forstaa, hvor nødvendigt det er for den troende at forlade sig paa Kristus. I Fristelsens Storme var han kommet til Forstaaelse af. at et Menneske kun vandrer i Tryghed. naar det i fuldstændig Mistillid til sig selv forlader sig paa Frelseren.AV 297.3

    Ved den sidste Sammenkomst, Kristus havde med sine Disciple ved Søen, havde Peter, prøvet ved det tre Gange gjentagne Spørgsmaal: “Elsker du mig?” (Joh. 21: 15-17), atter indtaget sin Plads blandt de tolv. Han havde faaet sig anvist sin Gjerning: han skulde føde Herrens Hjord Nu da han var omvendt og antaget, skulde han ikke blot søge at frelse dem, der var udenfor Faarestien, men han skulde være en Hyrde for Faarene.AV 297.4

    Kristus nævnte for Peter kun én Betingelse for denne Gjerning: “Elsker du mig?” Dette er det væsentlige. Om Peter havde ejet alle andre Betingelser, saa kunde han dog ikke være en trofast Hyrde over Guds Hjord uden Kjærlighed. Kundskab, Godgjørenhed, Veltalenhed, Nidkjærhed — alle disse er af Betydning i det gode Værk; men uden Kristi Kjærlighed i Hjertet vil en Ordets Forkynder ikke have Fremgang i sin Gjerning.AV 297.5

    Kristi Kjærlighed er ikke en skiftende Følelse, men et levende Princip, der maa vise sig som en blivende Kraft i Hjertet. Dersom Hyrden i sin Karakter og Vandel staar som et levende Eksempel paa den Sandhed. han forfægter, vil Herren besegle Gjerningen med sit Bifald. Hyrden og Hjorden vil blive ét, forenet ved det fælles Haab i Kristus.AV 298.1

    Frelserens Handlemaade med Peter indeholdt en Lærdom for ham og hans Brødre. Uagtet Peter havde fornægtet sin Herre, saa havde den Kjærlighed, som Jesus nærede til ham, dog aldrig svigtet. Og naar Apostelen optog den Gjerning at forkynde Ordet for andre. skulde han møde Overtræderen med Taalmodighed, Sympati, Tilgivelse og Kjærlighed. Ihukommende sin egen Svaghed og sit Fejlgreb skulde han behandle de Faar og Lam, der blev betroet til hans Omsorg, med ligesaa stor Ømhed, som Kristus havde udvist mod ham.AV 298.2

    Mennesker, som selv er forfaldne til det onde, er tilbøjelige til at handle ukjærligt med de f ristede og fejlende. De kan ikke læse Hjertet; de kjender ikke dets Strid og Smerte. De maa lære at forstaa den Irettesættelse, som sker i Kjærlighed, det Slag, som saarer for at læge, den Advarsel, som indgyder Haab.AV 298.3

    I den Tid, Peter virkede, vaagede han trofast over den Hjord, som var overladt til hans Omsorg, og viste sig saaledes værdig til det Paalæg og det Ansvar, Frelseren havde givet ham. Han fremholdt altid Jesus af Nazareth som Israels Haab, Menneskeslægtens Frelser. Han lod sig tugte og vejlede af sin store Mester. Ved et hvert Middel, der stod til hans Raadighed, søgte han at oplære de troende til aktiv Tjeneste. Hans fromme Eksempel og utrættelige Virksomhed ansporede mangen lovende ung Mand til at hengive sig helt til Ordets Forkyndelse. Efterhaanden som Tiden gik, blev Apostelens Indflydelse som Lærer og Leder større, og ihvorvel han aldrig tabte sin Interesse for at virke særlig blandt Jøderne, vidnede han dog i mange Lande og styrkede manges Tro paa Evangeliet.AV 298.4

    I de senere Aar af sin Virksomhed blev Peter vejledet af Aanden til at skrive til de troende, “til Udlændingene af Adspredelsen i Pontus, Galatien, Kappadocien, Asien og Bithynien”. Hans Breve blev et Middel til at vække nyt Mod og stærkere Tro hos dem, som maatte lide Prøvelser og Trængsler, og til at opflamme dem til gode Gjerninger, som paa Grund af niangehaande Fristelser stod i Fare for at slippe Gud. Disse Breve vidner om, at de blev skrevet af en. som havde erfaret rigelig af Kristi Lidelser og tillige af hans Trøst, en, hvis hele Væsen var blevet forvandlet ved Naaden, og hvis Haab om evigt Liv var fast og urokkeligt.AV 298.5

    I selve Indledningen til sit første Brev tilskriver den alderstegne Guds Tjener sin Herre Pris og Tak. “Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,” udbrød han, “som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstan- delse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, hvilke ved Guds Magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.”AV 298.6

    I dette Haab om en sikker Arv paa den nye Jord frydede de første Kristne sig. selv under svære Prøvelser og Trængsler. “Herover fryder eder,” skrev Peter, “om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser, paa det eders prøvede Tro (som er meget dyrebarere end det forgjængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden), maa befindes til Lov og Pris og Ære i Jesu Kristi Aabenbarelse. hvem I ikke har kjendt, og dog elsker, hvem I nu ikke ser, men dog tror paa. og fryder eder med uudsigelig og forherliget Glæde. opnaaende Maalet for eders Tro, Sjælenes Frelse.”AV 299.1

    Disse Apostelens Ord blev skrevet til Lærdom for de troende til enhver Tid. og de har en særskilt Betydning for dem, som lever paa den Tid. da “alle Tings Ende nærmer sig”. Enhver Sjæl, som vil bevare sin Tro “fast indtil Enden” (Heb. 3: 14), behøver hans Formaninger og Advarsler og hans Opmuntring til Tro og Mod.AV 299.2

    Apostelen søgte at lære de troende, hvor vigtigt det er at afholde sig fra at dvæle ved forbudte Emner eller fra at spilde sin Kraft paa intetsigende Ting. De, der vil undgaa at falde som et Bytte for Satans Snarer, maa nøje bevogte Adgangen til Sjælen; de maa undgaa at læse, se eller høre det, som vil vække urene Tanker. De maa vogte sig for at lade Sindet dvæle i Flæng ved enhver Ting, som Sjælefienden kan bringe paa Bane. Hjertet maa trofast bevogtes; thi ellers vil udvortes Onder opvække indvortes Onder, og Sjælen vil komme i Mørke. Peter skrev: “Omgjorder eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter eders Haab aldeles til den Naade, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Aabenbarelse. . . . Skikker eder ikke efter de forrige Lyster i eders Vankundighed; men efter den Hellige, som eder kaldte, vorder og I hellige i al Omgjængelse. Derfor er der skrevet: Vorder hellige, thi jeg er hellig.”AV 299.3

    “Omgaaes med Frygt i eders Udlændigheds Tid. vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, er forløste fra eders forfængelige Omgjængelse, som Fædrene har overantvordet eder. men med Kristi dyrebare Blod. som et ustraffeligt og lydeløst Lams, som vel forud var bestemt, førend Verdens Grundvold blev lagt. men blev aabenbaret i disse sidste Tider for eder, som formedelst ham tror paa Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham Herlighed, saa eders Tro og Haab maa være til Gud.”AV 299.4

    Dersom Sølv og Guld havde kunnet tilkjøbe Menneskene Frelse, hvor let en Sag vilde det da ikke have været for ham. som siger: ,.Mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til.” Hag. 2: 8. Men det var ved Guds Søns Blod alene, at Overtræderen kunde gjenløses. Frelsens Plan havde sit Udgangspunkt i Opofrelse. Apostelen Paulus skriver: “I kjender jo vor Herres Jesu Kristi Naade. at han for eders Skyld blev fattig, der lian var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige.” 2 Kor. 8: 9. Kristus gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al Uretfærdighed. “Guds Naadegave er” — som Frelsens ypperste Velsignelse — “et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom. 6: 23.AV 299.5

    “Renser eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden, til uskrømtet Broderkjærlighed. og elsker hverandre inderligen af et rent Hjerte.” Guds Ord. Sandheden, er det Middel, hvorigjennem Herren aabenbarer sin Aand og sin Kraft. Lydighed mod dette Ord frembringer Frugt af den Slags, som kræves: “Uskrømtet Broderkjærlighed”. Denne Kjærlighed er af himmelsk Oprindelse og vækker ædle Bevæggrunde, der fører til uegennyttig Handling.AV 300.1

    Naar Sandheden bliver et iboende Princip i Livet, bliver Sjælen gjenfødt, “ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig Sæd, ved Guds Ord. som lever og bliver evindelig”. Denne nye Fødsel er en Følge af Antagelsen af Kristus som Guds Ord. Naar guddommelige Sandheder ved den Helligaands Virkning indprentes i Hjertet, vækkes der nye Forestillinger, og de Kræfter, som hidtil har ligget i Dvale, vækkes til aktiv Virksomhed i Samarbejde med Gud.AV 300.2

    Saaledes havde det været med Peter og hans Meddisciple. Det var Kristus, som aabenbarede Sandheden for Verden. Ved ham blev den uforkrænkelige Sæd, Guds Ord, saaet i Menneskehjerterne. Men mange af den store Lærers mest dyrebare Lærdomme blev fremholdt for Mennesker, som dengang ikke forstod dem. Da den Helligaand efter Kristi Himmelfart mindede Disciplene om hans Lære, vaagnede deres slumrende Forstand. Betydningen af disse Sandheder stod for dem som en ny Aabenbaring, og Sandheden, ren og uforfalsket, skaffede sig Plads. Da blev hans vidunderlige Livserfaring deres egen. Han, Ordet, vidnede gjennem de Mænd, han havde udvalgt, og de kundgjorde den mægtige Sandhed: “Ordet blev Kjød og boede iblandt os, . . . fuld af Naade og Sandhed.” “Og af hans Fylde har vi annammet, ja, Naade over Naade.” Joh. 1 : 14, 16.AV 300.3

    Apostelen formanede de troende til at ransage Skriften, da de ved en rigtig Forstaaelse af den vilde kunne sikre sig evigt Liv. Peter indsaa, at enhver Sjæl, som tilsidst vinder Sejer, vil møde Vanskeligheder og Prøvelser; men han vidste ogsaa, at en Forstaaelse af Skriften vilde sætte den fristede i Stand til at erindre saadanne Løfter, som vilde yde Hjertet Trøst og styrke Troen paa ham. som har al Magt.AV 300.4

    “Alt Kjød er som Græs,” skrev han, “og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster: Græsset visner, og Blomstret derpaa falder af; men Herrens Ord bliver evindelig. Og dette er det Ord. som er forkyndt for eder. Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse; og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Mælk, at I kan vokse ved den, dersom I ellers har smagt, at Herren er god.”AV 300.5

    Mange af de troende, som Peter sendte sine Breve til, boede midt iblandt Hedninger, og meget beroede paa. om de blev sit høje Kald tro. Apostelen foreholdt dem deres Privilegier som Jesu Kristi Efterfølgere. “I er en udvalgt Slægt,” skrev han, , et kongeligt Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, at I skal forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys. I, som fordum ikke var et Folk, men nu er Guds Folk; som ikke havde erholdt Barmhjertighed, men nu har fundet Barmhjertighed.”AV 301.1

    “I elskelige! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge, at I holder eder fra kjødelige Lyster, som strider imod Sjælen. Eders Omgjængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtaler eder som Misdædere, kan se eders gode Gjerninger, og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.”AV 301.2

    Apostelen forklarer tydelig den Stilling, de troende hør indtage til de borgerlige Myndigheder: “Værer derfor al menneskelig Orden underdanig for Herrens Skyld; være sig en Konge, som den ypperste, eller Eefalingsmænd, som de, der sendes af ham til Straf over Misdædere, men dem til Lov. som gjør godt. Thi saaledes er det Guds Vilje, at I, ved at gjøre det gode, skal bringe de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie; som de, der er frie, dog ikke som de, der har Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. Ærer alle; elsker Broderskabet; frygter Gud; ærer Kongen!”AV 301.3

    Tjenere blev formanede til at være sine Herrer underdanige “i al Ærefrygt, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de fortrædelige. Thi dette finder Naade,” forklarede Apostelen, “dersom nogen af Samvittighed for Gud fordrager Gjenvordigheder, naar han lider uretfærdigt. Thi hvad er det for en Ros, dersom I, naar I synder og bliver slagne, lider taalmodigen? Men dersom I, naar I gjør godt og lider derfor, er taalmodige, dette finder Naade for Gud. Thi dertil er I kaldte, efterdi Kristus har og lidt for os, efterladende os et Eksempel, at I skal efterfølge hans Fodspor; hvilken ikke har gjort Synd. der blev og ikke funden Svig i hans Mund; hvilken ikke skjændte igjen, der han blev overskjændt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham. som dømmer retfærdeligen; hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skal leve i Retfærdighed; ved hans Saar er I lægte. Thi I var som vildfarende Faar. men er nu omvendte til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.”AV 301.4

    Apostelen formanede de troende Kvinder til at være kyske i Ord og beskedne i Klædedragt og Vandel. “Eders Prydelse.” paabød han dem, “skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.”AV 301.5

    Denne Undervisning gjælder de troende til alle Tider. “Af deres Frugter skal I kjende dem.” Matt. 7: 16. En sagtmodig og stille Aands indvortes Prydelse er uvurderlig. Hos en sand Kristen vil den udvortes Prydelse altid være i Overensstemmelse med den indvortes Fred og Hellighed. “Vil nogen komme efter mig,” sagde Kristus, “han fornægte sig selv, og tage sit Kors og følge mig.” Matt. 16: 24. Selvfornægtelse og Opofrelse vil udmærke den Kristne i hans Liv. Beviset paa. at Smagen er blevet en anden, vil ses paa Klædedragten hos alle, som vandrer paa den Sti, der er anvist Herrens forløste.AV 301.6

    Det er rigtigt at elske det smukke og at ønske sig det; men Gud vil, at vi skal elske og først søge den højeste Skjønhed, den som ikke forgaar. Ingen udvortes Prydelse er saa værdifuld eller saa tiltalende som hin “sagtmodige og stille Aand”, det hvide og rene “Linklæde” (Aab. 19: 14), som alle hellige paa Jorden skal være iført. Dette Klædebon vil gjøre dem smukke og elskelige her paa Jorden og derefter være deres Adgangstegn til Kongens Palads. Hans Løfte er: “De skal vandre med mig i hvide Klæder, thi de er værdige dertil.” Aab. 3: 4.AV 302.1

    Idet Apostelen med profetisk Blik skuede fremad til de vanskelige Tider, som vilde oprinde for Kristi Menighed. formanede han de troende til at være standhaftige til Trods for Prøvelser og Lidelser. “I elskelige!” skrev han, “forundrer eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaar, eder til en Forsøgelse.”AV 302.2

    Prøvelse hører med til den Undervisning, som gives i Kristi Skole for at rense Guds Børn fra Verdslighedens Slagger. Det er fordi Gud leder sine Børn, at de møder prøvende Erfaringer. Prøvelser og Hindringer er hans udvalgte Opdragelsesmidler og de af ham bestemte Betingelser for Fremgang. Han, som læser Menneskenes Hjerter, kjender deres Svagheder bedre, end de selv kjender dem. Han ser, at nogle har Anlæg, som, hvis de blev ledet paa rette Maade. kunde bruges til hans Værks Fremme. I sit Forsyn fører han disse Sjæle ind i forskjellige Stillinger og vekslende Omstændigheder. saa de kan opdage de Mangler, som de selv ikke kjender til. Han giver dem Lejlighed til at overvinde disse Mangler og blive skikkede til Gjerningen. Ofte lader han Trængselens Ild brænde, for at de kan blive rensede.AV 302.3

    Gud har en aldrig svigtende Omsorg for sin Arv. Han lader ingen Trængsler komme over sine Børn uden saadanne, som er nød\endige for deres timelige og evige Vel. Han vil rense sin Menighed, ligesom Kristus rensede Templet, da han var paa Jorden. Enhver Forsøgelse, enhver Prøve, som han paafører sit Folk, kommer, for at de maa erhverve sig en dybere Gudsfrygt og større Kraft til at fremskynde Korsets Sejer.AV 302.4

    Der havde været en Tid i Peters Erfaring, da han ikke var villig til at se Korset i Kristi Gjerning. Da Frelseren omtalte for Disciplene sin forestaaende Lidelse og Død, udbrød Peter: “Herre, spar dig selv; dette ske dig ingenlunde!” Matt. 16: 22. Selvisk Med- ynk, der veg tilbage for Samfund med Kristus i hans Lidelser, var Drivfjederen til Peters Indsigelse. At Kristi Sti paa Jorden skulde gaa gjennem Angest og Ydmygelse, var for ham en bitter Lærdom, en Lærdom, som han kun langsomt tilegnede sig. Men i Ildovnens Hede skulde han lære Lektien. Nu efter at hans engang saa aktive Skikkelse var bøjet under mange Aars Byrder og Arbejde, kunde han skrive: “I elskelige! forundrer eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaar, eder til en Forsøgelse, som om der hændtes eder noget underligt, men som I er delagtige i Kristi Lidelser, saa glæder eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skal glæde og fryde eder.”AV 302.5

    Henvendt til Menighedens Ældste skrev Apostelen med Henblik paa deres Ansvar som Underhyrder i Kristi Hjord: “Vogter Guds Hjord, som er iblandt eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebnhed; ikke som de, der vil herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden; og naar da Overhyrden aabenbares, skal I erholde Ærens uforvisnelige Krans.”AV 303.1

    De, der beklæder Stillingen som Underhyrder, bør vaage mod Flid over Herrens Hjord. Dette maa ikke ske med herskesyg Strenghed, men paa en Maade. som vil bidrage til at oumuntre, styrke og løfte. En Prædikants Gjerning bestaar i mere end at prædike; den bestaar i alvorlig, personlig Virksomhed. Menigheden paa Jorden er sammensat af fejlende Mænd og Kvinder. som behøver Hjælp og Opmuntring, for at de maa blive uddannede og oplærte til at virke paa rette Maade i dette Liv og i det tilkommende blive kronet med Ære og Uforkrænkelighed. Der behøves Hyrder, trofaste Hyrder, som hverken vil smigre for Guds Folk eller behandle dem med Strenghed, men som vil bespise dem med Livets Brød. Mænd. som i sit Liv daglig erfarer den Helligaands omvendende Kraft, og som besjæles af en stærk, uegennyttig Kjærlighed til dem. de arbejder for.AV 303.2

    Naar Underhyrden stilles overfor Bitterhed, Misundelse, Avind, og Uenighed mellem Søskende i Menigheden, er det nødvendigt for ham at udvise Takt, og han maa være besjælet af Kristi Sindelag for at kunne rette paa Forholdene. Han maa trofast advare og formane, ikke taale Synd, og hvor der er gjort Uret. maa det rettes; og dette kan ikke gjøres blot ved Prædiken, men der skal personligt Arbejde til. Det gjenstridige Hjerte vil maaske tage Anstød af Budskabet. og Guds Tjener kan blive miskjendt og kritiseret. Under saadanne Forhold bør han huske paa. at “den Visdom herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holder Fred”.AV 303.3

    Den Opgave, som paahviler en Evangeliets Forkynder, er “at oplyse alle om Delagtigheden i den Hemmelighed, som fra Verdens Begyndelse har været skjult i Gud”. Ef, 3: 9, Dersom den, der op- tager dette Arbejde, vælger det. der kræver mindst Selvopofrelse, nøjes bare med at prædike og overlader det personlige Arbejde til andre, saa vil hans Gjerning ikke være antagelig for Gud. Sjæle, for hvem Kristus døde, gaar fortabt af Mangel paa rigtig udført personligt Arbejde; og den, der har optaget Prædikegjerningen, men er uvillig til at udføre det personlige Arbejde, som Hjordens Tarv kræver, har taget fejl af sit Kald.AV 303.4

    Den sande Hyrde er besjælet af et Sindelag, som gjør, at han ser bort fra sig selv. Han taber sig selv af Syne for at kunne gjøre Guds Gjerning. Ved Ordets Forkyndelse og ved personlig Virksomhed i Folks private Hjem faar han Anledning til at sætte sig ind i deres Trang, deres Sorger, deres Prøvelser; og i Samarbejde med ham, som bærer alle vore Byrder, kan han vise Deltagelse med dem i deres Trængsler, trøste dem i deres Smerter, afhjælpe deres Sjælehunger og vinde deres Hjerter for Gud. I denne Gjerning har en Evangeliets Forkynder himmelske Engle ved sin Side; og han bliver selv undervist og oplyst om den Sandhed, som gjør os vise til Salighed.AV 304.1

    I Forbindelse med sin Undervisning til dem, som beklæder ansvarsfulde Stillinger i Menigheden, pegte Apostelen paa nogle almindelige Principper, som maatte iagttages af dem, der stod tilsluttet Menigheden. De yngre Medlemmer af Hjorden skulde følge de ældstes Eksempel i Udøvelsen af kristelig Ydmyghed. “Desligeste, I unge! værer de ældste underdanige; men værer alle hverandre un-derdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade. Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøje eder. Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omhu for eder. Værer ædru. vaager; thi eders Modstander, Djævelen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. Staar ham imod. faste i Troen.”AV 304.2

    Saaledes skrev Peter til de troende paa en Tid, da Menigheden var udsat for særskilte Prøver. Mange var allerede blevet delagtige i Kristi Lidelser, og en Tid med frygtelige Forfølgelser forestod Menigheden. I Løbet af nogle faa korte Aar skulde mange af dem, der havde staaet som Lærere og Ledere i Menigheden, nedlægge sit Liv for Evangeliets Skyld. Glubende Ulve, som ikke sparede Hjorden. skulde snart trænge sig ind. Men intet af alt dette skulde bringe Modløshed over dem, hvis Haab var grundet paa Kristus. Peter opmuntrede dem til at være ved godt Mod, og han ledte de troendes Tanker bort fra de nærværende Prøvelser og fremtidige Lidelser til “en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv”. Inderligt bad han: “Al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Kristus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder! Ham være Ære og Magt i al Evighed! Amen.“AV 304.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents